6. Søndag efter påske
Teksten
20 Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, 21 at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. 22 Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, 23 jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
24 Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. 25 Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; 26 og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johs 17,20-26
V 20: "dem1" = apostlene. "dem2" = dem, der lytter til apostlene.
Præmissen er, at Verden er noget negativt. Dette kunne anspore til en civilisationskritisk prædiken eller et opgør med den civilisationskritiske prædiken.
Hvad det er, der er galt med Verden, nævnes ikke og man må lede andre steder i Johs fx efter "Denne Verdens Fyrste".
Denne fortsættelse af Jesu bøn har tilsyneladende som sit projekt at bringe mennersker i Verden ind i Gud. Gud er noget positivt, Verden noget negativt.
Vejen tilbage til Gud går gennem Jesus i en proces, som hedder Tro og Kende. De, der kender Gud (lytter til apostlenes ord og ved, at Gud har sendt Jesus og at de er eet) skal være sammen på en god måde. Formålet med at troende skal være sammen på en god måde er, at dette vækker tro.
Troendes enhed er altså troværdighedsskabende for den enhed, der er mellem Fader og Søn.
Kærlighed mellem troende mennesker producerer kendskab til den kærlighed, der før alle tider har været mellem Fader og Søn. Ved at tro på, at Sønnen og Faderen er eet (her beskrevet som at de kan være gensidigt i hinanden) kan den troende være i Sønnen og dermed hænge sammen med "Herlighed" og "Kærlighed" og "Før alle tider" .
Kort sagt får vi indblik i en bøn, hvoraf det fremgår, at Jesus beder Faderen om, at vi må elske hinanden for at vise, at vi hører til i evighed og kærlighed og ikke i en forbigående negativ virkelighed kaldet Verden.
----
Teksten egner sig til en v-prædiken, idet en kritik at Verden med al den junglelov kunne blive udgangspunktet. Vendepunktet i en v-prædiken er Kristi forsonende og stedfortrædende død, som ikke er nævnt i denne tekst. Det er derimod Kende og Tro (og genstanden for denne aktivitet kan ud fra en samlet læsning af Johs forstås som "fuldbragt" altså korsdød). Opstregen fra vendepunktet er da, at vi skal elske hinanden for at det skal blive troværdigt, at vi er i en ny virkelighed i lyset af forsoningen.
En pi-prædiken vil omvendt begynde i tekstens egen rækkefølge med den vellykkede samhørighed mellem mennesker og hvordan denne samhørighed (fx kende) bringer os i forbindelse med en samhørighed med selve Guds virkelighed (en dimension forskellig fra verden)
Og herefter tilskynde til at øve os i at være sammen på kærligste måde for at Guds dimension må blive kendt.
----
20 Οὐ περὶ τούτων δὲ ἐρωτῶ μόνον, ἀλλὰ καὶ περὶ τῶν πιστευόντων διὰ τοῦ λόγου αὐτῶν εἰς ἐμέ, 21 ἵνα πάντες ἓν ὦσιν, καθὼς σύ, πάτερ, ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν σοί, ἵνα καὶ αὐτοὶ ἐν ἡμῖν ὦσιν, ἵνα ὁ κόσμος πιστεύῃ ὅτι σύ με ἀπέστειλας. 22 κἀγὼ τὴν δόξαν ἣν δέδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς ἕν• 23 ἐγὼ ἐν αὐτοῖς καὶ σὺ ἐν ἐμοί, ἵνα ὦσιν τετελειωμένοι εἰς ἕν, ἵνα γινώσκῃ ὁ κόσμος ὅτι σύ με ἀπέστειλας καὶ ἠγάπησας αὐτοὺς καθὼς ἐμὲ ἠγάπησας.
24 Πάτερ, ὃ δέδωκάς μοι, θέλω ἵνα ὅπου εἰμὶ ἐγὼ κἀκεῖνοι ὦσιν μετʼ ἐμοῦ, ἵνα θεωρῶσιν τὴν δόξαν τὴν ἐμήν, ἣν δέδωκάς μοι ὅτι ἠγάπησάς με πρὸ καταβολῆς κόσμου. 25 πάτερ δίκαιε, καὶ ὁ κόσμος σε οὐκ ἔγνω, ἐγὼ δέ σε ἔγνων, * καὶ οὗτοι ἔγνωσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας• 26 καὶ ἐγνώρισα αὐτοῖς τὸ ὄνομά σου καὶ γνωρίσω, ἵνα ἡ ἀγάπη ἣν ἠγάπησάς με ἐν αὐτοῖς ᾖ κἀγὼ ἐν αὐτοῖς.
lørdag den 7. maj 2016
Kristi himmelfart
Kristi Himmelfarts Dag, anden række.
Teksten (medtager to indledende vers):
(44 Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« 45 Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, )
46 og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, 47 og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, 48 og I skal være vidner om alt dette. 49 Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
Jesu himmelfart
50 Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. 51 Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. 52 De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, 53 og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Lukas 24,(44-45) 46-53 tekst slut.
-----
Intertekstuelt:
Det er påfaldende, at man til denne festdag kan læse to versioner af den samme historie, skrevet af den samme forfatter om samme begivenhed. Lukas har skrevet både Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger. Det ene skrift slutter med Jesu himmelfart, mens det andet begynder med samme begivenhed. Derfor er de fortalt forskelligt, fordi forfatteren har behov for at bruge dem forskelligt.
At det er samme forfatter, som omarrangerer sit eget stof for øjnene af os, er en god indikator på den frihed en oldtidsfortæller i almindelighed og en evangelist i særdeleshed gør brug af i sin formidling. Forholdet mellem formidlingens formål og de de beskrevne begivenheder er skubbet i den modsatte grøft i forhold til nutidig skrivning. For oldtidsforfatteren gælder pointen først - så må begivenhederne indrette sig herefter. Derfor skal vi læse evangelisten som troende, ikke som historiker. Forbindelsen mellem mig og Lukas er vores fælles tro - og en fælles frihed til at arrangere begivenheder efter formål.
Derfor prædiker jeg frit over begivenhederne og i samme ånd.
-----
Det skete.
I 1948 oversættelsen siger vers: 51 "Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen."
Bemærk at "og det skete"'er forsvundet i 1992 oversættelsen. Der er gode grunde til at plædere for, at denne formel skal tilbage i oversættelsen.
Der er tale om en semitisme, som knytter Lukasevangeliet sammen med Septuaginta (og dermed den gamle pagts fuldendelse). Derudover er det en sproglig markering: nu sker der noget! Og endelig betyder verbet ἐγένετο noget med skabelse, det er gennemgående verbum i Septuagintas skabelsesberetning.
For mig er ἐγένετο et Lukansk fingeraftryk, som markerer, at nu træder den gamle pagt nyskabende ind.
-----
For mig er Kristi Himmelfart en festdag, som lærer mig, at en ny skabelse og en ny lov. Jeg opfatter ikke begivenheden som et faktum, men den virkelighed, den skaber i mig, er virkelig.
Tyngdeloven holder mig nede. Det er en lov. Men jeg er en del af noget større. ἐγένετο griber ind og jeg kan løftes. Kan dette løft smitte af på andre bundetheder i mit liv?
Fortsættes....
-----
(44 Εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς· οὗτοι οἱ λόγοι μου οὓς ἐλάλησα πρὸς ὑμᾶς ἔτι ὢν σὺν ὑμῖν, ὅτι δεῖ πληρωθῆναι πάντα τὰ γεγραμμένα ἐν τῷ νόμῳ Μωϋσέως καὶ τοῖς προφήταις καὶ ψαλμοῖς περὶ ἐμοῦ. 45 τότε διήνοιξεν αὐτῶν τὸν νοῦν τοῦ συνιέναι τὰς γραφάς· ) 46 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὅτι οὕτως γέγραπται παθεῖν τὸν χριστὸν καὶ ἀναστῆναι ἐκ νεκρῶν τῇ τρίτῃ ἡμέρᾳ, 47 καὶ κηρυχθῆναι ἐπὶ τῷ ὀνόματι αὐτοῦ μετάνοιαν εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν εἰς πάντα τὰ ἔθνη. ἀρξάμενοι ἀπὸ Ἰερουσαλὴμ 48 ὑμεῖς μάρτυρες τούτων. 49 καὶ [ἰδοὺ] ἐγὼ ἀποστέλλω τὴν ἐπαγγελίαν τοῦ πατρός μου ἐφ᾽ ὑμᾶς· ὑμεῖς δὲ καθίσατε ἐν τῇ πόλει ἕως οὗ ἐνδύσησθε ἐξ ὕψους δύναμιν.
50 Ἐξήγαγεν δὲ αὐτοὺς [ἔξω] ἕως πρὸς Βηθανίαν, καὶ ἐπάρας τὰς χεῖρας αὐτοῦ εὐλόγησεν αὐτούς. 51 καὶ ἐγένετο ἐν τῷ εὐλογεῖν αὐτὸν αὐτοὺς διέστη ἀπ᾽ αὐτῶν καὶ ἀνεφέρετο εἰς τὸν οὐρανόν.
52 Καὶ αὐτοὶ προσκυνήσαντες αὐτὸν ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ μετὰ χαρᾶς μεγάλης 53 καὶ ἦσαν διὰ παντὸς ἐν τῷ ἱερῷ εὐλογοῦντες τὸν θεόν.
Teksten (medtager to indledende vers):
(44 Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« 45 Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, )
46 og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, 47 og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, 48 og I skal være vidner om alt dette. 49 Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
Jesu himmelfart
50 Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. 51 Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. 52 De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, 53 og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Lukas 24,(44-45) 46-53 tekst slut.
-----
Intertekstuelt:
Det er påfaldende, at man til denne festdag kan læse to versioner af den samme historie, skrevet af den samme forfatter om samme begivenhed. Lukas har skrevet både Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger. Det ene skrift slutter med Jesu himmelfart, mens det andet begynder med samme begivenhed. Derfor er de fortalt forskelligt, fordi forfatteren har behov for at bruge dem forskelligt.
At det er samme forfatter, som omarrangerer sit eget stof for øjnene af os, er en god indikator på den frihed en oldtidsfortæller i almindelighed og en evangelist i særdeleshed gør brug af i sin formidling. Forholdet mellem formidlingens formål og de de beskrevne begivenheder er skubbet i den modsatte grøft i forhold til nutidig skrivning. For oldtidsforfatteren gælder pointen først - så må begivenhederne indrette sig herefter. Derfor skal vi læse evangelisten som troende, ikke som historiker. Forbindelsen mellem mig og Lukas er vores fælles tro - og en fælles frihed til at arrangere begivenheder efter formål.
Derfor prædiker jeg frit over begivenhederne og i samme ånd.
-----
Det skete.
I 1948 oversættelsen siger vers: 51 "Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen."
Bemærk at "og det skete"'er forsvundet i 1992 oversættelsen. Der er gode grunde til at plædere for, at denne formel skal tilbage i oversættelsen.
Der er tale om en semitisme, som knytter Lukasevangeliet sammen med Septuaginta (og dermed den gamle pagts fuldendelse). Derudover er det en sproglig markering: nu sker der noget! Og endelig betyder verbet ἐγένετο noget med skabelse, det er gennemgående verbum i Septuagintas skabelsesberetning.
For mig er ἐγένετο et Lukansk fingeraftryk, som markerer, at nu træder den gamle pagt nyskabende ind.
-----
For mig er Kristi Himmelfart en festdag, som lærer mig, at en ny skabelse og en ny lov. Jeg opfatter ikke begivenheden som et faktum, men den virkelighed, den skaber i mig, er virkelig.
Tyngdeloven holder mig nede. Det er en lov. Men jeg er en del af noget større. ἐγένετο griber ind og jeg kan løftes. Kan dette løft smitte af på andre bundetheder i mit liv?
Fortsættes....
-----
(44 Εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς· οὗτοι οἱ λόγοι μου οὓς ἐλάλησα πρὸς ὑμᾶς ἔτι ὢν σὺν ὑμῖν, ὅτι δεῖ πληρωθῆναι πάντα τὰ γεγραμμένα ἐν τῷ νόμῳ Μωϋσέως καὶ τοῖς προφήταις καὶ ψαλμοῖς περὶ ἐμοῦ. 45 τότε διήνοιξεν αὐτῶν τὸν νοῦν τοῦ συνιέναι τὰς γραφάς· ) 46 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὅτι οὕτως γέγραπται παθεῖν τὸν χριστὸν καὶ ἀναστῆναι ἐκ νεκρῶν τῇ τρίτῃ ἡμέρᾳ, 47 καὶ κηρυχθῆναι ἐπὶ τῷ ὀνόματι αὐτοῦ μετάνοιαν εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν εἰς πάντα τὰ ἔθνη. ἀρξάμενοι ἀπὸ Ἰερουσαλὴμ 48 ὑμεῖς μάρτυρες τούτων. 49 καὶ [ἰδοὺ] ἐγὼ ἀποστέλλω τὴν ἐπαγγελίαν τοῦ πατρός μου ἐφ᾽ ὑμᾶς· ὑμεῖς δὲ καθίσατε ἐν τῇ πόλει ἕως οὗ ἐνδύσησθε ἐξ ὕψους δύναμιν.
50 Ἐξήγαγεν δὲ αὐτοὺς [ἔξω] ἕως πρὸς Βηθανίαν, καὶ ἐπάρας τὰς χεῖρας αὐτοῦ εὐλόγησεν αὐτούς. 51 καὶ ἐγένετο ἐν τῷ εὐλογεῖν αὐτὸν αὐτοὺς διέστη ἀπ᾽ αὐτῶν καὶ ἀνεφέρετο εἰς τὸν οὐρανόν.
52 Καὶ αὐτοὶ προσκυνήσαντες αὐτὸν ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ μετὰ χαρᾶς μεγάλης 53 καὶ ἦσαν διὰ παντὸς ἐν τῷ ἱερῷ εὐλογοῦντες τὸν θεόν.
5. Søndag efter påske, anden række
5. Søndag efter påske
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, 2 ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. 3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. 4 Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. 5 Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.
6 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. 7 Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. 8 For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.
9 Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; 10 alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. 11 Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.
Johs 17,1-11
---
Teksten er siden 1600tallet kendt under navnet, Jesu ypperstepræstelige bøn, selvom, der intet er i teksten, der lægger op til en sådan teknisk titel. Bønnen er også kendt som en del at Jesu afskedstale (johs14-17) hvilket også er et tillempet udtryk, dog mere sigende. Den præstelige funktion ligger i, at Jesus kommunikerer med Gud med det formål af færdiggøre den forbindelse mellem Gud og mennesker, som er hele planens formål. Mennesket skal kaldes ud af verden og forbindes med Gud, ligesom Fader og Søn har været forbundet siden før verden.
Herlighed er det udtryk, der skal beskrive den endelige proces. Herlighed (doxa, mest kendt fra Fadervor, æren) er Guds fulde majestæt og vælde, som er tilstede i omvendt udtryk (henrettelse, pine, antiherlighed) men som den troende kan kende allerede nu.
Vi kan kun gisne om, hvordan denne majestas og ære har set ud, for det indre blik hos en oldtidslæser eller forfatteren selv. Tekstens original er et smukt skoleridt gennem bøjninger af doxa i fortid, fremtid aktiv, passiv, substantiv og verbum. Man får retorisk en fornemmelse af denne energi, der bryder igennem.
Som moderne forbruger, er jeg modtager af adskillige doxa produkter. Alle bibelske scenarier findes i underholdningsindustrien: jeg synes, jeg så både brændende tornebuske og ild fra himlen i melodigrandprix. Ildvogne, der farer til himmels og flyvende menneskesønner er hverdagsscenarier på iPhone og i film. Skysøjle og ildsøjle er almindelige redskaber i X-Men og i Ringenes Herrer kan både dødsriger og himmeriger kæmpe med i fuld glans.
Som moderne forbruger er det endnu lettere at sætte sig ind i Johannesevangeliets sondring mellem verden og herlighed. Det ene er skaberi, det andet er skabelse.
At den egentlige doxa (herlighed) mødes i para-doxa (mod-herlighed) fattes lettere i i en verden, hvor vi er mættet med herlighed. (En lege-etymologi over ordet paradoks).
Men oplevelsen af herlighed er en sugende energi. Når jeg ser X-factor, lever jeg mig ind i det menneskes følelser, der står på tærskelen til herlighed: Lys, følgeskab, synlighed, kendthed.
Energien, der hvor sommerfuglene i maven bliver til champagnebobler under huden, er et herlighedsbillede. Luxus betyder bare lys-agtigt. Men jeg ved godt, at selv om jeg kender energien derfra, så er det kendtheden et andet sted og en fremmed herlighed, der sætter mig i forbindelse med Guds endelige og oprindelige doxa.
Forvandlingen er altså, at jeg kaldes ud af verden med en kendthed, der er stærkere end at være superkendt og med en herlighed, der overgår alt, men som er synlig i de fornedrede.
Disposition:
Fortælling
Jeg står på tærskelen til tinderne, jeg har sunget mig vej gennem alle finaler. Alt lys peger på mig, alle limousiner venter på mig, alle pailletter sender lys tilbage til dem, der hylder mig. Jeg er stakåndet og alt er boblende, spændende.
Forvandling.
Jeg bliver løftet ud af oplevelsen og ud i en oplevelse af noget rent. Jeg mærker min krop, mit hjerte, som et hjerte, alle har. Ethvert menneske har samme herlighed og mødes af et ønske om at være kendt - hos Gud. Al glimmeret flyder væk og jeg står smukkere end nogensinde, ligeså smuk som et fattigt ukendt menneske. Jeg oplever enhed mellem det ophøjede og det fornedrede. En herlighed større end alt hvad der kan opnås binder os sammen.
Landsætning.
Jeg vil gå ud i verden med en boblende følelse af en herlighed, som er på nippet til at bryde igennem. Jeg vil se det i tiggerens tandløse smil og i fangens sprække af lys. Jeg er kendt og vil åbne verden med sommerfugle...
---
Ταῦτα ἐλάλησεν Ἰησοῦς καὶ ἐπάρας τοὺς ὀφθαλμοὺς αὐτοῦ εἰς τὸν οὐρανὸν εἶπεν• πάτερ, ἐλήλυθεν ἡ ὥρα• δόξασόν σου τὸν υἱόν, ἵνα ὁ υἱὸς δοξάσῃ σέ, 2 καθὼς ἔδωκας αὐτῷ ἐξουσίαν πάσης σαρκός, ἵνα πᾶν ὃ δέδωκας αὐτῷ δώσῃ αὐτοῖς ζωὴν αἰώνιον. 3 αὕτη δέ ἐστιν ἡ αἰώνιος ζωὴ ἵνα γινώσκωσιν σὲ τὸν μόνον ἀληθινὸν θεὸν καὶ ὃν ἀπέστειλας Ἰησοῦν Χριστόν. 4 ἐγώ σε ἐδόξασα ἐπὶ τῆς γῆς τὸ ἔργον τελειώσας ὃ δέδωκάς μοι ἵνα ποιήσω• 5 καὶ νῦν δόξασόν με σύ, πάτερ, παρὰ σεαυτῷ τῇ δόξῃ ᾗ εἶχον πρὸ τοῦ τὸν κόσμον εἶναι παρὰ σοί.
6 Ἐφανέρωσά σου τὸ ὄνομα τοῖς ἀνθρώποις οὓς ἔδωκάς μοι ἐκ τοῦ κόσμου. σοὶ ἦσαν κἀμοὶ αὐτοὺς ἔδωκας καὶ τὸν λόγον σου τετήρηκαν. 7 νῦν ἔγνωκαν ὅτι πάντα ὅσα δέδωκάς μοι παρὰ σοῦ εἰσιν• 8 ὅτι τὰ ῥήματα ἃ ἔδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, καὶ αὐτοὶ ἔλαβον καὶ ἔγνωσαν ἀληθῶς ὅτι παρὰ σοῦ ἐξῆλθον, καὶ ἐπίστευσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας.
9 Ἐγὼ περὶ αὐτῶν ἐρωτῶ, οὐ περὶ τοῦ κόσμου ἐρωτῶ ἀλλὰ περὶ ὧν δέδωκάς μοι, ὅτι σοί εἰσιν, 10 καὶ τὰ ἐμὰ πάντα σά ἐστιν καὶ τὰ σὰ ἐμά, καὶ δεδόξασμαι ἐν αὐτοῖς. 11 καὶ οὐκέτι εἰμὶ ἐν τῷ κόσμῳ, καὶ αὐτοὶ ἐν τῷ κόσμῳ εἰσίν, κἀγὼ πρὸς σὲ ἔρχομαι. πάτερ ἅγιε, τήρησον αὐτοὺς ἐν τῷ ὀνόματί σου ᾧ δέδωκάς μοι, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς.
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, 2 ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. 3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. 4 Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. 5 Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.
6 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. 7 Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. 8 For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.
9 Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; 10 alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. 11 Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.
Johs 17,1-11
---
Teksten er siden 1600tallet kendt under navnet, Jesu ypperstepræstelige bøn, selvom, der intet er i teksten, der lægger op til en sådan teknisk titel. Bønnen er også kendt som en del at Jesu afskedstale (johs14-17) hvilket også er et tillempet udtryk, dog mere sigende. Den præstelige funktion ligger i, at Jesus kommunikerer med Gud med det formål af færdiggøre den forbindelse mellem Gud og mennesker, som er hele planens formål. Mennesket skal kaldes ud af verden og forbindes med Gud, ligesom Fader og Søn har været forbundet siden før verden.
Herlighed er det udtryk, der skal beskrive den endelige proces. Herlighed (doxa, mest kendt fra Fadervor, æren) er Guds fulde majestæt og vælde, som er tilstede i omvendt udtryk (henrettelse, pine, antiherlighed) men som den troende kan kende allerede nu.
Vi kan kun gisne om, hvordan denne majestas og ære har set ud, for det indre blik hos en oldtidslæser eller forfatteren selv. Tekstens original er et smukt skoleridt gennem bøjninger af doxa i fortid, fremtid aktiv, passiv, substantiv og verbum. Man får retorisk en fornemmelse af denne energi, der bryder igennem.
Som moderne forbruger, er jeg modtager af adskillige doxa produkter. Alle bibelske scenarier findes i underholdningsindustrien: jeg synes, jeg så både brændende tornebuske og ild fra himlen i melodigrandprix. Ildvogne, der farer til himmels og flyvende menneskesønner er hverdagsscenarier på iPhone og i film. Skysøjle og ildsøjle er almindelige redskaber i X-Men og i Ringenes Herrer kan både dødsriger og himmeriger kæmpe med i fuld glans.
Som moderne forbruger er det endnu lettere at sætte sig ind i Johannesevangeliets sondring mellem verden og herlighed. Det ene er skaberi, det andet er skabelse.
At den egentlige doxa (herlighed) mødes i para-doxa (mod-herlighed) fattes lettere i i en verden, hvor vi er mættet med herlighed. (En lege-etymologi over ordet paradoks).
Men oplevelsen af herlighed er en sugende energi. Når jeg ser X-factor, lever jeg mig ind i det menneskes følelser, der står på tærskelen til herlighed: Lys, følgeskab, synlighed, kendthed.
Energien, der hvor sommerfuglene i maven bliver til champagnebobler under huden, er et herlighedsbillede. Luxus betyder bare lys-agtigt. Men jeg ved godt, at selv om jeg kender energien derfra, så er det kendtheden et andet sted og en fremmed herlighed, der sætter mig i forbindelse med Guds endelige og oprindelige doxa.
Forvandlingen er altså, at jeg kaldes ud af verden med en kendthed, der er stærkere end at være superkendt og med en herlighed, der overgår alt, men som er synlig i de fornedrede.
Disposition:
Fortælling
Jeg står på tærskelen til tinderne, jeg har sunget mig vej gennem alle finaler. Alt lys peger på mig, alle limousiner venter på mig, alle pailletter sender lys tilbage til dem, der hylder mig. Jeg er stakåndet og alt er boblende, spændende.
Forvandling.
Jeg bliver løftet ud af oplevelsen og ud i en oplevelse af noget rent. Jeg mærker min krop, mit hjerte, som et hjerte, alle har. Ethvert menneske har samme herlighed og mødes af et ønske om at være kendt - hos Gud. Al glimmeret flyder væk og jeg står smukkere end nogensinde, ligeså smuk som et fattigt ukendt menneske. Jeg oplever enhed mellem det ophøjede og det fornedrede. En herlighed større end alt hvad der kan opnås binder os sammen.
Landsætning.
Jeg vil gå ud i verden med en boblende følelse af en herlighed, som er på nippet til at bryde igennem. Jeg vil se det i tiggerens tandløse smil og i fangens sprække af lys. Jeg er kendt og vil åbne verden med sommerfugle...
---
Ταῦτα ἐλάλησεν Ἰησοῦς καὶ ἐπάρας τοὺς ὀφθαλμοὺς αὐτοῦ εἰς τὸν οὐρανὸν εἶπεν• πάτερ, ἐλήλυθεν ἡ ὥρα• δόξασόν σου τὸν υἱόν, ἵνα ὁ υἱὸς δοξάσῃ σέ, 2 καθὼς ἔδωκας αὐτῷ ἐξουσίαν πάσης σαρκός, ἵνα πᾶν ὃ δέδωκας αὐτῷ δώσῃ αὐτοῖς ζωὴν αἰώνιον. 3 αὕτη δέ ἐστιν ἡ αἰώνιος ζωὴ ἵνα γινώσκωσιν σὲ τὸν μόνον ἀληθινὸν θεὸν καὶ ὃν ἀπέστειλας Ἰησοῦν Χριστόν. 4 ἐγώ σε ἐδόξασα ἐπὶ τῆς γῆς τὸ ἔργον τελειώσας ὃ δέδωκάς μοι ἵνα ποιήσω• 5 καὶ νῦν δόξασόν με σύ, πάτερ, παρὰ σεαυτῷ τῇ δόξῃ ᾗ εἶχον πρὸ τοῦ τὸν κόσμον εἶναι παρὰ σοί.
6 Ἐφανέρωσά σου τὸ ὄνομα τοῖς ἀνθρώποις οὓς ἔδωκάς μοι ἐκ τοῦ κόσμου. σοὶ ἦσαν κἀμοὶ αὐτοὺς ἔδωκας καὶ τὸν λόγον σου τετήρηκαν. 7 νῦν ἔγνωκαν ὅτι πάντα ὅσα δέδωκάς μοι παρὰ σοῦ εἰσιν• 8 ὅτι τὰ ῥήματα ἃ ἔδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, καὶ αὐτοὶ ἔλαβον καὶ ἔγνωσαν ἀληθῶς ὅτι παρὰ σοῦ ἐξῆλθον, καὶ ἐπίστευσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας.
9 Ἐγὼ περὶ αὐτῶν ἐρωτῶ, οὐ περὶ τοῦ κόσμου ἐρωτῶ ἀλλὰ περὶ ὧν δέδωκάς μοι, ὅτι σοί εἰσιν, 10 καὶ τὰ ἐμὰ πάντα σά ἐστιν καὶ τὰ σὰ ἐμά, καὶ δεδόξασμαι ἐν αὐτοῖς. 11 καὶ οὐκέτι εἰμὶ ἐν τῷ κόσμῳ, καὶ αὐτοὶ ἐν τῷ κόσμῳ εἰσίν, κἀγὼ πρὸς σὲ ἔρχομαι. πάτερ ἅγιε, τήρησον αὐτοὺς ἐν τῷ ὀνόματί σου ᾧ δέδωκάς μοι, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς.
Abonner på:
Opslag (Atom)