Påskedag, anden række
Bryd ud!
Teksten:
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. 2 Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. 3 Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. 4 De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. 5 Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. 6 Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. 7 Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«
8 Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Mattæus 28,1-8 tekst slut
---
Det, der sker i teksten, må gerne ske for mig!
Ryst mig som et jordskælv, rusk mig, blænd mig med lyn og sne. Vælt alle tunge sten væk fra mit væsen og mine vaner. Lad mig blive som død. Vis mig den nye virkelighed.
(Fortsættes...)
fredag den 18. marts 2016
Langfredag
Langfredag
Der kan foretages mange valg af tekster til langfredag. Alle beretninger om Jesu død har salme 22 som drejebog. Ud fra denne salme opstår de forskellige versioner om hans måde at dø. De forskellige evangelister lader profetierne gå i opfyldelse med forskelligt fokus.
Jeg selv vil prædike over salme 22, da jeg opfatter den som grundteksten. Den er nok oprindeligt en syg mands salme, hvor han klager over at være til grin med sin tro på, at Gud vil hjælpe ham ud af sygdommen. Dødsriget betyder, at det allerede er slut og arvingerne er allerede i gang med at spille om, hvem der skal ha' hans tøj. Tænk, at dette stykke litteratur er gået fra at handle om 1 patient til at handle om hele menneskeheden.
Til en prædiken langfredag vil jeg mene, at forvandlingen kan udelades og først udsiges påskemorgen.
Se i øvrigt pi-blog til første tekstrække.
----
Teksten.
For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!
Du har svaret mig!
23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!
(Salme 22)
Der kan foretages mange valg af tekster til langfredag. Alle beretninger om Jesu død har salme 22 som drejebog. Ud fra denne salme opstår de forskellige versioner om hans måde at dø. De forskellige evangelister lader profetierne gå i opfyldelse med forskelligt fokus.
Jeg selv vil prædike over salme 22, da jeg opfatter den som grundteksten. Den er nok oprindeligt en syg mands salme, hvor han klager over at være til grin med sin tro på, at Gud vil hjælpe ham ud af sygdommen. Dødsriget betyder, at det allerede er slut og arvingerne er allerede i gang med at spille om, hvem der skal ha' hans tøj. Tænk, at dette stykke litteratur er gået fra at handle om 1 patient til at handle om hele menneskeheden.
Til en prædiken langfredag vil jeg mene, at forvandlingen kan udelades og først udsiges påskemorgen.
Se i øvrigt pi-blog til første tekstrække.
----
Teksten.
For korlederen. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David.
2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.
4 Du troner som den hellige,
du, som Israel lovsynger.
5 Vore fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du udfriede dem.
6 De klagede til dig og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
7 Men jeg er en orm, ikke en mand,
en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
8 Alle, der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund og ryster på hovedet:
9 »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham,
han må redde ham, han holder jo af ham!«
10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv
og gav mig tryghed ved moders bryst.
11 Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
fra moders liv var du min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig,
for nøden er nær,
og ingen hjælper mig!
13 Stærke tyre omgiver mig,
Bashanbøfler omringer mig;
14 rovgriske og brølende løver
spærrer gabet op mod mig.
15 Jeg er som vand, der hældes ud,
alle mine knogler falder fra hinanden,
mit hjerte er som voks,
det smelter i livet på mig.
16 Min gane er tør som et potteskår,
min tunge klæber til gummerne,
du lægger mig i dødens støv.
17 Hunde omgiver mig,
en flok af forbrydere står omkring mig;
de har gennemboret mine hænder og fødder,
18 jeg kan tælle alle mine knogler.
De ser på mig med skadefryd,
19 de deler mine klæder mellem sig,
de kaster lod om min klædning.
20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
21 Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!
Du har svaret mig!
23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre,
i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
24 Lovpris Herren, I der frygter ham,
vis ham ære, hele Jakobs slægt,
frygt ham, hele Israels slægt!
25 For han viste ikke foragt og afsky
for den hjælpeløses nød;
han skjulte ikke sit ansigt for ham,
men hørte, da han råbte om hjælp.
26 Du er min lovsang i den store forsamling,
jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter
Herren.
27 De ydmyge skal spise og mættes,
de, der søger Herren, skal lovprise ham,
og de skal få nyt mod for evigt.
28 Hele den vide jord skal huske Herren
og vende tilbage til Herren;
alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.
29 For kongemagten tilhører Herren,
han hersker over folkene.
30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham,
alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
31 Men jeg vil leve for ham, og mine efterkommere skal
tjene ham.
Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter,
32 man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der
fødes,
for han greb ind!
(Salme 22)
Skærtorsdag, anden række
Skærtorsdag, anden række
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. 2 Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; 3 og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – 4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. 5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« 7 Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« 8 Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« 10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« 11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
12 Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? 13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. (Johannesevangeliet 13,1-15. Tekst slut)
Bemærk, at "verden" i vers 1 er noget midlertidigt, ufuldkomment. Formålet med Johannesevangeliet er at skabe tro - en tro, som skal få os ud af Verden ved at forstå, at vi er forbundet med Gud gennem Jesus ved kærlighed. At vi således skal forlade Verden er med til at fortælle os, hvad Verden er og kan. Verden kan for lidt. Evigheden kan mere.
Den uhørte underlæggelse, fodvaskningen er, viser, at Verdens "op og ned" er midlertidig.
Johannesevangeliet hat i dette tekststykke en scene, som svarer til de andre evangeliers nadverindstiftelse, men uden indstiftelse. Dette opfatter jeg som en provokerende opposition til den lære og praksis, de andre evangelier er udtryk for. Johannesevangeliet har muligvis brug for at gøre op med nadveren. I johannesevangeliet er nadveren fordelt til andre passager i værket; bespisningsunderet og "jeg er livets brød" .
Det er markant, at den kultiske indstiftelse af nadveren, så tydeligt er byttet ud med en understregelse at dåbens betydning og en etik, hvor ydmyghed og tjeneste er i højsædet.
Er pointen, at nadver er alle vegne og er en tros-bevægelse, en bevægelse, den troende gør, når den troende tror? Altså uden fysisk brød? I så fald er mit trosliv et on going måltid til evigt liv.
Jeg læser Satans rolle som gudvillet. I min verdensopfattelse er det onde ikke en person, men jeg tror på, at evigheden er vundet til mig, ved at Gud gav det onde en plads, som bragte Guds Ord (Sønnen) nederst for at jeg kan komme fri. ....
En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte. Nadveren er nok det teologiske emne, som i højeste grad beskæftiger sig med naveren, idet teologer til alle tider har ville forstå, hvordan brødet og vinen forvandler sig til Kristi legeme og blod.
Man kan godt underholde de fremmødte i kirken med forvandlingens forvandlingshistorie; transsubstantiationslære, konsubstantiationslære (og "nonsubstantiationslære"). Mest sigende er dog kirkens forsøg på at tage magten over en begivenhed, som HAR fundet sted. Hans stedfortrædende død har fundet sted.
Disposition:
Fortælling
Jeg har levet med min tro i mange år og puttet oblater i min mund og drukket sjatter af små pokaler og lyttet til ordene. Dette er.
Forvandling.
Så kommer der en evangelist og laver om på det. Johannes. Han genfortæller på en ny måde. "Dette er" bliver pludselig langt mere end blot det lille måltid. Det bliver en fremvisning af verden, hvor vi lever på hinandens bekostning, hvis ikke der kommer en forvandling: Jesus bytter om på høj og lav ved at give sig selv. Han åbner til en anden verden. Han er det brød, som gør, at jeg er til i evighed.
Landsætning:
Jeg vil spise, huske og handle.
Når jeg spiser brødet og drikker vinen, vil jeg huske på hans offer, som giver mig evigt liv. Jeg vil ta hul på det evige liv i mødet med min næste. Mad er næring til liv. Tro er næring til evigt liv. Kærlighed er tegn på evighed. Jeg vil spise og mindes.
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. 2 Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; 3 og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – 4 så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. 5 Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. 6 Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« 7 Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« 8 Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« 9 Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« 10 Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« 11 Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
12 Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? 13 I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. 14 Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. 15 Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. (Johannesevangeliet 13,1-15. Tekst slut)
Bemærk, at "verden" i vers 1 er noget midlertidigt, ufuldkomment. Formålet med Johannesevangeliet er at skabe tro - en tro, som skal få os ud af Verden ved at forstå, at vi er forbundet med Gud gennem Jesus ved kærlighed. At vi således skal forlade Verden er med til at fortælle os, hvad Verden er og kan. Verden kan for lidt. Evigheden kan mere.
Den uhørte underlæggelse, fodvaskningen er, viser, at Verdens "op og ned" er midlertidig.
Johannesevangeliet hat i dette tekststykke en scene, som svarer til de andre evangeliers nadverindstiftelse, men uden indstiftelse. Dette opfatter jeg som en provokerende opposition til den lære og praksis, de andre evangelier er udtryk for. Johannesevangeliet har muligvis brug for at gøre op med nadveren. I johannesevangeliet er nadveren fordelt til andre passager i værket; bespisningsunderet og "jeg er livets brød" .
Det er markant, at den kultiske indstiftelse af nadveren, så tydeligt er byttet ud med en understregelse at dåbens betydning og en etik, hvor ydmyghed og tjeneste er i højsædet.
Er pointen, at nadver er alle vegne og er en tros-bevægelse, en bevægelse, den troende gør, når den troende tror? Altså uden fysisk brød? I så fald er mit trosliv et on going måltid til evigt liv.
Jeg læser Satans rolle som gudvillet. I min verdensopfattelse er det onde ikke en person, men jeg tror på, at evigheden er vundet til mig, ved at Gud gav det onde en plads, som bragte Guds Ord (Sønnen) nederst for at jeg kan komme fri. ....
En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte. Nadveren er nok det teologiske emne, som i højeste grad beskæftiger sig med naveren, idet teologer til alle tider har ville forstå, hvordan brødet og vinen forvandler sig til Kristi legeme og blod.
Man kan godt underholde de fremmødte i kirken med forvandlingens forvandlingshistorie; transsubstantiationslære, konsubstantiationslære (og "nonsubstantiationslære"). Mest sigende er dog kirkens forsøg på at tage magten over en begivenhed, som HAR fundet sted. Hans stedfortrædende død har fundet sted.
Disposition:
Fortælling
Jeg har levet med min tro i mange år og puttet oblater i min mund og drukket sjatter af små pokaler og lyttet til ordene. Dette er.
Forvandling.
Så kommer der en evangelist og laver om på det. Johannes. Han genfortæller på en ny måde. "Dette er" bliver pludselig langt mere end blot det lille måltid. Det bliver en fremvisning af verden, hvor vi lever på hinandens bekostning, hvis ikke der kommer en forvandling: Jesus bytter om på høj og lav ved at give sig selv. Han åbner til en anden verden. Han er det brød, som gør, at jeg er til i evighed.
Landsætning:
Jeg vil spise, huske og handle.
Når jeg spiser brødet og drikker vinen, vil jeg huske på hans offer, som giver mig evigt liv. Jeg vil ta hul på det evige liv i mødet med min næste. Mad er næring til liv. Tro er næring til evigt liv. Kærlighed er tegn på evighed. Jeg vil spise og mindes.
Palmesøndag, anden række
Salmer: 172, 448, 442 -- 151, 190, 176
Endnu en kvindesag
Teksten:
3 Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. 4 Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? 5 Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. 6 Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. 7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. 9 Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«
Markus 14,3-9 tekst slut
En konge skal salves til sin gerning. Det er gud, der udvælger, hvem der skal salves og hvem der skal salve. En kvinde kan ikke salve og hun må ikke gøre det på eget initiativ. En konge salves til sin gerning, ikke til sin død - med mindre kongens gerning er hans død?
Denne konge er Den Salvede (messias, kristos)
En profet skal have en fortid, men hun får en fremtid. Hans død åbner forud til evigheden, bagud til forjættelsen.
Kongegerningen er, at vi tager os af de fattige. Det er at have den salvede til Herre: Der er vendt op og ned på tid og status, køn og kærlighed...
(DDS 151 er skrevet til den samme fortælling i Lukas' version. I denne fortælling er kvindens ikke-status skærpet, idet scenen finder sted i plus-status-location (Farisæeren) og kvinden har en dårlig fortid. Hos Markus er Jesus hjemme hos "Simon-fnat", hvilket giver minus-minus uden kontrast. Hos Lukas salves Jesus forud for sin jordiske gerning, hos Markus til sin Golgata-gerning, se 11. Søndag efter Trinitatis).
3 Καὶ ὄντος αὐτοῦ ἐν Βηθανίᾳ ἐν τῇ οἰκίᾳ Σίμωνος τοῦ λεπροῦ, κατακειμένου αὐτοῦ ἦλθεν γυνὴ ἔχουσα ἀλάβαστρον μύρου νάρδου πιστικῆς πολυτελοῦς, συντρίψασα τὴν ἀλάβαστρον κατέχεεν αὐτοῦ τῆς κεφαλῆς. 4 ἦσαν δέ τινες ἀγανακτοῦντες πρὸς ἑαυτούς• εἰς τί ἡ ἀπώλεια αὕτη τοῦ μύρου γέγονεν; 5 ἠδύνατο γὰρ τοῦτο τὸ μύρον πραθῆναι ἐπάνω δηναρίων τριακοσίων καὶ δοθῆναι τοῖς πτωχοῖς• καὶ ἐνεβριμῶντο αὐτῇ. 6 ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν• ἄφετε αὐτήν• τί αὐτῇ κόπους παρέχετε; καλὸν ἔργον ἠργάσατο ἐν ἐμοί. 7 πάντοτε γὰρ τοὺς πτωχοὺς ἔχετε μεθʼ ἑαυτῶν καὶ ὅταν θέλητε δύνασθε αὐτοῖς εὖ ποιῆσαι, ἐμὲ δὲ οὐ πάντοτε ἔχετε. 8 ὃ ἔσχεν ἐποίησεν• προέλαβεν μυρίσαι τὸ σῶμά μου εἰς τὸν ἐνταφιασμόν. 9 ἀμὴν δὲ λέγω ὑμῖν, ὅπου ἐὰν κηρυχθῇ τὸ εὐαγγέλιον εἰς ὅλον τὸν κόσμον, καὶ ὃ ἐποίησεν αὕτη λαληθήσεται εἰς μνημόσυνον αὐτῆς.
Endnu en kvindesag
Teksten:
3 Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. 4 Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? 5 Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. 6 Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. 7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. 9 Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«
Markus 14,3-9 tekst slut
En konge skal salves til sin gerning. Det er gud, der udvælger, hvem der skal salves og hvem der skal salve. En kvinde kan ikke salve og hun må ikke gøre det på eget initiativ. En konge salves til sin gerning, ikke til sin død - med mindre kongens gerning er hans død?
Denne konge er Den Salvede (messias, kristos)
En profet skal have en fortid, men hun får en fremtid. Hans død åbner forud til evigheden, bagud til forjættelsen.
Kongegerningen er, at vi tager os af de fattige. Det er at have den salvede til Herre: Der er vendt op og ned på tid og status, køn og kærlighed...
(DDS 151 er skrevet til den samme fortælling i Lukas' version. I denne fortælling er kvindens ikke-status skærpet, idet scenen finder sted i plus-status-location (Farisæeren) og kvinden har en dårlig fortid. Hos Markus er Jesus hjemme hos "Simon-fnat", hvilket giver minus-minus uden kontrast. Hos Lukas salves Jesus forud for sin jordiske gerning, hos Markus til sin Golgata-gerning, se 11. Søndag efter Trinitatis).
3 Καὶ ὄντος αὐτοῦ ἐν Βηθανίᾳ ἐν τῇ οἰκίᾳ Σίμωνος τοῦ λεπροῦ, κατακειμένου αὐτοῦ ἦλθεν γυνὴ ἔχουσα ἀλάβαστρον μύρου νάρδου πιστικῆς πολυτελοῦς, συντρίψασα τὴν ἀλάβαστρον κατέχεεν αὐτοῦ τῆς κεφαλῆς. 4 ἦσαν δέ τινες ἀγανακτοῦντες πρὸς ἑαυτούς• εἰς τί ἡ ἀπώλεια αὕτη τοῦ μύρου γέγονεν; 5 ἠδύνατο γὰρ τοῦτο τὸ μύρον πραθῆναι ἐπάνω δηναρίων τριακοσίων καὶ δοθῆναι τοῖς πτωχοῖς• καὶ ἐνεβριμῶντο αὐτῇ. 6 ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν• ἄφετε αὐτήν• τί αὐτῇ κόπους παρέχετε; καλὸν ἔργον ἠργάσατο ἐν ἐμοί. 7 πάντοτε γὰρ τοὺς πτωχοὺς ἔχετε μεθʼ ἑαυτῶν καὶ ὅταν θέλητε δύνασθε αὐτοῖς εὖ ποιῆσαι, ἐμὲ δὲ οὐ πάντοτε ἔχετε. 8 ὃ ἔσχεν ἐποίησεν• προέλαβεν μυρίσαι τὸ σῶμά μου εἰς τὸν ἐνταφιασμόν. 9 ἀμὴν δὲ λέγω ὑμῖν, ὅπου ἐὰν κηρυχθῇ τὸ εὐαγγέλιον εἰς ὅλον τὸν κόσμον, καὶ ὃ ἐποίησεν αὕτη λαληθήσεται εἰς μνημόσυνον αὐτῆς.
Abonner på:
Opslag (Atom)