mandag den 13. juli 2015

7. Søndag efter Trinitatis

7. Søndag efter Trinitatis, første række

1 Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. 2 Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. 3 Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. 4 Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. 5 Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« 6 Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. 7 Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« 8 Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« 9 Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. 10 For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«
Luk 19,1-10

Min gavmildhed er en gnom som trænger til en tur i trækronen.

Sted og kontekst: "Jeriko" er konnoteret med "erobring" på grund af Josva, som Jesus deler navn med. Vi er meget tæt på indtoget i (indtagelsen af) Jerusalem. Forud for dagens tekst ligger helbredelsen af den blinde. Temaet "se" er altså sat, inden Zakæus ønsker at se. Efter dagens tekst og inden indtoget ligger lignelsen om de betroede pund, som foruden et overført pengetema (mision) har nogle politiske sideben til romersk/jødisk historie (magt/svigt).

Fjern kontekst. Ved Josvas erobring af Jeriko, var det en prostitueret, som blev åbningsfigur. Zakæus' forhold til indtjening og manglende social accept er en parallel.

Forløb

Zakæus ønsker at se Jesus, men ender med at blive genoptaget som abrahamssøn (frelst). Se, kalde, samvær, afgive, (gen)optage.

Fælles/solo

Zakæus er alene om sit se-projekt, hvilket står i kontrast til "rig" og "skaren". Overtolder og undervækst er også et par. Den lille mand gør sig stor på bekostning af fællesskabet.

Oversættelse: Det danske "men" i vers 8 er for kraftigt adversativt og virker som en panisk reaktion på skarens uvilje. Derved virker det som om Zakæus redder sin egen genoptagelse (frelse) gennem sin økonomi - og ikke gennem Jesu kaldelse (v 5). Jeg kunne tænke mig en mindre responsiv konstruktion: "imidlertid havde Zakæus rejst sig og sagde nu til Herren:..."

Penge
Selvom jeg ønsker en konstruktion, som formindsker årsag/virkning forholdet i vers 8, (og hellere ser hele forløbet som en samlet optagelse) er jeg meget opmærksom på evangelisten Lukas' sociale engagement. Zakæus' uddeling er muligvis en model for den første kirkes økonomi. (Apg5) . Lukas lægger vægt på, at kristustro hænger sammen med at rige giver fattige.

Forvandling

Jeg ønsker mig en prædiken, som ser mennesket (mig) som en helhed, der kan splittes. Således bliver aktørerne i teksten til dele af mig selv, som er blevet væk fra hinanden.

Mit lille nærige jeg er en gnom, som gerne vil kigge, men helst ikke kaldes på, men som bliver så glad så glad, når kaldet til at give lykkes. Åh, jeg vil op i den trækrone!

Disposition

Fortælling
Tænk hvis mine alt for korte ben en dag bar mig hurtigt i retning af noget, jeg bare MÅTTE SE. En nysgerrighed overfor en dimension, som jeg ikke selv tør åbne op for...

Forvandling
Pludselig befinder jeg mig på en udkigspost, som er helt uvan. Det er da kun børn, der klatrer i træer, det er kun børn, der lytter til eventyr. Kirken om søndagen er at træde ind i et eventyr, tonerne er kronens blade, der giver lyd i vinden, frugterne hænger lige der og der. Her bliver der kaldt på mig. På hele mig også den lille mig, som ikke er med. Jeg er inviteret. Jeg mærker en gavmildhed fra Gud. Gud vil give mig alt, han vil have hele mig i sin fest.

Landsætning
Jeg hopper ned fra træet, ud af kirken. Jeg har været til måltid med Gud, invitationen er i gang. Jeg skal mærke gavmildheden rykke, jeg skal give til de fattige...

Endvidere (strøtanker)

Ned fra træet og op på træet. Vi kom ned fra træet, da vi blev en civilisation. Jesus måtte op på træet for at betale prisen. Mennesket kom væk fra Gud på grund af et træ.

Magt og penge.
Zakæus er et lille stikkersvin. Han er en del af en besættelsesmagts økonomi.
Magt, penge og evighed hænger således sammen:
Magt er at eje en stump af et medmenneskes fremtid. Med tilblivelsen af økonomi bliver dette ejerskab formaliseret. Spiller man Ludo, kunne man orkestrere dette ejerskab af fremtiden ved at sige: "Alle dine 6'ere er mine!" Eller: "Dine globusser er kun dine, så længe jeg ikke har brikker inde. Første når mine brikker er ude, gælder dine globusser!" Magt bliver således, at gavne sit eget udfald frem for andres.
Dette magtforhold kan kun lade sig gøre på tidens lineære præmisser. Evighed er noget andet end tid. Evighed er større end tid. Tid kan kun gå - evighed kommer. Flere veje. Evighed kan hærge ridens linearitet - fx gennem tilgivelse, som ændrer fortiden.
Det lille magtmenneske får ændret sin fortid. De urene, besmittede mønter i hans lomme hærger ikke længere hans skønhed i Guds øjne - hvorefter han får lyst (træ?) til at give.

Zakæus bidrager som synder til en gavnlig økonomi: Prisen for forræderiet er Pax Romana: Fred, vand, handel, sameksistens, varer, veje, undervisning, underholdning. Sammenbruddet af samme økonomi er borgerkrig og isolation.

Som vesteuropæere er vi en del af en økonomi, som kan ses på flere måder: god for verden som interessefællesskab, ond som ekskluderende instrument. Rigdomsskabende, fattigdomsskabende. Lykke for mange - ulykke for flere, hvis vi afskaffer den.

En v-prædiken kunne have optur ved at frikende os i dilemmaet. En π-prædiken vil i nåden (forvandlingen) finde kraften til at udfordre dimensioneringen af uligheden...


Καὶ εἰσελθὼν διήρχετο τὴν Ἰεριχώ. 2 Καὶ ἰδοὺ ἀνὴρ ὀνόματι καλούμενος Ζακχαῖος, καὶ αὐτὸς ἦν ἀρχιτελώνης καὶ αὐτὸς πλούσιος• 3 καὶ ἐζήτει ἰδεῖν τὸν Ἰησοῦν τίς ἐστιν καὶ οὐκ ἠδύνατο ἀπὸ τοῦ ὄχλου, ὅτι τῇ ἡλικίᾳ μικρὸς ἦν. 4 καὶ προδραμὼν εἰς τὸ ἔμπροσθεν ἀνέβη ἐπὶ συκομορέαν ἵνα ἴδῃ αὐτὸν ὅτι ἐκείνης ἤμελλεν διέρχεσθαι. 5 καὶ ὡς ἦλθεν ἐπὶ τὸν τόπον, ἀναβλέψας ὁ Ἰησοῦς εἶπεν πρὸς αὐτόν• Ζακχαῖε, σπεύσας κατάβηθι, σήμερον γὰρ ἐν τῷ οἴκῳ σου δεῖ με μεῖναι. 6 καὶ σπεύσας κατέβη καὶ ὑπεδέξατο αὐτὸν χαίρων. 7 καὶ ἰδόντες πάντες διεγόγγυζον λέγοντες ὅτι παρὰ ἁμαρτωλῷ ἀνδρὶ εἰσῆλθεν καταλῦσαι. 8 σταθεὶς δὲ Ζακχαῖος εἶπεν πρὸς τὸν κύριον• ἰδοὺ τὰ ἡμίσιά μου τῶν ὑπαρχόντων, κύριε, τοῖς πτωχοῖς δίδωμι, καὶ εἴ τινός τι ἐσυκοφάντησα ἀποδίδωμι τετραπλοῦν. 9 εἶπεν δὲ πρὸς αὐτὸν ὁ Ἰησοῦς ὅτι σήμερον σωτηρία τῷ οἴκῳ τούτῳ ἐγένετο, καθότι καὶ αὐτὸς υἱὸς Ἀβραάμ ἐστιν• 10 ἦλθεν γὰρ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ζητῆσαι καὶ σῶσαι τὸ ἀπολωλός.