Det hele var meningen
Anden påskedag er vigtig for mig. Det er den dag, hele påsken falder på plads. Jeg holder gerne en gudstjeneste med både sørgelige og sejrende salmer. Nadveren, lidelsen og opstandelsen sættes sammen som svaret på en stor plan. Tilmed gives der et eksempel på samvær efter opstandelsen.
Det tager 2 dage at slå korsets tegn. Påskedag, den lodrette: Et budskab har ramt os. Anden påskedag: Den vandrette: Hvordan går vi videre med det?
Fortællingen Lk 24,13-35 er typisk Lukas, min yndlingevangelist. Jeg betragter evangelister som kolleger og Lukas som den, jeg arbejder bedst sammen med; jeg kan på en måde følge hans projekt og jeg føler at det ligner mit. han fortæller mig ind i en stor historie, ind i en verden med mange sandheder, hvor han finder den eneste ene. han er snobbet og socialt indigneret samtidig.
Lk 24,13-35 er en forsmag på apostlenes gerninger - en lille "hvad nu, kirke?".
Jeg lægger mærke til, at de brændende hjerter (som jeg forstår som følelser, henrykkelse) ikke bliver dyrket i det øjeblik, de mærkes, men efterføgende, set bagud.
Jeg synes, at det er en smuk øvelse at kigge bagud og sande: Hvornår var mit hjerte i glød? Det er at lede efter mening. Jagten efter, hvornår mit hjerte næste gang kan komme til at gløde, ser jeg som en kedelig og tom søgen.
Det er aha'et, der giver mening.
Jeg gad godt at høre den prædiken, som er omtalt med ordene: Og han begyndte med Moses og alle profeterne. Den virker underforstået - og den kan nok rekonstrueres genremæssigt og indholdsmæssigt efter Peters og Paulus' taler i Apg, men alligevel. Jeg har samme nysgerrighed med Apg 8,35.
I oversættelsen til Lk 24,13f har man vagt at bibeholde "Og det skete" (som jeg kalder en skabelsesformel (fx 1. mos 1,7 - se Juledag). Mange steder har man udeladt den. Den er vigtig til at følgeskabet er en skabelseshandling. Man har dog valgt at stryge "Og se!". Jeg mener at begge formler er vigtige stilmidler (semitismer) for evangelisten og indholdsmæssigt kan forstås som glimt fra skabelsen: Det skete - og Gud så at.. "Og det skete" er også strøget fra vers 30, hvor den er endnu mere på sin plads.
Oplevelsen af at den nye pagt giver den gamle pagt sit hele og rette indhold, svarer til følelsen af, at de hårde krav, jeg stiller til mig selv, det selvværd, som holder mig nede, bliver afløst af en pludselig glæde, hvor jeg er elsket også i egne øjne. Det var det, der var meningen.
Hvornår gik jeg med Jesus
Der findes mange måder at tro. der findes mange former for religiøsitet. I nogle miljøer taler man med en vis selvfølgelighed om at have mødt Jesus - i andre miljøer ville det være nederen at indrømme et sådant møde.
Uanset, hvilket trosmiljø, man tilhører, er det en andenpåskedagsøvelse at tænke tilbage: Hvornår fulgtes jeg med Jesus? forstået som: Hvornår blev jeg trøstet? Hvornår gik noget op for Mig? Hvornår var jeg noget for en anden? Hvornår var en anden noget for mig? Hvornår viste min tro sammenhæng med mit liv?
Dispostion:
Fortælling:
Hvornår kan jeg få mit næste følelsesfix? Hvornår indtræffer lykken?
Forvandling:
Tænk, hvis jeg kunne bevæge mig fremad og stole på, at meningen giver sig selv på et tidspunkt. Tænk, hvis det, jeg tror jeg frygter, er noget, jeg vil huske efterfølgende som det, der var meningen. Jeg er med i en stor historie, hvor det er sådan det er.
Landsætning:
Jeg vil gå modig fra kirke. Jeg vil nysgerrigt spørge mig selv, hvornår mit hjerte glødede. Jeg vil glæde mig over ikke at vide, hvornår følgeskabet indtræffer næste gang... For jeg ved det først bagefter.
"Vi havde håbet", "I uforstandige", "Da åbnedes deres øjne".
tirsdag den 4. april 2017
Påskedag!
Påskedag!
De turde heller ikke sige noget.
Jeg foreslog til Den Nye Aftale, at Mk 16,8 skulle slutte med en smiley, så man kunne se, at de nok sagde noget alligevel: "Men de sagde ikke noget, for de var bange;-) " .
Jeg vil ikke kaste mig ud i diskussionen om den ægte Markusslutnings bortkomst (den, der står der nu er ikke den originale) men blot slå fast, at mit Markusevangelium slutter med, at de ikke siger noget. Det er tekstens skæbne at slutte sådan.
Denne slutreplik falder på et tørt sted i en tid med religiøs blufærdighed. De turde ikke sige noget. Tør vi heller ikke sige noget - og er det derfor vi omgærder os med pibeklaver, kjoler, messehageler, orgler, tårne, spir, klokker, spaghetti, menighedsråd - for at slippe for at sige det?
Det mindste rum og den blå hvælving.
For mig er påskemorgen en ny begyndelse. Det er ny skabelse forstået på den måde, at hvælvingen, som Gud satte, er billede på kærlighed. At elske er at sætte en blå hvælving hvorunder livet kan opstå. Uden på hvælvingen var nørke og urdyb (kaos, destruktion). At elske er at holde kaos ude med noget fint og blåt.
Det modsatte af at elske, er at gøre andres rum minde og sit eget større. Det er at møve. Det er synd. Det mindste og mørkeste rum er graven. At møve er at tvære med gravmørke. Det er synd.
Men påskemorgen mister det mindste og mørkeste rum kraften. Skabelsen begynder forfra. En ny begyndelse, en ny mulighed for at sætte en blå hvælving over min næste...
Leve op!
Man kan også prædike over forskellen på at leve op og leve op til. Påskemorgen handler om at leve op. "Leve op til" er noget vi presses til og som giver skyld, fordi vi ikke kan leve op til alt. Men påske morgen lever vi bare op ved guds under.
De turde heller ikke sige noget.
Jeg foreslog til Den Nye Aftale, at Mk 16,8 skulle slutte med en smiley, så man kunne se, at de nok sagde noget alligevel: "Men de sagde ikke noget, for de var bange;-) " .
Jeg vil ikke kaste mig ud i diskussionen om den ægte Markusslutnings bortkomst (den, der står der nu er ikke den originale) men blot slå fast, at mit Markusevangelium slutter med, at de ikke siger noget. Det er tekstens skæbne at slutte sådan.
Denne slutreplik falder på et tørt sted i en tid med religiøs blufærdighed. De turde ikke sige noget. Tør vi heller ikke sige noget - og er det derfor vi omgærder os med pibeklaver, kjoler, messehageler, orgler, tårne, spir, klokker, spaghetti, menighedsråd - for at slippe for at sige det?
Det mindste rum og den blå hvælving.
For mig er påskemorgen en ny begyndelse. Det er ny skabelse forstået på den måde, at hvælvingen, som Gud satte, er billede på kærlighed. At elske er at sætte en blå hvælving hvorunder livet kan opstå. Uden på hvælvingen var nørke og urdyb (kaos, destruktion). At elske er at holde kaos ude med noget fint og blåt.
Det modsatte af at elske, er at gøre andres rum minde og sit eget større. Det er at møve. Det er synd. Det mindste og mørkeste rum er graven. At møve er at tvære med gravmørke. Det er synd.
Men påskemorgen mister det mindste og mørkeste rum kraften. Skabelsen begynder forfra. En ny begyndelse, en ny mulighed for at sætte en blå hvælving over min næste...
Leve op!
Man kan også prædike over forskellen på at leve op og leve op til. Påskemorgen handler om at leve op. "Leve op til" er noget vi presses til og som giver skyld, fordi vi ikke kan leve op til alt. Men påske morgen lever vi bare op ved guds under.
Påskelørdagnat
Påskelørdag
Under jorden
Påskelørdag er ikke en kirkedag, men jeg bruger dagen til at gå tur på Nørre Vold oven over undergrundsstationen Nørreport. Her rumler jorden og jeg er sikker på, at det er Jesus, der sejrer over døden i dødsriget.
"Det var en tvekamp underfuld".
Fantasiløse mennesker siger, at det er regionaltoget, der rumler. Dem om det.
Hvis man holder midnatsgudstjeneste frem mod påskemorgen, er Jonas 2 god at prædike over
Under jorden
Påskelørdag er ikke en kirkedag, men jeg bruger dagen til at gå tur på Nørre Vold oven over undergrundsstationen Nørreport. Her rumler jorden og jeg er sikker på, at det er Jesus, der sejrer over døden i dødsriget.
"Det var en tvekamp underfuld".
Fantasiløse mennesker siger, at det er regionaltoget, der rumler. Dem om det.
Hvis man holder midnatsgudstjeneste frem mod påskemorgen, er Jonas 2 god at prædike over
Langfredag..
Langfredag Ps 22,17
En brik, der mangler
Fortælling
Jeg er fascineret af den menneskelige hånd. Den indeholder et mylder af små knogler og sener og forbindelser af muskler og blodtilførsel. Når jeg holder den ene hånd op og den anden ned, bliver den nedre mørk og den øvre, lys. Årerne træder frem på den mørke, de er usynlige på den lyse. Når jeg trommer med fingrene bevæger håndryggens små knogler sig i bølger. Med hænder har mennesker gjort de mest fantastiske ting. En ung lægestuderende gyser ved tanken om, at komme til examen i håndens anatomi.
Hvis man banker en tyk jernnagle gennem hånden, knaser det. Visse af håndens små dele vil vige elastisk til siden for fremmedlegemet, men mange af dem vil knække og briste.
Sådan noget kan mennesker også gøre.
Forvandling
Jeg vil gerne tilhøre en virkelighed, hvor det er helingen, der regerer. Jern, der går igennem min frelser, er gådefuldt noget, der heler.
Landsætning
Mens du læser dette, er der mennesker, der gennembrydes af metal. Sådan er mennesker, den tanke må heles i os. Det er det helende, der sejrer og hver gang vi stopper jernets krænkelse af kroppens levende dele, er det et tegn.
Brikken, Markus 15,20-39
Når jeg læser Mk 15, kommer jeg til at tænke på dialog, der ikke lykkes. Hvad har han gjort? - kostfæst ham. Det er ikke-dialog. På samme måde passer tingene sammen på en måde, som handler om ikke-forståelse. Hånsordene, tempelordet om de tre dage. Den største er Eloï-misforståelsen, hvor tilhørerne nysgerrigt ser, om Elias kommer igen fra himlen. Svaret på Eloï - råbet er salmens (Ps22) 2. halvdel, som heler. Hele den sejr, som ikke er i hånen, ligger i den salme, han ikke når at recitere færdig.
Der findes en selskabsleg, hvor man bringer gæsterne sammen ved at udstyre dem med brikker til et puslespil, så ser man hvem der når hinanden. Et billede dannes og mennesker lærer hinanden at kende. I Mk 15 går alle rundt med de forkerte brikker...
Salme 22.
For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
v2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
v3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
v4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
v5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
v6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
v7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
v8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
v9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
v10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
v11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
v12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
v13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
v14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
v15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
v16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
v17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
v18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
v19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
v20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
v21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
v22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!
Du har svaret mig!
v23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
v24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
v25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
v26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
v27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
v28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
v29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
v30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
v31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
v32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!
Markus 15,20-39:
Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
v21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.
v22 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. v23 De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. v24 Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28 Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«
v29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30 frels dig selv og stig ned fra korset!« v31 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32 Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
v33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v35 Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v36 Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
En brik, der mangler
Fortælling
Jeg er fascineret af den menneskelige hånd. Den indeholder et mylder af små knogler og sener og forbindelser af muskler og blodtilførsel. Når jeg holder den ene hånd op og den anden ned, bliver den nedre mørk og den øvre, lys. Årerne træder frem på den mørke, de er usynlige på den lyse. Når jeg trommer med fingrene bevæger håndryggens små knogler sig i bølger. Med hænder har mennesker gjort de mest fantastiske ting. En ung lægestuderende gyser ved tanken om, at komme til examen i håndens anatomi.
Hvis man banker en tyk jernnagle gennem hånden, knaser det. Visse af håndens små dele vil vige elastisk til siden for fremmedlegemet, men mange af dem vil knække og briste.
Sådan noget kan mennesker også gøre.
Forvandling
Jeg vil gerne tilhøre en virkelighed, hvor det er helingen, der regerer. Jern, der går igennem min frelser, er gådefuldt noget, der heler.
Landsætning
Mens du læser dette, er der mennesker, der gennembrydes af metal. Sådan er mennesker, den tanke må heles i os. Det er det helende, der sejrer og hver gang vi stopper jernets krænkelse af kroppens levende dele, er det et tegn.
Brikken, Markus 15,20-39
Når jeg læser Mk 15, kommer jeg til at tænke på dialog, der ikke lykkes. Hvad har han gjort? - kostfæst ham. Det er ikke-dialog. På samme måde passer tingene sammen på en måde, som handler om ikke-forståelse. Hånsordene, tempelordet om de tre dage. Den største er Eloï-misforståelsen, hvor tilhørerne nysgerrigt ser, om Elias kommer igen fra himlen. Svaret på Eloï - råbet er salmens (Ps22) 2. halvdel, som heler. Hele den sejr, som ikke er i hånen, ligger i den salme, han ikke når at recitere færdig.
Der findes en selskabsleg, hvor man bringer gæsterne sammen ved at udstyre dem med brikker til et puslespil, så ser man hvem der når hinanden. Et billede dannes og mennesker lærer hinanden at kende. I Mk 15 går alle rundt med de forkerte brikker...
Salme 22.
For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
v2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
v3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
v4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
v5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
v6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
v7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
v8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
v9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
v10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
v11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
v12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
v13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
v14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
v15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
v16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
v17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
v18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
v19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
v20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
v21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
v22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!
Du har svaret mig!
v23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
v24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
v25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
v26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
v27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
v28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
v29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
v30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
v31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
v32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!
Markus 15,20-39:
Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.
v21 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.
v22 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. v23 De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. v24 Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25 Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28 Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«
v29 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30 frels dig selv og stig ned fra korset!« v31 Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32 Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
v33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v35 Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v36 Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v37 Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39 Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
Skærtorsdag, første række
(ny) pagt
v17 Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« v18 Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« v19 Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.
v20 Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. v21 Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« v22 De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« v23 Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. v24 Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« v25 Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«
v26 Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« v27 Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; v28 dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.
v29 Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«
v30 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
Dogmer eller bare tegn..
Jeg har sat ordet "ny" i parentes, fordi jeg bider mærke i, at jeg i nadveritualet citerer Jesus for at tale om sit blod som en ny pagt, mens Matthæus i "skærtorsdag 1" slet og ret lader Ham sige: Pagtens blod.
Er det en ny - eller er det den samme? Vil Mattæus cementere, at pagten er een, men nu går i opfyldelse? Jeg vil vende tilbage til, hvad det gør ved mig at tænke mig selv i en (ny) pagt.
Inden da vil jeg opfordre til, at man bruger skærtorsdag til at holde en lang dogmatisk prædiken om, hvad nadveren bevirker som sakramente - og om den historie, dette sakramente har gennemlevet i nyere tid.
Hvad der i evangelierne er beskrevet som en tegnhandling med gentagelse for øje, er i kirkens historie blevet udlagt som en forvandlingspraksis, som kun kirken som institution kan udføre. Et sådant firmamonopol skal prostanter prostestere imod.
Som lutheraner er jeg opdraget med konsubstantiationslære, som afløser transsubstantiationslære. Men med det blotte øje kan jeg iagttage en spændende udvikling: Præsterne i folkekirken gør ens, men tænker forskelligt. Vi er dogmatisk forpligtet på luthers lære - men mon ikke flertallet i forskellig form ville hylde en nonsubstantiationslære, hvor man vender tilbage til "blot et tegn" sådan som det fortælles i evangelierne?
Det antager jeg og røber, at jeg er en ringe sakramentalist. Jeg tror på forkyndelse. Den kan gøres med ord, den kan gøres med mad. Jeg lader mig gerne tilrettevise med kærlighed og evighed.
Tekstens dele
(Perikopen slutter med en stedsangivelse, som er mere relevant for det efterfølgende. Et bjerg er en mosesposition).
Det første afsnit afslører, at Jesus fejrer påske efter forskifterne og at hans komme på mirakuløs vis er ordnet på forhånd (kendt profettræk, som giver Jesus point i fortællingen). Min time er nær - sætter scenen som afsked.
Det andet afsnit handler om forræderi med Gud, Judas og Menneskesønnen i rollerne. Jesus taler om sig selv som menneskesønnen, hvilket giver mindst to fordele: 1 Magt 2 Plan. Ingen kan få Menneskesønnen ned med nakken og alt hvad der har med Menneskesønnen at gøre, følger Guds plan. forræderi mod menneskesønnen er en tabersag. Det er Gud, der bestemmer, hvem der skal være forræder. Som demokratisk tænkende borger vil jeg gerne kalde Gud i samråd vedr denne måde at bruge mennesker på. Som moderne forkynder vil jeg også gerne angribe denne strategi fra Guds side: Den sælger ikke så godt. I begge tilfælde må jeg sande at Gud er Gud. Det er det særlige ved Gud. Han dypper med mig selvom jeg tænker sådan. Mit job er at lære at tilgive mit medmenneske.
Det tredje afsnit handler om, at han tager brød og vin og giver det betydning. Det er ham selv og hans historie og denne histories virkning - virkningen af at indtage det nævnes ikke. Blot at de skal indtage det. Det er han krop, det er hans blod, det er en pagt og blodet udgydes med en effekt: Syndsforladelse på mange (altså ikke alle, men visse).
Det fjerde afsnit røber, at der findes et rige, hvor Jesus skal drikke ny vin med sine nærmeste. Det kunne jeg godt tænke mig at være med til. Og jeg tror at det er skrevet for at jeg skal få denne lyst.
Disposition
jeg er i gang med at mærke efter, hvad det gør ved mig at forstå mig selv som værende i en ny pagt, som måske ikke er ny, men er det fordi den har været det hele tiden.. (fortsættes... )
.. Det er noget med en kærlighed, som fornyes. Den har været der hele tiden. Den er dermed gammel, men den går fra at være uopfyldelig til at være opfyldt.
Dens opfyldelse/opfyldelighed gør noget ved mig... Jeg kan se mig selv med nye øjne. Jeg er elsket...
Nu er den der vist:
Fortælling
Et menneske planlægger at lave en middag og invitere dem og dem og dem for i sidste ende at komme i kontakt med person No 1 for at blive lukket ind i et fællesskab, en arbejdsplads en fed virkelighed. Planen svirrer i hovedet. Ingen plan er sikker nok, ingen menu er god nok – så ringer telefonen. Det er person No 1, der ringer: Kom over og få en snack og en drink – vi taler om dig, fordi vi gerne vil ha’ dig med i den og den fede virkelighed.
Forvandling
Overraskende, overstrømmende glæde over at være en del af noget, man troede var for stort.
Fra nu af vil den snack altid smage af den glæde! Tør jeg huske hvilken virkelighed, jeg er lukket ind i ved Jesu måltid? Jeg er lukket ind i den virkelighed, der gør glæden uendelig stor og alle planer uendeligt små.
Jeg er lukket ind i et rige, som er lavet af evighed. Det er Guds. Jeg er med, fordi Jesus har givet sig selv, ligesom man giver et måltid, der fortæres.
Landsætning.
Nu vil jeg gå fra kirke som en del af Guds virkelighed. Mine planer er små, men jeg vil bruge dem som tegn og huske: Jeg vil give en snack og lukke ind – jeg vil ta’ en snack og blive lukket ind. Jeg vil huske, hvad jeg er med i.
Palmesøndag, første række
Si-Zi (da) se kon/kom (..) sa!
Den kvikke læser vil i overskriften kunne se, at jeg er meget fascineret af vokalforvandlingen i det sammensatte profetcitat: "Sig til Zions datter, Se! din konge kommer til dig sagtmodig.."
For mig at se, er der en vokalåbning (i til ah), som i sig selv er et evangelium. Det er ordet "sagtmodig", der åbner.
Jeg ved ikke om det er et tilfælde, at den danske oversættelse af Matt 21,5 er blevet i den grad mundret og poetisk. Den græske grundtekst har ikke en tilsvarende udvikling af lydene - ej heller de hebraiske tekster (citatet er en blanding af Es 62,11 og Zak 9,9. - det kan dog iagttages, at jubelformlerne har et vist mønster i retning af i-o-i-o-ah/æh).
Teksten
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9
Forvandlinger
Det er tankevækkende, at Matt 21,1-9 er prædikentekst både når Guds kommer ind i verden (advent) og når han går mod sin død. Det giver to helt forskellige perspektiver at tolke et optog på (indtog/udtog).
Hvis man vil holde en V-prædiken, kan man tage udgangspunkt i den mangel på sagtmodighed (venlighed, mildhed) der præger mennesket. Man kan hente kraften fra "det konsekvensløse æseltyveri" i optakten (v1-3) og lade det være et billede på nåde: Udebleven konsekvens. Jesus ta'r konsekvensen på korset.
Til en Pi-prædiken vil jeg lede efter forvandlinger. At en konge er sagtmodig, ser jeg som en forvandling. Forvandlingen går fra det krævende, kommanderende, forkælede, hysteriske, voldelige, brovtende til det stille, tillidsfulde, lydige/lydhøre, venlige, imødekommende, kærlige. På engelsk hedder det gentle.
En pi-prædiken kan fortælle om et liv i moderniteten med larm og krav og selvrealisering, der møder en hidtil krævende Gud, der pludselig ytrer sig stille og lydigt.
Et billede på forandringen er lyden af dyrets hove mod klippejorden, der ændrer sig til bløde trin på tøj. Jeg er nu i evighed forvandlet med blød lyd.
En forvandling kan være at tage tøjet af og lade en anden træde på det. Normalt er vi ikke glade for, at nogen træder på det, der stiver os af. Det er ikke in at være andres trædesten på vejen op.
Disposition
Fortælling:
Larm i samfundet, alle vil os noget, lyde alle vegne, se mig! se mig! Det er herligt, festligt, men kan jeg finde rundt, er jeg blevet væk i de mange sandheder?
Forvandling:
Et hovslag en gang blev blødt af tøj og blade. Venlighed, lydighed blev min sandhed.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med kraften til at høre stilheden. Jeg vil finde min konge i den venlighed, der er mellem menesker...
Hosianna
Da kristendommen var en helt ny tro blandt ikke-jøder, har det været eksotisk at tage de hebraiske ord i munden: Amen, halleluja, hosianna. Det har været østlige formler med kraft.
Man kunne godt lave en fortælling, der handler om, hvor min jubel og min frelse stammer fra. Eller en fortælling, som er en rejse i tiden tilbage til dengang Hosianna var et nyt ord.
Davids søn
Der er andre tider på året, hvor Davidsperspektivet er mere oplagt, men der er stor kraft i perspektivet: Guds løfte handler om en mægtig konge på jorden - men svaret på dette løfte hedder en guddommelig afmagt med himlen som riget.
æsler..
Der skulle nok kun være 1 æsel. Teksten skal forstås: "-på et æsel, ja tænk efterkommeren af et trækdyr!". Føllet og æslet er det samme dyr i poetisk dobbelthed. Markus har kun føllet (Mk 11,2) hvilket også er et udtryk for en skæg bogstavelighed i forståelsen af Zak 9,9.
Den kvikke læser vil i overskriften kunne se, at jeg er meget fascineret af vokalforvandlingen i det sammensatte profetcitat: "Sig til Zions datter, Se! din konge kommer til dig sagtmodig.."
For mig at se, er der en vokalåbning (i til ah), som i sig selv er et evangelium. Det er ordet "sagtmodig", der åbner.
Jeg ved ikke om det er et tilfælde, at den danske oversættelse af Matt 21,5 er blevet i den grad mundret og poetisk. Den græske grundtekst har ikke en tilsvarende udvikling af lydene - ej heller de hebraiske tekster (citatet er en blanding af Es 62,11 og Zak 9,9. - det kan dog iagttages, at jubelformlerne har et vist mønster i retning af i-o-i-o-ah/æh).
Teksten
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9
Forvandlinger
Det er tankevækkende, at Matt 21,1-9 er prædikentekst både når Guds kommer ind i verden (advent) og når han går mod sin død. Det giver to helt forskellige perspektiver at tolke et optog på (indtog/udtog).
Hvis man vil holde en V-prædiken, kan man tage udgangspunkt i den mangel på sagtmodighed (venlighed, mildhed) der præger mennesket. Man kan hente kraften fra "det konsekvensløse æseltyveri" i optakten (v1-3) og lade det være et billede på nåde: Udebleven konsekvens. Jesus ta'r konsekvensen på korset.
Til en Pi-prædiken vil jeg lede efter forvandlinger. At en konge er sagtmodig, ser jeg som en forvandling. Forvandlingen går fra det krævende, kommanderende, forkælede, hysteriske, voldelige, brovtende til det stille, tillidsfulde, lydige/lydhøre, venlige, imødekommende, kærlige. På engelsk hedder det gentle.
En pi-prædiken kan fortælle om et liv i moderniteten med larm og krav og selvrealisering, der møder en hidtil krævende Gud, der pludselig ytrer sig stille og lydigt.
Et billede på forandringen er lyden af dyrets hove mod klippejorden, der ændrer sig til bløde trin på tøj. Jeg er nu i evighed forvandlet med blød lyd.
En forvandling kan være at tage tøjet af og lade en anden træde på det. Normalt er vi ikke glade for, at nogen træder på det, der stiver os af. Det er ikke in at være andres trædesten på vejen op.
Disposition
Fortælling:
Larm i samfundet, alle vil os noget, lyde alle vegne, se mig! se mig! Det er herligt, festligt, men kan jeg finde rundt, er jeg blevet væk i de mange sandheder?
Forvandling:
Et hovslag en gang blev blødt af tøj og blade. Venlighed, lydighed blev min sandhed.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med kraften til at høre stilheden. Jeg vil finde min konge i den venlighed, der er mellem menesker...
Hosianna
Da kristendommen var en helt ny tro blandt ikke-jøder, har det været eksotisk at tage de hebraiske ord i munden: Amen, halleluja, hosianna. Det har været østlige formler med kraft.
Man kunne godt lave en fortælling, der handler om, hvor min jubel og min frelse stammer fra. Eller en fortælling, som er en rejse i tiden tilbage til dengang Hosianna var et nyt ord.
Davids søn
Der er andre tider på året, hvor Davidsperspektivet er mere oplagt, men der er stor kraft i perspektivet: Guds løfte handler om en mægtig konge på jorden - men svaret på dette løfte hedder en guddommelig afmagt med himlen som riget.
æsler..
Der skulle nok kun være 1 æsel. Teksten skal forstås: "-på et æsel, ja tænk efterkommeren af et trækdyr!". Føllet og æslet er det samme dyr i poetisk dobbelthed. Markus har kun føllet (Mk 11,2) hvilket også er et udtryk for en skæg bogstavelighed i forståelsen af Zak 9,9.
Abonner på:
Opslag (Atom)