Nytår, første række
Nytår
Lov og menneske
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21
Hvis man er svag til bens, når man ikke at rejse sig i kirken, før præsten er færdig med at læse denne evangelietekst, som nærmest er en notits.
Kontekst
Notitsen er overgangsreplik fra hyrdehistorien til Simeonhistorien.
Jesus og Riget
Hvis man vil spinde videre på metaforikken fra julesøndag, hvor Simeon har en moses rolle og skuer ind i den nye tid, kan Jesus navnet forklares som en Josva-variant. Jesus bliver da Josva, der erobrer riget. Jesus' erobring er en forkyndelse og hans rige er ikke geografisk.
Riget modtages i tro og tillid.
Lov
Nytårsdag er en verdslig dag, som fejres i kirken. Dronningen har talt og Statsministeren taler. Lov er i den forstand landets love.
"Lov" i kirken er Moseloven, som Paulus vikler hele sin teologi ud af med det klare mål, at samle jøder og ikke jøder under samme frelser.
Loven har en særlig rolle i historien om frelserens fremkost - dens overholdelse har en historie - og frelsen er ikke frelse uden lov. Moseloven er en del af min selvforståelse som frelst. Min frelser og jeg er i samme historie som loven.
Lov er også alle lovmæssigheder: Tyngdeloven, livets gang: Jeg skal dø. Jeg får klø, når jeg stikker næsen frem osv.
Lov i almindelig og hellig forstand er noget, der holder mig inde, nede, fast, ansvarlig og samtidig en del er et ufatteligt løft, evighed, udfrielse.
Menneske
Jesus er et rigtigt menneske. Han er sandt menneske. Ellers ville han ikke kunne være min frelser. Det er som rigtigt menneske, han gennemfører det (stedfortrædende død, soning) som gør mig fri. Det er i kraft af sin sande menneskelighed han bytter med mig.
Det er et dogme.
Hvad er et dogme?
Et dogme er en læresætning i kirken. Formålet med dogmer er ikke at standse samtalen eller en levende debat om, hvorvidt dette eller hint er sandt. Tvært imod: Dogmer er huskesætninger efter mange lange samtaler og tankerækker, som handler om kirkens herre: Kristus
Dogmet har til mål at beskytte Kristi frelsende gerning. Det, der altså kan gøre et dogme falsk, er, om det får Kristus til at holde op med at være frelser, altså Kristus.
Til nytår hører vi, at Jesus bliver omskåret efter loven. Dette er et vidnesbyrd om, at han er et menneske under loven - altså et rigtigt menneske.
Hvis man vil ophøre med at tillægge det betydning, at Jesus skulle være sandt menneske, skal man samtidig ophøre med at tænke frelsen som en mellemkomst mellem Gud, Guds lov og det skabte menneske.
Men netop Kristus titlen er et svar på dette forhold. Jesus bliver Kristus i kraft er sin lydighed, som indvirker på mit forhold til Loven.
Mig
Jeg er et menneske. Jeg er bundet af tyngdeloven, janteloven, landets skrevne og uskrevne love og konventioner. Jeg står til ansvar over for Gud i henhold til Guds lov.
Jeg har også en frelser, der hedder Jesus, ligesom Josva. Han giver mig et land, et rige.
Disposition:
Fortælling:
Da jeg var barn kunne jeg surfe på frydende lava. Da jeg var barn kunne jeg suse i luften i kraft af min kappe. Da jeg var barn kunne intet våben gennemtrænge mit jerntøj - jeg var udødelig.
Forvandling:
Jeg vil huske min barndom. Mit voksenliv er fuld af bindinger, men jeg kan godt huske løftet: At blive løftet. Alt det, jeg skal, er det jeg skylder. Når jeg det ikke, er det skyld, og når det er spildt, skam. Der findes et menneske, hvis rige har barndommens lethed: Han er født under loven, men har fyldt den og lavet en befrier, en home run, han er på mit hold...
Landsætning:
Der er så meget jeg skal. Og hvad så? Det gør jeg bare - med lethed. Letheden er i mig, jeg er borger i lethedens land. Jeg er fri for skam - jeg vil suse på lava hen til min næste og lege ta' fat. Forsvinder skammen, når jeg rør' ham? Er letheden noget, vi kan ha' sammen?
Barnet
Voksenlivet - det er bare noget vi leger.
torsdag den 22. december 2016
Anden juledag, Stefans Dag, 1. række
2. Juledag, Stefans Dag
2. juledag, Stefans dag
Blod, sten og hygge
På Stefans dag vælger jeg at prædike over teksten fra Apostlenes Gerninger om Stefans død ved stening. Under tiden lader jeg evangelieteksten være 2. læsning, mens Apostlenes Gerninger bliver 3. læsning.
Valget er både et tilvalg og et fravalg. Tilvalget skyldes tekstens narrative kvalitet, respekten for den genre, den har født (hundreder af martyrlegender følger stefan-mønsteret). Stening er desværre et nutidigt emne - og endelig har jeg respekt for Stefan.
Fravalget af Matthæusteksten skyldes den narrative kvalitet (en der står og snakker) samt dens fremmedhed.
Det, der gør "Ve-råbet over Jerusalem" til en fremmed genre, er vores ændrede forhold til personlig og kollektiv skyld.
Med Kristi stedfortrædende død har den enkelte fået en frelser for sin synd. Denne synd er også alles, idet den er en fælles kvalitet for os mennesker. Som sådan er synden kollektiv - men det vil være umoderne at lade kollektiv synd gælde særlige kollektiver (fx Jerusalem, Sodoma).
Med umoderne mener jeg i strid med modernitetens syn på individet, som vi har lært i skyggen af folkedrab.
Hvis jeg skulle prædike over Matthæus, ville jeg lade Jerusalem være den side af mig, som har med loven at gøre. Ve den og dens foreløbighed. Det ville blive en simul justus&peccator prædiken.
Men jeg vælger Stefan som julens dybde og i taknemmelighed overfor alle, som har givet deres liv, for at jeg kan sidde med levende ord.
Hu, holde, hygge
Ordet hygge er en norsk diminutiv af hu. Hu kender vi i omhu og i hukommelse. I begge tilfælde, er det noget, der holder. Hygge er noget, der holder på os. Lissom når man bliver puttet.
Blod og sten har med hygge at gøre på den måde, at kroppen holder på vores blod og stenene holder på varmen: huset, kaminen. Røde kinder er blod foran kaminen efter ski og vandring, nu rødvin.
Det er blod og sten under ordet: Hu.
Sten, der holder på varmen er dejlige. Blod der løber i årerne er dejligt.
Men sten kan flyve i luften og blod kan rinde på jorden og blive spildt.
Uden hu ingen varme. Koldt blod giver sten i luften. Lad aldrig vores blod blive koldt.
Dispositon
Fortælling:
Om hygge, sten og blod.
Forvandling:
Menneskers blod kan blive koldt, så sten flyver. Der skal så lidt til. Guds ord er blevet menneske. Varmen er begyndt at tage magten. Verdens kulde må frygte dette. Lad os tænke flyvende sten samle sig til varme huse (kærlighed), spildt blod samle sig til varme mennesker (opstandelse).
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et budskab om livets sejr, et budskabet båret frem til mig med blod. Jeg vil hjælpe alle, der står i fare for at blive ramt af flyvende sten. Jeg vi komme hu i hu. Hygge og holde på varmen om mit medmenneske.
----
Garderobemesteren
Som en notits nævnes, at Saulus (den senere Paulus) passede på tøjet, mens folk stenede Stefan.
Det er sandsynligt, at denne garderobefunktion har et juridisk sigte: Dels at tilsikre, at ingen får deres tøj tilbage, for jobbet er gjort (amatørbødler bliver hurtigt trætte) dels at holde styr på, hvem der fuldfører eksekutionen, hvis dømte skulle vise sig ikke at være død (ommer).
At Saulus har denne opgave, understreger hans "før kaldelses status" som kristenhader, med loven i hånd.
Af denne notits kan der holder en god lov/evangelium prædiken med udgangspunkt i Paulus historie og forfatterskab.
Kirken
Kirken består af levende sten - ikke flyvende.
2. juledag, Stefans dag
Blod, sten og hygge
På Stefans dag vælger jeg at prædike over teksten fra Apostlenes Gerninger om Stefans død ved stening. Under tiden lader jeg evangelieteksten være 2. læsning, mens Apostlenes Gerninger bliver 3. læsning.
Valget er både et tilvalg og et fravalg. Tilvalget skyldes tekstens narrative kvalitet, respekten for den genre, den har født (hundreder af martyrlegender følger stefan-mønsteret). Stening er desværre et nutidigt emne - og endelig har jeg respekt for Stefan.
Fravalget af Matthæusteksten skyldes den narrative kvalitet (en der står og snakker) samt dens fremmedhed.
Det, der gør "Ve-råbet over Jerusalem" til en fremmed genre, er vores ændrede forhold til personlig og kollektiv skyld.
Med Kristi stedfortrædende død har den enkelte fået en frelser for sin synd. Denne synd er også alles, idet den er en fælles kvalitet for os mennesker. Som sådan er synden kollektiv - men det vil være umoderne at lade kollektiv synd gælde særlige kollektiver (fx Jerusalem, Sodoma).
Med umoderne mener jeg i strid med modernitetens syn på individet, som vi har lært i skyggen af folkedrab.
Hvis jeg skulle prædike over Matthæus, ville jeg lade Jerusalem være den side af mig, som har med loven at gøre. Ve den og dens foreløbighed. Det ville blive en simul justus&peccator prædiken.
Men jeg vælger Stefan som julens dybde og i taknemmelighed overfor alle, som har givet deres liv, for at jeg kan sidde med levende ord.
Hu, holde, hygge
Ordet hygge er en norsk diminutiv af hu. Hu kender vi i omhu og i hukommelse. I begge tilfælde, er det noget, der holder. Hygge er noget, der holder på os. Lissom når man bliver puttet.
Blod og sten har med hygge at gøre på den måde, at kroppen holder på vores blod og stenene holder på varmen: huset, kaminen. Røde kinder er blod foran kaminen efter ski og vandring, nu rødvin.
Det er blod og sten under ordet: Hu.
Sten, der holder på varmen er dejlige. Blod der løber i årerne er dejligt.
Men sten kan flyve i luften og blod kan rinde på jorden og blive spildt.
Uden hu ingen varme. Koldt blod giver sten i luften. Lad aldrig vores blod blive koldt.
Dispositon
Fortælling:
Om hygge, sten og blod.
Forvandling:
Menneskers blod kan blive koldt, så sten flyver. Der skal så lidt til. Guds ord er blevet menneske. Varmen er begyndt at tage magten. Verdens kulde må frygte dette. Lad os tænke flyvende sten samle sig til varme huse (kærlighed), spildt blod samle sig til varme mennesker (opstandelse).
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et budskab om livets sejr, et budskabet båret frem til mig med blod. Jeg vil hjælpe alle, der står i fare for at blive ramt af flyvende sten. Jeg vi komme hu i hu. Hygge og holde på varmen om mit medmenneske.
----
Garderobemesteren
Som en notits nævnes, at Saulus (den senere Paulus) passede på tøjet, mens folk stenede Stefan.
Det er sandsynligt, at denne garderobefunktion har et juridisk sigte: Dels at tilsikre, at ingen får deres tøj tilbage, for jobbet er gjort (amatørbødler bliver hurtigt trætte) dels at holde styr på, hvem der fuldfører eksekutionen, hvis dømte skulle vise sig ikke at være død (ommer).
At Saulus har denne opgave, understreger hans "før kaldelses status" som kristenhader, med loven i hånd.
Af denne notits kan der holder en god lov/evangelium prædiken med udgangspunkt i Paulus historie og forfatterskab.
Kirken
Kirken består af levende sten - ikke flyvende.
Juledag, 1. række
Juledag, første række
Teksten:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. 2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. 3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. 4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, 5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. 6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; 7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. 9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. 10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: 11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. 12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« 13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Juledag Lukas 2, 1-14
At oversætte.
Når jeg har god tid, begynder min prædikenforberedelse med, at jeg oversætter teksten fra græsk for at få nuancer med. Der går altid lidt tabt ved en oversættelse - det gælder også den autoriserede fra 1992. Hvis man kigger i ældre oversættelser, vil man finde ord og vendinger, som er gledet ud af den sidste bibel.
Det gælder i særlig grad Lukasevangeliet, hvor man i 1992 har syntes, at evangelistens mange "Og det skete" har været en byrde - hvorfor man har sløjfet dem.
Jeg kan godt se ideen, mens synes det er ærgerligt af flere grunde. Dels fordi de er et vigtigt Lukansk stiltræk, hvormed evangelisten markerer sit tilhørsforhold til det gamle testamente, dels fordi jeg mener at "det skete" er en skabelsesformel, der vidner om, at: Nu griber skabelsen ind i min virkelighed (og i Lukasevangeliet: Tjek evt aspektskift fra vandret til lodret, hver gang der står "Og det skete").
"Og det skete" er omkvæd i historien om verdens skabelse (1. Mosebog).
Perikopen
Teksten er hugget over. Man skal huske at læse den færdig: Krybben skal nævnes tre gange og hele scenariet skal hjem og gemmes i Marias hjerte.
Vers 6:
"Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde", står der i den autoriserede oversættelse. Direkte oversat står der i den græske tekst: "Og det skete i deres væren dér, at hendes fødelses dage fyldtes."
Jeg har lyst til at holde en prædiken om det, der står i verset, hvor Jesus bliver født, men som ikke står i den danske bibel.
En prædiken om skabelse (og det skete) og opfyldelse (fyldtes dage).
Disposition
Fortælling:
Jeg vil fortælle om noget, der fylder. Tanker, der fylder. Mæthed, for mange klejner og brunede kartofler, en mæthed af indtryk, en overfuld indbakke/kassekredit. Jeg vil oversætte det fyldte til det fulde. Tænk, hvis der uden for mig opfyldes noget, som når en mæthed, som gør noget ved mig...
Forvandling:
Og det skete: noget blev skabt i mig. Alle følelser af overfyldthed blev skabt på ny i mig. Mængden af dage, hvor Gud er ligeglad har nået et slutpunkt: Jeg er med i en større historie hvor det trivielle er afløst af guddommelighed. Guds ord er noget, der kommer ud af mit liv, fordi jeg er fuld af det. Fra mig til andre.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke efter. Alle fyldtheder vil jeg nysgerrigt mærke som glædelige fyldtheder. Jeg vil mærke hvordan dage mættes og ny skabelse opstår. Måske mærker jeg en dag evnen til at elske en, som jeg aldrig har kunnet elske.
---
Et alternativt tema kan være "engle". At opløse de fixerede billeder af engle og give plads til de individuelle oplevelse af kontakt, som mange sidder inde med...
---
Ἐγένετο δὲ ἐν ταῖς ἡμέραις ἐκείναις ἐξῆλθεν δόγμα παρὰ Καίσαρος Αὐγούστου ἀπογράφεσθαι πᾶσαν τὴν οἰκουμένην. 2 αὕτη ἀπογραφὴ πρώτη ἐγένετο ἡγεμονεύοντος τῆς Συρίας Κυρηνίου. 3 καὶ ἐπορεύοντο πάντες ἀπογράφεσθαι, ἕκαστος εἰς τὴν ἑαυτοῦ πόλιν. 4 Ἀνέβη δὲ καὶ Ἰωσὴφ ἀπὸ τῆς Γαλιλαίας ἐκ πόλεως Ναζαρὲθ εἰς τὴν Ἰουδαίαν εἰς πόλιν Δαυὶδ ἥτις καλεῖται Βηθλέεμ, διὰ τὸ εἶναι αὐτὸν ἐξ οἴκου καὶ πατριᾶς Δαυίδ, 5 ἀπογράψασθαι σὺν Μαριὰμ τῇ ἐμνηστευμένῃ αὐτῷ, οὔσῃ ἐγκύῳ. 6 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ εἶναι αὐτοὺς ἐκεῖ ἐπλήσθησαν αἱ ἡμέραι τοῦ τεκεῖν αὐτήν, 7 καὶ ἔτεκεν τὸν υἱὸν αὐτῆς τὸν πρωτότοκον, καὶ ἐσπαργάνωσεν αὐτὸν καὶ ἀνέκλινεν αὐτὸν ἐν φάτνῃ, διότι οὐκ ἦν αὐτοῖς τόπος ἐν τῷ καταλύματι.
8 Καὶ ποιμένες ἦσαν ἐν τῇ χώρᾳ τῇ αὐτῇ ἀγραυλοῦντες καὶ φυλάσσοντες φυλακὰς τῆς νυκτὸς ἐπὶ τὴν ποίμνην αὐτῶν. 9 καὶ ἄγγελος κυρίου ἐπέστη αὐτοῖς καὶ δόξα κυρίου περιέλαμψεν αὐτούς, καὶ ἐφοβήθησαν φόβον μέγαν. 10 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ ἄγγελος• μὴ φοβεῖσθε, ἰδοὺ γὰρ εὐαγγελίζομαι ὑμῖν χαρὰν μεγάλην ἥτις ἔσται παντὶ τῷ λαῷ, 11 ὅτι ἐτέχθη ὑμῖν σήμερον σωτὴρ ὅς ἐστιν χριστὸς κύριος ἐν πόλει Δαυίδ. 12 καὶ τοῦτο ὑμῖν τὸ σημεῖον, εὑρήσετε βρέφος ἐσπαργανωμένον καὶ κείμενον ἐν φάτνῃ. 13 καὶ ἐξαίφνης ἐγένετο σὺν τῷ ἀγγέλῳ πλῆθος στρατιᾶς οὐρανίου αἰνούντων τὸν θεὸν καὶ λεγόντων•
14 δόξα ἐν ὑψίστοις θεῷ
καὶ ἐπὶ γῆς εἰρήνη
ἐν ἀνθρώποις εὐδοκίας.
Teksten:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. 2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. 3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. 4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, 5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. 6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; 7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. 9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. 10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: 11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. 12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« 13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Juledag Lukas 2, 1-14
At oversætte.
Når jeg har god tid, begynder min prædikenforberedelse med, at jeg oversætter teksten fra græsk for at få nuancer med. Der går altid lidt tabt ved en oversættelse - det gælder også den autoriserede fra 1992. Hvis man kigger i ældre oversættelser, vil man finde ord og vendinger, som er gledet ud af den sidste bibel.
Det gælder i særlig grad Lukasevangeliet, hvor man i 1992 har syntes, at evangelistens mange "Og det skete" har været en byrde - hvorfor man har sløjfet dem.
Jeg kan godt se ideen, mens synes det er ærgerligt af flere grunde. Dels fordi de er et vigtigt Lukansk stiltræk, hvormed evangelisten markerer sit tilhørsforhold til det gamle testamente, dels fordi jeg mener at "det skete" er en skabelsesformel, der vidner om, at: Nu griber skabelsen ind i min virkelighed (og i Lukasevangeliet: Tjek evt aspektskift fra vandret til lodret, hver gang der står "Og det skete").
"Og det skete" er omkvæd i historien om verdens skabelse (1. Mosebog).
Perikopen
Teksten er hugget over. Man skal huske at læse den færdig: Krybben skal nævnes tre gange og hele scenariet skal hjem og gemmes i Marias hjerte.
Vers 6:
"Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde", står der i den autoriserede oversættelse. Direkte oversat står der i den græske tekst: "Og det skete i deres væren dér, at hendes fødelses dage fyldtes."
Jeg har lyst til at holde en prædiken om det, der står i verset, hvor Jesus bliver født, men som ikke står i den danske bibel.
En prædiken om skabelse (og det skete) og opfyldelse (fyldtes dage).
Disposition
Fortælling:
Jeg vil fortælle om noget, der fylder. Tanker, der fylder. Mæthed, for mange klejner og brunede kartofler, en mæthed af indtryk, en overfuld indbakke/kassekredit. Jeg vil oversætte det fyldte til det fulde. Tænk, hvis der uden for mig opfyldes noget, som når en mæthed, som gør noget ved mig...
Forvandling:
Og det skete: noget blev skabt i mig. Alle følelser af overfyldthed blev skabt på ny i mig. Mængden af dage, hvor Gud er ligeglad har nået et slutpunkt: Jeg er med i en større historie hvor det trivielle er afløst af guddommelighed. Guds ord er noget, der kommer ud af mit liv, fordi jeg er fuld af det. Fra mig til andre.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke efter. Alle fyldtheder vil jeg nysgerrigt mærke som glædelige fyldtheder. Jeg vil mærke hvordan dage mættes og ny skabelse opstår. Måske mærker jeg en dag evnen til at elske en, som jeg aldrig har kunnet elske.
---
Et alternativt tema kan være "engle". At opløse de fixerede billeder af engle og give plads til de individuelle oplevelse af kontakt, som mange sidder inde med...
---
Ἐγένετο δὲ ἐν ταῖς ἡμέραις ἐκείναις ἐξῆλθεν δόγμα παρὰ Καίσαρος Αὐγούστου ἀπογράφεσθαι πᾶσαν τὴν οἰκουμένην. 2 αὕτη ἀπογραφὴ πρώτη ἐγένετο ἡγεμονεύοντος τῆς Συρίας Κυρηνίου. 3 καὶ ἐπορεύοντο πάντες ἀπογράφεσθαι, ἕκαστος εἰς τὴν ἑαυτοῦ πόλιν. 4 Ἀνέβη δὲ καὶ Ἰωσὴφ ἀπὸ τῆς Γαλιλαίας ἐκ πόλεως Ναζαρὲθ εἰς τὴν Ἰουδαίαν εἰς πόλιν Δαυὶδ ἥτις καλεῖται Βηθλέεμ, διὰ τὸ εἶναι αὐτὸν ἐξ οἴκου καὶ πατριᾶς Δαυίδ, 5 ἀπογράψασθαι σὺν Μαριὰμ τῇ ἐμνηστευμένῃ αὐτῷ, οὔσῃ ἐγκύῳ. 6 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ εἶναι αὐτοὺς ἐκεῖ ἐπλήσθησαν αἱ ἡμέραι τοῦ τεκεῖν αὐτήν, 7 καὶ ἔτεκεν τὸν υἱὸν αὐτῆς τὸν πρωτότοκον, καὶ ἐσπαργάνωσεν αὐτὸν καὶ ἀνέκλινεν αὐτὸν ἐν φάτνῃ, διότι οὐκ ἦν αὐτοῖς τόπος ἐν τῷ καταλύματι.
8 Καὶ ποιμένες ἦσαν ἐν τῇ χώρᾳ τῇ αὐτῇ ἀγραυλοῦντες καὶ φυλάσσοντες φυλακὰς τῆς νυκτὸς ἐπὶ τὴν ποίμνην αὐτῶν. 9 καὶ ἄγγελος κυρίου ἐπέστη αὐτοῖς καὶ δόξα κυρίου περιέλαμψεν αὐτούς, καὶ ἐφοβήθησαν φόβον μέγαν. 10 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ ἄγγελος• μὴ φοβεῖσθε, ἰδοὺ γὰρ εὐαγγελίζομαι ὑμῖν χαρὰν μεγάλην ἥτις ἔσται παντὶ τῷ λαῷ, 11 ὅτι ἐτέχθη ὑμῖν σήμερον σωτὴρ ὅς ἐστιν χριστὸς κύριος ἐν πόλει Δαυίδ. 12 καὶ τοῦτο ὑμῖν τὸ σημεῖον, εὑρήσετε βρέφος ἐσπαργανωμένον καὶ κείμενον ἐν φάτνῃ. 13 καὶ ἐξαίφνης ἐγένετο σὺν τῷ ἀγγέλῳ πλῆθος στρατιᾶς οὐρανίου αἰνούντων τὸν θεὸν καὶ λεγόντων•
14 δόξα ἐν ὑψίστοις θεῷ
καὶ ἐπὶ γῆς εἰρήνη
ἐν ἀνθρώποις εὐδοκίας.
Juleaften, 1. række
Juleaften..
Hvad sker der for dig?
Juleaften er en ny gudstjenestedag, som tiltaler et bredt publikum. Prædikenen må gerne være være så enkel som mulig - ikke mindst fordi mange fremmødte har travlt med den forestående fest. Hvis man vælger et alvorligt tema, vil det virke særligt kraftigt den dag. Selv foretrækker jeg en let genre, som i indhold peger på de tungere dage i kirkeåret.
For mig:
Det, der udspiller sig i Lukas kap 2, er noget, der sker for min skyld, altså for mig. Det er for at gøre noget særligt med mig og for mig, at Gud lader Augustus sætte hele verden i bevægelse, lader profetien om Betlehem gå i opfyldelse, lader barnet blive født, lader hyrderne fejre 0 års fødselsdag for Guds søn. Det sker for mig. Gud gør det for at jeg skal blive en del af Guds virkelighed allerede nu og senere i al evighed.
At jeg således er med i en alternativ virkelighed, svarer på spørgsmålet: Hvad sker der for dig?
Disposition
Fortælling:
Jeg påkører i bil en rockers motorcykel på en P-plads. Forurettede indleder en konversation med ordene: "Hvad sker der for dig?"
Forvandling:
Jeg overvejer spørgsmålets indhold, som rummer en anklage om, at jeg skulle lide af vrangforestillinger og altså leve i en alternativ virkelighed, som aktuelt har ført til trafikal uagtsomhed. Jeg accepterer at leve i en alternativ virkelighed - en virkelighed, hvor Gud går ind i verden, skænker mig evighed, styrker min evne til at elske, åbner himlen og fylder verden med sang.
Landsætning:
Jeg vil svare rockeren: "Der sker det for mig, at himlen er åben, verden er fuld af sang og jeg elsker dig!"
Disposition II: Vidner - troværdighed
Kvinder og hyrder kan ikke vidne i en retssag. Det har jeg hørt skulle være gældende praksis i det samfund, Guds Søn er født ind i. Så er det tankevækkende, at Guds Søns fødsel bevidnes af hyrder - og hans opstandelse af kvinder.
Fortælling:
Jeg vil fortælle om dem, jeg ikke tror på. Utroværdige mennesker. De klamme og u-seje. Dem, der lugter af ged. Jeg vil lytte til alle troværdighedsmålinger og bide mærke i, hvad der målbart gør fx en politiker troværdig.
Forvandling:
Jeg vil skille tingene ad: Hvad er vigtigt at tro på? Vaskepulver? Prognoser? At Gud elsker mig? Findes svaret på, hvad Guds kærlighed er, hos utroværdige?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et nytårsforsæt: Jeg vil øve mig i at finde utroværdige mennesker - og dem vil jeg tro på. Jeg vil agte og elske dem og lede efter en sandhed, som jeg ikke vidste var vigtigere end alt andet...
Hvad sker der for dig?
Juleaften er en ny gudstjenestedag, som tiltaler et bredt publikum. Prædikenen må gerne være være så enkel som mulig - ikke mindst fordi mange fremmødte har travlt med den forestående fest. Hvis man vælger et alvorligt tema, vil det virke særligt kraftigt den dag. Selv foretrækker jeg en let genre, som i indhold peger på de tungere dage i kirkeåret.
For mig:
Det, der udspiller sig i Lukas kap 2, er noget, der sker for min skyld, altså for mig. Det er for at gøre noget særligt med mig og for mig, at Gud lader Augustus sætte hele verden i bevægelse, lader profetien om Betlehem gå i opfyldelse, lader barnet blive født, lader hyrderne fejre 0 års fødselsdag for Guds søn. Det sker for mig. Gud gør det for at jeg skal blive en del af Guds virkelighed allerede nu og senere i al evighed.
At jeg således er med i en alternativ virkelighed, svarer på spørgsmålet: Hvad sker der for dig?
Disposition
Fortælling:
Jeg påkører i bil en rockers motorcykel på en P-plads. Forurettede indleder en konversation med ordene: "Hvad sker der for dig?"
Forvandling:
Jeg overvejer spørgsmålets indhold, som rummer en anklage om, at jeg skulle lide af vrangforestillinger og altså leve i en alternativ virkelighed, som aktuelt har ført til trafikal uagtsomhed. Jeg accepterer at leve i en alternativ virkelighed - en virkelighed, hvor Gud går ind i verden, skænker mig evighed, styrker min evne til at elske, åbner himlen og fylder verden med sang.
Landsætning:
Jeg vil svare rockeren: "Der sker det for mig, at himlen er åben, verden er fuld af sang og jeg elsker dig!"
Disposition II: Vidner - troværdighed
Kvinder og hyrder kan ikke vidne i en retssag. Det har jeg hørt skulle være gældende praksis i det samfund, Guds Søn er født ind i. Så er det tankevækkende, at Guds Søns fødsel bevidnes af hyrder - og hans opstandelse af kvinder.
Fortælling:
Jeg vil fortælle om dem, jeg ikke tror på. Utroværdige mennesker. De klamme og u-seje. Dem, der lugter af ged. Jeg vil lytte til alle troværdighedsmålinger og bide mærke i, hvad der målbart gør fx en politiker troværdig.
Forvandling:
Jeg vil skille tingene ad: Hvad er vigtigt at tro på? Vaskepulver? Prognoser? At Gud elsker mig? Findes svaret på, hvad Guds kærlighed er, hos utroværdige?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et nytårsforsæt: Jeg vil øve mig i at finde utroværdige mennesker - og dem vil jeg tro på. Jeg vil agte og elske dem og lede efter en sandhed, som jeg ikke vidste var vigtigere end alt andet...
tirsdag den 13. december 2016
4. Søndag i advent, første række
4. Søndag i advent, første række
Kunsten at tænke Ånden ud af sin dåb..
(opskriften på søndagens prædiken står nederst i dette indlæg)
Johs 1,19-28
19 Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« 20 Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« 21 »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. 22 Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« 23 Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«
24 De var udsendt af farisæerne, 25 og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« 26 Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, 27 han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« 28 Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.
Hvorfor har evangelierne menneskenavne?
Sætningen "Dette er Johannes' vidnesbyrd" kan være sådan en slags sætning, som har ført til, at evangelierne har fået navne.
Vi ved ikke hvem der har skrevet Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangelierne, men der har meget tidligt været et behov for at sætte navne på - vel at mærke navne, som kunne gøre evangelierne til en slags øjenvidneberetninger: forfatterne skulle være nogen, der var tæt på Jesus selv. Det har også været vigtigt i det meste af kristenhedens historie at slå fast, at fortatterne var særligt hellige - og ligefrem helgener.
Danske bibeloversættelser fra 1800 tallet har således stadig: "St. Matthæus' Evangelium". Skriftets hellighed cementeres ved at forfatteren er "St.", "Sanktus" altså hellig.
Det er morsomt at lege med tanken om, at tilbøjeligheden til at give evangelierne herrenavne stammer fra en skriftrulle med det, der nu hedder Johannes evangeliet - en rulle, som enten endnu ikke havde fået prologen tilføjet (den fine filosofiske indledning med "i begyndelsen var Logos...") eller måske en rulle, hvor en lille gnaver havde ædt det første, således at rullens øverste linie hedder: Dette er Johannes' vidnesbyrd.."
Så ville læseren regne med, at hele rullen er Johannes' vidnesbyrd. Herefter stiller man så straks spørgsmålet: Hvis vidnesbyrd er de andre ruller så? Og så begynder jagten på relevante navne. Det er rent gætteri.
Faktum er det derimod, at hele kristenhedens historie minus nogle få år har kendt evangelierne med drengenavne på - og brugt disse navne til at give evangelierne kvalitet. I dag burde man måske snarere give evangelierne navne efter deres egenart og efter styrken i den version af Jesushistorien/forkyndelsen de er: F.eks:
Diciplinarevangeliet, Lidelsesevangeliet, Herlighedsevangeliet, Visdomsevangeliet.
Konteksten
Perikopen er ikke en hel perikope. 32-34 hører med, hvis der skal være helhed. Til den helt nære kontekst hører prologen med en ekstra Johannes Døber-overgang lige inden Døberen i søndagens tekst så at sige gentager sin "ikke-messianitet". Lige efter vores perikope kommer discipelkaldelsen. Teksten til 4. søndag i advent har altså hele skabelsen i Logosperspektiv på en ene side og en gådefuld discipelkaldelse på den anden. Den nære kontekst er ikke i kontinuitet med stykket og har en meget forskellig og meget stærk teologi.
Min --- den har tre buler
Johannes taler meget om, hvem han ikke er og hvad hans dåb ikke har. Styrken i dagens prædiken kunne derfor være at tale om det, der ikke står, ligesom det er underforstået, at der en hat i nærværende overskrift.
Fjerde søndag i advent kan derfor blive en mini-pinse eller en mini Trinitatis, hvor man taler om Ånd eller treenighed (Søn, Fader, Ånd er tilstede Johs 1,1-34).
Man kan selvfølgelig også fortsætte Vej-metaforikken fra resten af adventen og dermed skabe en helhed frem mod jul: Kunsten at lade et budskab få en fin jævn bane ind i sit sind.
Der er masser af fortællestof i dagens tekst, dels fordi Johannes "bliver interview'et" on location (han står i Betania i vandkanten ved sit dåbssted), dels fordi Esajas, Elias og Messias er navne som genkalder fortællinger og fremkalder forventninger:
Skælder konger ud, laver mirakler, forudsiger roser i tørke, siger verden imod, farer til himmels i en vogn af ild og skal komme igen - nogen troede Elias var på trapperne ved Golgata, men det var et lydligt sammenfald med "Min Gud...!"
Desuden er spørgsmålet til ham et farisæerspørgsmål - og man kan holde en hel prædiken (bedst en V-prædiken) over hvad et farisæerspørgsmål er.
Jeg træffer dog det valg at kæde jul og ånd(e) sammen og dermed lave en minipinse (også fordi menigheden er i sommerhus i pinsen):
Disposition
Fortælling:
Jesusbarnet ligger i en krybbe. Dyrene skal lige til at spise høet og undrer sig over det lille væsen, som de smasker udenom. De gnøffer og ånder på barnets bare tæer. Det varmer og kilder. Jeg ånder i mine hånder og mærker varmen: Sådan varmer Guds Ånd(e) og gør tro levende.
Forvandling:
Jeg tænker på min dåb og prøver at tænke den som bare vand: Et rituelt bad som ikke har noget i sig. Vandet løber over mit hoved, der siges nogen ord. smukt. Jeg prøver at tænke alt det væk, som gør mig glad for at være døbt: Varme, kærlighed, aftale, virkning, evighed, evigtmørkevæk... Og så tænker jeg det tilbage igen: Ligesom et ben, der holder op med at sove bliver min dåb igen det, den er: Helligånd, liv, glæde , kærlighed, ny begyndelse, kraft, aftale i evighed, prikker...
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke uden forvirring: Profeter skældte ud, vogne for til himmels, men min gud er et barn med kildede tæer og dåben prikker i mig og jeg prikker på andre med liv og glæde...
(forvandlingsdelen får tyngde og alvor, hvis Elias-misforståelsen fra Golgata gøres til omdrejning: I stedet for en sensationel genkomst af en himmelvognmand er det forladthedsråbet, der forvandler - men så er vi ude i en minilangfredag).
Kunsten at tænke Ånden ud af sin dåb..
(opskriften på søndagens prædiken står nederst i dette indlæg)
Johs 1,19-28
19 Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« 20 Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« 21 »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. 22 Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« 23 Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«
24 De var udsendt af farisæerne, 25 og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« 26 Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, 27 han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« 28 Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.
Hvorfor har evangelierne menneskenavne?
Sætningen "Dette er Johannes' vidnesbyrd" kan være sådan en slags sætning, som har ført til, at evangelierne har fået navne.
Vi ved ikke hvem der har skrevet Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangelierne, men der har meget tidligt været et behov for at sætte navne på - vel at mærke navne, som kunne gøre evangelierne til en slags øjenvidneberetninger: forfatterne skulle være nogen, der var tæt på Jesus selv. Det har også været vigtigt i det meste af kristenhedens historie at slå fast, at fortatterne var særligt hellige - og ligefrem helgener.
Danske bibeloversættelser fra 1800 tallet har således stadig: "St. Matthæus' Evangelium". Skriftets hellighed cementeres ved at forfatteren er "St.", "Sanktus" altså hellig.
Det er morsomt at lege med tanken om, at tilbøjeligheden til at give evangelierne herrenavne stammer fra en skriftrulle med det, der nu hedder Johannes evangeliet - en rulle, som enten endnu ikke havde fået prologen tilføjet (den fine filosofiske indledning med "i begyndelsen var Logos...") eller måske en rulle, hvor en lille gnaver havde ædt det første, således at rullens øverste linie hedder: Dette er Johannes' vidnesbyrd.."
Så ville læseren regne med, at hele rullen er Johannes' vidnesbyrd. Herefter stiller man så straks spørgsmålet: Hvis vidnesbyrd er de andre ruller så? Og så begynder jagten på relevante navne. Det er rent gætteri.
Faktum er det derimod, at hele kristenhedens historie minus nogle få år har kendt evangelierne med drengenavne på - og brugt disse navne til at give evangelierne kvalitet. I dag burde man måske snarere give evangelierne navne efter deres egenart og efter styrken i den version af Jesushistorien/forkyndelsen de er: F.eks:
Diciplinarevangeliet, Lidelsesevangeliet, Herlighedsevangeliet, Visdomsevangeliet.
Konteksten
Perikopen er ikke en hel perikope. 32-34 hører med, hvis der skal være helhed. Til den helt nære kontekst hører prologen med en ekstra Johannes Døber-overgang lige inden Døberen i søndagens tekst så at sige gentager sin "ikke-messianitet". Lige efter vores perikope kommer discipelkaldelsen. Teksten til 4. søndag i advent har altså hele skabelsen i Logosperspektiv på en ene side og en gådefuld discipelkaldelse på den anden. Den nære kontekst er ikke i kontinuitet med stykket og har en meget forskellig og meget stærk teologi.
Min --- den har tre buler
Johannes taler meget om, hvem han ikke er og hvad hans dåb ikke har. Styrken i dagens prædiken kunne derfor være at tale om det, der ikke står, ligesom det er underforstået, at der en hat i nærværende overskrift.
Fjerde søndag i advent kan derfor blive en mini-pinse eller en mini Trinitatis, hvor man taler om Ånd eller treenighed (Søn, Fader, Ånd er tilstede Johs 1,1-34).
Man kan selvfølgelig også fortsætte Vej-metaforikken fra resten af adventen og dermed skabe en helhed frem mod jul: Kunsten at lade et budskab få en fin jævn bane ind i sit sind.
Der er masser af fortællestof i dagens tekst, dels fordi Johannes "bliver interview'et" on location (han står i Betania i vandkanten ved sit dåbssted), dels fordi Esajas, Elias og Messias er navne som genkalder fortællinger og fremkalder forventninger:
Skælder konger ud, laver mirakler, forudsiger roser i tørke, siger verden imod, farer til himmels i en vogn af ild og skal komme igen - nogen troede Elias var på trapperne ved Golgata, men det var et lydligt sammenfald med "Min Gud...!"
Desuden er spørgsmålet til ham et farisæerspørgsmål - og man kan holde en hel prædiken (bedst en V-prædiken) over hvad et farisæerspørgsmål er.
Jeg træffer dog det valg at kæde jul og ånd(e) sammen og dermed lave en minipinse (også fordi menigheden er i sommerhus i pinsen):
Disposition
Fortælling:
Jesusbarnet ligger i en krybbe. Dyrene skal lige til at spise høet og undrer sig over det lille væsen, som de smasker udenom. De gnøffer og ånder på barnets bare tæer. Det varmer og kilder. Jeg ånder i mine hånder og mærker varmen: Sådan varmer Guds Ånd(e) og gør tro levende.
Forvandling:
Jeg tænker på min dåb og prøver at tænke den som bare vand: Et rituelt bad som ikke har noget i sig. Vandet løber over mit hoved, der siges nogen ord. smukt. Jeg prøver at tænke alt det væk, som gør mig glad for at være døbt: Varme, kærlighed, aftale, virkning, evighed, evigtmørkevæk... Og så tænker jeg det tilbage igen: Ligesom et ben, der holder op med at sove bliver min dåb igen det, den er: Helligånd, liv, glæde , kærlighed, ny begyndelse, kraft, aftale i evighed, prikker...
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke uden forvirring: Profeter skældte ud, vogne for til himmels, men min gud er et barn med kildede tæer og dåben prikker i mig og jeg prikker på andre med liv og glæde...
(forvandlingsdelen får tyngde og alvor, hvis Elias-misforståelsen fra Golgata gøres til omdrejning: I stedet for en sensationel genkomst af en himmelvognmand er det forladthedsråbet, der forvandler - men så er vi ude i en minilangfredag).
torsdag den 8. december 2016
3. Søndag i advent, første række
3. Søndag i advent, første række
Tredje søndag i advent, første tekstrække
v 2Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple v3 og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« v4 Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: v5 Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. v6 Og salig er den, der ikke forarges på mig.«
v7 Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? v8 Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. v9 Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. v10 Det er om ham, der står skrevet:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig. (Matt 11,2-10)
(v11 Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han. v12 Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig. v13 For alle profeterne og loven har indtil Johannes været forudsigelser. v14 Og om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. v15 Den, der har ører, skal høre!)
Ikke mit problem, ikke min dagsorden
Teksten til 3. søndag i advent åbner sig kun langsomt for mig af flere grunde (3 stik).
For det første mener jeg at evangeliernes og Apostelgerningernes behandling af Johannes døber har til formål at folklare (eller måske snarere bortforklare) Johannes Døberens rolle som endetidsprofet og hans dåbspraksis som foreløbig. Med andre ord: Evangelierne fremstiller ham som den næstsidste endetidsfigur og Jesus som den sidste - og at denne rollefordeling er gudsvillet og indforstået mellem de to. Denne fremstilling, mener jeg, dækker over en konkurrence mellem to endetidsbevægelser, hvoraf Jesus først var med i den ene, hvorefter han gik solo. Det var Jesusbevægelsen, der vandt konkurrencen og fik lov at skrive historien om den anden: Den er legitim, men foreløbig.
Efter min smag er det evangelisten Lukas, som lykkes bedst med sin Jesus/Johannes komposition. Her repræsenterer de to hver sin pagt, fødes med et halvt års mellemrum, og vikles ind i hinandens afløsning gennem en slags fuga, hvor stemmerne "forjættelse, tempel, mand" væves sammen med "fornyelse, overraskelse, kvinde" gennem to handlinger, der springer buk afløst af skiftende lovsange. Lukas 1 er som af skifte fra mol til dur gennem en fuga. Denne intro løfter mig som læser ind i en ny pagt.
Teksterne om Johannes er altså skrevet for at få Johannes på plads, hvormed teksten løser et problem, som ikke er mit. Jeg har aldrig haft svært ved at få Johannes på plads.
For det andet er tekstens placering 3. søndag i advent sandsynligvis et resultat af fjerne tiders bodspraksis: Advent er oprindeligt en fastetid, hvor man spæger sit legeme i ydmyg venten på højtiden, hvorfor asketen Johannes bliver et forbillede: Når han kunne leve af insekter og være iført kamelhår, så kan jeg også tåle fasten. Denne praksis er outdated i en juletid, hvor jeg allerede har taget del i de første 8 æbleskivearrangementer.
For det tredje er perikopen Matt 11,2-10 ikke en naturlig perikope - vi skal frem til v15 for at få det hele med: Så fremstår konkurrencen også tydeligere. Ved at fjerne 11-15 fra stykket, får man "bane vej" som slutord og svækker konkurrencen (og man misser den spændende himmelstormerrivalisering).
Når det er sagt...
Når affattelsestidens og middelalderens dagsordner er lagt på de hylder, hvor de hører hjemme, er det på tide at se hvorledes evangeliet kan bruges nu.
Teksten består at tre hoveddele (når 11-15 er skåret væk):
I 2-3 Spørgsmål til Jesus. Dig eller en anden?
II 4-6 Jesu svar: Fortæl Johannes 4 slags helbredelse generelt, glædeligt budskab til fattige og minus forargelse=salighed
III 7-10 Jesu tale til skaren: 3 gange spørgsmål om at se (nysgerrighed?)+ profetsvar med specifikation: vej.
Mit forslag til en komposition er, at man begynder med temaet nysgerrighed fra III'eren går via "se" metaforiken i II'eren til en "glædeligt budskab til fattige" i parænesen.
(i nedenstående eksempel er temaet "forargelse" ikke medtaget; fravalget skyldes, at det det er tydeligere tilstede på andre søndage fx 22.s.e.t.II).
Således:
Fortælling: At leve i en medieverden er at leve i konstant nysgerrighed. Divaer i junglen er et eksempel på interessante siv i vinden.
Forvandling: "Interesse" betyder "inter esse" dvs tilstedeværelse. Hvad er forskellen på interesse og tilstedeværelse? Er Gud tilstede i verden, fordi vi er interessante? Er jeg tilstede i de interessantes liv? At se, er at se, at Gud er tilstede. At rejse sig (lamme går) er at få tilstedeværelsen i andres liv til at leve. At blive renset er at være glad, selvom det ikke lykkedes i går (jeg mærker min uduelighed falde af i skorper), at lindre og afhjælpe fattigdom er et godt budskab. Gud baner vej for at vi kan være tilstede hos hinanden.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og mærke mig renset, seende og tilstede. Jeg vil mærke en vej blive banet - vejen til min fattige næste. Godt budskab.
.2 Ὁ δὲ Ἰωάννης ἀκούσας ἐν τῷ δεσμωτηρίῳ τὰ ἔργα τοῦ Χριστοῦ πέμψας διὰ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ 3 εἶπεν αὐτῷ• σὺ εἶ ὁ ἐρχόμενος ἢ ἕτερον προσδοκῶμεν; 4 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτοῖς• πορευθέντες ἀπαγγείλατε Ἰωάννῃ ἃ ἀκούετε καὶ βλέπετε• 5 τυφλοὶ ἀναβλέπουσιν καὶ χωλοὶ περιπατοῦσιν, λεπροὶ καθαρίζονται καὶ κωφοὶ ἀκούουσιν, καὶ νεκροὶ ἐγείρονται καὶ πτωχοὶ εὐαγγελίζονται• 6 καὶ μακάριός ἐστιν ὃς ἐὰν μὴ σκανδαλισθῇ ἐν ἐμοί.
7 Τούτων δὲ πορευομένων ἤρξατο ὁ Ἰησοῦς λέγειν τοῖς ὄχλοις περὶ Ἰωάννου• τί ἐξήλθατε εἰς τὴν ἔρημον θεάσασθαι; κάλαμον ὑπὸ ἀνέμου σαλευόμενον; 8 ἀλλὰ τί ἐξήλθατε ἰδεῖν; ἄνθρωπον ἐν μαλακοῖς ἠμφιεσμένον; ἰδοὺ οἱ τὰ μαλακὰ φοροῦντες ἐν τοῖς οἴκοις τῶν βασιλέων εἰσίν. 9 ἀλλὰ τί ἐξήλθατε ἰδεῖν; προφήτην; ναὶ λέγω ὑμῖν, καὶ περισσότερον προφήτου. 10 οὗτός ἐστιν περὶ οὗ γέγραπται•
ἰδοὺ ἐγὼ ἀποστέλλω τὸν ἄγγελόν μου πρὸ προσώπου σου,
ὃς κατασκευάσει τὴν ὁδόν σου ἔμπροσθέν σου.
Tredje søndag i advent, første tekstrække
v 2Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple v3 og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« v4 Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: v5 Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. v6 Og salig er den, der ikke forarges på mig.«
v7 Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? v8 Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. v9 Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. v10 Det er om ham, der står skrevet:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig. (Matt 11,2-10)
(v11 Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han. v12 Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig. v13 For alle profeterne og loven har indtil Johannes været forudsigelser. v14 Og om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. v15 Den, der har ører, skal høre!)
Ikke mit problem, ikke min dagsorden
Teksten til 3. søndag i advent åbner sig kun langsomt for mig af flere grunde (3 stik).
For det første mener jeg at evangeliernes og Apostelgerningernes behandling af Johannes døber har til formål at folklare (eller måske snarere bortforklare) Johannes Døberens rolle som endetidsprofet og hans dåbspraksis som foreløbig. Med andre ord: Evangelierne fremstiller ham som den næstsidste endetidsfigur og Jesus som den sidste - og at denne rollefordeling er gudsvillet og indforstået mellem de to. Denne fremstilling, mener jeg, dækker over en konkurrence mellem to endetidsbevægelser, hvoraf Jesus først var med i den ene, hvorefter han gik solo. Det var Jesusbevægelsen, der vandt konkurrencen og fik lov at skrive historien om den anden: Den er legitim, men foreløbig.
Efter min smag er det evangelisten Lukas, som lykkes bedst med sin Jesus/Johannes komposition. Her repræsenterer de to hver sin pagt, fødes med et halvt års mellemrum, og vikles ind i hinandens afløsning gennem en slags fuga, hvor stemmerne "forjættelse, tempel, mand" væves sammen med "fornyelse, overraskelse, kvinde" gennem to handlinger, der springer buk afløst af skiftende lovsange. Lukas 1 er som af skifte fra mol til dur gennem en fuga. Denne intro løfter mig som læser ind i en ny pagt.
Teksterne om Johannes er altså skrevet for at få Johannes på plads, hvormed teksten løser et problem, som ikke er mit. Jeg har aldrig haft svært ved at få Johannes på plads.
For det andet er tekstens placering 3. søndag i advent sandsynligvis et resultat af fjerne tiders bodspraksis: Advent er oprindeligt en fastetid, hvor man spæger sit legeme i ydmyg venten på højtiden, hvorfor asketen Johannes bliver et forbillede: Når han kunne leve af insekter og være iført kamelhår, så kan jeg også tåle fasten. Denne praksis er outdated i en juletid, hvor jeg allerede har taget del i de første 8 æbleskivearrangementer.
For det tredje er perikopen Matt 11,2-10 ikke en naturlig perikope - vi skal frem til v15 for at få det hele med: Så fremstår konkurrencen også tydeligere. Ved at fjerne 11-15 fra stykket, får man "bane vej" som slutord og svækker konkurrencen (og man misser den spændende himmelstormerrivalisering).
Når det er sagt...
Når affattelsestidens og middelalderens dagsordner er lagt på de hylder, hvor de hører hjemme, er det på tide at se hvorledes evangeliet kan bruges nu.
Teksten består at tre hoveddele (når 11-15 er skåret væk):
I 2-3 Spørgsmål til Jesus. Dig eller en anden?
II 4-6 Jesu svar: Fortæl Johannes 4 slags helbredelse generelt, glædeligt budskab til fattige og minus forargelse=salighed
III 7-10 Jesu tale til skaren: 3 gange spørgsmål om at se (nysgerrighed?)+ profetsvar med specifikation: vej.
Mit forslag til en komposition er, at man begynder med temaet nysgerrighed fra III'eren går via "se" metaforiken i II'eren til en "glædeligt budskab til fattige" i parænesen.
(i nedenstående eksempel er temaet "forargelse" ikke medtaget; fravalget skyldes, at det det er tydeligere tilstede på andre søndage fx 22.s.e.t.II).
Således:
Fortælling: At leve i en medieverden er at leve i konstant nysgerrighed. Divaer i junglen er et eksempel på interessante siv i vinden.
Forvandling: "Interesse" betyder "inter esse" dvs tilstedeværelse. Hvad er forskellen på interesse og tilstedeværelse? Er Gud tilstede i verden, fordi vi er interessante? Er jeg tilstede i de interessantes liv? At se, er at se, at Gud er tilstede. At rejse sig (lamme går) er at få tilstedeværelsen i andres liv til at leve. At blive renset er at være glad, selvom det ikke lykkedes i går (jeg mærker min uduelighed falde af i skorper), at lindre og afhjælpe fattigdom er et godt budskab. Gud baner vej for at vi kan være tilstede hos hinanden.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og mærke mig renset, seende og tilstede. Jeg vil mærke en vej blive banet - vejen til min fattige næste. Godt budskab.
.2 Ὁ δὲ Ἰωάννης ἀκούσας ἐν τῷ δεσμωτηρίῳ τὰ ἔργα τοῦ Χριστοῦ πέμψας διὰ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ 3 εἶπεν αὐτῷ• σὺ εἶ ὁ ἐρχόμενος ἢ ἕτερον προσδοκῶμεν; 4 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτοῖς• πορευθέντες ἀπαγγείλατε Ἰωάννῃ ἃ ἀκούετε καὶ βλέπετε• 5 τυφλοὶ ἀναβλέπουσιν καὶ χωλοὶ περιπατοῦσιν, λεπροὶ καθαρίζονται καὶ κωφοὶ ἀκούουσιν, καὶ νεκροὶ ἐγείρονται καὶ πτωχοὶ εὐαγγελίζονται• 6 καὶ μακάριός ἐστιν ὃς ἐὰν μὴ σκανδαλισθῇ ἐν ἐμοί.
7 Τούτων δὲ πορευομένων ἤρξατο ὁ Ἰησοῦς λέγειν τοῖς ὄχλοις περὶ Ἰωάννου• τί ἐξήλθατε εἰς τὴν ἔρημον θεάσασθαι; κάλαμον ὑπὸ ἀνέμου σαλευόμενον; 8 ἀλλὰ τί ἐξήλθατε ἰδεῖν; ἄνθρωπον ἐν μαλακοῖς ἠμφιεσμένον; ἰδοὺ οἱ τὰ μαλακὰ φοροῦντες ἐν τοῖς οἴκοις τῶν βασιλέων εἰσίν. 9 ἀλλὰ τί ἐξήλθατε ἰδεῖν; προφήτην; ναὶ λέγω ὑμῖν, καὶ περισσότερον προφήτου. 10 οὗτός ἐστιν περὶ οὗ γέγραπται•
ἰδοὺ ἐγὼ ἀποστέλλω τὸν ἄγγελόν μου πρὸ προσώπου σου,
ὃς κατασκευάσει τὴν ὁδόν σου ἔμπροσθέν σου.
søndag den 27. november 2016
2. Søndag i advent, første række.
2. Søndag i advent, første række
At prædike er at finde troens varme i et samarbejde med fjerne tiders troende.
Teksten:
(Jesus sagde) 25 Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. 26 Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.
27 Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.
28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«
29 Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. 30 Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. 31Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.
32 Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.
33 Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
34 Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer 35 som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden.
36 Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«Luk 21,25-36 tekst slut.
Tilvalg og fravalg i samarbejdet med teksten
En spændende udfordring ved at prædike, er de valg, der skal træffes. En del af valgene er prioriteringer: Hvilke stumper af teksten vil jeg prædike over - og hvilke må jeg lade ligge til en anden gang (jeg kalder dem eksegetiske valg).
Andre valg har med min tro at gøre: Hvordan hænger min tro og mit verdensbillede sammen - hvordan ser verdensbilledet og trosbilledet ud i den tekst, jeg skal udlægge: Er der divergenser, som tvinger mig til at melde et fravalg ud? (jeg kalder det trosvalg).
Når jeg prædiker over apokalyptiske tekster (dvs jordens undergang og verdensdommen) er jeg nødt til at være tydelig i mine valg.
Ofte indleder jeg en prædiken med at sige, hvad jeg ikke vil prædike over, så folk ved, at jeg ikke bare har glemt det, jeg udelader.
Selve fortællingen i prædikenen kan være en fortælling om at samarbejde med menesker, som har en hel anden verdensforestilling - og at et sådant samarbejde kan lykkes.
Til 2 søndag i advent fortager jeg følgende valg:
Eksegetisk valg: fravalg af v32-34! (mange gode prædikener kan laves over de vers, se nedefor).
Tilvalg: Naturtegn og Menneskesøn.
Trosvalg:
Jeg forstår mig selv som et menneske, der står i forbindelse med en gudsdom. Jeg giver mig selv lov til at forestille mig domsscenariet som et møde med et herlighedsmenneske (Menneskesønnen).
Jeg forstår ikke dommen som hørende sammen med voldsomme naturkatastrofer. Jeg opfatter naturen mekanisk (årsag/virkning).
Tilvalg: Menneskesøn
Fravalg: Naturtegn.
Disposition:
Fortælling: Om at samarbejde med mennesker, der ser verden anderledes.
Jeg har siddet i rundkreds i ørkensandet og planlagt (og senere etableret) en skole sammen med mennesker, som ser verden helt anderledes. Nu vil jeg sætte mig i rundkreds med mine trosfæller fra fortiden og finde varmen i troen (dommeren vil frikende og elske mig) mens vi ser forskelligt på resten.
Forvandling: Menneskesønnen kvalificeres ved "herlighed". Jeg forstår skyen som røg, men ikke damp. Røg har duft og kan inhaleres. (hvilke andre sanser herligheden vækker, står ikke i teksten, men jeg forestiller mig både lyde, lys og varme, som rammer mig troværdighedsskabende).
Mine trosfæller i fjerne tider var trykket ned af visse ting. Jeg er trykket ned af andre ting, men fælles får vi en ordre: Vi skal løfte hovedet.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at gå med løftet hoved. Jeg vil øve mig i, at tænke mig som et elsket menneske - elsket af en kærlighed, der er stærkere end alt, hvad der kan gøre et menneske nedbøjet. Jeg vil øve mig i at se herligheden (troværdigheden) i denne kærlighedsdom som noget, der kan ses, mærkes som varme, høres, duftes og inhaleres. Fik jeg bragt de vise mænds gaver i spil?
Alternative dispositioner:
v32: Friskhed
Fortælling:
De første kristne troede, at jorden vil gå under nu! En generation senere hed det "Denne slægt" (forlænget spilletid). Nu ved vi ikke hvornår det er, eller om det er. Kan vi bevare troens friskhed?
Forvanding:
Jeg henter friskheden fra mine forfædres tro - dengang dommen var lige om hjørnet. Jeg vil være klar. Ikke sløv.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og være frisk. Som om hele verden kan blive rykket væk i næste sekund - og det eneste der står tilbage er, at jeg er elsket og kan elske andre.
v34: Hverdag og fest forstået som junk.
Fortælling:
Hvis man ikke magter sig selv i sin tilværelse, kan man skyde heroin ind i sine årer. Man kan også nøjes med at bedøve sig i junkfood, dårlige serier, hverdag, trummerum og trivialiteter.
Forvandling:
Tænk, både hverdag og fest forstås i fjerne tider, som noget der sløver. Kan mit trosliv have for højt kolesteroltal, for høj promille og for meget fedt om organerne? Jeg tror på en udefra kommende kraft, som kan erstatte enhver sløvhed med vågenhed overfor det, der virkeligt tæller: kærlighed.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og smile af alle trivialiteter. De er ikke det egentlige. Måske er jeg en taber, måske er jeg grim, måske går jeg på tvangsauktion, men jeg er elsket og kan elske andre.
25 Καὶ ἔσονται σημεῖα ἐν ἡλίῳ καὶ σελήνῃ καὶ ἄστροις, καὶ ἐπὶ τῆς γῆς συνοχὴ ἐθνῶν ἐν ἀπορίᾳ ἤχους θαλάσσης καὶ σάλου, 26 ἀποψυχόντων ἀνθρώπων ἀπὸ φόβου καὶ προσδοκίας τῶν ἐπερχομένων τῇ οἰκουμένῃ, αἱ γὰρ δυνάμεις τῶν οὐρανῶν σαλευθήσονται. 27 καὶ τότε ὄψονται τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου ἐρχόμενον ἐν νεφέλῃ μετὰ δυνάμεως καὶ δόξης πολλῆς. 28 ἀρχομένων δὲ τούτων γίνεσθαι ἀνακύψατε καὶ ἐπάρατε τὰς κεφαλὰς ὑμῶν, διότι ἐγγίζει ἡ ἀπολύτρωσις ὑμῶν.
29 Καὶ εἶπεν παραβολὴν αὐτοῖς• ἴδετε τὴν συκῆν καὶ πάντα τὰ δένδρα• 30 ὅταν προβάλωσιν ἤδη, βλέποντες ἀφʼ ἑαυτῶν γινώσκετε ὅτι ἤδη ἐγγὺς τὸ θέρος ἐστίν• 31 οὕτως καὶ ὑμεῖς, ὅταν ἴδητε ταῦτα γινόμενα, γινώσκετε ὅτι ἐγγύς ἐστιν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 32 ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οὐ μὴ παρέλθῃ ἡ γενεὰ αὕτη ἕως ἂν πάντα γένηται. 33 ὁ οὐρανὸς καὶ ἡ γῆ παρελεύσονται, οἱ δὲ λόγοι μου οὐ μὴ παρελεύσονται.
34 Προσέχετε δὲ ἑαυτοῖς μήποτε βαρηθῶσιν ὑμῶν αἱ καρδίαι ἐν κραιπάλῃ καὶ μέθῃ καὶ μερίμναις βιωτικαῖς καὶ ἐπιστῇ ἐφʼ ὑμᾶς αἰφνίδιος ἡ ἡμέρα ἐκείνη 35 ὡς παγίς• ἐπεισελεύσεται γὰρ ἐπὶ πάντας τοὺς καθημένους ἐπὶ πρόσωπον πάσης τῆς γῆς. 36 ἀγρυπνεῖτε δὲ ἐν παντὶ καιρῷ δεόμενοι ἵνα κατισχύσητε ἐκφυγεῖν ταῦτα πάντα τὰ μέλλοντα γίνεσθαι καὶ σταθῆναι ἔμπροσθεν τοῦ υἱοῦ τοῦ ἀνθρώπου.
At prædike er at finde troens varme i et samarbejde med fjerne tiders troende.
Teksten:
(Jesus sagde) 25 Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. 26 Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.
27 Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.
28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«
29 Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. 30 Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. 31Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.
32 Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.
33 Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
34 Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer 35 som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden.
36 Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«Luk 21,25-36 tekst slut.
Tilvalg og fravalg i samarbejdet med teksten
En spændende udfordring ved at prædike, er de valg, der skal træffes. En del af valgene er prioriteringer: Hvilke stumper af teksten vil jeg prædike over - og hvilke må jeg lade ligge til en anden gang (jeg kalder dem eksegetiske valg).
Andre valg har med min tro at gøre: Hvordan hænger min tro og mit verdensbillede sammen - hvordan ser verdensbilledet og trosbilledet ud i den tekst, jeg skal udlægge: Er der divergenser, som tvinger mig til at melde et fravalg ud? (jeg kalder det trosvalg).
Når jeg prædiker over apokalyptiske tekster (dvs jordens undergang og verdensdommen) er jeg nødt til at være tydelig i mine valg.
Ofte indleder jeg en prædiken med at sige, hvad jeg ikke vil prædike over, så folk ved, at jeg ikke bare har glemt det, jeg udelader.
Selve fortællingen i prædikenen kan være en fortælling om at samarbejde med menesker, som har en hel anden verdensforestilling - og at et sådant samarbejde kan lykkes.
Til 2 søndag i advent fortager jeg følgende valg:
Eksegetisk valg: fravalg af v32-34! (mange gode prædikener kan laves over de vers, se nedefor).
Tilvalg: Naturtegn og Menneskesøn.
Trosvalg:
Jeg forstår mig selv som et menneske, der står i forbindelse med en gudsdom. Jeg giver mig selv lov til at forestille mig domsscenariet som et møde med et herlighedsmenneske (Menneskesønnen).
Jeg forstår ikke dommen som hørende sammen med voldsomme naturkatastrofer. Jeg opfatter naturen mekanisk (årsag/virkning).
Tilvalg: Menneskesøn
Fravalg: Naturtegn.
Disposition:
Fortælling: Om at samarbejde med mennesker, der ser verden anderledes.
Jeg har siddet i rundkreds i ørkensandet og planlagt (og senere etableret) en skole sammen med mennesker, som ser verden helt anderledes. Nu vil jeg sætte mig i rundkreds med mine trosfæller fra fortiden og finde varmen i troen (dommeren vil frikende og elske mig) mens vi ser forskelligt på resten.
Forvandling: Menneskesønnen kvalificeres ved "herlighed". Jeg forstår skyen som røg, men ikke damp. Røg har duft og kan inhaleres. (hvilke andre sanser herligheden vækker, står ikke i teksten, men jeg forestiller mig både lyde, lys og varme, som rammer mig troværdighedsskabende).
Mine trosfæller i fjerne tider var trykket ned af visse ting. Jeg er trykket ned af andre ting, men fælles får vi en ordre: Vi skal løfte hovedet.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at gå med løftet hoved. Jeg vil øve mig i, at tænke mig som et elsket menneske - elsket af en kærlighed, der er stærkere end alt, hvad der kan gøre et menneske nedbøjet. Jeg vil øve mig i at se herligheden (troværdigheden) i denne kærlighedsdom som noget, der kan ses, mærkes som varme, høres, duftes og inhaleres. Fik jeg bragt de vise mænds gaver i spil?
Alternative dispositioner:
v32: Friskhed
Fortælling:
De første kristne troede, at jorden vil gå under nu! En generation senere hed det "Denne slægt" (forlænget spilletid). Nu ved vi ikke hvornår det er, eller om det er. Kan vi bevare troens friskhed?
Forvanding:
Jeg henter friskheden fra mine forfædres tro - dengang dommen var lige om hjørnet. Jeg vil være klar. Ikke sløv.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og være frisk. Som om hele verden kan blive rykket væk i næste sekund - og det eneste der står tilbage er, at jeg er elsket og kan elske andre.
v34: Hverdag og fest forstået som junk.
Fortælling:
Hvis man ikke magter sig selv i sin tilværelse, kan man skyde heroin ind i sine årer. Man kan også nøjes med at bedøve sig i junkfood, dårlige serier, hverdag, trummerum og trivialiteter.
Forvandling:
Tænk, både hverdag og fest forstås i fjerne tider, som noget der sløver. Kan mit trosliv have for højt kolesteroltal, for høj promille og for meget fedt om organerne? Jeg tror på en udefra kommende kraft, som kan erstatte enhver sløvhed med vågenhed overfor det, der virkeligt tæller: kærlighed.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og smile af alle trivialiteter. De er ikke det egentlige. Måske er jeg en taber, måske er jeg grim, måske går jeg på tvangsauktion, men jeg er elsket og kan elske andre.
25 Καὶ ἔσονται σημεῖα ἐν ἡλίῳ καὶ σελήνῃ καὶ ἄστροις, καὶ ἐπὶ τῆς γῆς συνοχὴ ἐθνῶν ἐν ἀπορίᾳ ἤχους θαλάσσης καὶ σάλου, 26 ἀποψυχόντων ἀνθρώπων ἀπὸ φόβου καὶ προσδοκίας τῶν ἐπερχομένων τῇ οἰκουμένῃ, αἱ γὰρ δυνάμεις τῶν οὐρανῶν σαλευθήσονται. 27 καὶ τότε ὄψονται τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου ἐρχόμενον ἐν νεφέλῃ μετὰ δυνάμεως καὶ δόξης πολλῆς. 28 ἀρχομένων δὲ τούτων γίνεσθαι ἀνακύψατε καὶ ἐπάρατε τὰς κεφαλὰς ὑμῶν, διότι ἐγγίζει ἡ ἀπολύτρωσις ὑμῶν.
29 Καὶ εἶπεν παραβολὴν αὐτοῖς• ἴδετε τὴν συκῆν καὶ πάντα τὰ δένδρα• 30 ὅταν προβάλωσιν ἤδη, βλέποντες ἀφʼ ἑαυτῶν γινώσκετε ὅτι ἤδη ἐγγὺς τὸ θέρος ἐστίν• 31 οὕτως καὶ ὑμεῖς, ὅταν ἴδητε ταῦτα γινόμενα, γινώσκετε ὅτι ἐγγύς ἐστιν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 32 ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οὐ μὴ παρέλθῃ ἡ γενεὰ αὕτη ἕως ἂν πάντα γένηται. 33 ὁ οὐρανὸς καὶ ἡ γῆ παρελεύσονται, οἱ δὲ λόγοι μου οὐ μὴ παρελεύσονται.
34 Προσέχετε δὲ ἑαυτοῖς μήποτε βαρηθῶσιν ὑμῶν αἱ καρδίαι ἐν κραιπάλῃ καὶ μέθῃ καὶ μερίμναις βιωτικαῖς καὶ ἐπιστῇ ἐφʼ ὑμᾶς αἰφνίδιος ἡ ἡμέρα ἐκείνη 35 ὡς παγίς• ἐπεισελεύσεται γὰρ ἐπὶ πάντας τοὺς καθημένους ἐπὶ πρόσωπον πάσης τῆς γῆς. 36 ἀγρυπνεῖτε δὲ ἐν παντὶ καιρῷ δεόμενοι ἵνα κατισχύσητε ἐκφυγεῖν ταῦτα πάντα τὰ μέλλοντα γίνεσθαι καὶ σταθῆναι ἔμπροσθεν τοῦ υἱοῦ τοῦ ἀνθρώπου.
mandag den 21. november 2016
Første søndag i advent, første række
1. søndag i advent, første tekstrække
Første søndag i advent, første tekstrække.
Matthæus, profeten og det konsekvensløse æseltyveri. Matt 21,1-9
Teksten
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted 2 og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. 3 Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« 4 Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
5 Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.
6 Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. 7 De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. 8 Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. 9 Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!
Matt21,1-9 tekst slut
Jeg ønsker mig en prædiken til første søndag i advent - en prædiken, som løfter, forvandler og myndiggør mig på følgende måde:
(brainstorm)
Fortælle:
Jeg skal løftes med en fortælling, med alle sansers hukommelse i brug: Dufte, lyde, varme, trængsel, sug i maven osv. fortællingen skal handle om at vente på et optog: Kongen og alle hans heste, cirkus, der kommer til byen, sambaoptag i Rio, Bjarne Riis og Bo Hamburger, der kommer susende forbi på Frederiksberg Alle, Post Danmark rundt. Scenariet består af tre ting: Optoget, mig, og forventningens energi.
Forvandle.
Forventningens energi er en dirrende kraft, som binder profetens forudsigelse (sig til Zions datter) sammen med indtoget. Noget har været lovet længe - og i lovningen (løftet) er der en forvandling af tid: Tid går og har en rækkefølge (konsekvens) men når man lover eller håber, er rækkefølgen dispenseret (brudt) fordi en endnu ikke opfyldt fremtid er tilstede i mig som glædelig nutid. Tidens rækkefølge burde også være trådt i kraft (gengæld) da disciplene stjal æslet i landsbyen, men forudsigelsens energi gjorde det lovligt bare at ta' det.
Tidens rækkefølge er forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld.
Jeg selv bliver forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld. Min tidslinie er "hærget" af en ny kraft, fordi der allerede nu er evighed i mig. Denne evighed har jeg fået af Jesus, som har ydmyget sig. Indtoget er et ydmygt indtog: Et arbejdsdyr (fred) versus et krigsdyr (hest).
Lyden af scenariet forvandles fra "hove mod sten" til "hove mod tøj". Ridedyrets lyd ændres fra hård til blød - det samme gør den pagt, som rider ind. Tøjet forvandles fra klædning til gulvtæppe. Kan jeg gøre det? Kan jeg forvandlet mit image (iklædning) til noget, som gør andres trin bløde?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en ny fornemmelse. Jeg vil i mit liv med andre mennesker lytte mig ind på en ny blødhed. Bløde trin uden gengæld. Glædelig fremtid skal leve inden i mig.
Opsamlet i strammere dispositioner:
Disposition 1: Tro kan mærkes som sug i maven
Fortælle: Barnet venter på optoget fx cirkus. forventning er en energi i sig selv
Forvandle: Jesus rider ind og svarer med sagtmodighed (venlighed, blidhed) på en hård pagts forventninger.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at tro med forventningens sug i maven og med blidhed, som det, der kommer.
Disposition 2: Klæder skaber folk på den hårde måde, men...
Fortælling: Hvad gør det ved mit indre, at mit ydre (klædning) er i orden?
Forvandling: Mennesker tager tøjet af og lader det være gulvtæppe for noget større.
Landsætning: Jeg vil spørge mig selv, om mit indre trænger til at blive stivet af, af noget ydre (tøj). Jeg vil svare nej og gøre mit indre nøgent, idet jeg lægger kappen, så noget større (mit medmenneske) kan gå blødt.
Disposition 3: Tid går kun een vej - eller? (evighed er det modsatte af tid).
Fortælling: Det konsekvensløse æseltyveri: Disciplene ta'r æslet - det må man normalt ikke, men i forjættelsens rum er tilgivelse og tilladelse smeltet sammen.
Forvandling: Tid er, at noget gøres og hammeren falder (konsekvens). Evighed er noget andet (tilgivelse). Jesus har taget konsekvensen (væk). Tilgivelse er et kys fra evigheden. Tro er at leve i evigheden - nu.
Landsætningen: Jeg kan leve, hvor tiden ikke kun går een vej. Hvad jeg har gjort må jeg kende som ugjort, jeg er tidslig, men er en del af evigheden, jeg er voksen, men min barndom er i mig. Det, der venter mig, sker i mig nu.
...
Yderligere betragtninger:
Den danske oversættelse af profetcitatet har en sjælden smuk vokaludvikling:
Sig til Zions datter, se, din konge kommer til dig,... I-i-a-e! I-o-o-e/i. Der kan skrives en hel prædiken om denne åbnende vokalfarvning.
Vej-troværdighed hedder på engelsk street-credit. Udtrykket steetcredit er et godt billede til at tolke, hvilken troværdighed, Jesus rider ind med - og navnlig ikke rider ind med. Det prestigeløse ridedyr er en skuffelse for den magthungrende: fucking nederen kødscooter!
Davidsnavnet er et forjættelsesnavn: en slags klang, der venter på at en melodi skal bryde ud af harmoniens bestanddele. Davis var konge i evighed - dvs ikke uendeligt her men konge i overensstemmelse med guds dimension.
----
Καὶ ὅτε ἤγγισαν εἰς Ἱεροσόλυμα καὶ ἦλθον εἰς Βηθφαγὴ εἰς τὸ ὄρος τῶν ἐλαιῶν, τότε Ἰησοῦς ἀπέστειλεν δύο μαθητὰς 2 λέγων αὐτοῖς• πορεύεσθε εἰς τὴν κώμην τὴν κατέναντι ὑμῶν, καὶ εὐθέως εὑρήσετε ὄνον δεδεμένην καὶ πῶλον μετʼ αὐτῆς• λύσαντες ἀγάγετέ μοι. 3 καὶ ἐάν τις ὑμῖν εἴπῃ τι, ἐρεῖτε ὅτι ὁ κύριος αὐτῶν χρείαν ἔχει• εὐθὺς δὲ ἀποστελεῖ αὐτούς. 4 τοῦτο δὲ γέγονεν ἵνα πληρωθῇ τὸ ῥηθὲν διὰ τοῦ προφήτου λέγοντος•
5 εἴπατε τῇ θυγατρὶ Σιών•
ἰδοὺ ὁ βασιλεύς σου ἔρχεταί σοι
πραῢς καὶ ἐπιβεβηκὼς ἐπὶ ὄνον
καὶ ἐπὶ πῶλον υἱὸν ὑποζυγίου.
6 πορευθέντες δὲ οἱ μαθηταὶ καὶ ποιήσαντες καθὼς συνέταξεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς 7 ἤγαγον τὴν ὄνον καὶ τὸν πῶλον καὶ ἐπέθηκαν ἐπʼ αὐτῶν τὰ ἱμάτια, καὶ ἐπεκάθισεν ἐπάνω αὐτῶν. 8 ὁ δὲ πλεῖστος ὄχλος ἔστρωσαν ἑαυτῶν τὰ ἱμάτια ἐν τῇ ὁδῷ, ἄλλοι δὲ ἔκοπτον κλάδους ἀπὸ τῶν δένδρων καὶ ἐστρώννυον ἐν τῇ ὁδῷ. 9 οἱ δὲ ὄχλοι οἱ προάγοντες αὐτὸν καὶ οἱ ἀκολουθοῦντες ἔκραζον λέγοντες•
ὡσαννὰ τῷ υἱῷ Δαυίδ•
εὐλογημένος ὁ ἐρχόμενος ἐν ὀνόματι κυρίου•
ὡσαννὰ ἐν τοῖς ὑψίστοις.
Første søndag i advent, første tekstrække.
Matthæus, profeten og det konsekvensløse æseltyveri. Matt 21,1-9
Teksten
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted 2 og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. 3 Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« 4 Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
5 Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.
6 Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. 7 De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. 8 Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. 9 Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!
Matt21,1-9 tekst slut
Jeg ønsker mig en prædiken til første søndag i advent - en prædiken, som løfter, forvandler og myndiggør mig på følgende måde:
(brainstorm)
Fortælle:
Jeg skal løftes med en fortælling, med alle sansers hukommelse i brug: Dufte, lyde, varme, trængsel, sug i maven osv. fortællingen skal handle om at vente på et optog: Kongen og alle hans heste, cirkus, der kommer til byen, sambaoptag i Rio, Bjarne Riis og Bo Hamburger, der kommer susende forbi på Frederiksberg Alle, Post Danmark rundt. Scenariet består af tre ting: Optoget, mig, og forventningens energi.
Forvandle.
Forventningens energi er en dirrende kraft, som binder profetens forudsigelse (sig til Zions datter) sammen med indtoget. Noget har været lovet længe - og i lovningen (løftet) er der en forvandling af tid: Tid går og har en rækkefølge (konsekvens) men når man lover eller håber, er rækkefølgen dispenseret (brudt) fordi en endnu ikke opfyldt fremtid er tilstede i mig som glædelig nutid. Tidens rækkefølge burde også være trådt i kraft (gengæld) da disciplene stjal æslet i landsbyen, men forudsigelsens energi gjorde det lovligt bare at ta' det.
Tidens rækkefølge er forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld.
Jeg selv bliver forvandlet af håb, forventning og udebleven gengæld. Min tidslinie er "hærget" af en ny kraft, fordi der allerede nu er evighed i mig. Denne evighed har jeg fået af Jesus, som har ydmyget sig. Indtoget er et ydmygt indtog: Et arbejdsdyr (fred) versus et krigsdyr (hest).
Lyden af scenariet forvandles fra "hove mod sten" til "hove mod tøj". Ridedyrets lyd ændres fra hård til blød - det samme gør den pagt, som rider ind. Tøjet forvandles fra klædning til gulvtæppe. Kan jeg gøre det? Kan jeg forvandlet mit image (iklædning) til noget, som gør andres trin bløde?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en ny fornemmelse. Jeg vil i mit liv med andre mennesker lytte mig ind på en ny blødhed. Bløde trin uden gengæld. Glædelig fremtid skal leve inden i mig.
Opsamlet i strammere dispositioner:
Disposition 1: Tro kan mærkes som sug i maven
Fortælle: Barnet venter på optoget fx cirkus. forventning er en energi i sig selv
Forvandle: Jesus rider ind og svarer med sagtmodighed (venlighed, blidhed) på en hård pagts forventninger.
Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at tro med forventningens sug i maven og med blidhed, som det, der kommer.
Disposition 2: Klæder skaber folk på den hårde måde, men...
Fortælling: Hvad gør det ved mit indre, at mit ydre (klædning) er i orden?
Forvandling: Mennesker tager tøjet af og lader det være gulvtæppe for noget større.
Landsætning: Jeg vil spørge mig selv, om mit indre trænger til at blive stivet af, af noget ydre (tøj). Jeg vil svare nej og gøre mit indre nøgent, idet jeg lægger kappen, så noget større (mit medmenneske) kan gå blødt.
Disposition 3: Tid går kun een vej - eller? (evighed er det modsatte af tid).
Fortælling: Det konsekvensløse æseltyveri: Disciplene ta'r æslet - det må man normalt ikke, men i forjættelsens rum er tilgivelse og tilladelse smeltet sammen.
Forvandling: Tid er, at noget gøres og hammeren falder (konsekvens). Evighed er noget andet (tilgivelse). Jesus har taget konsekvensen (væk). Tilgivelse er et kys fra evigheden. Tro er at leve i evigheden - nu.
Landsætningen: Jeg kan leve, hvor tiden ikke kun går een vej. Hvad jeg har gjort må jeg kende som ugjort, jeg er tidslig, men er en del af evigheden, jeg er voksen, men min barndom er i mig. Det, der venter mig, sker i mig nu.
...
Yderligere betragtninger:
Den danske oversættelse af profetcitatet har en sjælden smuk vokaludvikling:
Sig til Zions datter, se, din konge kommer til dig,... I-i-a-e! I-o-o-e/i. Der kan skrives en hel prædiken om denne åbnende vokalfarvning.
Vej-troværdighed hedder på engelsk street-credit. Udtrykket steetcredit er et godt billede til at tolke, hvilken troværdighed, Jesus rider ind med - og navnlig ikke rider ind med. Det prestigeløse ridedyr er en skuffelse for den magthungrende: fucking nederen kødscooter!
Davidsnavnet er et forjættelsesnavn: en slags klang, der venter på at en melodi skal bryde ud af harmoniens bestanddele. Davis var konge i evighed - dvs ikke uendeligt her men konge i overensstemmelse med guds dimension.
----
Καὶ ὅτε ἤγγισαν εἰς Ἱεροσόλυμα καὶ ἦλθον εἰς Βηθφαγὴ εἰς τὸ ὄρος τῶν ἐλαιῶν, τότε Ἰησοῦς ἀπέστειλεν δύο μαθητὰς 2 λέγων αὐτοῖς• πορεύεσθε εἰς τὴν κώμην τὴν κατέναντι ὑμῶν, καὶ εὐθέως εὑρήσετε ὄνον δεδεμένην καὶ πῶλον μετʼ αὐτῆς• λύσαντες ἀγάγετέ μοι. 3 καὶ ἐάν τις ὑμῖν εἴπῃ τι, ἐρεῖτε ὅτι ὁ κύριος αὐτῶν χρείαν ἔχει• εὐθὺς δὲ ἀποστελεῖ αὐτούς. 4 τοῦτο δὲ γέγονεν ἵνα πληρωθῇ τὸ ῥηθὲν διὰ τοῦ προφήτου λέγοντος•
5 εἴπατε τῇ θυγατρὶ Σιών•
ἰδοὺ ὁ βασιλεύς σου ἔρχεταί σοι
πραῢς καὶ ἐπιβεβηκὼς ἐπὶ ὄνον
καὶ ἐπὶ πῶλον υἱὸν ὑποζυγίου.
6 πορευθέντες δὲ οἱ μαθηταὶ καὶ ποιήσαντες καθὼς συνέταξεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς 7 ἤγαγον τὴν ὄνον καὶ τὸν πῶλον καὶ ἐπέθηκαν ἐπʼ αὐτῶν τὰ ἱμάτια, καὶ ἐπεκάθισεν ἐπάνω αὐτῶν. 8 ὁ δὲ πλεῖστος ὄχλος ἔστρωσαν ἑαυτῶν τὰ ἱμάτια ἐν τῇ ὁδῷ, ἄλλοι δὲ ἔκοπτον κλάδους ἀπὸ τῶν δένδρων καὶ ἐστρώννυον ἐν τῇ ὁδῷ. 9 οἱ δὲ ὄχλοι οἱ προάγοντες αὐτὸν καὶ οἱ ἀκολουθοῦντες ἔκραζον λέγοντες•
ὡσαννὰ τῷ υἱῷ Δαυίδ•
εὐλογημένος ὁ ἐρχόμενος ἐν ὀνόματι κυρίου•
ὡσαννὰ ἐν τοῖς ὑψίστοις.
tirsdag den 15. november 2016
Sidste søndag i kirkeåret, anden række.
Sidste søndag i kirkeåret, anden række
Kom!
Teksten:
25 På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; 26 ja, fader, for således var det din vilje. 27 Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 30 For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30 tekst slut.
---
En pi-prædiken består af fortælling, forvandling, landsætning (parænese). Det bedste er at lede efter forvandlingen først. Der er et meget aktivt verbum i v28: "Kom!". Forandringen ligger i at skifte sted (translocation). På græsk er der ikke et verbum, men et fællesopfordrinde adverbium Δεῦτε, som både kan være et "efter mig!" Eller "samling her!" . Oversættelsen "Kom" er god, fordi det har den mildhed, som også ligger i πραΰς sagtmodig.
I translocationsinvitationen ligger rundt om en beskrivelse af kvaliteten af de zoner, vi kaldes fra og til. Et portræt af den forvandling, "Kom" giver, begynder med en sortering af tillægsordene omkring: tung, let, byrde, sagtmodig.. Etc.
En beskrivelse af forvandlingen er også en beskrivelse af de planer, forvandlingen bevæger sig på. En slave kan konkret blive under det nagende åg, men på et andet plan være byrdefri, friere end alle herrer.
V25 tegner to planer og der efter to målgrupper.
Umyndige (νηπίοις) er både modstillet "vise" og betyder dermed "barnlig udenfor voksenviden", men betyder også "endnu ikke udfoldet arving" (se Galaterbrevet). Hermed er himmel/jord, arving/viden i spil.
V 27 klinger næsten johannæisk.
Oversættelsen "give hvile" rummer det græske ord pause.
Disposition:
Fortælling:
Hvad tynger dig? Hvad bærer dig? "Fri" er et fællesnordisk ord, der betyder "beskyttet af fælleskabet" (frænde og 'at fri' hører til roden). I dag betyder Fri "solisten, der har alle på nakken".
Forvandling
Bliv, hvor du er og bliv samtidig flyttet af et ord: Kom! Skift zone til sagtmodighedens, himlens, barnets, arvingens, genkendelsens dimension. Hans åg er verdens tungeste og alligevel letteste. Modtag hvile, pausering..
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og skænke fred. Gi en pause fra at se ned på og slide. Jeg vil huske at løfte betyder to ting...
---
PS: "frelse" kommer af fri-halse. Det er at klippe slavens ring fra halsen og stille ham under fællesskabets beskyttelse.
PPS: der findes stadig slaver.
---
25 Ἐν ἐκείνῳ τῷ καιρῷ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• ἐξομολογοῦμαί σοι, πάτερ, κύριε τοῦ οὐρανοῦ καὶ τῆς γῆς, ὅτι ἔκρυψας ταῦτα ἀπὸ σοφῶν καὶ συνετῶν καὶ ἀπεκάλυψας αὐτὰ νηπίοις• 26 ναὶ ὁ πατήρ, ὅτι οὕτως εὐδοκία ἐγένετο ἔμπροσθέν σου. 27 Πάντα μοι παρεδόθη ὑπὸ τοῦ πατρός μου, * καὶ οὐδεὶς ἐπιγινώσκει τὸν υἱὸν εἰ μὴ ὁ πατήρ, οὐδὲ τὸν πατέρα τις ἐπιγινώσκει εἰ μὴ ὁ υἱὸς καὶ ᾧ ἐὰν βούληται ὁ υἱὸς ἀποκαλύψαι.
28 Δεῦτε πρός με πάντες οἱ κοπιῶντες καὶ πεφορτισμένοι, κἀγὼ ἀναπαύσω ὑμᾶς. 29 ἄρατε τὸν ζυγόν μου ἐφʼ ὑμᾶς καὶ μάθετε ἀπʼ ἐμοῦ, ὅτι πραΰς εἰμι καὶ ταπεινὸς τῇ καρδίᾳ, καὶ εὑρήσετε ἀνάπαυσιν ταῖς ψυχαῖς ὑμῶν• 30 ὁ γὰρ ζυγός μου χρηστὸς καὶ τὸ φορτίον μου ἐλαφρόν ἐστιν.
Kom!
Teksten:
25 På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; 26 ja, fader, for således var det din vilje. 27 Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. 29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. 30 For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30 tekst slut.
---
En pi-prædiken består af fortælling, forvandling, landsætning (parænese). Det bedste er at lede efter forvandlingen først. Der er et meget aktivt verbum i v28: "Kom!". Forandringen ligger i at skifte sted (translocation). På græsk er der ikke et verbum, men et fællesopfordrinde adverbium Δεῦτε, som både kan være et "efter mig!" Eller "samling her!" . Oversættelsen "Kom" er god, fordi det har den mildhed, som også ligger i πραΰς sagtmodig.
I translocationsinvitationen ligger rundt om en beskrivelse af kvaliteten af de zoner, vi kaldes fra og til. Et portræt af den forvandling, "Kom" giver, begynder med en sortering af tillægsordene omkring: tung, let, byrde, sagtmodig.. Etc.
En beskrivelse af forvandlingen er også en beskrivelse af de planer, forvandlingen bevæger sig på. En slave kan konkret blive under det nagende åg, men på et andet plan være byrdefri, friere end alle herrer.
V25 tegner to planer og der efter to målgrupper.
Umyndige (νηπίοις) er både modstillet "vise" og betyder dermed "barnlig udenfor voksenviden", men betyder også "endnu ikke udfoldet arving" (se Galaterbrevet). Hermed er himmel/jord, arving/viden i spil.
V 27 klinger næsten johannæisk.
Oversættelsen "give hvile" rummer det græske ord pause.
Disposition:
Fortælling:
Hvad tynger dig? Hvad bærer dig? "Fri" er et fællesnordisk ord, der betyder "beskyttet af fælleskabet" (frænde og 'at fri' hører til roden). I dag betyder Fri "solisten, der har alle på nakken".
Forvandling
Bliv, hvor du er og bliv samtidig flyttet af et ord: Kom! Skift zone til sagtmodighedens, himlens, barnets, arvingens, genkendelsens dimension. Hans åg er verdens tungeste og alligevel letteste. Modtag hvile, pausering..
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og skænke fred. Gi en pause fra at se ned på og slide. Jeg vil huske at løfte betyder to ting...
---
PS: "frelse" kommer af fri-halse. Det er at klippe slavens ring fra halsen og stille ham under fællesskabets beskyttelse.
PPS: der findes stadig slaver.
---
25 Ἐν ἐκείνῳ τῷ καιρῷ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• ἐξομολογοῦμαί σοι, πάτερ, κύριε τοῦ οὐρανοῦ καὶ τῆς γῆς, ὅτι ἔκρυψας ταῦτα ἀπὸ σοφῶν καὶ συνετῶν καὶ ἀπεκάλυψας αὐτὰ νηπίοις• 26 ναὶ ὁ πατήρ, ὅτι οὕτως εὐδοκία ἐγένετο ἔμπροσθέν σου. 27 Πάντα μοι παρεδόθη ὑπὸ τοῦ πατρός μου, * καὶ οὐδεὶς ἐπιγινώσκει τὸν υἱὸν εἰ μὴ ὁ πατήρ, οὐδὲ τὸν πατέρα τις ἐπιγινώσκει εἰ μὴ ὁ υἱὸς καὶ ᾧ ἐὰν βούληται ὁ υἱὸς ἀποκαλύψαι.
28 Δεῦτε πρός με πάντες οἱ κοπιῶντες καὶ πεφορτισμένοι, κἀγὼ ἀναπαύσω ὑμᾶς. 29 ἄρατε τὸν ζυγόν μου ἐφʼ ὑμᾶς καὶ μάθετε ἀπʼ ἐμοῦ, ὅτι πραΰς εἰμι καὶ ταπεινὸς τῇ καρδίᾳ, καὶ εὑρήσετε ἀνάπαυσιν ταῖς ψυχαῖς ὑμῶν• 30 ὁ γὰρ ζυγός μου χρηστὸς καὶ τὸ φορτίον μου ἐλαφρόν ἐστιν.
lørdag den 12. november 2016
25. Søndag efter Trinitatis, anden række
Har apokalyptikken tabt pusten?
Lukasevangeliet repræsenterer en kristendom, hvor forventningen om guds riges snarlige komme er erstattet af en moderat venten - eller måske ligefrem en form for internalisering.
Dagens tekst repræsenterer brudflader i begge positioner: det er der nu, det kommer pludseligt. Det er her og det er på vej.
I moderniteten ligger årsag/virkning uden for religionen, mens det ikke-causale er religionens område. Derfor er religiøse tekster med årsag/virkning klenodier fra det før-moderne.
Lukasteksten flyder mystisk rundt mellem på den ene side, at tilhørerne ikke kan konkludere at en anden virkelighed er undervejs på det, de ser og på den anden side, at dette kan ses i tegn.
Uvisheden kombineret med apokalyptisk energi er det mix, der kendetegner den troendes tid frem mod menneskesønnens dage.
Når vi læser "menneskesønnens dage" kommer vi ikke uden om Lukas' enestående bud på, hvordan verdens tider er ordnet (Mitte der Zeit, Conzelmann).
Uanset, om Lukas tidsorden er den vi følger eller ej, er den et vigtigt bud på, hvordan en troende forsøger at ordne kombinationen af guds rige og menneskenes tidsaldre.
Tidens midte er bedst kvalificeret ved, at fanden forsvinder efter fristelsen i ørkenen og først kommer igen, da han skal med i planen ved at gå ind i Judas' hjerte til forrådelsen.
Myten om en sådan destruktionspause er en del af et bud på en internalisering af apokalyptiken.
Spørgsmålet for en moderne prædikant (ikke mode, men modernitet) er, om apokalyptikken er større eller mindre end os.
Jeg selv befinder mig i en overgangsfase. Jeg har længe næret en mere end distant beundring for denne genre og betragtet den som et eksotisk vedhæng til min tradition.
Jeg har ofte prædiket, som om alle apokalyptiske bogstaver kunne skrabes af papiret, inhaleres, hvorefter man kunne tale med en morsom stemme som var det helium, man havde suget ind.
Jeg erkender mere og mere, at apokalyptiken er en grundpille for en mellemøstlige religion, jeg vidererfører. En smuk og vild genre.
Jeg er dermed på vej til, at apokalyptikken kan blive større en mig, men stadig er den genstand for mit virke.
Jeg samler apokalyptiske udsagn og sorterer dem i stor og lille apokalypse, i politik (det store dyr i åbenbaringen, Nero) i tegn (natur) og i narrativ bearbejdelse af katastrofer (tsunami, pompeji mm).
Jeg kan følge apokalyptiske tænkeres bevægelser og motiver, som om de var forbrydere under efterforskning. Gør jeg det, fordi jeg vægrer mig ved at lukke guds virkelighed ind? Komme dit rige - og så alligevel ikke?
Måske. I en oversættelse af tankemønstre ligger der også en afstand. Men jeg bilder mig ind, at jeg med min søgen nærmer mig at lukke mig op for guds virkelighed. Gøre den virke-lig.
Jeg vil tage udgangspunkt i drømmen om tidens midte. Drømmen om en guddommelig pause, som lader al anden tid være underordnet. En parentes uden had. Et åndehul. Fra denne drøm beskriver jeg guds rige. Ikke mit.
(Fortsætte)
20 Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; 21 man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«
22 Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. 23 Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. 24 For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. 25 Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.
26 Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: 27 De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. 28 Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; 29 men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. 30 På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. 31 Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. 32 Husk på Lots hustru! 33 Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. (34 Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 35 To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 36 To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.« 37 Disciplene spurgte ham: »Hvor, Herre?« Han svarede dem: »Hvor ådslet er, dér vil også gribbene flokkes.« )
Lukasevangeliet repræsenterer en kristendom, hvor forventningen om guds riges snarlige komme er erstattet af en moderat venten - eller måske ligefrem en form for internalisering.
Dagens tekst repræsenterer brudflader i begge positioner: det er der nu, det kommer pludseligt. Det er her og det er på vej.
I moderniteten ligger årsag/virkning uden for religionen, mens det ikke-causale er religionens område. Derfor er religiøse tekster med årsag/virkning klenodier fra det før-moderne.
Lukasteksten flyder mystisk rundt mellem på den ene side, at tilhørerne ikke kan konkludere at en anden virkelighed er undervejs på det, de ser og på den anden side, at dette kan ses i tegn.
Uvisheden kombineret med apokalyptisk energi er det mix, der kendetegner den troendes tid frem mod menneskesønnens dage.
Når vi læser "menneskesønnens dage" kommer vi ikke uden om Lukas' enestående bud på, hvordan verdens tider er ordnet (Mitte der Zeit, Conzelmann).
Uanset, om Lukas tidsorden er den vi følger eller ej, er den et vigtigt bud på, hvordan en troende forsøger at ordne kombinationen af guds rige og menneskenes tidsaldre.
Tidens midte er bedst kvalificeret ved, at fanden forsvinder efter fristelsen i ørkenen og først kommer igen, da han skal med i planen ved at gå ind i Judas' hjerte til forrådelsen.
Myten om en sådan destruktionspause er en del af et bud på en internalisering af apokalyptiken.
Spørgsmålet for en moderne prædikant (ikke mode, men modernitet) er, om apokalyptikken er større eller mindre end os.
Jeg selv befinder mig i en overgangsfase. Jeg har længe næret en mere end distant beundring for denne genre og betragtet den som et eksotisk vedhæng til min tradition.
Jeg har ofte prædiket, som om alle apokalyptiske bogstaver kunne skrabes af papiret, inhaleres, hvorefter man kunne tale med en morsom stemme som var det helium, man havde suget ind.
Jeg erkender mere og mere, at apokalyptiken er en grundpille for en mellemøstlige religion, jeg vidererfører. En smuk og vild genre.
Jeg er dermed på vej til, at apokalyptikken kan blive større en mig, men stadig er den genstand for mit virke.
Jeg samler apokalyptiske udsagn og sorterer dem i stor og lille apokalypse, i politik (det store dyr i åbenbaringen, Nero) i tegn (natur) og i narrativ bearbejdelse af katastrofer (tsunami, pompeji mm).
Jeg kan følge apokalyptiske tænkeres bevægelser og motiver, som om de var forbrydere under efterforskning. Gør jeg det, fordi jeg vægrer mig ved at lukke guds virkelighed ind? Komme dit rige - og så alligevel ikke?
Måske. I en oversættelse af tankemønstre ligger der også en afstand. Men jeg bilder mig ind, at jeg med min søgen nærmer mig at lukke mig op for guds virkelighed. Gøre den virke-lig.
Jeg vil tage udgangspunkt i drømmen om tidens midte. Drømmen om en guddommelig pause, som lader al anden tid være underordnet. En parentes uden had. Et åndehul. Fra denne drøm beskriver jeg guds rige. Ikke mit.
(Fortsætte)
20 Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; 21 man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«
22 Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. 23 Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. 24 For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. 25 Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.
26 Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: 27 De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. 28 Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; 29 men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. 30 På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. 31 Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. 32 Husk på Lots hustru! 33 Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. (34 Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 35 To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. 36 To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.« 37 Disciplene spurgte ham: »Hvor, Herre?« Han svarede dem: »Hvor ådslet er, dér vil også gribbene flokkes.« )
torsdag den 3. november 2016
Alle helgens dag
Alle helgens dag
Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.
Hvad er en prædiken? En prædiken er en sproghandling i en særlig kontekst. Nogle gange fylder konteksten mere end andre gange. Til jul fylder den så meget, at sproghandlingen næsten bærer sig selv og får samme indhold som et postkort: kommunikation, som ville være markant, hvis den ikke var der. Til begravelse ligeså. Alle fremmødte har kontekst med ind i rummet og alle ord vokser.
Visse søndage har kun rummet som kontekst og måske de dødes land, kirkegården, som vi krydser for at komme ind i kirkerummet.
På alle helgens dag kan konteksten være det evige liv, opstandelsen, ny himmel, ny jord, apokalyptik, dem vi savner, gensyn med de døde - iblandet mexiamericoskæmt med græskar og knogler.
En prædiken kan forstås som en trosinvitation. En gruppe af mennesker indfinder sig i et anderledes rum for at gribe efter noget andet og en ytring støtter denne griben.
Lad os sige, at tro er hjertet, der griber efter noget, vi ikke ser. Så er prædiken måske en hjertegribensimperativ: grib med hjertet! Lad os begribe med vores indre.
Så er spørgsmålet i moderniteten: kan vi gribe individuelt efter det samme? Kan vi gribe sammen efter det individuelle? Kan vi gribe sammen efter det samme og kan vi gribe individuelt efter det individuelle?
Min tro er ikke din tro og mit evige liv er ikke dit evige liv og min forestilling er ikke din forestilling osv.
Jeg tror vi kan udråbe "grib!" Og være åbne for alle individualiteter og få alt fælles som gave.
Teksten:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:
3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut
Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.
Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).
Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:
1 Makarios-råbet.
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)
Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.
Et par kommentarer
V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.
V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)
V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.
V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.
V 8 se salme 24:
3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela
Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.
Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...
Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.
På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.
Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.
Pi-dispositionen kan tage udgangspunkt i ovensende kristusforvandlinger eller i savnet:
Jeg savner
Jeg lever
Jeg lever og savner.
Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.
Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.
Hvad er en prædiken? En prædiken er en sproghandling i en særlig kontekst. Nogle gange fylder konteksten mere end andre gange. Til jul fylder den så meget, at sproghandlingen næsten bærer sig selv og får samme indhold som et postkort: kommunikation, som ville være markant, hvis den ikke var der. Til begravelse ligeså. Alle fremmødte har kontekst med ind i rummet og alle ord vokser.
Visse søndage har kun rummet som kontekst og måske de dødes land, kirkegården, som vi krydser for at komme ind i kirkerummet.
På alle helgens dag kan konteksten være det evige liv, opstandelsen, ny himmel, ny jord, apokalyptik, dem vi savner, gensyn med de døde - iblandet mexiamericoskæmt med græskar og knogler.
En prædiken kan forstås som en trosinvitation. En gruppe af mennesker indfinder sig i et anderledes rum for at gribe efter noget andet og en ytring støtter denne griben.
Lad os sige, at tro er hjertet, der griber efter noget, vi ikke ser. Så er prædiken måske en hjertegribensimperativ: grib med hjertet! Lad os begribe med vores indre.
Så er spørgsmålet i moderniteten: kan vi gribe individuelt efter det samme? Kan vi gribe sammen efter det individuelle? Kan vi gribe sammen efter det samme og kan vi gribe individuelt efter det individuelle?
Min tro er ikke din tro og mit evige liv er ikke dit evige liv og min forestilling er ikke din forestilling osv.
Jeg tror vi kan udråbe "grib!" Og være åbne for alle individualiteter og få alt fælles som gave.
Teksten:
Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:
3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut
Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.
Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).
Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:
1 Makarios-råbet.
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)
Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.
Et par kommentarer
V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.
V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)
V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.
V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.
V 8 se salme 24:
3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela
Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.
Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...
Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.
På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.
Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.
Pi-dispositionen kan tage udgangspunkt i ovensende kristusforvandlinger eller i savnet:
Jeg savner
Jeg lever
Jeg lever og savner.
Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.
torsdag den 27. oktober 2016
23. Søndag efter Trinitatis, anden række
Det årlige tjek: Er vi en religion?
Teksten: 41 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. 42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. 43 Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. 44 For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«
Treogtyvende søndag kunne være den søndag, hvor vi tager kirkens rolle som religionsinstitution til revision. Dagens tekst består at to dele, som begge påpeger mekanismer indenfor en etableret religion. Da teksten blev skrevet, var templet netop ødelagt og evalueringen af den etablerede situation lyder: Se selv. Så ku' de lære det! Den unge andengenerationskristendom profilerer sig på en ny rimelighed (økonomisk og klerikal) og en ny retfærdighed (teologisk).
Et par tusind år senere, har vi alle den etablerede religions skavanker at kigge tilbage på i eget hus: kristne ledere i tusindtal har pustet sig op og ædt fattige (enke er kodeord for uforsørget) ud af huset og magtens mekanismer har genoplivet vanen med at lade embedets ære gå forud for Guds.
Vi kan dog brøste os af, at leve i verdens mest lige samfund med gejstlige embeder lykkeligt fritaget for prestige. Denne udvikling er en gave, vi har modtaget på trods af kirkelig modstand, historisk det.
Denne søndag kan bruges til at kigge på forholdet mellem kristendom og fattigdom.
I striden mellem bibelfundamentalister og kritiske læsere, kan det anføres, at rigdom ofte nedtones af de bogstavtro. Man kan med rette spørge, hvorfor det er emner, knyttet til sex, der optager fundamentalister, mens spørgsmålet om rigdom tilsyneladende skal filtreres kritisk.
I den forbindelse er det væsentligt at se på den fornyede interesse for Jakobsbrevet (kap 2) . Vi har som lutheranere lært at dette er en stråbrev (papteologi), men vi må stille spørgsmålet, om ikke Luthers alliance med rigdommen er et historisk incitament på linje med det soteriologiske (frelse: ikke ved gerninger).
Når Jesus i sin lære tager afstand til skilsmisse - er det da den frie sexualitet eller flugten fra forsørgelsen, han angriber.? Det sidste. Det handler ikke om sex men om brød.
Dagens tekst har som sin nære kontekst en fuga i mellem belæringer om det rimelige samt Jesu myndighed vekslet med begivenheder, hvor tempelrensningen er sigende: et angreb på valutahandel og på religionsmekanismer (offerdyrshandel) samtidig.
Det er en enkeltmandsomstyrtning, som forudgriber omstyrtelsen par excellence: Gud vender alle mekanismer på hovedet ved at lade Jesu død blive universets sidste religiøse begivenhed. Alt religionsvæsens anstrengelse er nu passé. Alle hierarkiers påstande og møje om og for at bringe mennesker til gud og trusler om ikke at bringe mennesker til Gud er afløst af en ny myndighed: Jesus bytter herlighed med os. Og denne nye herlighed er oprindeligt lovet Guds Folk - herefter er den lovet de fattige!
Dette kalder på et fornyet ansvar for os, som tror. I en tid, hvor vi er solister og individualister, men arvinger til en tro i fællesskab, kan vi tage hinanden i hånden og finde Gud i skikkelse af den fattige. Sammen.
Disposition
Fortælling:
Mig selv og andre blærerøve. Gudelige blærerøve gennem tiden.
Forvandling:
Gud bytter alle blærerøve ud med de fattige. Alle prestigemekanismer bringes i udu. De virker ikke mere, for herligheden glimrer lavt. Forbyttelsen er sket i golgata, forudsagt i krybben.
Landsætning:
Lad os sammen finde Gud i den fattige næste og hjælpe.
38 Καὶ ἐν τῇ διδαχῇ αὐτοῦ ἔλεγεν• βλέπετε ἀπὸ τῶν γραμματέων τῶν θελόντων ἐν στολαῖς περιπατεῖν καὶ ἀσπασμοὺς ἐν ταῖς ἀγοραῖς 39 καὶ πρωτοκαθεδρίας ἐν ταῖς συναγωγαῖς καὶ πρωτοκλισίας ἐν τοῖς δείπνοις, 40 οἱ κατεσθίοντες τὰς οἰκίας τῶν χηρῶν καὶ προφάσει μακρὰ προσευχόμενοι• οὗτοι λήμψονται περισσότερον κρίμα.
41 Καὶ καθίσας κατέναντι τοῦ γαζοφυλακίου ἐθεώρει πῶς ὁ ὄχλος βάλλει χαλκὸν εἰς τὸ γαζοφυλάκιον. καὶ πολλοὶ πλούσιοι ἔβαλλον πολλά• 42 καὶ ἐλθοῦσα μία χήρα πτωχὴ ἔβαλεν λεπτὰ δύο, ὅ ἐστιν κοδράντης. 43 καὶ προσκαλεσάμενος τοὺς μαθητὰς αὐτοῦ εἶπεν αὐτοῖς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι ἡ χήρα αὕτη ἡ πτωχὴ πλεῖον πάντων ἔβαλεν τῶν βαλλόντων εἰς τὸ γαζοφυλάκιον• 44 πάντες γὰρ ἐκ τοῦ περισσεύοντος αὐτοῖς ἔβαλον, αὕτη δὲ ἐκ τῆς ὑστερήσεως αὐτῆς πάντα ὅσα εἶχεν ἔβαλεν ὅλον τὸν βίον αὐτῆς.
Teksten: 41 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. 42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. 43 Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. 44 For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«
Treogtyvende søndag kunne være den søndag, hvor vi tager kirkens rolle som religionsinstitution til revision. Dagens tekst består at to dele, som begge påpeger mekanismer indenfor en etableret religion. Da teksten blev skrevet, var templet netop ødelagt og evalueringen af den etablerede situation lyder: Se selv. Så ku' de lære det! Den unge andengenerationskristendom profilerer sig på en ny rimelighed (økonomisk og klerikal) og en ny retfærdighed (teologisk).
Et par tusind år senere, har vi alle den etablerede religions skavanker at kigge tilbage på i eget hus: kristne ledere i tusindtal har pustet sig op og ædt fattige (enke er kodeord for uforsørget) ud af huset og magtens mekanismer har genoplivet vanen med at lade embedets ære gå forud for Guds.
Vi kan dog brøste os af, at leve i verdens mest lige samfund med gejstlige embeder lykkeligt fritaget for prestige. Denne udvikling er en gave, vi har modtaget på trods af kirkelig modstand, historisk det.
Denne søndag kan bruges til at kigge på forholdet mellem kristendom og fattigdom.
I striden mellem bibelfundamentalister og kritiske læsere, kan det anføres, at rigdom ofte nedtones af de bogstavtro. Man kan med rette spørge, hvorfor det er emner, knyttet til sex, der optager fundamentalister, mens spørgsmålet om rigdom tilsyneladende skal filtreres kritisk.
I den forbindelse er det væsentligt at se på den fornyede interesse for Jakobsbrevet (kap 2) . Vi har som lutheranere lært at dette er en stråbrev (papteologi), men vi må stille spørgsmålet, om ikke Luthers alliance med rigdommen er et historisk incitament på linje med det soteriologiske (frelse: ikke ved gerninger).
Når Jesus i sin lære tager afstand til skilsmisse - er det da den frie sexualitet eller flugten fra forsørgelsen, han angriber.? Det sidste. Det handler ikke om sex men om brød.
Dagens tekst har som sin nære kontekst en fuga i mellem belæringer om det rimelige samt Jesu myndighed vekslet med begivenheder, hvor tempelrensningen er sigende: et angreb på valutahandel og på religionsmekanismer (offerdyrshandel) samtidig.
Det er en enkeltmandsomstyrtning, som forudgriber omstyrtelsen par excellence: Gud vender alle mekanismer på hovedet ved at lade Jesu død blive universets sidste religiøse begivenhed. Alt religionsvæsens anstrengelse er nu passé. Alle hierarkiers påstande og møje om og for at bringe mennesker til gud og trusler om ikke at bringe mennesker til Gud er afløst af en ny myndighed: Jesus bytter herlighed med os. Og denne nye herlighed er oprindeligt lovet Guds Folk - herefter er den lovet de fattige!
Dette kalder på et fornyet ansvar for os, som tror. I en tid, hvor vi er solister og individualister, men arvinger til en tro i fællesskab, kan vi tage hinanden i hånden og finde Gud i skikkelse af den fattige. Sammen.
Disposition
Fortælling:
Mig selv og andre blærerøve. Gudelige blærerøve gennem tiden.
Forvandling:
Gud bytter alle blærerøve ud med de fattige. Alle prestigemekanismer bringes i udu. De virker ikke mere, for herligheden glimrer lavt. Forbyttelsen er sket i golgata, forudsagt i krybben.
Landsætning:
Lad os sammen finde Gud i den fattige næste og hjælpe.
38 Καὶ ἐν τῇ διδαχῇ αὐτοῦ ἔλεγεν• βλέπετε ἀπὸ τῶν γραμματέων τῶν θελόντων ἐν στολαῖς περιπατεῖν καὶ ἀσπασμοὺς ἐν ταῖς ἀγοραῖς 39 καὶ πρωτοκαθεδρίας ἐν ταῖς συναγωγαῖς καὶ πρωτοκλισίας ἐν τοῖς δείπνοις, 40 οἱ κατεσθίοντες τὰς οἰκίας τῶν χηρῶν καὶ προφάσει μακρὰ προσευχόμενοι• οὗτοι λήμψονται περισσότερον κρίμα.
41 Καὶ καθίσας κατέναντι τοῦ γαζοφυλακίου ἐθεώρει πῶς ὁ ὄχλος βάλλει χαλκὸν εἰς τὸ γαζοφυλάκιον. καὶ πολλοὶ πλούσιοι ἔβαλλον πολλά• 42 καὶ ἐλθοῦσα μία χήρα πτωχὴ ἔβαλεν λεπτὰ δύο, ὅ ἐστιν κοδράντης. 43 καὶ προσκαλεσάμενος τοὺς μαθητὰς αὐτοῦ εἶπεν αὐτοῖς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι ἡ χήρα αὕτη ἡ πτωχὴ πλεῖον πάντων ἔβαλεν τῶν βαλλόντων εἰς τὸ γαζοφυλάκιον• 44 πάντες γὰρ ἐκ τοῦ περισσεύοντος αὐτοῖς ἔβαλον, αὕτη δὲ ἐκ τῆς ὑστερήσεως αὐτῆς πάντα ὅσα εἶχεν ἔβαλεν ὅλον τὸν βίον αὐτῆς.
mandag den 17. oktober 2016
22. Søndag efter Trinitatis, anden række
Jeg er et lille, elsket menneske uden anden status, end at jeg har en engel, som tuller rundt og kigger direkte på Gud, hvor er det vidunderligt.(v10)
Teksten:
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« 2 Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem 3 og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. 4 Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; 5 og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
6 Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. 7 Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. 8 Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. 9 Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. 10 Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. 11 For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
12 Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? 13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. 14 Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
Matt 18,1-14 tekst slut.
V11 er nok ikke originalt.
De meget stærke billeder skygger for det centrale vers 10 om uhæmmet adgang til evighed og sandhed og skabelse.
Et barn på Jesu tid er et undertrykt, lavtstående og statusløst væsen. Et barn nu om dage er et dyrket projekt, som ikke altid optræder ydmygt. Du går statusløs ind i himlenes kongedømme.
Du modtager Jesus, når du modtager en statusløs.
Fra vers 6 betyder en af disse mine mindste en discipel af en slags - sandsynligt en discipel, som ikke er så god til at være elitereligiøs.
V7b kan oversættes: "Skandalen er en nødvendighed".
Der er et familieskab mellem faldet, forargelsen og skandalen. "Den dag mistede jeg alt for ham" er en vending, der udtrykker begivenheden, der fører til fald. Der er tale om en truende tilstand, der kan udløse den begivenhed, som får den lille troende til at miste alt.
Skandalen er Jesus selv, det nødvendige fald. Faldet gør en nedsænkning til en velsignelse..
Hav-billedet er oversat lidt spøjst. Der skulle snarere stå noget med at holdes nede af møllestenen om halsen og få havet over sig. Dåben er ikke uvæsentlig som medbillede.
Va (ouai!) er en smertebesværgelse, som kan læses som en apokalyptisk fødselsve... Noget bliver til.
De destruktive billeder, druknedøden, amputationerne optræder meget destruktivt, hvilket skygger for sammenligningen: Det at stå for Gud, se ham og gå til hånde, er så helligt et endemål, at liv og lemmer sagtens kan kastes væk som tyngende rejsegods.
Og: vi, de druknede, de døbte, kan sende øjne hænder og fødder i forvejen. Vores engel SER Gud, GÅR til HÅNDE, fordi vi allerede er sendt i forvejen.
Lad denne tjeneste blive født, at vi ser den statusløse, bener derhen og giver en hånd med...
Disposition:
Fortælling:
Fortællingen om, da der skete det modsatte af at jeg mistede alt for ham. Tilliden, der fik liv, båndet, der blev knyttet
Forvandling
Sådan et bånd knytter Gud til mig. Alt, hvad der kunne få Gud til at hade mig, skandalen, det, der ellers får en til at miste alt for nogen, er taget af Jesus på korset (skandalon)
Landsætning
Jeg vil elske bevægelsen, hvor den, der er uslest er den højeste, jeg kan modtage, ligesom jeg selv er værd at finde.
---
Ἐν ἐκείνῃ τῇ ὥρᾳ προσῆλθον οἱ μαθηταὶ τῷ Ἰησοῦ λέγοντες• τίς ἄρα μείζων ἐστὶν ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν; 2 καὶ προσκαλεσάμενος παιδίον ἔστησεν αὐτὸ ἐν μέσῳ αὐτῶν 3 καὶ εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ στραφῆτε καὶ γένησθε ὡς τὰ παιδία, οὐ μὴ εἰσέλθητε εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 4 ὅστις οὖν ταπεινώσει ἑαυτὸν ὡς τὸ παιδίον τοῦτο, οὗτός ἐστιν ὁ μείζων ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν. 5 καὶ ὃς ἐὰν δέξηται ἓν παιδίον τοιοῦτο ἐπὶ τῷ ὀνόματί μου, ἐμὲ δέχεται.
6 Ὃς δʼ ἂν σκανδαλίσῃ ἕνα τῶν μικρῶν τούτων τῶν πιστευόντων εἰς ἐμέ, συμφέρει αὐτῷ ἵνα κρεμασθῇ μύλος ὀνικὸς περὶ τὸν τράχηλον αὐτοῦ καὶ καταποντισθῇ ἐν τῷ πελάγει τῆς θαλάσσης. 7 Οὐαὶ τῷ κόσμῳ ἀπὸ τῶν σκανδάλων• ἀνάγκη γὰρ ἐλθεῖν τὰ σκάνδαλα, πλὴν οὐαὶ τῷ ἀνθρώπῳ διʼ οὗ τὸ σκάνδαλον ἔρχεται. 8 Εἰ δὲ ἡ χείρ σου ἢ ὁ πούς σου σκανδαλίζει σε, ἔκκοψον αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν εἰσελθεῖν εἰς τὴν ζωὴν κυλλὸν ἢ χωλὸν ἢ δύο χεῖρας ἢ δύο πόδας ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον. 9 καὶ εἰ ὁ ὀφθαλμός σου σκανδαλίζει σε, ἔξελε αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν μονόφθαλμον εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν ἢ δύο ὀφθαλμοὺς ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὴν γέενναν τοῦ πυρός.
10 Ὁρᾶτε μὴ καταφρονήσητε ἑνὸς τῶν μικρῶν τούτων• λέγω γὰρ ὑμῖν ὅτι οἱ ἄγγελοι αὐτῶν ἐν οὐρανοῖς διὰ παντὸς βλέπουσι τὸ πρόσωπον τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν οὐρανοῖς.
12 Τί ὑμῖν δοκεῖ; ἐὰν γένηταί τινι ἀνθρώπῳ ἑκατὸν πρόβατα καὶ πλανηθῇ ἓν ἐξ αὐτῶν, οὐχὶ ἀφήσει τὰ ἐνενήκοντα ἐννέα ἐπὶ τὰ ὄρη καὶ πορευθεὶς ζητεῖ τὸ πλανώμενον; 13 καὶ ἐὰν γένηται εὑρεῖν αὐτό, ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι χαίρει ἐπʼ αὐτῷ μᾶλλον ἢ ἐπὶ τοῖς ἐνενήκοντα ἐννέα τοῖς μὴ πεπλανημένοις. 14 οὕτως οὐκ ἔστιν θέλημα ἔμπροσθεν τοῦ πατρὸς ὑμῶν τοῦ ἐν οὐρανοῖς ἵνα ἀπόληται ἓν τῶν μικρῶν τούτων.
Teksten:
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« 2 Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem 3 og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. 4 Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; 5 og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
6 Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. 7 Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. 8 Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. 9 Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. 10 Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. 11 For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
12 Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? 13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. 14 Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
Matt 18,1-14 tekst slut.
V11 er nok ikke originalt.
De meget stærke billeder skygger for det centrale vers 10 om uhæmmet adgang til evighed og sandhed og skabelse.
Et barn på Jesu tid er et undertrykt, lavtstående og statusløst væsen. Et barn nu om dage er et dyrket projekt, som ikke altid optræder ydmygt. Du går statusløs ind i himlenes kongedømme.
Du modtager Jesus, når du modtager en statusløs.
Fra vers 6 betyder en af disse mine mindste en discipel af en slags - sandsynligt en discipel, som ikke er så god til at være elitereligiøs.
V7b kan oversættes: "Skandalen er en nødvendighed".
Der er et familieskab mellem faldet, forargelsen og skandalen. "Den dag mistede jeg alt for ham" er en vending, der udtrykker begivenheden, der fører til fald. Der er tale om en truende tilstand, der kan udløse den begivenhed, som får den lille troende til at miste alt.
Skandalen er Jesus selv, det nødvendige fald. Faldet gør en nedsænkning til en velsignelse..
Hav-billedet er oversat lidt spøjst. Der skulle snarere stå noget med at holdes nede af møllestenen om halsen og få havet over sig. Dåben er ikke uvæsentlig som medbillede.
Va (ouai!) er en smertebesværgelse, som kan læses som en apokalyptisk fødselsve... Noget bliver til.
De destruktive billeder, druknedøden, amputationerne optræder meget destruktivt, hvilket skygger for sammenligningen: Det at stå for Gud, se ham og gå til hånde, er så helligt et endemål, at liv og lemmer sagtens kan kastes væk som tyngende rejsegods.
Og: vi, de druknede, de døbte, kan sende øjne hænder og fødder i forvejen. Vores engel SER Gud, GÅR til HÅNDE, fordi vi allerede er sendt i forvejen.
Lad denne tjeneste blive født, at vi ser den statusløse, bener derhen og giver en hånd med...
Disposition:
Fortælling:
Fortællingen om, da der skete det modsatte af at jeg mistede alt for ham. Tilliden, der fik liv, båndet, der blev knyttet
Forvandling
Sådan et bånd knytter Gud til mig. Alt, hvad der kunne få Gud til at hade mig, skandalen, det, der ellers får en til at miste alt for nogen, er taget af Jesus på korset (skandalon)
Landsætning
Jeg vil elske bevægelsen, hvor den, der er uslest er den højeste, jeg kan modtage, ligesom jeg selv er værd at finde.
---
Ἐν ἐκείνῃ τῇ ὥρᾳ προσῆλθον οἱ μαθηταὶ τῷ Ἰησοῦ λέγοντες• τίς ἄρα μείζων ἐστὶν ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν; 2 καὶ προσκαλεσάμενος παιδίον ἔστησεν αὐτὸ ἐν μέσῳ αὐτῶν 3 καὶ εἶπεν• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐὰν μὴ στραφῆτε καὶ γένησθε ὡς τὰ παιδία, οὐ μὴ εἰσέλθητε εἰς τὴν βασιλείαν τῶν οὐρανῶν. 4 ὅστις οὖν ταπεινώσει ἑαυτὸν ὡς τὸ παιδίον τοῦτο, οὗτός ἐστιν ὁ μείζων ἐν τῇ βασιλείᾳ τῶν οὐρανῶν. 5 καὶ ὃς ἐὰν δέξηται ἓν παιδίον τοιοῦτο ἐπὶ τῷ ὀνόματί μου, ἐμὲ δέχεται.
6 Ὃς δʼ ἂν σκανδαλίσῃ ἕνα τῶν μικρῶν τούτων τῶν πιστευόντων εἰς ἐμέ, συμφέρει αὐτῷ ἵνα κρεμασθῇ μύλος ὀνικὸς περὶ τὸν τράχηλον αὐτοῦ καὶ καταποντισθῇ ἐν τῷ πελάγει τῆς θαλάσσης. 7 Οὐαὶ τῷ κόσμῳ ἀπὸ τῶν σκανδάλων• ἀνάγκη γὰρ ἐλθεῖν τὰ σκάνδαλα, πλὴν οὐαὶ τῷ ἀνθρώπῳ διʼ οὗ τὸ σκάνδαλον ἔρχεται. 8 Εἰ δὲ ἡ χείρ σου ἢ ὁ πούς σου σκανδαλίζει σε, ἔκκοψον αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν εἰσελθεῖν εἰς τὴν ζωὴν κυλλὸν ἢ χωλὸν ἢ δύο χεῖρας ἢ δύο πόδας ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον. 9 καὶ εἰ ὁ ὀφθαλμός σου σκανδαλίζει σε, ἔξελε αὐτὸν καὶ βάλε ἀπὸ σοῦ• καλόν σοί ἐστιν μονόφθαλμον εἰς τὴν ζωὴν εἰσελθεῖν ἢ δύο ὀφθαλμοὺς ἔχοντα βληθῆναι εἰς τὴν γέενναν τοῦ πυρός.
10 Ὁρᾶτε μὴ καταφρονήσητε ἑνὸς τῶν μικρῶν τούτων• λέγω γὰρ ὑμῖν ὅτι οἱ ἄγγελοι αὐτῶν ἐν οὐρανοῖς διὰ παντὸς βλέπουσι τὸ πρόσωπον τοῦ πατρός μου τοῦ ἐν οὐρανοῖς.
12 Τί ὑμῖν δοκεῖ; ἐὰν γένηταί τινι ἀνθρώπῳ ἑκατὸν πρόβατα καὶ πλανηθῇ ἓν ἐξ αὐτῶν, οὐχὶ ἀφήσει τὰ ἐνενήκοντα ἐννέα ἐπὶ τὰ ὄρη καὶ πορευθεὶς ζητεῖ τὸ πλανώμενον; 13 καὶ ἐὰν γένηται εὑρεῖν αὐτό, ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι χαίρει ἐπʼ αὐτῷ μᾶλλον ἢ ἐπὶ τοῖς ἐνενήκοντα ἐννέα τοῖς μὴ πεπλανημένοις. 14 οὕτως οὐκ ἔστιν θέλημα ἔμπροσθεν τοῦ πατρὸς ὑμῶν τοῦ ἐν οὐρανοῖς ἵνα ἀπόληται ἓν τῶν μικρῶν τούτων.
mandag den 10. oktober 2016
21. Søndag efter Trinitatis, anden række
Shit happens. (Prøv evt at google verdensreligionernes versioner af shit happens).
Teksten
På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. 2 Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? 3 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. 4 Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«
6 Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. 7 Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? 8 Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. 9 Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« (lukas 13,1-9 tekst slut).
----
Alt tyder på, at den ældste kristendom har bøvlet med spørgsmålet om forholdet mellem synd og skæbne. Synspunktet, at hård skæbne er en følge af synd samt det modsatte synspunkt, at skæbne kan ramme uafhængigt af synd, lever tilsyneladende side om side. Luk 13 bevæger sig ud af problemet.
Emnet har interesseret systematiske teologer til alle tider og knytter sig til spørgsmålet om Guds almagt, teodicé, indgriben i verden, højere mening etc. Jordskælvet i Lissabon i 1700tallet skulle være et af vendepunkterne i denne tankes historie - for slet ikke at tale om verdenskrigene. På den vittige side er der lavet forskellige lister over verdensreligionernes svar på "shit happens". Vil man have gode praktisk teologiske betragtninger på "hvorfor lige mig" skal man tale med hospitalspræsterne.
Teksten falder i to dele, som forhåbentligt hænger sammen. De lille δὲ i vers 6 er den korresponderende partikel, som lader del 2 hænge sammen med del 1. Første del er en dobbelt eksempelfortælling som dialog med et udsagn efter hver hvert eksempel. Udsagnet benægter syndsforskellighed hos hhv ramte og ikke ramte. Del 2 er en almindelig apokalyptisk-esakatologisk lignelse med frugt som billede og hugge om som endelig domsmetafor.
Ved at lade de to tekster hænge sammen, bliver v 3 μετανοῆτε (vende om) en apokalyptisk foreteelse og ἀπολεῖσθε (gå til grunde/omkomme "gå til spilde") bliver et eskatologisk scenarie. Kort sagt: skæbner og skyld er forskellige, men skynd jer at koble jer på en større virkelighed, så I ikke går fortabt. Synlige ulykker kan ikke dømmes som syndssvar, den ulykke og den lykke ligger et andet sted.
Kristus og det forsmædelige mix
Ulykken i det første eksempel, Pilatus blander galilæer- og offerdyrsblod, er en alvorlig forsmædelse. Der er nok tale om et raid, hvor romerske tropper har massakreret pilgrimme således at mennesker og dyr er flydt sammen, hvilket er en katastrofe, eftersom netop dyrets blod skulle have gjort det ud for menneskets i Guds optik. Ulykken er en offerkultisk katastrofe.
Jeg leder altid efter Kristus i teksterne.
Det forsmædelige mix ἔμιξεν er ham selv. Blodet er ham. Træet. Den forbindelse, der skal skabes (μετανοῆτε) dannes ved hans uhørte sammenblanding af gud og menneske. Den sluttende lignelse hedder : Giv en chance mere!
Frugten, sindets opkobling på det store, kunne være at give medmennesket en chance til og ikke hugge ned eller falde ned over.
Disposition:
Fortælling:
Jeg står med bare tæer på en strand. Det lune vand graver sig ned under mine fødder og sandet kilder, mens det forsvinder under mig. Jeg er et træ, der får næring og luft, sødme gror i mig.
Forvandling
Et træ er blevet hugget om, stammen er tør. Det er rejst uden rødder på Golgata. Gud er gået ind i verden. En ulykke er blevet til lykke. Den uhyggeligste forbyttelse er blevet min redning.
Landsætning
Jeg vil bytte om og give chancer, jeg vil skabe rum og luft om andres rodnet.
---
Παρῆσαν δέ τινες ἐν αὐτῷ τῷ καιρῷ ἀπαγγέλλοντες αὐτῷ περὶ τῶν Γαλιλαίων ὧν τὸ αἷμα Πιλᾶτος ἔμιξεν μετὰ τῶν θυσιῶν αὐτῶν. 2 καὶ ἀποκριθεὶς εἶπεν αὐτοῖς• δοκεῖτε ὅτι οἱ Γαλιλαῖοι οὗτοι ἁμαρτωλοὶ παρὰ πάντας τοὺς Γαλιλαίους ἐγένοντο, ὅτι ταῦτα πεπόνθασιν; 3 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὁμοίως ἀπολεῖσθε. 4 ἢ ἐκεῖνοι οἱ δεκαοκτὼ ἐφʼ οὓς ἔπεσεν ὁ πύργος ἐν τῷ Σιλωὰμ καὶ ἀπέκτεινεν αὐτούς, δοκεῖτε ὅτι αὐτοὶ ὀφειλέται ἐγένοντο παρὰ πάντας τοὺς ἀνθρώπους τοὺς κατοικοῦντας Ἰερουσαλήμ; 5 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὡσαύτως ἀπολεῖσθε.
6 Ἔλεγεν δὲ ταύτην τὴν παραβολήν• συκῆν εἶχέν τις πεφυτευμένην ἐν τῷ ἀμπελῶνι αὐτοῦ, καὶ ἦλθεν ζητῶν καρπὸν ἐν αὐτῇ καὶ οὐχ εὗρεν. 7 εἶπεν δὲ πρὸς τὸν ἀμπελουργόν• ἰδοὺ τρία ἔτη ἀφʼ οὗ ἔρχομαι ζητῶν καρπὸν ἐν τῇ συκῇ ταύτῃ καὶ οὐχ εὑρίσκω• ἔκκοψον [οὖν] αὐτήν, ἱνατί καὶ τὴν γῆν καταργεῖ; 8 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς λέγει αὐτῷ• κύριε, ἄφες αὐτὴν καὶ τοῦτο τὸ ἔτος, ἕως ὅτου σκάψω περὶ αὐτὴν καὶ βάλω κόπρια, 9 κἂν μὲν ποιήσῃ καρπὸν εἰς τὸ μέλλον• εἰ δὲ μή γε, ἐκκόψεις αὐτήν.
Teksten
På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. 2 Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? 3 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. 4 Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«
6 Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. 7 Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? 8 Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. 9 Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« (lukas 13,1-9 tekst slut).
----
Alt tyder på, at den ældste kristendom har bøvlet med spørgsmålet om forholdet mellem synd og skæbne. Synspunktet, at hård skæbne er en følge af synd samt det modsatte synspunkt, at skæbne kan ramme uafhængigt af synd, lever tilsyneladende side om side. Luk 13 bevæger sig ud af problemet.
Emnet har interesseret systematiske teologer til alle tider og knytter sig til spørgsmålet om Guds almagt, teodicé, indgriben i verden, højere mening etc. Jordskælvet i Lissabon i 1700tallet skulle være et af vendepunkterne i denne tankes historie - for slet ikke at tale om verdenskrigene. På den vittige side er der lavet forskellige lister over verdensreligionernes svar på "shit happens". Vil man have gode praktisk teologiske betragtninger på "hvorfor lige mig" skal man tale med hospitalspræsterne.
Teksten falder i to dele, som forhåbentligt hænger sammen. De lille δὲ i vers 6 er den korresponderende partikel, som lader del 2 hænge sammen med del 1. Første del er en dobbelt eksempelfortælling som dialog med et udsagn efter hver hvert eksempel. Udsagnet benægter syndsforskellighed hos hhv ramte og ikke ramte. Del 2 er en almindelig apokalyptisk-esakatologisk lignelse med frugt som billede og hugge om som endelig domsmetafor.
Ved at lade de to tekster hænge sammen, bliver v 3 μετανοῆτε (vende om) en apokalyptisk foreteelse og ἀπολεῖσθε (gå til grunde/omkomme "gå til spilde") bliver et eskatologisk scenarie. Kort sagt: skæbner og skyld er forskellige, men skynd jer at koble jer på en større virkelighed, så I ikke går fortabt. Synlige ulykker kan ikke dømmes som syndssvar, den ulykke og den lykke ligger et andet sted.
Kristus og det forsmædelige mix
Ulykken i det første eksempel, Pilatus blander galilæer- og offerdyrsblod, er en alvorlig forsmædelse. Der er nok tale om et raid, hvor romerske tropper har massakreret pilgrimme således at mennesker og dyr er flydt sammen, hvilket er en katastrofe, eftersom netop dyrets blod skulle have gjort det ud for menneskets i Guds optik. Ulykken er en offerkultisk katastrofe.
Jeg leder altid efter Kristus i teksterne.
Det forsmædelige mix ἔμιξεν er ham selv. Blodet er ham. Træet. Den forbindelse, der skal skabes (μετανοῆτε) dannes ved hans uhørte sammenblanding af gud og menneske. Den sluttende lignelse hedder : Giv en chance mere!
Frugten, sindets opkobling på det store, kunne være at give medmennesket en chance til og ikke hugge ned eller falde ned over.
Disposition:
Fortælling:
Jeg står med bare tæer på en strand. Det lune vand graver sig ned under mine fødder og sandet kilder, mens det forsvinder under mig. Jeg er et træ, der får næring og luft, sødme gror i mig.
Forvandling
Et træ er blevet hugget om, stammen er tør. Det er rejst uden rødder på Golgata. Gud er gået ind i verden. En ulykke er blevet til lykke. Den uhyggeligste forbyttelse er blevet min redning.
Landsætning
Jeg vil bytte om og give chancer, jeg vil skabe rum og luft om andres rodnet.
---
Παρῆσαν δέ τινες ἐν αὐτῷ τῷ καιρῷ ἀπαγγέλλοντες αὐτῷ περὶ τῶν Γαλιλαίων ὧν τὸ αἷμα Πιλᾶτος ἔμιξεν μετὰ τῶν θυσιῶν αὐτῶν. 2 καὶ ἀποκριθεὶς εἶπεν αὐτοῖς• δοκεῖτε ὅτι οἱ Γαλιλαῖοι οὗτοι ἁμαρτωλοὶ παρὰ πάντας τοὺς Γαλιλαίους ἐγένοντο, ὅτι ταῦτα πεπόνθασιν; 3 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὁμοίως ἀπολεῖσθε. 4 ἢ ἐκεῖνοι οἱ δεκαοκτὼ ἐφʼ οὓς ἔπεσεν ὁ πύργος ἐν τῷ Σιλωὰμ καὶ ἀπέκτεινεν αὐτούς, δοκεῖτε ὅτι αὐτοὶ ὀφειλέται ἐγένοντο παρὰ πάντας τοὺς ἀνθρώπους τοὺς κατοικοῦντας Ἰερουσαλήμ; 5 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὡσαύτως ἀπολεῖσθε.
6 Ἔλεγεν δὲ ταύτην τὴν παραβολήν• συκῆν εἶχέν τις πεφυτευμένην ἐν τῷ ἀμπελῶνι αὐτοῦ, καὶ ἦλθεν ζητῶν καρπὸν ἐν αὐτῇ καὶ οὐχ εὗρεν. 7 εἶπεν δὲ πρὸς τὸν ἀμπελουργόν• ἰδοὺ τρία ἔτη ἀφʼ οὗ ἔρχομαι ζητῶν καρπὸν ἐν τῇ συκῇ ταύτῃ καὶ οὐχ εὑρίσκω• ἔκκοψον [οὖν] αὐτήν, ἱνατί καὶ τὴν γῆν καταργεῖ; 8 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς λέγει αὐτῷ• κύριε, ἄφες αὐτὴν καὶ τοῦτο τὸ ἔτος, ἕως ὅτου σκάψω περὶ αὐτὴν καὶ βάλω κόπρια, 9 κἂν μὲν ποιήσῃ καρπὸν εἰς τὸ μέλλον• εἰ δὲ μή γε, ἐκκόψεις αὐτήν.
torsdag den 6. oktober 2016
20. Søndag efter Trinitatis, anden række..
Teksten: 28 Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. 29 Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. 30 Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. 31 Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. 32 For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
33 Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. 34 Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. 35 Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. 36 Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. 37 Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. 38 Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. 39 Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. 40 Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« 41 De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«
42 Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne:
Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne?
43 Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. 44 Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
(45 Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. 46 Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet. )
Fokusskifte som forvandlingsrum.
Nogle gange kan en læsning have et fokus, som ikke er aktuelt for en nutidig menighed. Mattæusevangeliets anliggende: "jøderne i almindelighed er forkastet - vi er ikke!" er et spændende anliggende... Historisk set. Men aktuelt? Nej.
Vi står altså med en evangelist, som har samme gud som vi og samme frelser som vi men med et friskt opgør i bagagen, som nok er os uvedkommende - med mindre parterne i dette opgør er parter i os selv. Den gamle og den ny pagt, loven og evangeliet. "Jeg smadrer dig, hvis du ikke kan" overfor "jeg elsker dig og jeg ved, du kan".
Ja- og nej-sønnerne må forstås som gudsfolket og hedningene og vingårdsbønderne som folket der forsager pagten.
Selvom opgøret med gudsfolket om at være legitime arvinger ikke har nogen friskhed hos os, kan billederne stadig bruges.
Jesus er stadig hovedhjørnestenen, den forkastede. Som handlingsopfordring ligger der: se det guddommelige i det forkastede. Se det udsmidte menneske som arving. Denne omvendthed er til omvendelse.
Gro-billederne er også til grøde. Plante, hegne, passe. "Gærdet" er et ord, som rummer hele vores civilisation (og dermed civilisationskritikken). Ordet Gærde er det samme som garden, gård osv - går tilbage til bagaida/badeido som er rødderne til persisk, bardeisos, Paradis, have, beplantning (frit efter hukommelsen, enkelte stavelser skal slås efter).
Åndshistorisk er det spøjst, at paradiset er det forladte og arbejdet en straf, mens de begge rummer samme rod.
Fortælling:
Jeg sidder og læser mattæus og tænker, hvad der rørte sig, mens hans skrev. Spørgsmålet om, hvorfor gud havde valgt et folk og givet pagten videre. Hvad rør sig i mig? Hvilke konflikter er jeg en del af? Er dem, jeg er i konflikt med dele af mig selv?
Forvandling: Jeg lander på begge ben i en ny fortælling. På begge ben på et solidt fundament, som er usynligt, fordi det er lavet ud af fællesskab. Fællesskab med Gud på en ny måde, altid nyt. Det er lavet ud af kærlighed og forkastelse. Netop som jeg troede, jeg var ude, er jeg inde. Der bliver pyldret, nusset plantet - og der opstår sødme, beruselse, høst.
Opfordring:
Jeg vil forlade kirken med sødme og beruselse. Jeg vil finde fodfæste i det forkastedes herlighed. Jeg vil undres og betages, når jeg møder mennesker, der er kastet ud eller som omtales som dem, der skal kastets ud....
Kontekst: lignelserne fører til ønske om hans død.
Tekst: NB v 44 er udeladt i visse håndskrifter (fx D), men i øvrigt stærkt bevidnet (fx Sinaiticus).
28 Τί δὲ ὑμῖν δοκεῖ; ἄνθρωπος εἶχεν τέκνα δύο. καὶ προσελθὼν τῷ πρώτῳ εἶπεν• τέκνον, ὕπαγε σήμερον ἐργάζου ἐν τῷ ἀμπελῶνι. 29 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐ θέλω, ὕστερον δὲ μεταμεληθεὶς ἀπῆλθεν. 30 προσελθὼν δὲ τῷ ἑτέρῳ εἶπεν ὡσαύτως. ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• ἐγώ, κύριε, καὶ οὐκ ἀπῆλθεν. 31 τίς ἐκ τῶν δύο ἐποίησεν τὸ θέλημα τοῦ πατρός; λέγουσιν• ὁ πρῶτος. λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οἱ τελῶναι καὶ αἱ πόρναι προάγουσιν ὑμᾶς εἰς τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ. 32 ἦλθεν γὰρ Ἰωάννης πρὸς ὑμᾶς ἐν ὁδῷ δικαιοσύνης, καὶ οὐκ ἐπιστεύσατε αὐτῷ, οἱ δὲ τελῶναι καὶ αἱ πόρναι ἐπίστευσαν αὐτῷ• ὑμεῖς δὲ ἰδόντες οὐδὲ μετεμελήθητε ὕστερον τοῦ πιστεῦσαι αὐτῷ.
33 Ἄλλην παραβολὴν ἀκούσατε. ἄνθρωπος ἦν οἰκοδεσπότης ὅστις ἐφύτευσεν ἀμπελῶνα καὶ φραγμὸν αὐτῷ περιέθηκεν καὶ ὤρυξεν ἐν αὐτῷ ληνὸν καὶ ᾠκοδόμησεν πύργον καὶ ἐξέδετο αὐτὸν γεωργοῖς καὶ ἀπεδήμησεν. 34 ὅτε δὲ ἤγγισεν ὁ καιρὸς τῶν καρπῶν, ἀπέστειλεν τοὺς δούλους αὐτοῦ πρὸς τοὺς γεωργοὺς λαβεῖν τοὺς καρποὺς αὐτοῦ. 35 καὶ λαβόντες οἱ γεωργοὶ τοὺς δούλους αὐτοῦ ὃν μὲν ἔδειραν, ὃν δὲ ἀπέκτειναν, ὃν δὲ ἐλιθοβόλησαν. 36 πάλιν ἀπέστειλεν ἄλλους δούλους πλείονας τῶν πρώτων, καὶ ἐποίησαν αὐτοῖς ὡσαύτως. 37 ὕστερον δὲ ἀπέστειλεν πρὸς αὐτοὺς τὸν υἱὸν αὐτοῦ λέγων• ἐντραπήσονται τὸν υἱόν μου. 38 οἱ δὲ γεωργοὶ ἰδόντες τὸν υἱὸν εἶπον ἐν ἑαυτοῖς• οὗτός ἐστιν ὁ κληρονόμος• δεῦτε ἀποκτείνωμεν αὐτὸν καὶ σχῶμεν τὴν κληρονομίαν αὐτοῦ, 39 καὶ λαβόντες αὐτὸν ἐξέβαλον ἔξω τοῦ ἀμπελῶνος καὶ ἀπέκτειναν. 40 ὅταν οὖν ἔλθῃ ὁ κύριος τοῦ ἀμπελῶνος, τί ποιήσει τοῖς γεωργοῖς ἐκείνοις; 41 λέγουσιν αὐτῷ• κακοὺς κακῶς ἀπολέσει αὐτοὺς καὶ τὸν ἀμπελῶνα ἐκδώσεται ἄλλοις γεωργοῖς, οἵτινες ἀποδώσουσιν αὐτῷ τοὺς καρποὺς ἐν τοῖς καιροῖς αὐτῶν.
42 Λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• οὐδέποτε ἀνέγνωτε ἐν ταῖς γραφαῖς•
λίθον ὃν ἀπεδοκίμασαν οἱ οἰκοδομοῦντες,
οὗτος ἐγενήθη εἰς κεφαλὴν γωνίας•
παρὰ κυρίου ἐγένετο αὕτη
καὶ ἔστιν θαυμαστὴ ἐν ὀφθαλμοῖς ἡμῶν;
43 διὰ τοῦτο λέγω ὑμῖν ὅτι ἀρθήσεται ἀφʼ ὑμῶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ καὶ δοθήσεται ἔθνει ποιοῦντι τοὺς καρποὺς αὐτῆς. [ 44 καὶ ὁ πεσὼν ἐπὶ τὸν λίθον τοῦτον συνθλασθήσεται• ἐφʼ ὃν δʼ ἂν πέσῃ λικμήσει αὐτόν.]
(45 Καὶ ἀκούσαντες οἱ ἀρχιερεῖς καὶ οἱ Φαρισαῖοι τὰς παραβολὰς αὐτοῦ ἔγνωσαν ὅτι περὶ αὐτῶν λέγει• 46 καὶ ζητοῦντες αὐτὸν κρατῆσαι ἐφοβήθησαν τοὺς ὄχλους, ἐπεὶ εἰς προφήτην αὐτὸν εἶχον. )
33 Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. 34 Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. 35 Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. 36 Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. 37 Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. 38 Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. 39 Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. 40 Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« 41 De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«
42 Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne:
Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne?
43 Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. 44 Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
(45 Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. 46 Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet. )
Fokusskifte som forvandlingsrum.
Nogle gange kan en læsning have et fokus, som ikke er aktuelt for en nutidig menighed. Mattæusevangeliets anliggende: "jøderne i almindelighed er forkastet - vi er ikke!" er et spændende anliggende... Historisk set. Men aktuelt? Nej.
Vi står altså med en evangelist, som har samme gud som vi og samme frelser som vi men med et friskt opgør i bagagen, som nok er os uvedkommende - med mindre parterne i dette opgør er parter i os selv. Den gamle og den ny pagt, loven og evangeliet. "Jeg smadrer dig, hvis du ikke kan" overfor "jeg elsker dig og jeg ved, du kan".
Ja- og nej-sønnerne må forstås som gudsfolket og hedningene og vingårdsbønderne som folket der forsager pagten.
Selvom opgøret med gudsfolket om at være legitime arvinger ikke har nogen friskhed hos os, kan billederne stadig bruges.
Jesus er stadig hovedhjørnestenen, den forkastede. Som handlingsopfordring ligger der: se det guddommelige i det forkastede. Se det udsmidte menneske som arving. Denne omvendthed er til omvendelse.
Gro-billederne er også til grøde. Plante, hegne, passe. "Gærdet" er et ord, som rummer hele vores civilisation (og dermed civilisationskritikken). Ordet Gærde er det samme som garden, gård osv - går tilbage til bagaida/badeido som er rødderne til persisk, bardeisos, Paradis, have, beplantning (frit efter hukommelsen, enkelte stavelser skal slås efter).
Åndshistorisk er det spøjst, at paradiset er det forladte og arbejdet en straf, mens de begge rummer samme rod.
Fortælling:
Jeg sidder og læser mattæus og tænker, hvad der rørte sig, mens hans skrev. Spørgsmålet om, hvorfor gud havde valgt et folk og givet pagten videre. Hvad rør sig i mig? Hvilke konflikter er jeg en del af? Er dem, jeg er i konflikt med dele af mig selv?
Forvandling: Jeg lander på begge ben i en ny fortælling. På begge ben på et solidt fundament, som er usynligt, fordi det er lavet ud af fællesskab. Fællesskab med Gud på en ny måde, altid nyt. Det er lavet ud af kærlighed og forkastelse. Netop som jeg troede, jeg var ude, er jeg inde. Der bliver pyldret, nusset plantet - og der opstår sødme, beruselse, høst.
Opfordring:
Jeg vil forlade kirken med sødme og beruselse. Jeg vil finde fodfæste i det forkastedes herlighed. Jeg vil undres og betages, når jeg møder mennesker, der er kastet ud eller som omtales som dem, der skal kastets ud....
Kontekst: lignelserne fører til ønske om hans død.
Tekst: NB v 44 er udeladt i visse håndskrifter (fx D), men i øvrigt stærkt bevidnet (fx Sinaiticus).
28 Τί δὲ ὑμῖν δοκεῖ; ἄνθρωπος εἶχεν τέκνα δύο. καὶ προσελθὼν τῷ πρώτῳ εἶπεν• τέκνον, ὕπαγε σήμερον ἐργάζου ἐν τῷ ἀμπελῶνι. 29 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• οὐ θέλω, ὕστερον δὲ μεταμεληθεὶς ἀπῆλθεν. 30 προσελθὼν δὲ τῷ ἑτέρῳ εἶπεν ὡσαύτως. ὁ δὲ ἀποκριθεὶς εἶπεν• ἐγώ, κύριε, καὶ οὐκ ἀπῆλθεν. 31 τίς ἐκ τῶν δύο ἐποίησεν τὸ θέλημα τοῦ πατρός; λέγουσιν• ὁ πρῶτος. λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οἱ τελῶναι καὶ αἱ πόρναι προάγουσιν ὑμᾶς εἰς τὴν βασιλείαν τοῦ θεοῦ. 32 ἦλθεν γὰρ Ἰωάννης πρὸς ὑμᾶς ἐν ὁδῷ δικαιοσύνης, καὶ οὐκ ἐπιστεύσατε αὐτῷ, οἱ δὲ τελῶναι καὶ αἱ πόρναι ἐπίστευσαν αὐτῷ• ὑμεῖς δὲ ἰδόντες οὐδὲ μετεμελήθητε ὕστερον τοῦ πιστεῦσαι αὐτῷ.
33 Ἄλλην παραβολὴν ἀκούσατε. ἄνθρωπος ἦν οἰκοδεσπότης ὅστις ἐφύτευσεν ἀμπελῶνα καὶ φραγμὸν αὐτῷ περιέθηκεν καὶ ὤρυξεν ἐν αὐτῷ ληνὸν καὶ ᾠκοδόμησεν πύργον καὶ ἐξέδετο αὐτὸν γεωργοῖς καὶ ἀπεδήμησεν. 34 ὅτε δὲ ἤγγισεν ὁ καιρὸς τῶν καρπῶν, ἀπέστειλεν τοὺς δούλους αὐτοῦ πρὸς τοὺς γεωργοὺς λαβεῖν τοὺς καρποὺς αὐτοῦ. 35 καὶ λαβόντες οἱ γεωργοὶ τοὺς δούλους αὐτοῦ ὃν μὲν ἔδειραν, ὃν δὲ ἀπέκτειναν, ὃν δὲ ἐλιθοβόλησαν. 36 πάλιν ἀπέστειλεν ἄλλους δούλους πλείονας τῶν πρώτων, καὶ ἐποίησαν αὐτοῖς ὡσαύτως. 37 ὕστερον δὲ ἀπέστειλεν πρὸς αὐτοὺς τὸν υἱὸν αὐτοῦ λέγων• ἐντραπήσονται τὸν υἱόν μου. 38 οἱ δὲ γεωργοὶ ἰδόντες τὸν υἱὸν εἶπον ἐν ἑαυτοῖς• οὗτός ἐστιν ὁ κληρονόμος• δεῦτε ἀποκτείνωμεν αὐτὸν καὶ σχῶμεν τὴν κληρονομίαν αὐτοῦ, 39 καὶ λαβόντες αὐτὸν ἐξέβαλον ἔξω τοῦ ἀμπελῶνος καὶ ἀπέκτειναν. 40 ὅταν οὖν ἔλθῃ ὁ κύριος τοῦ ἀμπελῶνος, τί ποιήσει τοῖς γεωργοῖς ἐκείνοις; 41 λέγουσιν αὐτῷ• κακοὺς κακῶς ἀπολέσει αὐτοὺς καὶ τὸν ἀμπελῶνα ἐκδώσεται ἄλλοις γεωργοῖς, οἵτινες ἀποδώσουσιν αὐτῷ τοὺς καρποὺς ἐν τοῖς καιροῖς αὐτῶν.
42 Λέγει αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• οὐδέποτε ἀνέγνωτε ἐν ταῖς γραφαῖς•
λίθον ὃν ἀπεδοκίμασαν οἱ οἰκοδομοῦντες,
οὗτος ἐγενήθη εἰς κεφαλὴν γωνίας•
παρὰ κυρίου ἐγένετο αὕτη
καὶ ἔστιν θαυμαστὴ ἐν ὀφθαλμοῖς ἡμῶν;
43 διὰ τοῦτο λέγω ὑμῖν ὅτι ἀρθήσεται ἀφʼ ὑμῶν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ καὶ δοθήσεται ἔθνει ποιοῦντι τοὺς καρποὺς αὐτῆς. [ 44 καὶ ὁ πεσὼν ἐπὶ τὸν λίθον τοῦτον συνθλασθήσεται• ἐφʼ ὃν δʼ ἂν πέσῃ λικμήσει αὐτόν.]
(45 Καὶ ἀκούσαντες οἱ ἀρχιερεῖς καὶ οἱ Φαρισαῖοι τὰς παραβολὰς αὐτοῦ ἔγνωσαν ὅτι περὶ αὐτῶν λέγει• 46 καὶ ζητοῦντες αὐτὸν κρατῆσαι ἐφοβήθησαν τοὺς ὄχλους, ἐπεὶ εἰς προφήτην αὐτὸν εἶχον. )
mandag den 26. september 2016
19. Søndag efter Trinitatis, anden række.
19. Søndag efter Trinitatis, anden række
En hel Kristus-bekendelse! Fri til at elske.
35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. 36 Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« 37 De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. 38 Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. 39 Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. 40 Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.
41 Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. 42 Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. 43 Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« 44 Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. 45 Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« 46 Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«
47 Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« 48 Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« 49 Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« 50 Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« 51 Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
----
Man kunne godt lære denne tekst udenad og bruge den som en slags trosbekendelse. Prøv en gang at sætte denne discipelkaldelse op over for Nicænums anden trosartikel og se, hvordan de næsten følges ad.
Tekstens nærmeste kontekst er Johannesprologen 1,1-18 og Johannes Døberens vidnesbyrd om sig selv og om Sønnen.
"Næste dag" er 3. dag og er således Johannes Døberens tredje talebølge og dermed Jesusforklaring nr 2.
Johannesevangeliet går ikke fra forklaring til fortælling med et slag. Overgangen fra prologen til fortællingen er nærmest glidende. Discipelkaldelsen er så ikonisk i sin replik at det næsten ikke er en fortælling. Det er smådialoger, som tilsammen udsiger en kristusbekendelse:
Han er Guds lam (Esajas 53 Acta 9)
Han er Mester, Rabbi, den, der følges..
Han er Messias, Kristus
Han er Ham, som Moses har skrevet om i Loven og profeterne ligeså
Han er Jesus fra Nazaret, Josefs Søn
Han er Guds Søn, Israels konge
Han er Menneskesønnen (himmelsk dommer, Daniel 7)
Han åbner himlen (Betel, Jacob)
Alle disse frelsertitler skal annammes ved tro, som er noget andet end selvsyn. På denne måde er forløbet parallelt med "kapløbet til den tomme grav", Johs 20,1-18 (se pi-blog til 2. Påskedag, anden række) som kan forstås som menneskets kapløb med sin egen tro, fremskudt og forsinket erkendelse.
Troens fællesskab er muligvis lagt i Kefas, Peter, klippen.
Det kan være en livlig leg, at sætte alle frelsertitlerne på en tidslinie og se, hvorledes de peger frem og tilbage mellem forjættelse, nu og apokalyptisk fremtid.
Til en pi-prædiken skal bruges forvandlinger.
Frelsertitlerne rummer disse:
Jeg forvandles til evig ved at lammet bærer at blive slagtet (Jesu sonende død)
Jeg forvandles ved at blive kaldt til følgeskab i kærlighed
Jeg forvandles ved at han er er den salvede, idet jeg tror
Jeg frigøres fra loven ved at han opfylder den. Frigøres til kærlighed
Jeg forvandles, fordi Gud blev menneske, et menneske som jeg
Jeg kommer til at høre til Guds Folk, Israel, fordi det bliver universelt, han bliver min konge
Jeg bliver dømt fri, når han kommer, himlen bliver åben til mig og er det allerede nu.
Jeg kan leve nu med en åben himmel over mig
Relevans
Nu om dage er forjættelse og apokalyptik svage trosformer og kan næsten kun kaldes til live, hvis de bibringes relevans, noget dagligdags.
Rollen som Guds Lam er en fortælling, jeg kan tage ind i mig og nulstille alle følelser af forkerthed, ikke-slå-til-hed, ikke-væe-elsket-hed. Tænk, hvilken fri lettelse, jeg kan møde et andet menneske med, hvis "strømmen bliver taget" fra disse følelser. Det må være som når en tung, truende himmel klarer op og åbner sig.
Tænk, hvis alle krav (lov) fik lov at spire sådan fra fortiden, at det folder sig ud i kærlighed og lyst (evangelium). Så er moses et frø. Lovens tid er en ventetid. Frelsens tid er en udfoldelsestid.
Den apokalyptiske fremtid (Menneskesønnen) et en frikendende nutid.
35 Τῇ ἐπαύριον πάλιν εἱστήκει ὁ Ἰωάννης καὶ ἐκ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ δύο 36 καὶ ἐμβλέψας τῷ Ἰησοῦ περιπατοῦντι λέγει• ἴδε ὁ ἀμνὸς τοῦ θεοῦ. 37 καὶ ἤκουσαν οἱ δύο μαθηταὶ αὐτοῦ λαλοῦντος καὶ ἠκολούθησαν τῷ Ἰησοῦ. 38 στραφεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς καὶ θεασάμενος αὐτοὺς ἀκολουθοῦντας λέγει αὐτοῖς• τί ζητεῖτε; οἱ δὲ εἶπαν αὐτῷ• ῥαββί, ὃ λέγεται μεθερμηνευόμενον διδάσκαλε, ποῦ μένεις; 39 λέγει αὐτοῖς• ἔρχεσθε καὶ ὄψεσθε. ἦλθαν οὖν καὶ εἶδαν ποῦ μένει καὶ παρʼ αὐτῷ ἔμειναν τὴν ἡμέραν ἐκείνην• ὥρα ἦν ὡς δεκάτη. 40 ῏Ην Ἀνδρέας ὁ ἀδελφὸς Σίμωνος Πέτρου εἷς ἐκ τῶν δύο τῶν ἀκουσάντων παρὰ Ἰωάννου καὶ ἀκολουθησάντων αὐτῷ• 41 εὑρίσκει οὗτος πρῶτον τὸν ἀδελφὸν τὸν ἴδιον Σίμωνα καὶ λέγει αὐτῷ• εὑρήκαμεν τὸν Μεσσίαν, ὅ ἐστιν μεθερμηνευόμενον χριστός. 42 ἤγαγεν αὐτὸν πρὸς τὸν Ἰησοῦν. ἐμβλέψας αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• σὺ εἶ Σίμων ὁ υἱὸς Ἰωάννου, σὺ κληθήσῃ Κηφᾶς, ὃ ἑρμηνεύεται Πέτρος.
43 Τῇ ἐπαύριον ἠθέλησεν ἐξελθεῖν εἰς τὴν Γαλιλαίαν καὶ εὑρίσκει Φίλιππον. καὶ λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ἀκολούθει μοι. 44 ἦν δὲ ὁ Φίλιππος ἀπὸ Βηθσαϊδά, ἐκ τῆς πόλεως Ἀνδρέου καὶ Πέτρου. 45 εὑρίσκει Φίλιππος τὸν Ναθαναὴλ καὶ λέγει αὐτῷ• ὃν ἔγραψεν Μωϋσῆς ἐν τῷ νόμῳ καὶ οἱ προφῆται εὑρήκαμεν, Ἰησοῦν υἱὸν τοῦ Ἰωσὴφ τὸν ἀπὸ Ναζαρέτ. 46 καὶ εἶπεν αὐτῷ Ναθαναήλ• ἐκ Ναζαρὲτ δύναταί τι ἀγαθὸν εἶναι; λέγει αὐτῷ [ὁ] Φίλιππος• ἔρχου καὶ ἴδε. 47 εἶδεν ὁ Ἰησοῦς τὸν Ναθαναὴλ ἐρχόμενον πρὸς αὐτὸν καὶ λέγει περὶ αὐτοῦ• ἴδε ἀληθῶς Ἰσραηλίτης ἐν ᾧ δόλος οὐκ ἔστιν. 48 λέγει αὐτῷ Ναθαναήλ• πόθεν με γινώσκεις; ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• πρὸ τοῦ σε Φίλιππον φωνῆσαι ὄντα ὑπὸ τὴν συκῆν εἶδόν σε. 49 ἀπεκρίθη αὐτῷ Ναθαναήλ• ῥαββί, σὺ εἶ ὁ υἱὸς τοῦ θεοῦ, σὺ βασιλεὺς εἶ τοῦ Ἰσραήλ. 50 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• ὅτι εἶπόν σοι ὅτι εἶδόν σε ὑποκάτω τῆς συκῆς, πιστεύεις; μείζω τούτων ὄψῃ. 51 καὶ λέγει αὐτῷ• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὄψεσθε τὸν οὐρανὸν ἀνεῳγότα καὶ τοὺς ἀγγέλους τοῦ θεοῦ ἀναβαίνοντας καὶ καταβαίνοντας ἐπὶ τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου.
En hel Kristus-bekendelse! Fri til at elske.
35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. 36 Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« 37 De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. 38 Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. 39 Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. 40 Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus.
41 Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. 42 Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. 43 Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« 44 Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. 45 Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« 46 Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!«
47 Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« 48 Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« 49 Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« 50 Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« 51 Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
----
Man kunne godt lære denne tekst udenad og bruge den som en slags trosbekendelse. Prøv en gang at sætte denne discipelkaldelse op over for Nicænums anden trosartikel og se, hvordan de næsten følges ad.
Tekstens nærmeste kontekst er Johannesprologen 1,1-18 og Johannes Døberens vidnesbyrd om sig selv og om Sønnen.
"Næste dag" er 3. dag og er således Johannes Døberens tredje talebølge og dermed Jesusforklaring nr 2.
Johannesevangeliet går ikke fra forklaring til fortælling med et slag. Overgangen fra prologen til fortællingen er nærmest glidende. Discipelkaldelsen er så ikonisk i sin replik at det næsten ikke er en fortælling. Det er smådialoger, som tilsammen udsiger en kristusbekendelse:
Han er Guds lam (Esajas 53 Acta 9)
Han er Mester, Rabbi, den, der følges..
Han er Messias, Kristus
Han er Ham, som Moses har skrevet om i Loven og profeterne ligeså
Han er Jesus fra Nazaret, Josefs Søn
Han er Guds Søn, Israels konge
Han er Menneskesønnen (himmelsk dommer, Daniel 7)
Han åbner himlen (Betel, Jacob)
Alle disse frelsertitler skal annammes ved tro, som er noget andet end selvsyn. På denne måde er forløbet parallelt med "kapløbet til den tomme grav", Johs 20,1-18 (se pi-blog til 2. Påskedag, anden række) som kan forstås som menneskets kapløb med sin egen tro, fremskudt og forsinket erkendelse.
Troens fællesskab er muligvis lagt i Kefas, Peter, klippen.
Det kan være en livlig leg, at sætte alle frelsertitlerne på en tidslinie og se, hvorledes de peger frem og tilbage mellem forjættelse, nu og apokalyptisk fremtid.
Til en pi-prædiken skal bruges forvandlinger.
Frelsertitlerne rummer disse:
Jeg forvandles til evig ved at lammet bærer at blive slagtet (Jesu sonende død)
Jeg forvandles ved at blive kaldt til følgeskab i kærlighed
Jeg forvandles ved at han er er den salvede, idet jeg tror
Jeg frigøres fra loven ved at han opfylder den. Frigøres til kærlighed
Jeg forvandles, fordi Gud blev menneske, et menneske som jeg
Jeg kommer til at høre til Guds Folk, Israel, fordi det bliver universelt, han bliver min konge
Jeg bliver dømt fri, når han kommer, himlen bliver åben til mig og er det allerede nu.
Jeg kan leve nu med en åben himmel over mig
Relevans
Nu om dage er forjættelse og apokalyptik svage trosformer og kan næsten kun kaldes til live, hvis de bibringes relevans, noget dagligdags.
Rollen som Guds Lam er en fortælling, jeg kan tage ind i mig og nulstille alle følelser af forkerthed, ikke-slå-til-hed, ikke-væe-elsket-hed. Tænk, hvilken fri lettelse, jeg kan møde et andet menneske med, hvis "strømmen bliver taget" fra disse følelser. Det må være som når en tung, truende himmel klarer op og åbner sig.
Tænk, hvis alle krav (lov) fik lov at spire sådan fra fortiden, at det folder sig ud i kærlighed og lyst (evangelium). Så er moses et frø. Lovens tid er en ventetid. Frelsens tid er en udfoldelsestid.
Den apokalyptiske fremtid (Menneskesønnen) et en frikendende nutid.
35 Τῇ ἐπαύριον πάλιν εἱστήκει ὁ Ἰωάννης καὶ ἐκ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ δύο 36 καὶ ἐμβλέψας τῷ Ἰησοῦ περιπατοῦντι λέγει• ἴδε ὁ ἀμνὸς τοῦ θεοῦ. 37 καὶ ἤκουσαν οἱ δύο μαθηταὶ αὐτοῦ λαλοῦντος καὶ ἠκολούθησαν τῷ Ἰησοῦ. 38 στραφεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς καὶ θεασάμενος αὐτοὺς ἀκολουθοῦντας λέγει αὐτοῖς• τί ζητεῖτε; οἱ δὲ εἶπαν αὐτῷ• ῥαββί, ὃ λέγεται μεθερμηνευόμενον διδάσκαλε, ποῦ μένεις; 39 λέγει αὐτοῖς• ἔρχεσθε καὶ ὄψεσθε. ἦλθαν οὖν καὶ εἶδαν ποῦ μένει καὶ παρʼ αὐτῷ ἔμειναν τὴν ἡμέραν ἐκείνην• ὥρα ἦν ὡς δεκάτη. 40 ῏Ην Ἀνδρέας ὁ ἀδελφὸς Σίμωνος Πέτρου εἷς ἐκ τῶν δύο τῶν ἀκουσάντων παρὰ Ἰωάννου καὶ ἀκολουθησάντων αὐτῷ• 41 εὑρίσκει οὗτος πρῶτον τὸν ἀδελφὸν τὸν ἴδιον Σίμωνα καὶ λέγει αὐτῷ• εὑρήκαμεν τὸν Μεσσίαν, ὅ ἐστιν μεθερμηνευόμενον χριστός. 42 ἤγαγεν αὐτὸν πρὸς τὸν Ἰησοῦν. ἐμβλέψας αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• σὺ εἶ Σίμων ὁ υἱὸς Ἰωάννου, σὺ κληθήσῃ Κηφᾶς, ὃ ἑρμηνεύεται Πέτρος.
43 Τῇ ἐπαύριον ἠθέλησεν ἐξελθεῖν εἰς τὴν Γαλιλαίαν καὶ εὑρίσκει Φίλιππον. καὶ λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς• ἀκολούθει μοι. 44 ἦν δὲ ὁ Φίλιππος ἀπὸ Βηθσαϊδά, ἐκ τῆς πόλεως Ἀνδρέου καὶ Πέτρου. 45 εὑρίσκει Φίλιππος τὸν Ναθαναὴλ καὶ λέγει αὐτῷ• ὃν ἔγραψεν Μωϋσῆς ἐν τῷ νόμῳ καὶ οἱ προφῆται εὑρήκαμεν, Ἰησοῦν υἱὸν τοῦ Ἰωσὴφ τὸν ἀπὸ Ναζαρέτ. 46 καὶ εἶπεν αὐτῷ Ναθαναήλ• ἐκ Ναζαρὲτ δύναταί τι ἀγαθὸν εἶναι; λέγει αὐτῷ [ὁ] Φίλιππος• ἔρχου καὶ ἴδε. 47 εἶδεν ὁ Ἰησοῦς τὸν Ναθαναὴλ ἐρχόμενον πρὸς αὐτὸν καὶ λέγει περὶ αὐτοῦ• ἴδε ἀληθῶς Ἰσραηλίτης ἐν ᾧ δόλος οὐκ ἔστιν. 48 λέγει αὐτῷ Ναθαναήλ• πόθεν με γινώσκεις; ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• πρὸ τοῦ σε Φίλιππον φωνῆσαι ὄντα ὑπὸ τὴν συκῆν εἶδόν σε. 49 ἀπεκρίθη αὐτῷ Ναθαναήλ• ῥαββί, σὺ εἶ ὁ υἱὸς τοῦ θεοῦ, σὺ βασιλεὺς εἶ τοῦ Ἰσραήλ. 50 ἀπεκρίθη Ἰησοῦς καὶ εἶπεν αὐτῷ• ὅτι εἶπόν σοι ὅτι εἶδόν σε ὑποκάτω τῆς συκῆς, πιστεύεις; μείζω τούτων ὄψῃ. 51 καὶ λέγει αὐτῷ• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὄψεσθε τὸν οὐρανὸν ἀνεῳγότα καὶ τοὺς ἀγγέλους τοῦ θεοῦ ἀναβαίνοντας καὶ καταβαίνοντας ἐπὶ τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου.
søndag den 18. september 2016
18. Søndag efter Trinitatis, anden række
18.Søndag efter Trinitatis
Teksten:
Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. 2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. 3 I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. 4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. 5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. 6 Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. 7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. 8 Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
9 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. 10 Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. 11 Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.
Tekst slut Johs 15,1-11
(Perikopen forstætter med: "Dette er mit bud, at I skal elske hinanden.." , hvilket er essentielt at få med)
Kontekst: i parentesen ovenfor er nære kontekst nævnt. Den fjernere kontekst hedder : Johannesevangeliet:-) Det er et helt opfattelsessystem, som er koden til de tidsophævelser, der er tilstede i dagens tekst. Tidsophævere er kys fra evigheden og er blandt andet kendetegnet ved reversibel tid (død til liv, gjort til ugjort).
I dagens tekst, er en del formuleringer "konsekvente" (cosequor, følger, opnår) mens andre igen er ophævende - allerede, samt holdende, bliv! Denne leg med tid, er en evighedsleg, som vi er med i. Eksempel på konsekvente formuleringer er: "Den gren, som ikke bærer frugt, den fjerner han". Der er en tid før og en after (følge, konsekvens). Men tilhøreren opfordres til med konsekvens at gå ind i en rolle (bære frugt) hvorefter rollen kvalificeres ved "fremtid, som er gået". Et forsøg på at gen-systematisere et sådant tidsforbrug til et nyt tidsregnskab vil heldigvis ikke lykkes. Tilbage sidder vi med et indtryk af Noget Andet. En måde at nå dette andet kan være at erstatte effekt med længsel.
Jeg er tidslig og lever under mekanismer, der hedder effekt (verden). Der bliver kaldt på mig et andet sted fra (evighed, kærlighed) og i denne kalden er samtidig åbningen, kanalen til det nye.
Åbningen, det flow af nyt, som der kaldes med, bliver beskrevet ligesom den tilstrømning, der foregår til en frugt. Resultatet er sødme og saft, liv.
Således er jeg nu forbundet med væren selv (ER i jeg er er det gode vintræ, Guds navn) en forbindelse tilbage til Ordet, der lader alting blive til. Foran mig er kærlighed, som jeg skal møde gennem mine egne hænder og andres. Kanalen mellem det evige Ord, som gør mig evig, og den næste kærlighed, er et flow ligesom i en gren i retning af en frugt.
Eftersom jeg stadig kun kan forstå i tid, rækkefølge, effekt, lyder der et: Bliv. Helt forvirrende bliver det, når bønnen bliver nævnt: bed, så skal I få! Det er let at opfatte magisk som at vupti, nu opstår alt af sig selv. Effekt hører ikke til på samme måde i vores zone.
Forvandlinger:
Til midten af en pi-prædiken skal bruges de forvandlinger, der er tilstede i teksten og i troen.
For at se forvandlingerne, skal man se alternativet.
Jeg bliver renset, jeg er ren.
Jeg bliver, jeg forsvinder ikke væk.
Kun Gud ER. Jeg bliver en del af ER gennem Ordet, Jeg Er.
Jeg bærer frugt (alternativ: intet)
Jeg bliver discipel og herliggør Gud
Jeg er inde i kærlighed
Jeg holder hud
Jeg er glad og fuldkommen
(Jeg elsker)
Det samme er formuleret som bøn i nadverritualet "Opstandne herre og frelser... Rens os, ... Et i dig.. .
Væren, herlighed og fylde bliver eet (er v1, herliggøres v8, fuldkommen v11).
Fortælling:
Jeg elsker, når livet strømmer. Når jeg er tørstig og drikker saft, så alle mine årer og porrer bliver sig selv igen. Jeg elsker, når livet strømmer gennem mig som spænding, fryd, gys, opfyldelse. Jeg elsker at se frugt modnes, på planter i min evne til at føre noget ud i livet.
Forvandling
Jeg har lov at bruge denne viden til at kende vejen ind i evigheden (fra evigheden), kærligheden, der lader alting blive til. Ligesom en bonzainørd går og renser sine planter, sådan bliver jeg renset at Ordet, som tager al min forgængelighed væk og giver mig evighed i stedet.
Landsætning:
Jeg vil glæde mig over frugter. Jeg vil glæde mig over den modne sødme der har ført i forbindelse med væren selv, jeg vil møde min næste med sødme og fylde..
Ἐγώ εἰμι ἡ ἄμπελος ἡ ἀληθινὴ καὶ ὁ πατήρ μου ὁ γεωργός ἐστιν. 2 πᾶν κλῆμα ἐν ἐμοὶ μὴ φέρον καρπὸν αἴρει αὐτό, καὶ πᾶν τὸ καρπὸν φέρον καθαίρει αὐτὸ ἵνα καρπὸν πλείονα φέρῃ. 3 ἤδη ὑμεῖς καθαροί ἐστε διὰ τὸν λόγον ὃν λελάληκα ὑμῖν• 4 μείνατε ἐν ἐμοί, κἀγὼ ἐν ὑμῖν. καθὼς τὸ κλῆμα οὐ δύναται καρπὸν φέρειν ἀφʼ ἑαυτοῦ ἐὰν μὴ μένῃ ἐν τῇ ἀμπέλῳ, οὕτως οὐδὲ ὑμεῖς ἐὰν μὴ ἐν ἐμοὶ μένητε. 5 ἐγώ εἰμι ἡ ἄμπελος, ὑμεῖς τὰ κλήματα. ὁ μένων ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν αὐτῷ οὗτος φέρει καρπὸν πολύν, ὅτι χωρὶς ἐμοῦ οὐ δύνασθε ποιεῖν οὐδέν. 6 ἐὰν μή τις μένῃ ἐν ἐμοί, ἐβλήθη ἔξω ὡς τὸ κλῆμα καὶ ἐξηράνθη καὶ συνάγουσιν αὐτὰ καὶ εἰς τὸ πῦρ βάλλουσιν καὶ καίεται. 7 ἐὰν μείνητε ἐν ἐμοὶ καὶ τὰ ῥήματά μου ἐν ὑμῖν μείνῃ, ὃ ἐὰν θέλητε αἰτήσασθε, καὶ γενήσεται ὑμῖν. 8 ἐν τούτῳ ἐδοξάσθη ὁ πατήρ μου, ἵνα καρπὸν πολὺν φέρητε καὶ γένησθε ἐμοὶ μαθηταί.
9 Καθὼς ἠγάπησέν με ὁ πατήρ, κἀγὼ ὑμᾶς ἠγάπησα• μείνατε ἐν τῇ ἀγάπῃ τῇ ἐμῇ. 10 ἐὰν τὰς ἐντολάς μου τηρήσητε, μενεῖτε ἐν τῇ ἀγάπῃ μου, καθὼς ἐγὼ τὰς ἐντολὰς τοῦ πατρός μου τετήρηκα καὶ μένω αὐτοῦ ἐν τῇ ἀγάπῃ. 11 Ταῦτα λελάληκα ὑμῖν ἵνα ἡ χαρὰ ἡ ἐμὴ ἐν ὑμῖν ᾖ καὶ ἡ χαρὰ ὑμῶν πληρωθῇ.
Teksten:
Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. 2 Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. 3 I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. 4 Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. 5 Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. 6 Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. 7 Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. 8 Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
9 Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. 10 Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. 11 Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.
Tekst slut Johs 15,1-11
(Perikopen forstætter med: "Dette er mit bud, at I skal elske hinanden.." , hvilket er essentielt at få med)
Kontekst: i parentesen ovenfor er nære kontekst nævnt. Den fjernere kontekst hedder : Johannesevangeliet:-) Det er et helt opfattelsessystem, som er koden til de tidsophævelser, der er tilstede i dagens tekst. Tidsophævere er kys fra evigheden og er blandt andet kendetegnet ved reversibel tid (død til liv, gjort til ugjort).
I dagens tekst, er en del formuleringer "konsekvente" (cosequor, følger, opnår) mens andre igen er ophævende - allerede, samt holdende, bliv! Denne leg med tid, er en evighedsleg, som vi er med i. Eksempel på konsekvente formuleringer er: "Den gren, som ikke bærer frugt, den fjerner han". Der er en tid før og en after (følge, konsekvens). Men tilhøreren opfordres til med konsekvens at gå ind i en rolle (bære frugt) hvorefter rollen kvalificeres ved "fremtid, som er gået". Et forsøg på at gen-systematisere et sådant tidsforbrug til et nyt tidsregnskab vil heldigvis ikke lykkes. Tilbage sidder vi med et indtryk af Noget Andet. En måde at nå dette andet kan være at erstatte effekt med længsel.
Jeg er tidslig og lever under mekanismer, der hedder effekt (verden). Der bliver kaldt på mig et andet sted fra (evighed, kærlighed) og i denne kalden er samtidig åbningen, kanalen til det nye.
Åbningen, det flow af nyt, som der kaldes med, bliver beskrevet ligesom den tilstrømning, der foregår til en frugt. Resultatet er sødme og saft, liv.
Således er jeg nu forbundet med væren selv (ER i jeg er er det gode vintræ, Guds navn) en forbindelse tilbage til Ordet, der lader alting blive til. Foran mig er kærlighed, som jeg skal møde gennem mine egne hænder og andres. Kanalen mellem det evige Ord, som gør mig evig, og den næste kærlighed, er et flow ligesom i en gren i retning af en frugt.
Eftersom jeg stadig kun kan forstå i tid, rækkefølge, effekt, lyder der et: Bliv. Helt forvirrende bliver det, når bønnen bliver nævnt: bed, så skal I få! Det er let at opfatte magisk som at vupti, nu opstår alt af sig selv. Effekt hører ikke til på samme måde i vores zone.
Forvandlinger:
Til midten af en pi-prædiken skal bruges de forvandlinger, der er tilstede i teksten og i troen.
For at se forvandlingerne, skal man se alternativet.
Jeg bliver renset, jeg er ren.
Jeg bliver, jeg forsvinder ikke væk.
Kun Gud ER. Jeg bliver en del af ER gennem Ordet, Jeg Er.
Jeg bærer frugt (alternativ: intet)
Jeg bliver discipel og herliggør Gud
Jeg er inde i kærlighed
Jeg holder hud
Jeg er glad og fuldkommen
(Jeg elsker)
Det samme er formuleret som bøn i nadverritualet "Opstandne herre og frelser... Rens os, ... Et i dig.. .
Væren, herlighed og fylde bliver eet (er v1, herliggøres v8, fuldkommen v11).
Fortælling:
Jeg elsker, når livet strømmer. Når jeg er tørstig og drikker saft, så alle mine årer og porrer bliver sig selv igen. Jeg elsker, når livet strømmer gennem mig som spænding, fryd, gys, opfyldelse. Jeg elsker at se frugt modnes, på planter i min evne til at føre noget ud i livet.
Forvandling
Jeg har lov at bruge denne viden til at kende vejen ind i evigheden (fra evigheden), kærligheden, der lader alting blive til. Ligesom en bonzainørd går og renser sine planter, sådan bliver jeg renset at Ordet, som tager al min forgængelighed væk og giver mig evighed i stedet.
Landsætning:
Jeg vil glæde mig over frugter. Jeg vil glæde mig over den modne sødme der har ført i forbindelse med væren selv, jeg vil møde min næste med sødme og fylde..
Ἐγώ εἰμι ἡ ἄμπελος ἡ ἀληθινὴ καὶ ὁ πατήρ μου ὁ γεωργός ἐστιν. 2 πᾶν κλῆμα ἐν ἐμοὶ μὴ φέρον καρπὸν αἴρει αὐτό, καὶ πᾶν τὸ καρπὸν φέρον καθαίρει αὐτὸ ἵνα καρπὸν πλείονα φέρῃ. 3 ἤδη ὑμεῖς καθαροί ἐστε διὰ τὸν λόγον ὃν λελάληκα ὑμῖν• 4 μείνατε ἐν ἐμοί, κἀγὼ ἐν ὑμῖν. καθὼς τὸ κλῆμα οὐ δύναται καρπὸν φέρειν ἀφʼ ἑαυτοῦ ἐὰν μὴ μένῃ ἐν τῇ ἀμπέλῳ, οὕτως οὐδὲ ὑμεῖς ἐὰν μὴ ἐν ἐμοὶ μένητε. 5 ἐγώ εἰμι ἡ ἄμπελος, ὑμεῖς τὰ κλήματα. ὁ μένων ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν αὐτῷ οὗτος φέρει καρπὸν πολύν, ὅτι χωρὶς ἐμοῦ οὐ δύνασθε ποιεῖν οὐδέν. 6 ἐὰν μή τις μένῃ ἐν ἐμοί, ἐβλήθη ἔξω ὡς τὸ κλῆμα καὶ ἐξηράνθη καὶ συνάγουσιν αὐτὰ καὶ εἰς τὸ πῦρ βάλλουσιν καὶ καίεται. 7 ἐὰν μείνητε ἐν ἐμοὶ καὶ τὰ ῥήματά μου ἐν ὑμῖν μείνῃ, ὃ ἐὰν θέλητε αἰτήσασθε, καὶ γενήσεται ὑμῖν. 8 ἐν τούτῳ ἐδοξάσθη ὁ πατήρ μου, ἵνα καρπὸν πολὺν φέρητε καὶ γένησθε ἐμοὶ μαθηταί.
9 Καθὼς ἠγάπησέν με ὁ πατήρ, κἀγὼ ὑμᾶς ἠγάπησα• μείνατε ἐν τῇ ἀγάπῃ τῇ ἐμῇ. 10 ἐὰν τὰς ἐντολάς μου τηρήσητε, μενεῖτε ἐν τῇ ἀγάπῃ μου, καθὼς ἐγὼ τὰς ἐντολὰς τοῦ πατρός μου τετήρηκα καὶ μένω αὐτοῦ ἐν τῇ ἀγάπῃ. 11 Ταῦτα λελάληκα ὑμῖν ἵνα ἡ χαρὰ ἡ ἐμὴ ἐν ὑμῖν ᾖ καὶ ἡ χαρὰ ὑμῶν πληρωθῇ.
søndag den 11. september 2016
17. Søndag efter Trinitatis, anden række
17. Søndag efter Trinitatis
14 Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
15 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. 16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« 17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
18 Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« 19 Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. 20 Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. 21 Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. 22 Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Markus 2,14-22 tekst slut
----
Gådefuldt, hvem der er rigtig, heldigvis!
Levi følger Jesus - er han så rigtig og holdt op med at være forkert?
De syge - er det, de forkerte?
Er det godt at faste? Gavner det, nu hvor brudgommen ikke er her?
Det nye - er det, det rigtige eller det forkerte? Den nye lap er ny og skal have noget andet nyt at blive syet på - er det nye en ikke- faste-fromhed, som derved er rigtig og således rask/syg?
Det er heldigvis gådefuldt. Ellers ville farisæismen (den karikerede) blive ny lov igen. Noget nyt er gældende: en eskatologisk forening (bryllup). Gud forener sig med skabningen, som blev væk. Jesus er foreneren, gom/gom-repræsentant.
Kan man sige, at kirken er den nye klædning, som lappen passer på, eller omvendt? Er vi det gerningsfri bagtæppe?
Teksten er skrevet i en tid, hvor kristne menigheder begynder at være i opposition til diasporajødisk praksis.
Friheden til ikke at have ritualer, der soner og renser (fasten) er også en ritualløshed, som lammer menneskets stræben. Vi angler efter praksis, derfor kure og ortorexi og øvelser til indre og ydre univers. Fint nok, når blot foreningen af tid og evighed ikke er menneskets stræben. Det er Guds.
Dette giver plads til at vi kan blande os, bodsfromme fra alle retninger. Det gerningsfri bagtæppe er altid under udarbejdelse...
Måske passer det så dårligt til vores idelige stræben at Gud har taget tjansen, at det er ligesom hvis man syer dækkeservietter af vasket stof, men med uvasket kantebånd. Så står man med en bøllehat.
Eller hvorfor er vaskeanvisningen altid syet i nakken med noget, der ikke krymper, mens resten af T-shirten kryber. Så stikker det i nakken, navnlig, når jeg drejer hovedet i retning af det menneske, der står ved siden af mig.
Eller hvorfor er evangeliets søde frihed en drik, som gør ansigter syrlige som gamle lædersække (hønserøve).
Vi fik sødmen, han fik eddiken.
---
Forvandlingen i dagens tekst vil jeg se som at Gud forandrer min opgave til sin opgave. Jeg skal ikke længere nå Gud, Gud har nået mig. Denne frihed er et bagtæppe, som min frihed syes på - hvor meget end bagtæppet kan væves af ny gerningsfromhed og hvor meget end mine stræbsomme vaner kan flå i denne baggrund.
Fortælling/forvandling/landsætning
Tøj fra begyndelsen til nu:
Figenblad, der beskytter min nøgne gudsfremmedhed, min egenrådighed, Josefs nye klædning, så de, der flåede tøjet af ham ikke kunne kende ham, farisæerne, der flår deres tøj i stykker over jesu myndighed, hans klæder, som de deler mellem sig: Ifør Jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd, nyt tøj til afløsning af figenblad: kærlighed.
- og så er jeg en ung sæk til den nye vin:-)
14 Καὶ παράγων εἶδεν Λευὶν τὸν τοῦ Ἁλφαίου καθήμενον ἐπὶ τὸ τελώνιον, καὶ λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι. καὶ ἀναστὰς ἠκολούθησεν αὐτῷ.
15 Καὶ γίνεται κατακεῖσθαι αὐτὸν ἐν τῇ οἰκίᾳ αὐτοῦ, καὶ πολλοὶ τελῶναι καὶ ἁμαρτωλοὶ συνανέκειντο τῷ Ἰησοῦ καὶ τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἦσαν γὰρ πολλοὶ καὶ ἠκολούθουν αὐτῷ. 16 καὶ οἱ γραμματεῖς τῶν Φαρισαίων ἰδόντες ὅτι ἐσθίει μετὰ τῶν ἁμαρτωλῶν καὶ τελωνῶν ἔλεγον τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ὅτι μετὰ τῶν τελωνῶν καὶ ἁμαρτωλῶν ἐσθίει; 17 καὶ ἀκούσας ὁ Ἰησοῦς λέγει αὐτοῖς [ὅτι] οὐ χρείαν ἔχουσιν οἱ ἰσχύοντες ἰατροῦ ἀλλʼ οἱ κακῶς ἔχοντες• οὐκ ἦλθον καλέσαι δικαίους ἀλλὰ ἁμαρτωλούς.
18 Καὶ ἦσαν οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ Φαρισαῖοι νηστεύοντες. καὶ ἔρχονται καὶ λέγουσιν αὐτῷ• διὰ τί οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ μαθηταὶ τῶν Φαρισαίων νηστεύουσιν, οἱ δὲ σοὶ μαθηταὶ οὐ νηστεύουσιν; 19 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• μὴ δύνανται οἱ υἱοὶ τοῦ νυμφῶνος ἐν ᾧ ὁ νυμφίος μετʼ αὐτῶν ἐστιν νηστεύειν; ὅσον χρόνον ἔχουσιν τὸν νυμφίον μετʼ αὐτῶν οὐ δύνανται νηστεύειν. 20 ἐλεύσονται δὲ ἡμέραι ὅταν ἀπαρθῇ ἀπʼ αὐτῶν ὁ νυμφίος, καὶ τότε νηστεύσουσιν ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 21 Οὐδεὶς ἐπίβλημα ῥάκους ἀγνάφου ἐπιράπτει ἐπὶ ἱμάτιον παλαιόν• εἰ δὲ μή, αἴρει τὸ πλήρωμα ἀπʼ αὐτοῦ τὸ καινὸν τοῦ παλαιοῦ καὶ χεῖρον σχίσμα γίνεται. 22 καὶ οὐδεὶς βάλλει οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς παλαιούς• εἰ δὲ μή, ῥήξει ὁ οἶνος τοὺς ἀσκοὺς καὶ ὁ οἶνος ἀπόλλυται καὶ οἱ ἀσκοί• ἀλλὰ οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς καινούς.
14 Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.
15 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. 16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« 17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
18 Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« 19 Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. 20 Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. 21 Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. 22 Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Markus 2,14-22 tekst slut
----
Gådefuldt, hvem der er rigtig, heldigvis!
Levi følger Jesus - er han så rigtig og holdt op med at være forkert?
De syge - er det, de forkerte?
Er det godt at faste? Gavner det, nu hvor brudgommen ikke er her?
Det nye - er det, det rigtige eller det forkerte? Den nye lap er ny og skal have noget andet nyt at blive syet på - er det nye en ikke- faste-fromhed, som derved er rigtig og således rask/syg?
Det er heldigvis gådefuldt. Ellers ville farisæismen (den karikerede) blive ny lov igen. Noget nyt er gældende: en eskatologisk forening (bryllup). Gud forener sig med skabningen, som blev væk. Jesus er foreneren, gom/gom-repræsentant.
Kan man sige, at kirken er den nye klædning, som lappen passer på, eller omvendt? Er vi det gerningsfri bagtæppe?
Teksten er skrevet i en tid, hvor kristne menigheder begynder at være i opposition til diasporajødisk praksis.
Friheden til ikke at have ritualer, der soner og renser (fasten) er også en ritualløshed, som lammer menneskets stræben. Vi angler efter praksis, derfor kure og ortorexi og øvelser til indre og ydre univers. Fint nok, når blot foreningen af tid og evighed ikke er menneskets stræben. Det er Guds.
Dette giver plads til at vi kan blande os, bodsfromme fra alle retninger. Det gerningsfri bagtæppe er altid under udarbejdelse...
Måske passer det så dårligt til vores idelige stræben at Gud har taget tjansen, at det er ligesom hvis man syer dækkeservietter af vasket stof, men med uvasket kantebånd. Så står man med en bøllehat.
Eller hvorfor er vaskeanvisningen altid syet i nakken med noget, der ikke krymper, mens resten af T-shirten kryber. Så stikker det i nakken, navnlig, når jeg drejer hovedet i retning af det menneske, der står ved siden af mig.
Eller hvorfor er evangeliets søde frihed en drik, som gør ansigter syrlige som gamle lædersække (hønserøve).
Vi fik sødmen, han fik eddiken.
---
Forvandlingen i dagens tekst vil jeg se som at Gud forandrer min opgave til sin opgave. Jeg skal ikke længere nå Gud, Gud har nået mig. Denne frihed er et bagtæppe, som min frihed syes på - hvor meget end bagtæppet kan væves af ny gerningsfromhed og hvor meget end mine stræbsomme vaner kan flå i denne baggrund.
Fortælling/forvandling/landsætning
Tøj fra begyndelsen til nu:
Figenblad, der beskytter min nøgne gudsfremmedhed, min egenrådighed, Josefs nye klædning, så de, der flåede tøjet af ham ikke kunne kende ham, farisæerne, der flår deres tøj i stykker over jesu myndighed, hans klæder, som de deler mellem sig: Ifør Jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd, nyt tøj til afløsning af figenblad: kærlighed.
- og så er jeg en ung sæk til den nye vin:-)
14 Καὶ παράγων εἶδεν Λευὶν τὸν τοῦ Ἁλφαίου καθήμενον ἐπὶ τὸ τελώνιον, καὶ λέγει αὐτῷ• ἀκολούθει μοι. καὶ ἀναστὰς ἠκολούθησεν αὐτῷ.
15 Καὶ γίνεται κατακεῖσθαι αὐτὸν ἐν τῇ οἰκίᾳ αὐτοῦ, καὶ πολλοὶ τελῶναι καὶ ἁμαρτωλοὶ συνανέκειντο τῷ Ἰησοῦ καὶ τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ἦσαν γὰρ πολλοὶ καὶ ἠκολούθουν αὐτῷ. 16 καὶ οἱ γραμματεῖς τῶν Φαρισαίων ἰδόντες ὅτι ἐσθίει μετὰ τῶν ἁμαρτωλῶν καὶ τελωνῶν ἔλεγον τοῖς μαθηταῖς αὐτοῦ• ὅτι μετὰ τῶν τελωνῶν καὶ ἁμαρτωλῶν ἐσθίει; 17 καὶ ἀκούσας ὁ Ἰησοῦς λέγει αὐτοῖς [ὅτι] οὐ χρείαν ἔχουσιν οἱ ἰσχύοντες ἰατροῦ ἀλλʼ οἱ κακῶς ἔχοντες• οὐκ ἦλθον καλέσαι δικαίους ἀλλὰ ἁμαρτωλούς.
18 Καὶ ἦσαν οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ Φαρισαῖοι νηστεύοντες. καὶ ἔρχονται καὶ λέγουσιν αὐτῷ• διὰ τί οἱ μαθηταὶ Ἰωάννου καὶ οἱ μαθηταὶ τῶν Φαρισαίων νηστεύουσιν, οἱ δὲ σοὶ μαθηταὶ οὐ νηστεύουσιν; 19 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• μὴ δύνανται οἱ υἱοὶ τοῦ νυμφῶνος ἐν ᾧ ὁ νυμφίος μετʼ αὐτῶν ἐστιν νηστεύειν; ὅσον χρόνον ἔχουσιν τὸν νυμφίον μετʼ αὐτῶν οὐ δύνανται νηστεύειν. 20 ἐλεύσονται δὲ ἡμέραι ὅταν ἀπαρθῇ ἀπʼ αὐτῶν ὁ νυμφίος, καὶ τότε νηστεύσουσιν ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ. 21 Οὐδεὶς ἐπίβλημα ῥάκους ἀγνάφου ἐπιράπτει ἐπὶ ἱμάτιον παλαιόν• εἰ δὲ μή, αἴρει τὸ πλήρωμα ἀπʼ αὐτοῦ τὸ καινὸν τοῦ παλαιοῦ καὶ χεῖρον σχίσμα γίνεται. 22 καὶ οὐδεὶς βάλλει οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς παλαιούς• εἰ δὲ μή, ῥήξει ὁ οἶνος τοὺς ἀσκοὺς καὶ ὁ οἶνος ἀπόλλυται καὶ οἱ ἀσκοί• ἀλλὰ οἶνον νέον εἰς ἀσκοὺς καινούς.
Abonner på:
Opslag (Atom)