Sidste søndag H3K II
Er jeg død, hvis jeg ikke kan defineres?
Teksten:
23 Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. 24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. 25 Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. 26 Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
27 Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. 28 Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« 29 Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« 30 Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. 31 Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. 32 Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« 33 Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
Johannes 12,23-33 tekst slut.
---
Er et frø ikke længere et frø, når det er begyndt at spire? En biolog vil nok kalde frøet et og noget andet, når det spirer, men teknisk set er det vel samme materiale, eller hvad? Hvornår dør frøet? Er det ikke netop levende, når det spirer?
Der menes nok "død" i det øjeblik frøet ikke defineres som frø længere. Frøet er altså frø når det er potentielt spire, ikke efter.
Dermed er død knyttet til ny definition. Definition betyder grænsesat.
Dagens tekst bevæger sig smukt mellem to verdener, hvor befordringen af den anden tillades i den første.
----
Græske ord:
Bemærk, at "liv" er oversat fra både ψυχὴν og ζωὴν. ψυχή er også den sjæl, som er i oprør.
ψυχή er både At være i live og Livet som det mærkes. (Jeg vil ikke rode mig ud i en definition af psyke/sjæl som noget software el.l.). μισῶν er oversat med hader, hvilket kan misforstås i en efterStrindbergsk tid som det psykologiske had (uopfyldelig uløselig ophobning af selvforstærket vrede), med skal nok forstås som skyer, afskyer, forsager (ligesom fx arbejdssky).
De forskydninger i betydningen mellem sjæl og liv, som rummes i dagens tekst giver også stof til definitioner af sjælesorgen.
Sjælesorg kan således være "omsorgen for livet i oprør/rodet op" og/eller "bevarelsen af et livsprincip/livet selv i denne samt en anden verden".
---
Teksten falder i to dele 23-26 og 27-33, hvor første del forholder sig som overskrift til 2. del, som er en narrativ udfoldelse af første del. 2. del kan undværes og er til besvær.
En pi-prædiken har som sin midte en forvandling, hvortil denne tekst er ideel. Frøets død er den forvandling, som frembryder menneskesønnens (apokalyptisk heltedommer i danielsbogen nu alias Jesus) herlighed.
Dette frembrud sker mellem to virkeligheder og hiver mennesket med den rigtige vej gennem (=v.hj.a.) modsætninger.
At dø et at leve. At miste er at bevare, at trælle er kongeglansagtigt δοξασθῇ (23)/τιμήσει(26).
Disposition:
Glæden ved at være den jeg er, frygte at ophøre, og glæde mig til at blive den jeg bliver.
Mærke er herlighed, en ophøjelse fordi guds søn gik i jorden og spirede op.
Fortælling:
Grøntsager: jeg har grøntsager i kælderen. Kartofler, gulerødder, hvidløg, løg, pastinakker. Jeg holder af at tilberede dem og spise dem før de bliver runkne og før de spirer. Jeg bliver slatten indeni af at presse et blødt fed hvidløg med en lille grøn spire på. Jeg bliver runken af at nippe spirer af en kartoffel og mase min skrællekniv ned over den slappe overflade. De tjener ikke mit formål, når de er runkne og har brugt deres energi på at spire. De tjener mit formål, når de er fyldige og friske og hårde og sprøde. Mit formål.
Forvandling.
Men jeg kan blive blød indeni, når jeg husker, hvad mine grøntsager har gang i. De bærer livet videre. De ved ikke bedre.
Jeg er en del at en stor historie om himmel og jord. Jeg er hele tiden i gang med at visne og spire.
Er min herlighed, når alting tjener mit formål? Jeg får kraft fra en ny spire. Den førstegrøde, som min frelsers opstandelse er. Han gik i jorden for at jeg skal sidde højt på strå som et bugnende korn i et gyldent aks.
Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og tjene. Min runkenhed er herlig, når jeg bærer livet videre. Budskabet. Kærligheden. Jeg går i jorden, det er min herlighed. Give livet til andre, det er ros.
...
23 ὁ δὲ Ἰησοῦς ἀποκρίνεται αὐτοῖς λέγων• ἐλήλυθεν ἡ ὥρα ἵνα δοξασθῇ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου. 24 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ ὁ κόκκος τοῦ σίτου πεσὼν εἰς τὴν γῆν ἀποθάνῃ, αὐτὸς μόνος μένει• ἐὰν δὲ ἀποθάνῃ, πολὺν καρπὸν φέρει. 25 ὁ φιλῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἀπολλύει αὐτήν, καὶ ὁ μισῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἐν τῷ κόσμῳ τούτῳ εἰς ζωὴν αἰώνιον φυλάξει αὐτήν. 26 ἐὰν ἐμοί τις διακονῇ, ἐμοὶ ἀκολουθείτω, καὶ ὅπου εἰμὶ ἐγὼ ἐκεῖ καὶ ὁ διάκονος ὁ ἐμὸς ἔσται• ἐάν τις ἐμοὶ διακονῇ τιμήσει αὐτὸν ὁ πατήρ.
27 Νῦν ἡ ψυχή μου τετάρακται, καὶ τί εἴπω; πάτερ, σῶσόν με ἐκ τῆς ὥρας ταύτης; ἀλλὰ διὰ τοῦτο ἦλθον εἰς τὴν ὥραν ταύτην. 28 πάτερ, δόξασόν σου τὸ ὄνομα. ἦλθεν οὖν φωνὴ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ• καὶ ἐδόξασα καὶ πάλιν δοξάσω. 29 ὁ οὖν ὄχλος ὁ ἑστὼς καὶ ἀκούσας ἔλεγεν βροντὴν γεγονέναι, ἄλλοι ἔλεγον• ἄγγελος αὐτῷ λελάληκεν. 30 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν• οὐ διʼ ἐμὲ ἡ φωνὴ αὕτη γέγονεν ἀλλὰ διʼ ὑμᾶς. 31 νῦν κρίσις ἐστὶν τοῦ κόσμου τούτου, νῦν ὁ ἄρχων τοῦ κόσμου τούτου ἐκβληθήσεται ἔξω• 32 κἀγὼ ἐὰν ὑψωθῶ ἐκ τῆς γῆς, πάντας ἑλκύσω πρὸς ἐμαυτόν. 33 τοῦτο δὲ ἔλεγεν σημαίνων ποίῳ θανάτῳ ἤμελλεν ἀποθνῄσκειν
