4. søndag efter påske, første række
Fravær, afsløring og det ondes afmagt
Ånden, hvis rolle jeg i det følgende skal beskrive, er den samme Ånd, som gør, at jeg tror på det jeg skriver. Dette gør os begge til objekt hos hinanden. Fascinerende.
Joh 16,5-15
5 Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? 6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. 7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
9 Om synd: at de ikke tror på mig; 10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; 11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. 13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. 14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. 15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Perikopen
Perikopen er nogenlunde helstøbt, dog kan der argumenteres for at sidste haldel af vers 4 hører med som en salgs overgang til denne fremadskuende del af Jesu afsked.
Det onde taber luft eller bliver devalueret
Jeg er meget fascineret af, at det onde har fået en negativ udnævnelse, som gør dets titel værdiløs, selvom det onde stadig er ondt, virkeligt ondt. Af en eller anden grund betyder det noget for mig, at det onde har tabt status i en større betydning. Jeg ser det for mig som noget stort og meget fyldende, som prøver at lægge sig ovenpå alt og kvæle det, mens man hører en fisende lyd af luften, som er ved at gå ud af det hele og som gør det hele komisk. det, der kvæler mig er til grin.
Advokaten - parakleten - talsmanden
Kun ved at Jesus går bort, kan Talsmanden (Advokaten) komme på banen. Det smertefulde er nødvendigt (se 3. søndag efter påske).
Helligånden får en eller anden juridiskagtig betydning. En juraperson, som gør noget. "Overbeviser" står der. Det kan også oversættes med afsløre, tilrettevise - måske ligefrem straffe. Samtidig er det ikke helt klart, hvem Talsmanden skal agere overfor: Er det de troende eller er det dem udenfor? Man kan sætte sig ned prøve de forkellige betydninger af på grupperne udenfor og indenfor troen.
Ved at gøre ånden til jurist, bliver dens bedømmelse gyldig. Jeg tænker på tilsvarende økonomiske vurderinger til forskellige tider: En devaluering kan gøre en trillebør fyldt med penge til en bunke skrot. Et vurderingsbureaus mistillid til et land kan gøre fine huse forladte. Det er det, Parakleten (Talsmanden) gør med synden, retfærdigheden og dommen.
Synden får en meget frugtbar betydning. Synd er det, der er udenfor troen på Jesus. Indenfor troen gælder altså dommen over "verdens fyrste" som må være det onde. Istedet for at synd er noget snerpet noget, der har med moral at gøre, blive synd/ikke-synd et spørgsmål om at være indenfor en tro/forestilling.
Forvandlingsrummet i dagen tekst kan bl.a. være bevægelsen ind i det trosrum, hvor det onde er virkeligt, men magtesløst.
Retfærdighed bliver også gådefuldt noget lidt ligesom en titel man får på sig ved udnævnelse (og ikke en eller anden lille rimelighed) og den er lavet ud af den bevægelse, at Jesus går til Faderen. Min retfærdighed er lavet ud af min frelsers bevægelse...
søndag den 26. april 2015
Store bededag, første række
Store Bededag, første række
Er jeg en etnisk øgle?
Teksten:
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,1-10 tekst slut
Johannes
Johannes Døberen er en spændende skikkelse: På den ene side optræder han som den sidste gammeltestamentlige profet, på den anden side introducerer han noget nyt i forhold til det Gamle Testamente: Endetid og verdensdom! Hvor en typisk gammeltestamentlig profet ville skælde en konge ud over hans frafald fra Guds ordrer med trussel om rigets sammenbrud ved sult, krig og splittelse, er Johannes nu den, der skriger til den enkelte om omvendelse (metanoia, se nedenfor) med trussel om en kommende vrede/himlenes rige.
Som type er han bedre beskrevet end de fleste andre roller i Bibelen. Jeg ser ham for mig som en Bjørn Nørgaard, som taler lige som Troels Trier og har en madkultur som Tor Nørtranders.
Etnicitet i krise
Johannes skælder ud på to grupper, som hver især er religiøse eliter: Farisæere (de folkelige "strammere") og sadukkæerne, det præstelige establishment. Begge grupper bliver bedt om at pakke en særlig sikkerhed væk: Deres samhørighed med Abraham.
Hvis de tror, at det er nok bare at være hjemmehørende i et folk (slægt/stamme), der bærer Abrahams pagt, uden at de selv meta-noerer, så er deres herkomst noget djævelskab; så nedstammer de fra øgler.
Gud vælger selv, siger Johannes, hvem Abrahams børn er: Det kan ligesåvel være de sten, I ser!
Sådan en sten var jeg
Når Johannes peger på stenene, som mulige Abrahamsbørn, er det en hentydning til, hvem der senere bliver arvinger til Abrahamsforudsigelserne: Det er en hedning (etnisk set) som mig! Jeg tilhører det tidligere uopdyrkede område og bærer Abrahamsforudsigelsen i mig i en opfyldt version.
Etnisk arrogance
Nu er der sket meget siden Johannes' dage - og i mellemtiden er Danmark blevet et land med 1000 års forkyndelse og kristne vaner. Forudsigeligt nok indfinder der sig samme logik: Vi er et kristent folk, det er vores etnicitet - de andre er mindreværdige, syns nogen, og bør komme krybende og vi skal ikke gøre knæfald for ringere kulturer.
Så er det godt at have en Johannes, der siger: Det, du etnisk set har over dig og som du nedstammer fra, er noget øgleri: Det handler om, om du selv er koblet op!
Meta-noia
Jeg mener godt, at vi i den næste oversættelse kan skrive "metanoia" i stedet for "omvendelse". "Omvendelse" får det til at lyde som om man går i en retning og så vender 180 grader. Det er sikkert meget fint, men det er bare ikke det, der står. Meta-noia er ligesom para-noia, blot at man er koplet op på en større virkeliged i stedet for på en omkringliggende alternativ virkelighed.
Jeg ville ønske at slagudtrykket "noi'eren" kom til at betyde "himmelkontakt" i stedet for forfølgelsesstress.
En øgle er kold og har kløvet tunge
Jeg tillader mig lige at digte videre på øglebilledet. En øgle er et dyr, som få kan lide at røre ved. De er ikke slimede, som nogen tror, men tørre - og kolde. De er vekselvarme dyr og laver ikke deres egen varme - den skal de have udefra. Der er forskel på at være et væsen, der tager varme fremfor at give varme. Tungen er kløvet, hvilket er en billede på løgn; altså tale i flere retninger.
Jeg vil gerne være et menneske. Jeg kan lave varme. Jeg vil gerne tilhøre sandheden. Jeg vil ikke være kold.
Sandhed er det, som er. Løgn er det, som ikke er. En løgner er den, der siger det, der ikke er, eller siger at det, der er, ikke er. Væren kommer af Gud. Alt bliver til ved Guds Ord. Guds Ord er blevet menneske: Jesus. Guds navn er ER.
At leve i sandhed er at være koblet op på sandheden. Det er en vej. Jesus er vejen. Opkoblingen er altså lavet af ham. Min meta-noia er en opkobling lavet ud af Jesu død og opstandelse. Johannes bereder vejen for at denne kobling kan komme i stand.
Så er jeg altså Abrahams barn, fordi jeg er koblet op, ikke i kraft af mig selv, en i kraft af Jesus. Dette gør mig varm og denne varme giver jeg til andre....
Er jeg en etnisk øgle?
Teksten:
I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« Matt 3,1-10 tekst slut
Johannes
Johannes Døberen er en spændende skikkelse: På den ene side optræder han som den sidste gammeltestamentlige profet, på den anden side introducerer han noget nyt i forhold til det Gamle Testamente: Endetid og verdensdom! Hvor en typisk gammeltestamentlig profet ville skælde en konge ud over hans frafald fra Guds ordrer med trussel om rigets sammenbrud ved sult, krig og splittelse, er Johannes nu den, der skriger til den enkelte om omvendelse (metanoia, se nedenfor) med trussel om en kommende vrede/himlenes rige.
Som type er han bedre beskrevet end de fleste andre roller i Bibelen. Jeg ser ham for mig som en Bjørn Nørgaard, som taler lige som Troels Trier og har en madkultur som Tor Nørtranders.
Etnicitet i krise
Johannes skælder ud på to grupper, som hver især er religiøse eliter: Farisæere (de folkelige "strammere") og sadukkæerne, det præstelige establishment. Begge grupper bliver bedt om at pakke en særlig sikkerhed væk: Deres samhørighed med Abraham.
Hvis de tror, at det er nok bare at være hjemmehørende i et folk (slægt/stamme), der bærer Abrahams pagt, uden at de selv meta-noerer, så er deres herkomst noget djævelskab; så nedstammer de fra øgler.
Gud vælger selv, siger Johannes, hvem Abrahams børn er: Det kan ligesåvel være de sten, I ser!
Sådan en sten var jeg
Når Johannes peger på stenene, som mulige Abrahamsbørn, er det en hentydning til, hvem der senere bliver arvinger til Abrahamsforudsigelserne: Det er en hedning (etnisk set) som mig! Jeg tilhører det tidligere uopdyrkede område og bærer Abrahamsforudsigelsen i mig i en opfyldt version.
Etnisk arrogance
Nu er der sket meget siden Johannes' dage - og i mellemtiden er Danmark blevet et land med 1000 års forkyndelse og kristne vaner. Forudsigeligt nok indfinder der sig samme logik: Vi er et kristent folk, det er vores etnicitet - de andre er mindreværdige, syns nogen, og bør komme krybende og vi skal ikke gøre knæfald for ringere kulturer.
Så er det godt at have en Johannes, der siger: Det, du etnisk set har over dig og som du nedstammer fra, er noget øgleri: Det handler om, om du selv er koblet op!
Meta-noia
Jeg mener godt, at vi i den næste oversættelse kan skrive "metanoia" i stedet for "omvendelse". "Omvendelse" får det til at lyde som om man går i en retning og så vender 180 grader. Det er sikkert meget fint, men det er bare ikke det, der står. Meta-noia er ligesom para-noia, blot at man er koplet op på en større virkeliged i stedet for på en omkringliggende alternativ virkelighed.
Jeg ville ønske at slagudtrykket "noi'eren" kom til at betyde "himmelkontakt" i stedet for forfølgelsesstress.
En øgle er kold og har kløvet tunge
Jeg tillader mig lige at digte videre på øglebilledet. En øgle er et dyr, som få kan lide at røre ved. De er ikke slimede, som nogen tror, men tørre - og kolde. De er vekselvarme dyr og laver ikke deres egen varme - den skal de have udefra. Der er forskel på at være et væsen, der tager varme fremfor at give varme. Tungen er kløvet, hvilket er en billede på løgn; altså tale i flere retninger.
Jeg vil gerne være et menneske. Jeg kan lave varme. Jeg vil gerne tilhøre sandheden. Jeg vil ikke være kold.
Sandhed er det, som er. Løgn er det, som ikke er. En løgner er den, der siger det, der ikke er, eller siger at det, der er, ikke er. Væren kommer af Gud. Alt bliver til ved Guds Ord. Guds Ord er blevet menneske: Jesus. Guds navn er ER.
At leve i sandhed er at være koblet op på sandheden. Det er en vej. Jesus er vejen. Opkoblingen er altså lavet af ham. Min meta-noia er en opkobling lavet ud af Jesu død og opstandelse. Johannes bereder vejen for at denne kobling kan komme i stand.
Så er jeg altså Abrahams barn, fordi jeg er koblet op, ikke i kraft af mig selv, en i kraft af Jesus. Dette gør mig varm og denne varme giver jeg til andre....
Abonner på:
Opslag (Atom)