Krise og effekt
Den form for tro, som er til stede i Markus 9 og som har skullet have en effekt på Markusevangeliets samtidige (Wow:dæmonen skred!), er så fjern fra min trospraksis, at jeg bliver nødt til at bringe både teksten og min egen tro ind i et andet (tredje) fortolkningsrum, for at det fælles - troen på Kristus - kan bringes i spil, og evangeliet kaldes: helligt, altså det, der bringer mig sammen med Gud.
Det handler om kritik og effekt.
Kritik betyder ikke at man kritiserer sønder og sammen, snarere tvært i mod. Kritik er at tage krisen sammen med genstanden og lade det stå åbent, hvem der er mest virkelig, den eller jeg.
At tillade sig at blive kastet hid eller did.
Hvis jeg læser hele markusevangeliet som musik, kan jeg leve mig ind i dets anliggende. Buldrende pauker og skrigende violiner er dæmoner og farisæere som understætter livets melodi, selvom de prøver at spille imod. Jeg kommer trygt ud af vildnisset, spændt ud mellem hykleri og tilintetgørelse.
Men når jeg går i detaljen, er jeg ved at brække mig. "Kun ved bøn" . Skulle jeg anbefale en familie, at lade anden behandling til side og be'?
Der findes stadig dæmonuddrivere, også i Danmark. Jeg har set på tv et ægtepar køre rundt i en Toyota og rense det ene hus efter det andet med bønner og besværgelser. Jeg bliver ikke glad, ej heller overbevist. Kun overbevist om, at nutidens religionsforskrækkelse har noget at have det i.
Det er Markusevangeliets forståelsesmiljøs syn på årsag og virkning, som tricker mig. Sygdom og besættelse er i eftertiden afdækket som noget andet. Tro og helbredelse er afdækket som forskellige ting.
Årsag og virkning, er det, der holder alting oppe i moderniteten. For meget faktisk. Fint nok, at vi hænger hele den fysiske verden op på "effekt". Det virker. Men hvad med relationer? Hvad med mig selv?
Hvis vi læser Markus 9 som en relation mellem en far og hans dreng, kommer der en fin kritik af modernitetens relationssygdomme: effekt.
Hvem er jeg i moderniteten? Jeg er den lækkerhed, som er effekten af min iscenesættelse. Hvem er min næste? Min næste er den, der mest effektivt støtter denne iscenesættelse.
Og pludselig findes der relationer, hvis effekt er uden for kontrol. Mennesker bundet til hinanden af andet end den effekt, deres produktion af lækkerhed kan måles i. En far og hans kærlighed og det, vi ville ønske ville gå væk, det destruktive. Det vedholdende ønske.
Kunne vi ydmygt lade os inspirere af andre forestillingsuniverser, hvor ikke alt er styret af effekt og hvor andre effekter, end dem, vi kender, er virksomme i konkurrence til kendte forestillinger til støtte for relationer, der er større end de effektive?
Måske er det tanken om effekt, der skal uddrives.
Måske kunne vi lære at lade mennesker uden effekt være i fred. Måske kunne vi elske dem, der har den helt gale effekt.
mandag den 15. februar 2016
2. Søndag i fasten, anden række
Jeg tror ikke på dæmoner, men jeg anerkender evangelistens komposition. Jeg bliver selv rykket hid og did af kræfter, som får mig til at synes død, hvis jeg slipper dem...
Teksten:
14 Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. 15 Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. 16 Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« 17 Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. 18 Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« 19 Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
20 Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. 21 Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. 22 Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« 23 Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« 24 Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
25 Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« 26 Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« 27 Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
28 Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« 29 Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«
Markus 9,14-29 tekst slut.
----
En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte, men fortællingen som sin begyndelse. Fortællingen kan enten være noget, jeg bliver mindet om ved teksten, teksten selv(hvis den trænger til at blive tydeliggjort) eller fx tekstens tolkningshistorie. I. Dette tilfælde ville det være på sin plads, at fortælle om synet på sygdom dengang og nu.
Jeg anerkender tekstens pointe: Jesus er Guds Søn.
Jesus er kommet ned fra et bjerg som en anden Moses og møder frafaldet i form af magtesløshed, men demonstrerer sin myndighed. For mig er Jesus Guds Søn og har derfor al myndighed, men jeg ser ikke på mennesker som besatte eller ikkebesatte.
For en læser 1 af Markus tekst har dæmonhistorierne måske været en styrkelse af budskabet om Jesus som Guds Søn. For en læser i dag vil samme historier stå som en svækkelse: "jesus er ikke guds søn, fordi denne titel underbygges med overtro."
Hvis vi nu forlader dæmonerne som noget reelt og skrider til et kig på hele Markusevangeliets komposition, går dæmonerne fra at være et problem til at være en stemme i et stykke musik.
Markusevangeliet kan læses som et stykke musik med forskellige stemmer, der har rollerne kende/ikke kende, som opgave: mennesker kender måske lidt guds søn, men står i stigende grad uforstående. Dæmonerne kan kende ham, men må ikke og vil ikke. De religiøse autoriteter (skriftkloge mm) bør kunne se ham, men vil kun se sig selv. De fremmede (romerne) har til gode at se ham, men hjælper hans herlighed på vej gennem den forkastelse, som dæmonerne nok ved er forgæves, men som de skriftkloge tror er løsningen. Alle bliver til skamme ved opstandelsen.
----
Måske findes der et mørke i mig, som kender Jesus, men helst vil af med ham. Måske findes der en religiøsitet i mig, som får mig til at se og dyrke mig selv. Måske bliver jeg slynget hid og did af kræfter, som bilder mig ind, at jeg er som død, hvis jeg ikke følger med. Men der er en hånd, som oprejser mig.
---
Oversættelse er ikke helt fiks: "han fik ham til at rejse sig". Det hedder: "Han oprejste ham," hvilket er opstandelsesverbet.
Bøn er det, der er tilbage, når alt det andet er væk.
14 Καὶ ἐλθόντες πρὸς τοὺς μαθητὰς εἶδον ὄχλον πολὺν περὶ αὐτοὺς καὶ γραμματεῖς συζητοῦντας πρὸς αὐτούς. 15 καὶ εὐθὺς πᾶς ὁ ὄχλος ἰδόντες αὐτὸν ἐξεθαμβήθησαν καὶ προστρέχοντες ἠσπάζοντο αὐτόν. 16 καὶ ἐπηρώτησεν αὐτούς• τί συζητεῖτε πρὸς αὐτούς; 17 καὶ ἀπεκρίθη αὐτῷ εἷς ἐκ τοῦ ὄχλου• διδάσκαλε, ἤνεγκα τὸν υἱόν μου πρὸς σέ, ἔχοντα πνεῦμα ἄλαλον• 18 καὶ ὅπου ἐὰν αὐτὸν καταλάβῃ ῥήσσει αὐτόν, καὶ ἀφρίζει καὶ τρίζει τοὺς ὀδόντας καὶ ξηραίνεται• καὶ εἶπα τοῖς μαθηταῖς σου ἵνα αὐτὸ ἐκβάλωσιν, καὶ οὐκ ἴσχυσαν. 19 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς αὐτοῖς λέγει• ὦ γενεὰ ἄπιστος, ἕως πότε πρὸς ὑμᾶς ἔσομαι; ἕως πότε ἀνέξομαι ὑμῶν; φέρετε αὐτὸν πρός με. 20 καὶ ἤνεγκαν αὐτὸν πρὸς αὐτόν. καὶ ἰδὼν αὐτὸν τὸ πνεῦμα εὐθὺς συνεσπάραξεν αὐτόν, καὶ πεσὼν ἐπὶ τῆς γῆς ἐκυλίετο ἀφρίζων. 21 καὶ ἐπηρώτησεν τὸν πατέρα αὐτοῦ• πόσος χρόνος ἐστὶν ὡς τοῦτο γέγονεν αὐτῷ; ὁ δὲ εἶπεν• ἐκ παιδιόθεν• 22 καὶ πολλάκις καὶ εἰς πῦρ αὐτὸν ἔβαλεν καὶ εἰς ὕδατα ἵνα ἀπολέσῃ αὐτόν• ἀλλʼ εἴ τι δύνῃ, βοήθησον ἡμῖν σπλαγχνισθεὶς ἐφʼ ἡμᾶς. 23 ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτῷ• τὸ εἰ δύνῃ, πάντα δυνατὰ τῷ πιστεύοντι. 24 εὐθὺς κράξας ὁ πατὴρ τοῦ παιδίου ἔλεγεν• πιστεύω• βοήθει μου τῇ ἀπιστίᾳ. 25 ἰδὼν δὲ ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἐπισυντρέχει ὄχλος, ἐπετίμησεν τῷ πνεύματι τῷ ἀκαθάρτῳ λέγων αὐτῷ• τὸ ἄλαλον καὶ κωφὸν πνεῦμα, ἐγὼ ἐπιτάσσω σοι, ἔξελθε ἐξ αὐτοῦ καὶ μηκέτι εἰσέλθῃς εἰς αὐτόν. 26 καὶ κράξας καὶ πολλὰ σπαράξας ἐξῆλθεν• καὶ ἐγένετο ὡσεὶ νεκρός, ὥστε τοὺς πολλοὺς λέγειν ὅτι ἀπέθανεν. 27 ὁ δὲ Ἰησοῦς κρατήσας τῆς χειρὸς αὐτοῦ ἤγειρεν αὐτόν, καὶ ἀνέστη.
28 Καὶ εἰσελθόντος αὐτοῦ εἰς οἶκον οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ κατʼ ἰδίαν ἐπηρώτων αὐτόν• ὅτι ἡμεῖς οὐκ ἠδυνήθημεν ἐκβαλεῖν αὐτό; 29 καὶ εἶπεν αὐτοῖς• τοῦτο τὸ γένος ἐν οὐδενὶ δύναται ἐξελθεῖν εἰ μὴ ἐν προσευχῇ.
Teksten:
14 Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. 15 Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. 16 Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« 17 Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. 18 Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« 19 Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!«
20 Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. 21 Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. 22 Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« 23 Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« 24 Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«
25 Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« 26 Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« 27 Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.
28 Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« 29 Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«
Markus 9,14-29 tekst slut.
----
En pi-prædiken har forvandlingen som sin midte, men fortællingen som sin begyndelse. Fortællingen kan enten være noget, jeg bliver mindet om ved teksten, teksten selv(hvis den trænger til at blive tydeliggjort) eller fx tekstens tolkningshistorie. I. Dette tilfælde ville det være på sin plads, at fortælle om synet på sygdom dengang og nu.
Jeg anerkender tekstens pointe: Jesus er Guds Søn.
Jesus er kommet ned fra et bjerg som en anden Moses og møder frafaldet i form af magtesløshed, men demonstrerer sin myndighed. For mig er Jesus Guds Søn og har derfor al myndighed, men jeg ser ikke på mennesker som besatte eller ikkebesatte.
For en læser 1 af Markus tekst har dæmonhistorierne måske været en styrkelse af budskabet om Jesus som Guds Søn. For en læser i dag vil samme historier stå som en svækkelse: "jesus er ikke guds søn, fordi denne titel underbygges med overtro."
Hvis vi nu forlader dæmonerne som noget reelt og skrider til et kig på hele Markusevangeliets komposition, går dæmonerne fra at være et problem til at være en stemme i et stykke musik.
Markusevangeliet kan læses som et stykke musik med forskellige stemmer, der har rollerne kende/ikke kende, som opgave: mennesker kender måske lidt guds søn, men står i stigende grad uforstående. Dæmonerne kan kende ham, men må ikke og vil ikke. De religiøse autoriteter (skriftkloge mm) bør kunne se ham, men vil kun se sig selv. De fremmede (romerne) har til gode at se ham, men hjælper hans herlighed på vej gennem den forkastelse, som dæmonerne nok ved er forgæves, men som de skriftkloge tror er løsningen. Alle bliver til skamme ved opstandelsen.
----
Måske findes der et mørke i mig, som kender Jesus, men helst vil af med ham. Måske findes der en religiøsitet i mig, som får mig til at se og dyrke mig selv. Måske bliver jeg slynget hid og did af kræfter, som bilder mig ind, at jeg er som død, hvis jeg ikke følger med. Men der er en hånd, som oprejser mig.
---
Oversættelse er ikke helt fiks: "han fik ham til at rejse sig". Det hedder: "Han oprejste ham," hvilket er opstandelsesverbet.
Bøn er det, der er tilbage, når alt det andet er væk.
14 Καὶ ἐλθόντες πρὸς τοὺς μαθητὰς εἶδον ὄχλον πολὺν περὶ αὐτοὺς καὶ γραμματεῖς συζητοῦντας πρὸς αὐτούς. 15 καὶ εὐθὺς πᾶς ὁ ὄχλος ἰδόντες αὐτὸν ἐξεθαμβήθησαν καὶ προστρέχοντες ἠσπάζοντο αὐτόν. 16 καὶ ἐπηρώτησεν αὐτούς• τί συζητεῖτε πρὸς αὐτούς; 17 καὶ ἀπεκρίθη αὐτῷ εἷς ἐκ τοῦ ὄχλου• διδάσκαλε, ἤνεγκα τὸν υἱόν μου πρὸς σέ, ἔχοντα πνεῦμα ἄλαλον• 18 καὶ ὅπου ἐὰν αὐτὸν καταλάβῃ ῥήσσει αὐτόν, καὶ ἀφρίζει καὶ τρίζει τοὺς ὀδόντας καὶ ξηραίνεται• καὶ εἶπα τοῖς μαθηταῖς σου ἵνα αὐτὸ ἐκβάλωσιν, καὶ οὐκ ἴσχυσαν. 19 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς αὐτοῖς λέγει• ὦ γενεὰ ἄπιστος, ἕως πότε πρὸς ὑμᾶς ἔσομαι; ἕως πότε ἀνέξομαι ὑμῶν; φέρετε αὐτὸν πρός με. 20 καὶ ἤνεγκαν αὐτὸν πρὸς αὐτόν. καὶ ἰδὼν αὐτὸν τὸ πνεῦμα εὐθὺς συνεσπάραξεν αὐτόν, καὶ πεσὼν ἐπὶ τῆς γῆς ἐκυλίετο ἀφρίζων. 21 καὶ ἐπηρώτησεν τὸν πατέρα αὐτοῦ• πόσος χρόνος ἐστὶν ὡς τοῦτο γέγονεν αὐτῷ; ὁ δὲ εἶπεν• ἐκ παιδιόθεν• 22 καὶ πολλάκις καὶ εἰς πῦρ αὐτὸν ἔβαλεν καὶ εἰς ὕδατα ἵνα ἀπολέσῃ αὐτόν• ἀλλʼ εἴ τι δύνῃ, βοήθησον ἡμῖν σπλαγχνισθεὶς ἐφʼ ἡμᾶς. 23 ὁ δὲ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτῷ• τὸ εἰ δύνῃ, πάντα δυνατὰ τῷ πιστεύοντι. 24 εὐθὺς κράξας ὁ πατὴρ τοῦ παιδίου ἔλεγεν• πιστεύω• βοήθει μου τῇ ἀπιστίᾳ. 25 ἰδὼν δὲ ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἐπισυντρέχει ὄχλος, ἐπετίμησεν τῷ πνεύματι τῷ ἀκαθάρτῳ λέγων αὐτῷ• τὸ ἄλαλον καὶ κωφὸν πνεῦμα, ἐγὼ ἐπιτάσσω σοι, ἔξελθε ἐξ αὐτοῦ καὶ μηκέτι εἰσέλθῃς εἰς αὐτόν. 26 καὶ κράξας καὶ πολλὰ σπαράξας ἐξῆλθεν• καὶ ἐγένετο ὡσεὶ νεκρός, ὥστε τοὺς πολλοὺς λέγειν ὅτι ἀπέθανεν. 27 ὁ δὲ Ἰησοῦς κρατήσας τῆς χειρὸς αὐτοῦ ἤγειρεν αὐτόν, καὶ ἀνέστη.
28 Καὶ εἰσελθόντος αὐτοῦ εἰς οἶκον οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ κατʼ ἰδίαν ἐπηρώτων αὐτόν• ὅτι ἡμεῖς οὐκ ἠδυνήθημεν ἐκβαλεῖν αὐτό; 29 καὶ εἶπεν αὐτοῖς• τοῦτο τὸ γένος ἐν οὐδενὶ δύναται ἐξελθεῖν εἰ μὴ ἐν προσευχῇ.
Abonner på:
Opslag (Atom)