6. Søndag efter trinitatis, første række

6. Søndag efter Trinitatis

Har jeg en nådig gud? Eller: Har jeg en gud?


20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ 22 Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. 23 Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, 24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. 25 Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. 26 Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre. Matt 5,20-21

(Teksten svarer på spørgsmålet: hvordan behandler jeg min næste under en nådig gud? Det er et avanceret spørgsmål i en tid, hvor det ikke er indlysende overhovedet at ha' en gud.)


Kontekst

Nærværende tekst er en stump af bjergprædikenen (sådan har Jesu' største mattæiske tale heddet siden Augustin; "Bjerg" er et teologisk sted).

Vers 20 er ikke perikopens rette inledning, men derimod slutningen på en åbningsreplik, som åbner for alle 6 "antiteser" (I har hørt, der er sagt,... men jeg siger Jer... (5,21-48) Perikopen ligger efter saligprisningerne og før Fadervor, som er en slags centrum i talen.

Fjern kontekst: Fx Matt 25,35ff "du møder gud i medmenneskets behov".

Hvem taler til hvem?

Vurderingen af bjergprædikenen (og ikke mindst dens efterlevelsesmulighed) beror i høj grad på opfattelsen af hvem der taler til hvem.

Den første sondring går mellem Jesus og Kristus. Er det Jesus, der taler (blot som den sidste profet) uden sin sonende død som ramme - eller er det netop Kristus, der taler med sin soningsdød som facit? Og: Er det muligt at skille Jesus fra Kristus i en tale, som er gengivet af en Kristustroende (Mattæus)? Er det en Jesustale eller en Mattæustale? Er den til disciplene, urmenigheden, den mattæiske meninghed, alle?

Dette giver foreløbig 6 grundmuligheder:

Er det en Jesustale til nogle?
Er det en Jesustale til alle?
Er det en Kristustale til nogle?
Er det en Kristustale til alle?
Er det en Mattæustale til nogle?
Er det en Matthæustale til alle?


Visse og alle

Når vi kigger på mulighederne af, hvem nogle og alle er, gives der muligheder i tid og rum, etnicitet, engagement og kaldelse. Jeg vælger fremadrettet at kalde nogle for visse.

Alle jøder.
Visse jøder.
Alle kristne
Visse kristne.
Jesu discipe
Visse diciple i tid (fx Mattæus' disciple)
Visse kristne i tid (fx munke og nonner)
Alle mennesker til alle tider.

Når jeg nævner disse grupper, er det for at anskueliggøre, hvilke mennesker, der i gennem tiden har været tænkt som målgruppe for bjergprædikenens adfærdskorigeringer og den frelse, der hører til (enten som følge eller som gave).

Fx har der i middelalderen bredt sig den opfattelse, at bjergprædikenens adfærdskodeks er for elitekristne (de der vil fuldkomme deres tro). Luther gør op med denne opfattelse og mener at skærpelsen af loven (for nærværende teksts vedkommende, at ond tale sidestilles med drab) viser, at loven ikke kan opfyldes, men stadig står som krav, hvorved Kristi sonende død er det eneste mennesket kan ty til. (i så fald hvem taler til hvem nr 4: Kristus taler til alle).

I nyere tid er man opmærksom på, at Jesu tale er gengivet således, at det passer til den enkelte evangelists opgave i sin samtid, hvorfor det bliver relevant at undersøge, hvad denne tid og opgave består i.

Jeg mener

Jeg mener at Mættæus skriver for en bestemt menighed i en bestemt tid (jødekristne ca år 90) og at Jesu tale i Mattæus' værk bærer præg af et bestemt ønske om en bestemt disciplin i denne målgruppe. Mit udgangspunkt er altså, at Mattæus taler til nogle (hvem taler til hvem nr 5).

Min opgave som præst er at forkynde, at Jesus er Kristus og Guds søn og verdens frelser. Den opgave tager jeg gerne - og jeg bruger gerne Mættæus tekst til det. Jeg ændrer blot det historiske udgangspunkt (hvem taler til hvem nr 5) til min opgave: Hvem taler til hvem nr. 4.


Jesu ord (Ord)

En videnskabelig tilgang til bjergprædikenen vil kunne sandsynliggøre, hvor meget af det sagte, der går tilbage til Jesus selv. Jeg ser det sådan, at der både bag Mattæus' bjergprædiken og bag den prædiken, jeg agter at holde over den, ligge jesusord (historisk). Jeg har dog kun gisninger om deres form og omfang.

Imidletid slår jeg over i en helt anden tænkemåde, idet jeg forbereder min gudstjeneste. Nu skal jeg i kontakt med Gud på baggrund af, at Gud har kontaktet mig. Mættæus gjorde det samme: Satte sig i kontakt med Gud efter at Gud havde sat sig i kontakt med ham.

Hermed kan jeg slå over i at skrive Ordet med stor O. Min lille viden om, hvad Jesus har sagt eller ikke sagt bliver byttet med min store tro på, at Jesus er Ordet. Både i det, jeg laver lige nu og i det, jeg skal på søndag og i Mattæus' projekt er Ordet tilstede som proces og som forvandling.

Fred med Gud og den anden

Som nævnt ovenfor, er der sket en forandring gennem sækulariseringen. Det er ikke en selvfølge at tro på Gud. Er man i troen eller bliver man troende, er det langt fra sikkert at denne gudstro indeholder ængstelsen for at have fred med Gud. Sagt populært kunne en moderne troende mene at Gud bør være glad for, at der er nogle der gider tro på ham.

Denne for kirken så ubekvemme ubodfærdighed kunne foranledige en prædikant til at bruge meget energi på at forklare, at et gudsforhold så sandelig betyder en søgen efter fred med Gud og at den troende så sandelig er synder som udgangspunkt (v-prædiken med meget fed nedstreg).

Jeg vil tage udgangspunkt i en prædiken, som bruger erfaringen af forsoning. Oplevelsen af, at et medmenneske forvandles fra at være en opgave til at være en gave.

Ud fra Matt 25,35, vil jeg lade mødet med næsten (som nødstedt og som konfliktpart) være mødet med Gud. Det er smukt, forståeligt og sentimentalt. Det er også frygteligt: Hvordan er det, jeg behandler Gud?

Den guddommelige forvandling i prædikenen hedder så:
Gud ofrer sig for mig (korset) ligesom jeg ofrer mig selv i konflikten for at mærke hvad forsoning er, den som Gud vil vise mig.

Dermed er også bjergprædikenens midte, Fadervor, og dennes midte vist: forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere...


Opgave bliver gave

Hvis man læser "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere som en forvandling, bliver mit medmenneske forvandlet fra at være en opgave til at være en gave - det er Ordet, der forvandler.

Bjergprædikenen trækker vejret, ånder. Ringe i vandet.

Det virker som om Mattæus med sin gengivelse af Jesus ord i bjergprædikenen siger: "Nu er du forvandlet, derfor kan du godt dette her!". Det er som om Luther siger: "Du vil aldrig kunne dette her - det er denne erkendelse, der forvandler dig, idet du tyer til Guds frelsende nåde ved Jesu Kristi død".

Jeg ser bjergprædikenen for mig med Fadervor i centrum og "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere" i midten (et korstegn: Gud/menneske-relation (lodret) menneske/menneske-relation (vandret) ). Jeg ser cirkler udenom disse centre med det øvrige Gud/menneske Menneske/menneske indhold. Jeg ser det som cirkler der bevæger sig - ligesom når det drypper i midten af en vandspand. Nedslaget får bølgerne til at gå mod yderperiferien - mødet med yderperiferien får bølgerne til at gå tilbage. Der bliver altså ved med at være en levende bevægelse. Før og efter går begge veje. Der er ikke et statisk forhold mellem på den ene side, hvad der følger af forholdet til mennesket i forhold til Gud og hvad der følger i forholdet til medmennesket som følge af forholdet til Gud. Der er forskel på tid og evighed. Tid går kun en vej. Evighed kan noget andet. Det er Gud der til stadighed drypper.

5. Søndag efter Trinitatis, første række

5. Søndag efter Trinitatis, første række

Mad, frygt, glæde


Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, 2 fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. 3 Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.
4 Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« 5 Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« 6 Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. 7 De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. 8 Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« 9 For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået 10 – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« 11 Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. LK 6,1-11



Mirakler.

Det er lidt kedeligt at være bundet til en tekst, hvor mirakler er et positivt virkemiddel. Pædagogik idag er bundet til det almindelige og det forståelige, dengang til det ualmindelige og det uforståelige.

"Mad" er forståeligt.



Teksthygge

Når jeg rigtig skal hygge mig med en tekst og finde de stumper og energier, der kan udfoldes til forvandlingsdelen af en pi-prædiken, hvilket er det første jeg leder efter - begynder jeg med en oversættelse fra græsk til dansk (lurerkigger også i king james og vulgata). Herefter laver jeg en parafrase. Herefter igen en bestemmelse af nær og fjern kontekst.

Det er ikke altid jeg når det - så henter jeg mere tilfældigt et billede ud af teksten, måske ligefrem ud fra en fordom, jeg har om teksten.

I oversættelsen af dagens tekst er jeg stødt på en vidunderlig indledning: Og det skete i skarens trængsel om ham og deres høren guds ord og han stod ved søen Genezareth...

Lukas imiterer med sine substantiverede akkusativer med inifinitiver i dativ de septuagintæiske gengivelser af præfigerede infinitiv construktus. Sammen med indgangsformlen Og det skete, giver det hele perikoen et stærkt hebraiseret præg.

Med andre ord: Lukas spiller på GT-banjo for fuld skrue.
At imitere det gamle testamente, er en måde at vinde autoritet. Men man skal kende koden - ellers er det bare dårligt sprog.

Parafrase

Parafrasen er en måde at forsøge at registrere, hvad man finder i teksten. Jeg har aldrig lavet en parafrase uden at finde mere, end ved blot at læse teksten.

v1 scenen sættes: Sø (plus lille forkyndelsessummarion)

v2 Scenespecifikation til nyt hændelsesscenarie: 2 både og nogle fiskere i fiskerislutfase.

v3 anvendelse nr 1 af 1 båd. Navn på 1 fisker: Simon

v4 Inledning af anvendelse 2 af fisker både. Hevendelse til Simon om fiskeristartfase.

5 erfaringbaseret negativ kvalificering af initiativ. Herefter accept på grundlag af ord (autoritet).

v6-8 gennemførelse af initiativ med eskalerende positivt resultat: Fangst.

Underet ikke forstået: Rædsel, afstand.
v9-10a Simons reaktion på positivt resultat: Underkastelse og ønske om afstand på grund af syndighed. Simons og øvriges reaktion på resultat: Rædsel.

Underet forstået: Tegn, inklusion, opgave.
10b Jesu eliminering af Simons frygt. Ny opgave til Simon: Fiske mennesker.

v11 anvendelse nr 3 af både: Forlades. De implicerede forlader alt og følger Jesus.

Nær kontekst: Perikopen falder indenfor en række af helbredelser og kaldelser i begyndelsen af Jesu virke i Galilæa. Jesus har kort forinden helbredt Simons svigermor og kort efter perikopen færdiggøres kaldelsen af de 12 med Levi til sidst.

Fjern kontekst: I Apg 2 og 10 ser vi Peter i funktion som menneskefisker. Mange føjes til fællesskabet ved hans prædiken i 2 og specifikt cornelius (romersk officer) i 10.

Jeg oplever noget fantastisk, wåuw hvor er jeg lækker!

Peters reaktion på underet, svarer ikke til et moderne menneskes forventede reaktion.

Spørgsmålet er, om en ikke-jødisk, græsktalende førstegenerationsbruger af Lukas' tekst også har været fremmed overfor en negativ kvalificering af et unders oplever. Tekstens skal muligvis netop understrege Guds majestæt og den troendes nye status som nåderamt synder.

En Gudstjeneste

Det, der foregår i teksten, er ud fra en klassisk betragtning en gudstjeneste: Et troende menneske eksponeres for Guds majestæt, tages til nåde som synder og går derfra med en opgave. Det er ikke mere mirakuløst end hvad der sker 1000 gange hver søndag :-)

Missionsfest

Hvis man elsker at se sit gudsforhold som en strategisk platform, hvorfra andre også skal bringes til tro, er denne dag en festdag. Den missionerende kanonkonge kan lægge sig godt til i bunden af kanonen og lade sig slynge ud i verden. Fremad!

Hvis man er historisk bevidst, kan man glæde sig over, at Peters opgave blev taget alvorligt: Ordet kom til vore kolde egne. Nu dræber vi ikke hinden til fest og for sjov. Vi skuer bagud med tak.

Forvandlingen

Jeg vil gerne lave en prædiken, hvis forvandlingsdel tager udgangspunkt i den åndshistoriske forandring, der er sket i tid og rum, siden Lukas' blæk lå og tørrede, påsmurt for første gang.

Der er tre forhold, jeg vil se på:

Forholdet til mirakler (som pædagogik)
Forholdet til synd (som gudsforhold)
forholdet til mad (solidarisk)

(fortsættes)...