24. Søndag efter Trinitatis, første række

24. Søndag efter Trinitatis

Teksten:
18 Mens han talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« 19 Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.
20 Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. 21 For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« 22 Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.
23 Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, 24 sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; 25 men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. 26 Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.
Matt 9,18-26

Frelse, tro, ære, skam, tid, køn, forbindelse, hemmelighed...

Pointen med at læse sådan et par mirakler må være, at den frelse fra sygdom og død, kvinden og pigen oplever, er at sammenstille med vores frelse ind i evigheden. Han, som har myndighed og styrke til at udfri de to, kan også udfri os fra denne til den næste verden.

Forskellen på nutiden og evangeliets affattelsestid er, at det i nutiden virker svækkende på budskabet at bruge mirakler som autoritetsvirkemidler, mens det i affattelsestiden angiveligt må have virket styrkende.

Kunsten er at etablere et fællesskab med fortællingen på tværs af tiders virkemidler. Gud findes og hans søn forløser virkeligt. Dette er budskabet, styrket eller svækket af mirakler.

Markus og Mattæus.
På søndag vil jeg holde en prædiken med udgangspunkt i forskellen mellem Markus' og Mattæus' gengivelse af den samme historie...

Hvorfor vil jeg hellere prædike over Markus' genfortælling?

Mattæus har angiveligt sit stof fra Markus, men har valgt at gengive det i en meget knap form. Fra Markus' version savner jeg fx følgende:

Tidspanik: pigen er døende, bare han når det! Skaren maser ham, kvinden afbryder ham og han tager sig så god tid, at det er for sent. (Hos Mattæus er hun død fra starte)

Kvindens forhistorie. Hun har prøvet alt.

Tydelig beskrivelse af de skjulte koders vilkår: kvinden er uren og dermed behæftet med det modsatte af synagogeforstanderen: Ære, (skam). Kvinden kan ikke henvende sig, må ikke færdes offentlig. Offentligt er den ærefuldes plads, manden, status.

Seksualitet. Pigen er på vej (hvis hun når det!) ind i seksualiteten, kvinden på vej ud/ude.

Hun spiser

Hun oprejses (samme verbum som opstandelsen).

Messiashemmeligheden.

Prædikenstof:

For mig handler en prædiken om forvandling. Jeg går fra den verden, jeg kender til Guds verden. Jeg udvider min virkelighed med Guds virkelighed. Jeg supplerer min tid med Guds tid.

I Markus' version af Jairus' datter og den blodsottige kvinde er der en række tydelige overskridelser, som bliver lignelser på den overskridelse, gudstjenesten fører mig igennem:

Synagodeforstanderen har al ære, men må bede om at få adgang til en anden autoritet.
Jeg kan have al status og viden, men livet tilhører en anden. Jeg må bede om liv igen.

Kvinden har prøvet alt.
Hvad kan jeg selv bidrage med til at forlænge mig ind i evigheden? Intet. Tro.

Kvinden har ingen ære, men får ære, da hendes hemmelighed bliver til en offentlig kroning.
Jeg har ingen ære og må hemmeligt krybe rundt med hvem jeg egentlig er, indtil jeg krones med ordene: Din tro har frelst dig.

Pigen dør, men bliver levende.
Jeg dør og bliver levende.

Hun spiser
Jeg spiser (nadver)

Hun kommer ind i en ny virkelighed
Jeg kommer ind i en ny virkelighed

Pi-disposition
En Pi-prædiken følger en disposition, der har faconen π. En linie går op. En linie fører hen. En linie fører ned igen. Den første linie er fortællingen, som løfter op, den henførende linie er forvandlingen, som budskabet fører mig igennem, og med den nedagående linie bliver jeg sat tilbage i mit liv.

Fortælling:
Jeg går gennem livet. Jeg har ære og prestige, men det er ikke nok, den må suppleres. Jeg har sider af mig selv, måske næsten det hele, som jeg ønsker at gemme væk. Jeg har livsfaser, som jeg vanskeligt passerer, fordi jeg skal redefineres.

Forvandling.
Jeg går i kirke og møder et budskab. Jeg bliver bragt med kærlighed fra den ene fase til den næste. Alt, hvad jeg skammer mig over, alt hvad jeg ønsker at gemme i mørket bliver belyst med kærlighed. Skam bliver til ære. Mørke til lys, hemmelighed til åbenbaring. Den ære, jeg troede jeg havde, bliver ny, den skam jeg havde bliver til ære. Jeg bliver ny, elsket, accepteret (taget imod).

Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke med min nye ære. Jeg vil se mig selv som badet i lys. Hvis nogen siger, hvad bilder han sig ind, vil jeg tage det som ros. Jeg vil modtage mennesker, som jeg selv er modtaget.


18 Ταῦτα αὐτοῦ λαλοῦντος αὐτοῖς, ἰδοὺ ἄρχων εἷς ἐλθὼν προσεκύνει αὐτῷ λέγων ὅτι ἡ θυγάτηρ μου ἄρτι ἐτελεύτησεν• ἀλλὰ ἐλθὼν ἐπίθες τὴν χεῖρά σου ἐπʼ αὐτήν, καὶ ζήσεται. 19 καὶ ἐγερθεὶς ὁ Ἰησοῦς ἠκολούθησεν αὐτῷ καὶ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ.
20 Καὶ ἰδοὺ γυνὴ αἱμορροοῦσα δώδεκα ἔτη προσελθοῦσα ὄπισθεν ἥψατο τοῦ κρασπέδου τοῦ ἱματίου αὐτοῦ• 21 ἔλεγεν γὰρ ἐν ἑαυτῇ• ἐὰν μόνον ἅψωμαι τοῦ ἱματίου αὐτοῦ σωθήσομαι. 22 ὁ δὲ Ἰησοῦς στραφεὶς καὶ ἰδὼν αὐτὴν εἶπεν• θάρσει, θύγατερ• ἡ πίστις σου σέσωκέν σε. καὶ ἐσώθη ἡ γυνὴ ἀπὸ τῆς ὥρας ἐκείνης.
23 Καὶ ἐλθὼν ὁ Ἰησοῦς εἰς τὴν οἰκίαν τοῦ ἄρχοντος καὶ ἰδὼν τοὺς αὐλητὰς καὶ τὸν ὄχλον θορυβούμενον 24 ἔλεγεν• ἀναχωρεῖτε, οὐ γὰρ ἀπέθανεν τὸ κοράσιον ἀλλὰ καθεύδει. καὶ κατεγέλων αὐτοῦ. 25 ὅτε δὲ ἐξεβλήθη ὁ ὄχλος εἰσελθὼν ἐκράτησεν τῆς χειρὸς αὐτῆς, καὶ ἠγέρθη τὸ κοράσιον. 26 καὶ ἐξῆλθεν ἡ φήμη αὕτη εἰς ὅλην τὴν γῆν ἐκείνην.