Teksten: 28 Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. 29 Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. 30 Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. 31 Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. 32 For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
33 Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. 34 Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. 35 Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. 36 Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. 37 Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. 38 Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. 39 Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. 40 Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« 41 De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«
42 Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne:
Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne?
43 Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. 44 Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
(45 Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. 46 Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet. )
Fokusskifte som forvandlingsrum.
Nogle gange kan en læsning have et fokus, som ikke er aktuelt for en nutidig menighed. Mattæusevangeliets anliggende: "jøderne i almindelighed er forkastet - vi er ikke!" er et spændende anliggende... Historisk set. Men aktuelt? Nej.
Vi står altså med en evangelist, som har samme gud som vi og samme frelser som vi men med et friskt opgør i bagagen, som nok er os uvedkommende - med mindre parterne i dette opgør er parter i os selv. Den gamle og den ny pagt, loven og evangeliet. "Jeg smadrer dig, hvis du ikke kan" overfor "jeg elsker dig og jeg ved, du kan".
Ja- og nej-sønnerne må forstås som gudsfolket og hedningene og vingårdsbønderne som folket der forsager pagten.
Selvom opgøret med gudsfolket om at være legitime arvinger ikke har nogen friskhed hos os, kan billederne stadig bruges.
Jesus er stadig hovedhjørnestenen, den forkastede. Som handlingsopfordring ligger der: se det guddommelige i det forkastede. Se det udsmidte menneske som arving. Denne omvendthed er til omvendelse.
Gro-billederne er også til grøde. Plante, hegne, passe. "Gærdet" er et ord, som rummer hele vores civilisation (og dermed civilisationskritikken). Ordet Gærde er det samme som garden, gård osv - går tilbage til bagaida/badeido som er rødderne til persisk, bardeisos, Paradis, have, beplantning (frit efter hukommelsen, enkelte stavelser skal slås efter).
Åndshistorisk er det spøjst, at paradiset er det forladte og arbejdet en straf, mens de begge rummer samme rod.
Fortælling:
Jeg sidder og læser mattæus og tænker, hvad der rørte sig, mens hans skrev. Spørgsmålet om, hvorfor gud havde valgt et folk og givet pagten videre. Hvad rør sig i mig? Hvilke konflikter er jeg en del af? Er dem, jeg er i konflikt med dele af mig selv?
Forvandling: Jeg lander på begge ben i en ny fortælling. På begge ben på et solidt fundament, som er usynligt, fordi det er lavet ud af fællesskab. Fællesskab med Gud på en ny måde, altid nyt. Det er lavet ud af kærlighed og forkastelse. Netop som jeg troede, jeg var ude, er jeg inde. Der bliver pyldret, nusset plantet - og der opstår sødme, beruselse, høst.
Opfordring:
Jeg vil forlade kirken med sødme og beruselse. Jeg vil finde fodfæste i det forkastedes herlighed. Jeg vil undres og betages, når jeg møder mennesker, der er kastet ud eller som omtales som dem, der skal kastets ud....
Kontekst: lignelserne fører til ønske om hans død.
Tekst: NB v 44 er udeladt i visse håndskrifter (fx D), men i øvrigt stærkt bevidnet (fx Sinaiticus).
28 Τί δὲ ὑμῖν δοκεῖ; ἄνθρωπος εἶχεν τέκνα δύο. καὶ προσελθὼν τῷ πρώτῳ εἶπεν• τέκνον, ὕπαγε σήμερον ἐργάζου ἐν τῷ ἀμπελῶνι. 29 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐ θέλω, ὕστερον δὲ μεταμεληθεὶς ἀπῆλθεν. 30 προσελθὼν δὲ τῷ ἑτέρῳ εἶπεν ὡσαύτως. ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• ἐγώ, κύριε, καὶ οὐκ ἀπῆλθεν. 31 τίς ἐκ τῶν δύο ἐποίησεν τὸ θέλημα τοῦ πατρός; λέγουσιν• ὁ πρῶτος. λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οἱ τελῶναι καὶ αἱ πόρναι προάγουσιν ὑμᾶς εἰς τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ. 32 ἦλθεν γὰρ Ἰωάννης πρὸς ὑμᾶς ἐν ὁδῷ δικαιοσύνης, καὶ οὐκ ἐπιστεύσατε αὐτῷ, οἱ δὲ τελῶναι καὶ αἱ πόρναι ἐπίστευσαν αὐτῷ• ὑμεῖς δὲ ἰδόντες οὐδὲ μετεμελήθητε ὕστερον τοῦ πιστεῦσαι αὐτῷ.
33 Ἄλλην παραβολὴν ἀκούσατε. ἄνθρωπος ἦν οἰκοδεσπότης ὅστις ἐφύτευσεν ἀμπελῶνα καὶ φραγμὸν αὐτῷ περιέθηκεν καὶ ὤρυξεν ἐν αὐτῷ ληνὸν καὶ ᾠκοδόμησεν πύργον καὶ ἐξέδετο αὐτὸν γεωργοῖς καὶ ἀπεδήμησεν. 34 ὅτε δὲ ἤγγισεν ὁ καιρὸς τῶν καρπῶν, ἀπέστειλεν τοὺς δούλους αὐτοῦ πρὸς τοὺς γεωργοὺς λαβεῖν τοὺς καρποὺς αὐτοῦ. 35 καὶ λαβόντες οἱ γεωργοὶ τοὺς δούλους αὐτοῦ ὃν μὲν ἔδειραν, ὃν δὲ ἀπέκτειναν, ὃν δὲ ἐλιθοβόλησαν. 36 πάλιν ἀπέστειλεν ἄλλους δούλους πλείονας τῶν πρώτων, καὶ ἐποίησαν αὐτοῖς ὡσαύτως. 37 ὕστερον δὲ ἀπέστειλεν πρὸς αὐτοὺς τὸν υἱὸν αὐτοῦ λέγων• ἐντραπήσονται τὸν υἱόν μου. 38 οἱ δὲ γεωργοὶ ἰδόντες τὸν υἱὸν εἶπον ἐν ἑαυτοῖς• οὗτός ἐστιν ὁ κληρονόμος• δεῦτε ἀποκτείνωμεν αὐτὸν καὶ σχῶμεν τὴν κληρονομίαν αὐτοῦ, 39 καὶ λαβόντες αὐτὸν ἐξέβαλον ἔξω τοῦ ἀμπελῶνος καὶ ἀπέκτειναν. 40 ὅταν οὖν ἔλθῃ ὁ κύριος τοῦ ἀμπελῶνος, τί ποιήσει τοῖς γεωργοῖς ἐκείνοις; 41 λέγουσιν αὐτῷ• κακοὺς κακῶς ἀπολέσει αὐτοὺς καὶ τὸν ἀμπελῶνα ἐκδώσεται ἄλλοις γεωργοῖς, οἵτινες ἀποδώσουσιν αὐτῷ τοὺς καρποὺς ἐν τοῖς καιροῖς αὐτῶν.
42 Λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• οὐδέποτε ἀνέγνωτε ἐν ταῖς γραφαῖς•
λίθον ὃν ἀπεδοκίμασαν οἱ οἰκοδομοῦντες,
οὗτος ἐγενήθη εἰς κεφαλὴν γωνίας•
παρὰ κυρίου ἐγένετο αὕτη
καὶ ἔστιν θαυμαστὴ ἐν ὀφθαλμοῖς ἡμῶν;
43 διὰ τοῦτο λέγω ὑμῖν ὅτι ἀρθήσεται ἀφʼ ὑμῶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ καὶ δοθήσεται ἔθνει ποιοῦντι τοὺς καρποὺς αὐτῆς. [ 44 καὶ ὁ πεσὼν ἐπὶ τὸν λίθον τοῦτον συνθλασθήσεται• ἐφʼ ὃν δʼ ἂν πέσῃ λικμήσει αὐτόν.]
(45 Καὶ ἀκούσαντες οἱ ἀρχιερεῖς καὶ οἱ Φαρισαῖοι τὰς παραβολὰς αὐτοῦ ἔγνωσαν ὅτι περὶ αὐτῶν λέγει• 46 καὶ ζητοῦντες αὐτὸν κρατῆσαι ἐφοβήθησαν τοὺς ὄχλους, ἐπεὶ εἰς προφήτην αὐτὸν εἶχον. )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar