onsdag den 13. januar 2016

Sidste søndag efter H3K

Sidste søndag H3K II

Er jeg død, hvis jeg ikke kan defineres?

Teksten:
23 Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. 24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. 25 Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. 26 Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.

27 Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. 28 Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« 29 Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« 30 Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. 31 Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. 32 Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« 33 Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
Johannes 12,23-33 tekst slut.

---

Er et frø ikke længere et frø, når det er begyndt at spire? En biolog vil nok kalde frøet et og noget andet, når det spirer, men teknisk set er det vel samme materiale, eller hvad? Hvornår dør frøet? Er det ikke netop levende, når det spirer?
Der menes nok "død" i det øjeblik frøet ikke defineres som frø længere. Frøet er altså frø når det er potentielt spire, ikke efter.
Dermed er død knyttet til ny definition. Definition betyder grænsesat.

Dagens tekst bevæger sig smukt mellem to verdener, hvor befordringen af den anden tillades i den første.

----

Græske ord:
Bemærk, at "liv" er oversat fra både ψυχὴν og ζωὴν. ψυχή er også den sjæl, som er i oprør.
ψυχή er både At være i live og Livet som det mærkes. (Jeg vil ikke rode mig ud i en definition af psyke/sjæl som noget software el.l.). μισῶν er oversat med hader, hvilket kan misforstås i en efterStrindbergsk tid som det psykologiske had (uopfyldelig uløselig ophobning af selvforstærket vrede), med skal nok forstås som skyer, afskyer, forsager (ligesom fx arbejdssky).

De forskydninger i betydningen mellem sjæl og liv, som rummes i dagens tekst giver også stof til definitioner af sjælesorgen.

Sjælesorg kan således være "omsorgen for livet i oprør/rodet op" og/eller "bevarelsen af et livsprincip/livet selv i denne samt en anden verden".

---

Teksten falder i to dele 23-26 og 27-33, hvor første del forholder sig som overskrift til 2. del, som er en narrativ udfoldelse af første del. 2. del kan undværes og er til besvær.

En pi-prædiken har som sin midte en forvandling, hvortil denne tekst er ideel. Frøets død er den forvandling, som frembryder menneskesønnens (apokalyptisk heltedommer i danielsbogen nu alias Jesus) herlighed.

Dette frembrud sker mellem to virkeligheder og hiver mennesket med den rigtige vej gennem (=v.hj.a.) modsætninger.

At dø et at leve. At miste er at bevare, at trælle er kongeglansagtigt δοξασθῇ (23)/τιμήσει(26).

Disposition:
Glæden ved at være den jeg er, frygte at ophøre, og glæde mig til at blive den jeg bliver.
Mærke er herlighed, en ophøjelse fordi guds søn gik i jorden og spirede op.


Fortælling:
Grøntsager: jeg har grøntsager i kælderen. Kartofler, gulerødder, hvidløg, løg, pastinakker. Jeg holder af at tilberede dem og spise dem før de bliver runkne og før de spirer. Jeg bliver slatten indeni af at presse et blødt fed hvidløg med en lille grøn spire på. Jeg bliver runken af at nippe spirer af en kartoffel og mase min skrællekniv ned over den slappe overflade. De tjener ikke mit formål, når de er runkne og har brugt deres energi på at spire. De tjener mit formål, når de er fyldige og friske og hårde og sprøde. Mit formål.

Forvandling.
Men jeg kan blive blød indeni, når jeg husker, hvad mine grøntsager har gang i. De bærer livet videre. De ved ikke bedre.
Jeg er en del at en stor historie om himmel og jord. Jeg er hele tiden i gang med at visne og spire.
Er min herlighed, når alting tjener mit formål? Jeg får kraft fra en ny spire. Den førstegrøde, som min frelsers opstandelse er. Han gik i jorden for at jeg skal sidde højt på strå som et bugnende korn i et gyldent aks.

Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og tjene. Min runkenhed er herlig, når jeg bærer livet videre. Budskabet. Kærligheden. Jeg går i jorden, det er min herlighed. Give livet til andre, det er ros.

...

23 ὁ δὲ Ἰησοῦς ἀποκρίνεται αὐτοῖς λέγων• ἐλήλυθεν ἡ ὥρα ἵνα δοξασθῇ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου. 24 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ ὁ κόκκος τοῦ σίτου πεσὼν εἰς τὴν γῆν ἀποθάνῃ, αὐτὸς μόνος μένει• ἐὰν δὲ ἀποθάνῃ, πολὺν καρπὸν φέρει. 25 ὁ φιλῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἀπολλύει αὐτήν, καὶ ὁ μισῶν τὴν ψυχὴν αὐτοῦ ἐν τῷ κόσμῳ τούτῳ εἰς ζωὴν αἰώνιον φυλάξει αὐτήν. 26 ἐὰν ἐμοί τις διακονῇ, ἐμοὶ ἀκολουθείτω, καὶ ὅπου εἰμὶ ἐγὼ ἐκεῖ καὶ ὁ διάκονος ὁ ἐμὸς ἔσται• ἐάν τις ἐμοὶ διακονῇ τιμήσει αὐτὸν ὁ πατήρ.

27 Νῦν ἡ ψυχή μου τετάρακται, καὶ τί εἴπω; πάτερ, σῶσόν με ἐκ τῆς ὥρας ταύτης; ἀλλὰ διὰ τοῦτο ἦλθον εἰς τὴν ὥραν ταύτην. 28 πάτερ, δόξασόν σου τὸ ὄνομα. ἦλθεν οὖν φωνὴ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ• καὶ ἐδόξασα καὶ πάλιν δοξάσω. 29 ὁ οὖν ὄχλος ὁ ἑστὼς καὶ ἀκούσας ἔλεγεν βροντὴν γεγονέναι, ἄλλοι ἔλεγον• ἄγγελος αὐτῷ λελάληκεν. 30 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν• οὐ διʼ ἐμὲ ἡ φωνὴ αὕτη γέγονεν ἀλλὰ διʼ ὑμᾶς. 31 νῦν κρίσις ἐστὶν τοῦ κόσμου τούτου, νῦν ὁ ἄρχων τοῦ κόσμου τούτου ἐκβληθήσεται ἔξω• 32 κἀγὼ ἐὰν ὑψωθῶ ἐκ τῆς γῆς, πάντας ἑλκύσω πρὸς ἐμαυτόν. 33 τοῦτο δὲ ἔλεγεν σημαίνων ποίῳ θανάτῳ ἤμελλεν ἀποθνῄσκειν.

mandag den 11. januar 2016

2. Søndag efter H3K, anden række

2. Søndag H3K

Jeg falder gennem lag af anerkendelse.
Slægt og sted erstattes af ånd og sandhed.

Teksten:
5 Han kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. 6 Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.
7 En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« 8 Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. 9 Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. 10 Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« 11 Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? 12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« 13 Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. 14 Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« 15 Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«
16 Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« 17 Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; 18 for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«
19 Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. 20 Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« 21 Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. 22 I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. 23 Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. 24 Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« 25 Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« 26 Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«
johannes 4,5-26
Tekst slut

Jeg vil drømme om min dåb som lag af forvandlende anerkendelse, jeg falder ned igennem.

I dagens tekst finder der mange overskridelser sted:

Jesus overskrider grænsen til "forkertland".
Han træder ind i fortællingen om Jakobskilden.
Han henvender sig til en kvinde, han ikke kender og som ikke kender ham, overskridelse af at kende ikkekende.
I samtalen overskrides jøde-samaritanergrænsen.
Mand-kvindegrænsen overskrides.
Status ikke-status overskrides.
Grænsen mellem ikke-kende og kende bliver udfordret, idet Jesus kender til hendes parforhold.
Denne overskrides på den måde, at Jesus vil rette op på den med skam forbundne situation at han taler med en uledsaget kvinde på et offentligt sted. Oprettelsen skal ske ved at hendes mand tilgår. Jesus ved, at denne oprettelse ikke kan finde sted, hvilket giver ham status som vidende, profet.

Med denne demonstration åbner kvinden for at dyrkelsen af Gud sker i Samaria, men at Jesus kommer fra en tradition, hvor den eneste rette dyrkelse sker i Jerusalem. Også dette er en overskridelse.

Jesus lader denne forskel skride ind i en ny virkelighed: Geografi erstattet af ånd. Gud er ånd. Tilbedelse i ånd og sandhed.

Kvinden griber stikordet sandhed og henviser til Messias, som vil fortælle dem alt, hvorved sandhed bliver et spørgsmål om viden og ikke en zone hvor ikke-væren er væk.

Så overskrides grænsen mellem foreløbig og nu. Messias taler.



Samtalen handler om vand i almindelighed og vand i særdeleshed. Vand i særdeleshed må være dåben. Jeg er døbt med vand i sandhed og ånd.

Jeg vil tænke på min dåb, som at falde igennem overflader af overskridelser, som jeg kender.

Være på rette sted.

Ind i "uden skam zonen".

Være kendt som den jeg er

Være til i evighed

Aldrig tørste

-----

Disposition:

Fortælling:
At opdage, at de grænser, men plejer at frygte, var væk. Dem man ikke kunne med, kunne man med. Dem,man aldrig ville få anerkendelse fra, fik man samvær med, ligeværdigt, den tid, der aldrig ville slå til var der i rigt mål

Forvandling:
Jeg er i kirke og hører, at sted og slægt er skiftet ud med sandhed og Ånd. De grænser, vi skal gå og kæmpe med at overskride (eller forsvare) er forsvundet, som en jomfruhinde (dengang man troede sådan en fandtes). Gå og kæmpe er en vandret bevægelse. Et møde mellem en mand og en kvinde og en kilde finder sted, men bevægelsen, overskridelsen er lodret.

Landsætning.
Jeg er faldet lodret ned gennem lag af grænser. Lighed, skyldfri, evig, sand. Gud er med mig overalt og vil hjælpe mig med at møde mit medmenneske, frit, lige, ...


4 Ὡς οὖν ἔγνω ὁ Ἰησοῦς ὅτι ἤκουσαν οἱ Φαρισαῖοι ὅτι Ἰησοῦς πλείονας μαθητὰς ποιεῖ καὶ βαπτίζει ἢ Ἰωάννης 2 - καίτοιγε Ἰησοῦς αὐτὸς οὐκ ἐβάπτιζεν ἀλλʼ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ - 3 ἀφῆκεν τὴν Ἰουδαίαν καὶ ἀπῆλθεν πάλιν εἰς τὴν Γαλιλαίαν.
4 Ἔδει δὲ αὐτὸν διέρχεσθαι διὰ τῆς Σαμαρείας. 5 ἔρχεται οὖν εἰς πόλιν τῆς Σαμαρείας λεγομένην Συχὰρ πλησίον τοῦ χωρίου ὃ ἔδωκεν Ἰακὼβ [τῷ] Ἰωσὴφ τῷ υἱῷ αὐτοῦ• 6 ἦν δὲ ἐκεῖ πηγὴ τοῦ Ἰακώβ. ὁ οὖν Ἰησοῦς κεκοπιακὼς ἐκ τῆς ὁδοιπορίας ἐκαθέζετο οὕτως ἐπὶ τῇ πηγῇ• ὥρα ἦν ὡς ἕκτη. 7 ἔρχεται γυνὴ ἐκ τῆς Σαμαρείας ἀντλῆσαι ὕδωρ. λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• δός μοι πεῖν• 8 οἱ γὰρ μαθηταὶ αὐτοῦ ἀπεληλύθεισαν εἰς τὴν πόλιν ἵνα τροφὰς ἀγοράσωσιν. 9 λέγει οὖν αὐτῷ ἡ γυνὴ ἡ Σαμαρῖτις• πῶς σὺ Ἰουδαῖος ὢν παρʼ ἐμοῦ πεῖν αἰτεῖς γυναικὸς Σαμαρίτιδος οὔσης; οὐ γὰρ συγχρῶνται Ἰουδαῖοι Σαμαρίταις. 10 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῇ• εἰ ᾔδεις τὴν δωρεὰν τοῦ θεοῦ καὶ τίς ἐστιν ὁ λέγων σοι• δός μοι πεῖν, σὺ ἂν ᾔτησας αὐτὸν καὶ ἔδωκεν ἄν σοι ὕδωρ ζῶν. 11 λέγει αὐτῷ [ἡ γυνή]• κύριε, οὔτε ἄντλημα ἔχεις καὶ τὸ φρέαρ ἐστὶν βαθύ• πόθεν οὖν ἔχεις τὸ ὕδωρ τὸ ζῶν; 12 μὴ σὺ μείζων εἶ τοῦ πατρὸς ἡμῶν Ἰακώβ, ὃς ἔδωκεν ἡμῖν τὸ φρέαρ καὶ αὐτὸς ἐξ αὐτοῦ ἔπιεν καὶ οἱ υἱοὶ αὐτοῦ καὶ τὰ θρέμματα αὐτοῦ; 13 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῇ• πᾶς ὁ πίνων ἐκ τοῦ ὕδατος τούτου διψήσει πάλιν• 14 ὃς δʼ ἂν πίῃ ἐκ τοῦ ὕδατος οὗ ἐγὼ δώσω αὐτῷ, οὐ μὴ διψήσει εἰς τὸν αἰῶνα, ἀλλὰ τὸ ὕδωρ ὃ δώσω αὐτῷ γενήσεται ἐν αὐτῷ πηγὴ ὕδατος ἁλλομένου εἰς ζωὴν αἰώνιον. 15 λέγει πρὸς αὐτὸν ἡ γυνή• κύριε, δός μοι τοῦτο τὸ ὕδωρ, ἵνα μὴ διψῶ μηδὲ διέρχωμαι ἐνθάδε ἀντλεῖν. 16 λέγει αὐτῇ• ὕπαγε φώνησον τὸν ἄνδρα σου καὶ ἐλθὲ ἐνθάδε. 17 ἀπεκρίθη ἡ γυνὴ καὶ εἶπεν αὐτῷ• οὐκ ἔχω ἄνδρα. λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• καλῶς εἶπας ὅτι ἄνδρα οὐκ ἔχω• 18 πέντε γὰρ ἄνδρας ἔσχες καὶ νῦν ὃν ἔχεις οὐκ ἔστιν σου ἀνήρ• τοῦτο ἀληθὲς εἴρηκας. 19 λέγει αὐτῷ ἡ γυνή• κύριε, θεωρῶ ὅτι προφήτης εἶ σύ. 20 οἱ πατέρες ἡμῶν ἐν τῷ ὄρει τούτῳ προσεκύνησαν• καὶ ὑμεῖς λέγετε ὅτι ἐν Ἱεροσολύμοις ἐστὶν ὁ τόπος ὅπου προσκυνεῖν δεῖ. 21 λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• πίστευέ μοι, γύναι, ὅτι ἔρχεται ὥρα ὅτε οὔτε ἐν τῷ ὄρει τούτῳ οὔτε ἐν Ἱεροσολύμοις προσκυνήσετε τῷ πατρί. 22 ὑμεῖς προσκυνεῖτε ὃ οὐκ οἴδατε• ἡμεῖς προσκυνοῦμεν ὃ οἴδαμεν, ὅτι ἡ σωτηρία ἐκ τῶν Ἰουδαίων ἐστίν. 23 ἀλλὰ ἔρχεται ὥρα καὶ νῦν ἐστιν, ὅτε οἱ ἀληθινοὶ προσκυνηταὶ προσκυνήσουσιν τῷ πατρὶ ἐν πνεύματι καὶ ἀληθείᾳ• καὶ γὰρ ὁ πατὴρ τοιούτους ζητεῖ τοὺς προσκυνοῦντας αὐτόν. 24 πνεῦμα ὁ θεός, καὶ τοὺς προσκυνοῦντας αὐτὸν ἐν πνεύματι καὶ ἀληθείᾳ δεῖ προσκυνεῖν. 25 λέγει αὐτῷ ἡ γυνή• οἶδα ὅτι Μεσσίας ἔρχεται ὁ λεγόμενος χριστός• ὅταν ἔλθῃ ἐκεῖνος, ἀναγγελεῖ ἡμῖν ἅπαντα. 26 λέγει αὐτῇ ὁ Ἰησοῦς• ἐγώ εἰμι, ὁ λαλῶν σοι.