onsdag den 3. maj 2017

3. Søndag efter Påske, første række

Borte, borte - tit, tit!

Adskillelse er en frygtelig ting. Derfor leger vi den med vores børn - i rette doser. Først få sekunders fravær - sidenhen bliver det til gemmeleg med lang søgen og tælle til 100. Det er en naturlig øvelse, som skal lære os adskillelsen gradvist.

Text: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« textslutJoh 16,16-22


Klog mand på fødsler, dér.

Det har altid forekommet mig problemetisk at Jesus, som er mand og nok ikke har overværet en fødsel, udtaler sig om det psykiske forløb under en fødsel. Siden Johannes skrev sit evangelium er der sket mindst to ting på området. Mænd er for det første begyndt at være med ved fødsler og mænd er for det andet kommet i en position, hvor kvindeting er noget kvinder udtaler sig om.

Ikke desto mindre er iagttagelsen rigtig: Den krise, som fødslen er, forsvinder fantastisk ved barnets fulde tilsynekomst. Dette gælder generelt men tager ikke hensyn til de ulykkelige tilfælde, hvor det går anderledes. i en udlægning af denne tekst vil det være på sin plads at anerkende alle dem, der ikke oplever en fødsel sådan: De døde selv, barnet døde, de blev totalbedøvet og fik ikke oplevelsen, de gik psykisk ned osv.

Der er for nyligt blevet lavet en undersøgelse af de psykiske mén hos mænd som følge af overværelsen af fødsler.

Kontekst:

Dagens tekst er en del af "afskedstalen" 13,33-16,31, hvori hele tros-energien bundet op på fravær og tilstedeværelse (være i/forblive i) bringes i spil.

Fra sorg via glæde til kærlighed

En pi-prædiken bevæger sig gennem en fortælling (eller et billede) gennem en forvandling til en lyst til at leve med kærlighed.

Som sådan er dagens tekst i særdeleshed og afskedstalen i almindelighed meget velegnet til Pi-dispositioner:

Billede:
En erfaring af sorg eller fravær, som finder sin plads og bliver til lys og fred.

Forvandling:
Erfaringen af, hvordan en sorg kan være en proces, ligesom en gemmeleg. Lyset kommer tilbage. Trosøvelsen: At mærke glæden i sig ved at tænke Jesu mørke/lys igennem: Hans død og hans herlighed (det vides ikke helt om "endnu en tid" er opstandelsen, tilstedeværelsen eller genkomsten - det har "kornets energi" det vil sige, det er i mørke for at blive lyst)

Landsætning:
Ved at kende sorg og det lys der er efter og ved at kende trosbevægelsen: At tænke Jesus væk og gennem hans mørke mærke en kærlighed og glæde i sig - gives kraften til at elske andre...

16 Μικρὸν καὶ οὐκέτι θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με. 17 εἶπαν οὖν ἐκ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ πρὸς ἀλλήλους• τί ἐστιν τοῦτο ὃ λέγει ἡμῖν• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; καί• ὅτι ὑπάγω πρὸς τὸν πατέρα; 18 ἔλεγον οὖν• τί ἐστιν τοῦτο [ὃ λέγει] τὸ μικρόν; οὐκ οἴδαμεν τί λαλεῖ.

19 Ἔγνω [ὁ] Ἰησοῦς ὅτι ἤθελον αὐτὸν ἐρωτᾶν, καὶ εἶπεν αὐτοῖς• περὶ τούτου ζητεῖτε μετʼ ἀλλήλων ὅτι εἶπον• μικρὸν καὶ οὐ θεωρεῖτέ με, καὶ πάλιν μικρὸν καὶ ὄψεσθέ με; 20 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι κλαύσετε καὶ θρηνήσετε ὑμεῖς, ὁ δὲ κόσμος χαρήσεται• ὑμεῖς λυπηθήσεσθε, ἀλλʼ ἡ λύπη ὑμῶν εἰς χαρὰν γενήσεται. 21 ἡ γυνὴ ὅταν τίκτῃ λύπην ἔχει, ὅτι ἦλθεν ἡ ὥρα αὐτῆς• ὅταν δὲ γεννήσῃ τὸ παιδίον, οὐκέτι μνημονεύει τῆς θλίψεως διὰ τὴν χαρὰν ὅτι ἐγεννήθη ἄνθρωπος εἰς τὸν κόσμον. 22 καὶ ὑμεῖς οὖν νῦν μὲν λύπην ἔχετε• πάλιν δὲ ὄψομαι ὑμᾶς, καὶ χαρήσεται ὑμῶν ἡ καρδία, καὶ τὴν χαρὰν ὑμῶν οὐδεὶς αἴρει ἀφʼ ὑμῶν.