2. Påskedag, første række

Det hele var meningen

Anden påskedag er vigtig for mig. Det er den dag, hele påsken falder på plads. Jeg holder gerne en gudstjeneste med både sørgelige og sejrende salmer. Nadveren, lidelsen og opstandelsen sættes sammen som svaret på en stor plan. Tilmed gives der et eksempel på samvær efter opstandelsen.

Det tager 2 dage at slå korsets tegn. Påskedag, den lodrette: Et budskab har ramt os. Anden påskedag: Den vandrette: Hvordan går vi videre med det?

Fortællingen Lk 24,13-35 er typisk Lukas, min yndlingevangelist. Jeg betragter evangelister som kolleger og Lukas som den, jeg arbejder bedst sammen med; jeg kan på en måde følge hans projekt og jeg føler at det ligner mit. han fortæller mig ind i en stor historie, ind i en verden med mange sandheder, hvor han finder den eneste ene. han er snobbet og socialt indigneret samtidig.

Lk 24,13-35 er en forsmag på apostlenes gerninger - en lille "hvad nu, kirke?".

Jeg lægger mærke til, at de brændende hjerter (som jeg forstår som følelser, henrykkelse) ikke bliver dyrket i det øjeblik, de mærkes, men efterføgende, set bagud.

Jeg synes, at det er en smuk øvelse at kigge bagud og sande: Hvornår var mit hjerte i glød? Det er at lede efter mening. Jagten efter, hvornår mit hjerte næste gang kan komme til at gløde, ser jeg som en kedelig og tom søgen.

Det er aha'et, der giver mening.

Jeg gad godt at høre den prædiken, som er omtalt med ordene: Og han begyndte med Moses og alle profeterne. Den virker underforstået - og den kan nok rekonstrueres genremæssigt og indholdsmæssigt efter Peters og Paulus' taler i Apg, men alligevel. Jeg har samme nysgerrighed med Apg 8,35.

I oversættelsen til Lk 24,13f har man vagt at bibeholde "Og det skete" (som jeg kalder en skabelsesformel (fx 1. mos 1,7 - se Juledag). Mange steder har man udeladt den. Den er vigtig til at følgeskabet er en skabelseshandling. Man har dog valgt at stryge "Og se!". Jeg mener at begge formler er vigtige stilmidler (semitismer) for evangelisten og indholdsmæssigt kan forstås som glimt fra skabelsen: Det skete - og Gud så at.. "Og det skete" er også strøget fra vers 30, hvor den er endnu mere på sin plads.

Oplevelsen af at den nye pagt giver den gamle pagt sit hele og rette indhold, svarer til følelsen af, at de hårde krav, jeg stiller til mig selv, det selvværd, som holder mig nede, bliver afløst af en pludselig glæde, hvor jeg er elsket også i egne øjne. Det var det, der var meningen.

Hvornår gik jeg med Jesus

Der findes mange måder at tro. der findes mange former for religiøsitet. I nogle miljøer taler man med en vis selvfølgelighed om at have mødt Jesus - i andre miljøer ville det være nederen at indrømme et sådant møde.

Uanset, hvilket trosmiljø, man tilhører, er det en andenpåskedagsøvelse at tænke tilbage: Hvornår fulgtes jeg med Jesus? forstået som: Hvornår blev jeg trøstet? Hvornår gik noget op for Mig? Hvornår var jeg noget for en anden? Hvornår var en anden noget for mig? Hvornår viste min tro sammenhæng med mit liv?

Dispostion:


Fortælling:
Hvornår kan jeg få mit næste følelsesfix? Hvornår indtræffer lykken?

Forvandling:
Tænk, hvis jeg kunne bevæge mig fremad og stole på, at meningen giver sig selv på et tidspunkt. Tænk, hvis det, jeg tror jeg frygter, er noget, jeg vil huske efterfølgende som det, der var meningen. Jeg er med i en stor historie, hvor det er sådan det er.

Landsætning:
Jeg vil gå modig fra kirke. Jeg vil nysgerrigt spørge mig selv, hvornår mit hjerte glødede. Jeg vil glæde mig over ikke at vide, hvornår følgeskabet indtræffer næste gang... For jeg ved det først bagefter.


"Vi havde håbet", "I uforstandige", "Da åbnedes deres øjne".

Påskedag!

Påskedag!

De turde heller ikke sige noget.

Jeg foreslog til Den Nye Aftale, at Mk 16,8 skulle slutte med en smiley, så man kunne se, at de nok sagde noget alligevel: "Men de sagde ikke noget, for de var bange;-) " .

Jeg vil ikke kaste mig ud i diskussionen om den ægte Markusslutnings bortkomst (den, der står der nu er ikke den originale) men blot slå fast, at mit Markusevangelium slutter med, at de ikke siger noget. Det er tekstens skæbne at slutte sådan.

Denne slutreplik falder på et tørt sted i en tid med religiøs blufærdighed. De turde ikke sige noget. Tør vi heller ikke sige noget - og er det derfor vi omgærder os med pibeklaver, kjoler, messehageler, orgler, tårne, spir, klokker, spaghetti, menighedsråd - for at slippe for at sige det?

Det mindste rum og den blå hvælving.

For mig er påskemorgen en ny begyndelse. Det er ny skabelse forstået på den måde, at hvælvingen, som Gud satte, er billede på kærlighed. At elske er at sætte en blå hvælving hvorunder livet kan opstå. Uden på hvælvingen var nørke og urdyb (kaos, destruktion). At elske er at holde kaos ude med noget fint og blåt.

Det modsatte af at elske, er at gøre andres rum minde og sit eget større. Det er at møve. Det er synd. Det mindste og mørkeste rum er graven. At møve er at tvære med gravmørke. Det er synd.

Men påskemorgen mister det mindste og mørkeste rum kraften. Skabelsen begynder forfra. En ny begyndelse, en ny mulighed for at sætte en blå hvælving over min næste...