21. Søndag efter Trinitatis, første række. Johannes 4,46-54
Trinvise tegn på en ny virkelighed. Forelskelse.
-------
Teksten:
46 Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. 47 Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. 48 Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« 49 Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« 50 Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; 51 og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. 52 Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« 53 Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
(54 Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.)
Johannesevangeliet 4,46-53 (54)
-----------
Tro, tegn og en ny virkelighed.
Læser man begyndelsen af Johannesevangeliet samt slutningen, vil man få præsenteret en ny virkelighed (som i virkeligheden er den oprindelige) samt en vej dertil: troen. Den nye virkelighed, som altså er den gamle, er, at vi hører sammen med Gud og kan blive eet med ham igen og allerede kan være det nu. På en måde at befinde sig inden i tilblivelse i ren form
Mellem begyndelsen og slutningen er der bla. en række tegn, begyndende med brylluppet i Kana og kulminerende med opvækkelsen af vennen Lazarus fra de døde.
Tegnene viser den nye virkelighed og påvirker troen, som er vejen dertil.
------
Når man er forelsket, så nyforelsket at man ikke en gang ved, om den, man er forelsket i, er klar over det, vil man lede efter tegn. Tegn på, at der er en virkelighed derude. Sammen. Tegn på at det er ok at bede om hendes telefonnummer osv...
De små tegn bringer mig med mere og mere mod i retning af min lykke. Det spændende er, at denne lykke er fuld og hel inden i mig allerede. Den er intakt inden det første tegn.
I en kærlighedsfortælling, vil den forelskede rådføre sig med sin fortrolige om tegnenes betydning. "Var det sådan, han kiggede på mig?"/"Lo hun ikke ekstra meget over netop MIN bemærkning?" Osv. Den gode fortrolige vil på et tidspunkt nægte at lade tegnene være bærere af situationen og vil typisk og loyalt bede den forelskede om at springe ud i det i tiltro til at to kompatible kærligheder mødes.
Sådan er det også med tegnene i Johannesevangeliet. De er på den ene side tegn - og på den anden side er de ikke nødvendige, for det er troen på (tilliden til), at Gud vil det, han vil, der gør den troende eet med Gud.
Disposition:
Fortælling: Den forelskede leder efter alle de tegn, der kan bringe ham ind i den nye virkelighed. Tegnene skal bekræfte ham i, at han er værdig til situationen og situationen er værdig til ham
Forvandling:
Vennen siger: Stol på kærligheden og hæng dig ikke i tegnene. Du har al værdighed og du hører til i den nye virkelighed.
Jeg vil lægge tegnene væk og stole på, at jeg er omsluttet af kærlighed og at jeg er i væren og tilblivelse i ren form. Jeg bringes i dette samvær med Gud gennem min tro på hans søn.
Landsætning
Enhver, som måtte mangle værdighed til at høre til indenfor kærligheden, skal smittes af mig. For jeg er elsket.
Tegnet
Selvom helbredelsen er tegn nr 2, er det egentlige tegn sætningen: gå! Din søn lever!
Det er oversat "gå hjem" men kan også betyde: Gå ud! Således bliver sætningen en lovprisning af Gud: 50 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς•
πορεύου, ὁ υἱός σου ζῇ.
ἐπίστευσεν ὁ ἄνθρωπος τῷ λόγῳ ὃν εἶπεν αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς καὶ ἐπορεύετο.
