Første søndag i advent, første række

1. søndag i advent, første tekstrække




Første søndag i advent, første tekstrække.

Matthæus, profeten og det konsekvensløse æseltyveri. Matt 21,1-9


Teksten
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted 2 og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. 3 Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« 4 Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
5 Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.
6 Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. 7 De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. 8 Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. 9 Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!
Matt21,1-9 tekst slut

Jeg ønsker mig en prædiken til første søndag i advent - en prædiken, som løfter, forvandler og myndiggør mig på følgende måde:

(brainstorm)

Fortælle:
Jeg skal løftes med en fortælling, med alle sansers hukommelse i brug: Dufte, lyde, varme, trængsel, sug i maven osv. fortællingen skal handle om at vente på et optog: Kongen og alle hans heste, cirkus, der kommer til byen, sambaoptag i Rio, Bjarne Riis og Bo Hamburger, der kommer susende forbi på Frederiksberg Alle, Post Danmark rundt. Scenariet består af tre ting: Optoget, mig, og forventningens energi.

Forvandle.
Forventningens energi er en dirrende kraft, som binder profetens forudsigelse (sig til Zions datter) sammen med indtoget. Noget har været lovet længe - og i lovningen (løftet) er der en forvandling af tid: Tid går og har en rækkefølge (konsekvens) men når man lover eller håber, er rækkefølgen dispenseret (brudt) fordi en endnu ikke opfyldt fremtid er tilstede i mig som glædelig nutid. Tidens rækkefølge burde også være trådt i kraft (gengæld) da disciplene stjal æslet i landsbyen, men forudsigelsens energi gjorde det lovligt bare at ta' det.
Tidens rækkefølge er forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld.
Jeg selv bliver forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld. Min tidslinie er "hærget" af en ny kraft, fordi der allerede nu er evighed i mig. Denne evighed har jeg fået af Jesus, som har ydmyget sig. Indtoget er et ydmygt indtog: Et arbejdsdyr (fred) versus et krigsdyr (hest).
Lyden af scenariet forvandles fra "hove mod sten" til "hove mod tøj". Ridedyrets lyd ændres fra hård til blød - det samme gør den pagt, som rider ind. Tøjet forvandles fra klædning til gulvtæppe. Kan jeg gøre det? Kan jeg forvandlet mit image (iklædning) til noget, som gør andres trin bløde?

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en ny fornemmelse. Jeg vil i mit liv med andre mennesker lytte mig ind på en ny blødhed. Bløde trin uden gengæld. Glædelig fremtid skal leve inden i mig.

Opsamlet i strammere dispositioner:

Disposition 1: Tro kan mærkes som sug i maven
Fortælle: Barnet venter på optoget fx cirkus. forventning er en energi i sig selv
Forvandle: Jesus rider ind og svarer med sagtmodighed (venlighed, blidhed) på en hård pagts forventninger.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at tro med forventningens sug i maven og med blidhed, som det, der kommer.

Disposition 2: Klæder skaber folk på den hårde måde, men...
Fortælling: Hvad gør det ved mit indre, at mit ydre (klædning) er i orden?
Forvandling: Mennesker tager tøjet af og lader det være gulvtæppe for noget større.
Landsætning: Jeg vil spørge mig selv, om mit indre trænger til at blive stivet af, af noget ydre (tøj). Jeg vil svare nej og gøre mit indre nøgent, idet jeg lægger kappen, så noget større (mit medmenneske) kan gå blødt.

Disposition 3: Tid går kun een vej - eller? (evighed er det modsatte af tid).
Fortælling: Det konsekvensløse æseltyveri: Disciplene ta'r æslet - det må man normalt ikke, men i forjættelsens rum er tilgivelse og tilladelse smeltet sammen.
Forvandling: Tid er, at noget gøres og hammeren falder (konsekvens). Evighed er noget andet (tilgivelse). Jesus har taget konsekvensen (væk). Tilgivelse er et kys fra evigheden. Tro er at leve i evigheden - nu.
Landsætningen: Jeg kan leve, hvor tiden ikke kun går een vej. Hvad jeg har gjort må jeg kende som ugjort, jeg er tidslig, men er en del af evigheden, jeg er voksen, men min barndom er i mig. Det, der venter mig, sker i mig nu.


...
Yderligere betragtninger:
Den danske oversættelse af profetcitatet har en sjælden smuk vokaludvikling:
Sig til Zions datter, se, din konge kommer til dig,... I-i-a-e! I-o-o-e/i. Der kan skrives en hel prædiken om denne åbnende vokalfarvning.

Vej-troværdighed hedder på engelsk street-credit. Udtrykket steetcredit er et godt billede til at tolke, hvilken troværdighed, Jesus rider ind med - og navnlig ikke rider ind med. Det prestigeløse ridedyr er en skuffelse for den magthungrende: fucking nederen kødscooter!

Davidsnavnet er et forjættelsesnavn: en slags klang, der venter på at en melodi skal bryde ud af harmoniens bestanddele. Davis var konge i evighed - dvs ikke uendeligt her men konge i overensstemmelse med guds dimension.

----

Καὶ ὅτε ἤγγισαν εἰς Ἱεροσόλυμα καὶ ἦλθον εἰς Βηθφαγὴ εἰς τὸ ὄρος τῶν ἐλαιῶν, τότε Ἰησοῦς ἀπέστειλεν δύο μαθητὰς 2 λέγων αὐτοῖς• πορεύεσθε εἰς τὴν κώμην τὴν κατέναντι ὑμῶν, καὶ εὐθέως εὑρήσετε ὄνον δεδεμένην καὶ πῶλον μετʼ αὐτῆς• λύσαντες ἀγάγετέ μοι. 3 καὶ ἐάν τις ὑμῖν εἴπῃ τι, ἐρεῖτε ὅτι ὁ κύριος αὐτῶν χρείαν ἔχει• εὐθὺς δὲ ἀποστελεῖ αὐτούς. 4 τοῦτο δὲ γέγονεν ἵνα πληρωθῇ τὸ ῥηθὲν διὰ τοῦ προφήτου λέγοντος•
5 εἴπατε τῇ θυγατρὶ Σιών•
ἰδοὺ ὁ βασιλεύς σου ἔρχεταί σοι
πραῢς καὶ ἐπιβεβηκὼς ἐπὶ ὄνον
καὶ ἐπὶ πῶλον υἱὸν ὑποζυγίου.
6 πορευθέντες δὲ οἱ μαθηταὶ καὶ ποιήσαντες καθὼς συνέταξεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς 7 ἤγαγον τὴν ὄνον καὶ τὸν πῶλον καὶ ἐπέθηκαν ἐπʼ αὐτῶν τὰ ἱμάτια, καὶ ἐπεκάθισεν ἐπάνω αὐτῶν. 8 ὁ δὲ πλεῖστος ὄχλος ἔστρωσαν ἑαυτῶν τὰ ἱμάτια ἐν τῇ ὁδῷ, ἄλλοι δὲ ἔκοπτον κλάδους ἀπὸ τῶν δένδρων καὶ ἐστρώννυον ἐν τῇ ὁδῷ. 9 οἱ δὲ ὄχλοι οἱ προάγοντες αὐτὸν καὶ οἱ ἀκολουθοῦντες ἔκραζον λέγοντες•
ὡσαννὰ τῷ υἱῷ Δαυίδ•
εὐλογημένος ὁ ἐρχόμενος ἐν ὀνόματι κυρίου•
ὡσαννὰ ἐν τοῖς ὑψίστοις.