fredag den 2. januar 2015

Hellig 3 Konger, første række

Hellig 3 Konger

De gik en anden vej hjem

Min prædiken til Hellig tre kongers søndag tager udgangspunkt i en fortolkning af tekstens sidste sætning: "De drog hjem ad en anden vej". Man kunne gøre det til en Hellig 3 Kongers tradition, at gå hjem fra kirke ad en anden vej, end man kom - eller en anden vej end den man plejer - for at tænke over at gå en anden vej.

"Den anden vej" står i modsætning til den første vej, som førte til kongeslottet: Magtens sted (kontrol).

Men inden denne pointe udfoldes, vil jeg se på teksten under overskriften: Hvad står der ikke.

Hvad står der ikke i teksten?

En af de rigtig sjove øvelser, når man fortolker bibeltekster, er at se, hvad der ikke står i teksten.

F. eks er der ikke nogen stald i juleevangeliet. I teksten til Hellig tre Kongers Søndag er der hverken "Hellig", "3" eller "Konger".

Der er kun nogle vise mænd - "magere" - i et ukendt antal.

Fortællingen er uhistorisk og har nok aldrig fundet sted. Alligevel er den en af de mest elskede, afbillede og udbyggede fortællinger.

Det ukendte antal vise mænd er i traditionen blevet konger, har fået navne og antal og er begravet i verdens smukkeste skrin i Köln.

Jeg elsker H3K

Selvom skrinet i Köln indeholder falske relikvier - business på uhistorisk grundlag - har jeg stor kærlighed til denne dag.

Jeg har i mit indre et helligtrekongersskrin i hvilket der ligger lysten til at gå efter stjernen og lyset.

Jeg har stor ydmyghed overfor den narrative kraft, der ligger i besøget fra Øst.

Matthæus' kabale

Når Matthæus fortæller, er der mange ting, der skal gå op. Matthæus er et kunstværk også i den henseende.

"Det skete for at det profetord skulle gå i opfyldelse, som siger..." er et omkvæd i skriftet. Jeg ser for mig en energi i mellem på den ene side det, der er lovet og, på den anden, det, der går i opfyldelse (se julesøndag).

Det er ikke to begivenheder, men een energi.

Håb, er lavet af en sådan energi. Håb er ikke optimisme og slet ikke sandsynlighed. Håb er en endnu ikke opfyldt fremtid, tilstede som glædelig nutid.

Det er tid, der hverken er kommet eller gået - som sådan anti-tid: Evighed.

I teksten til H3K får Matthæus en del på plads: Herodes bliver cementeret som ond.

Bethlehem-ordet går i opfyldelse (Lukas finder senere en forklaring på, hvorfor en mand fra Nazareth er født i Bethelehem).

Med besøget fra øst bibringes Jesu fødsel autoritet: Når visdom fra øst ser en kongestjerne, er barnet ikke tilfældigt.

Samtidig forvarsles sprængningen af det udvalgte folks monopol. En slags Saba-logik: Det udvalgte folk er et lys i fremmedes øjne.

Kontekst

Visdomsbesøget med tilhørende kongesnyd kan næppe løsrives fra Matt 2,13ff som opfylder Ramaskrig-ordet og sender Jesus barnet i den landflygtighed, der får Jesu liv til at være et billede på folkets trældom, ørkenvandring og udfrielse.

Hvis man vælger at inddrage fortællingen om barnemordet (som også er en 10 plager allusion) har man stof til en prædiken om mord på egen befolkning og accepten af civile tab i en større sikkerhedspolitisk sags tjeneste.

Disposition

En anden vej end magtens. Magt er et andet ord for kontrol. Kontrol er noget alle benytter sig af i sit liv i en eller anden form. Noget for meget, andre for lidt. Kontrol er at forsøge at eje sin fremtids udseende. Magt er at eje også andres fremtids udseende.

Fortælling:
Min første vej går jeg ad ruten til magt. Jeg øver mig i at omgås konger og kendisser - jeg bliver smittet med herlighed, når jeg er i nærhed af magt. Det giver mig kontrol.

Forvandling:
Jeg oplever noget smukt. Jeg snakker med en engel. Jeg skal finde en anden vej. Jeg følger et lys - det er den mægtigste konges lys, men denne konge har noget større: Afmagt.

Landsætning:
Når jeg går fra kirke, vil jeg rent geografisk gå en anden vej hjem - bare for at sige til mig selv, at der er sket noget nyt. Den anden vej hedder: Jeg tør ikke-kontrol. Jeg tør tage imod. Noget der kommer. Jeg har ikke styr på at evigheden indfinder sig i mit liv.

----

Yderligere:

Denne stjerne lys og mild, er hans guddomsord det klare.

De vise mænd er fremmede, ukendte og deres kunster er ikke definerede.

De gik ikke magtens vej hjem

Magt er potentiel sanktion. Kirken har i århundreder brugt sanktioner mod alle former for afvigelser.

Men i dag modtager vi fra øst. Lad os lade det stå uvist, hvilket lys de ser.

Lad det være uudfoldet, hvad lys vi glæder os til at høre fra dem. Det ikke sanktionerede lys.

Dejlig er den himmel blå. Jorden spejler himlen. Trods alt.

Selvom vi nu ved, at Guds Ord er det legemliggjorte Ord, Jesus vor frelser, så lad os gå på den vej, der hedder: fortæl om dit lys, du fra øst.

Myrra er et stærkt middel, som bruges til indgangen til det hellige, til døden og til kærligheden: det smøres på håndtaget mellem gommens og brudens gemak.

---

Om perler og skrøner: en perle er resultatet af en forstyrrelse, en sandskorn i en musling. Lag for lag lægges perlemor omkring den fremmede genstand. Det er muligvis en skrøne, at jorden rystede da han døde. Det er muligvis en skrøne, at himlen gjorde tegn til hans fødsel. Den sidste skrøne er en virkelig perle. Lag på lag er lagt på den: konger, navne, legender, sange, relikvier, gadgets. Det begyndte med en forstyrrelse. En kærkommen forstyrrelse.




tirsdag den 30. december 2014

Nytår, første række

Nytår

Lov og menneske

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21


Hvis man er svag til bens, når man ikke at rejse sig i kirken, før præsten er færdig med at læse denne evangelietekst, som nærmest er en notits.

Kontekst

Notitsen er overgangsreplik fra hyrdehistorien til Simeonhistorien.

Jesus og Riget

Hvis man vil spinde videre på metaforikken fra julesøndag, hvor Simeon har en moses rolle og skuer ind i den nye tid, kan Jesus navnet forklares som en Josva-variant. Jesus bliver da Josva, der erobrer riget. Jesus' erobring er en forkyndelse og hans rige er ikke geografisk.

Riget modtages i tro og tillid.

Lov

Nytårsdag er en verdslig dag, som fejres i kirken. Dronningen har talt og Statsministeren taler. Lov er i den forstand landets love.

"Lov" i kirken er Moseloven, som Paulus vikler hele sin teologi ud af med det klare mål, at samle jøder og ikke jøder under samme frelser.

Loven har en særlig rolle i historien om frelserens fremkost - dens overholdelse har en historie - og frelsen er ikke frelse uden lov. Moseloven er en del af min selvforståelse som frelst. Min frelser og jeg er i samme historie som loven.

Lov er også alle lovmæssigheder: Tyngdeloven, livets gang: Jeg skal dø. Jeg får klø, når jeg stikker næsen frem osv.

Lov i almindelig og hellig forstand er noget, der holder mig inde, nede, fast, ansvarlig og samtidig en del er et ufatteligt løft, evighed, udfrielse.

Menneske

Jesus er et rigtigt menneske. Han er sandt menneske. Ellers ville han ikke kunne være min frelser. Det er som rigtigt menneske, han gennemfører det (stedfortrædende død, soning) som gør mig fri. Det er i kraft af sin sande menneskelighed han bytter med mig.

Det er et dogme.

Hvad er et dogme?

Et dogme er en læresætning i kirken. Formålet med dogmer er ikke at standse samtalen eller en levende debat om, hvorvidt dette eller hint er sandt. Tvært imod: Dogmer er huskesætninger efter mange lange samtaler og tankerækker, som handler om kirkens herre: Kristus

Dogmet har til mål at beskytte Kristi frelsende gerning. Det, der altså kan gøre et dogme falsk, er, om det får Kristus til at holde op med at være frelser, altså Kristus.

Til nytår hører vi, at Jesus bliver omskåret efter loven. Dette er et vidnesbyrd om, at han er et menneske under loven - altså et rigtigt menneske.

Hvis man vil ophøre med at tillægge det betydning, at Jesus skulle være sandt menneske, skal man samtidig ophøre med at tænke frelsen som en mellemkomst mellem Gud, Guds lov og det skabte menneske.

Men netop Kristus titlen er et svar på dette forhold. Jesus bliver Kristus i kraft er sin lydighed, som indvirker på mit forhold til Loven.

Mig

Jeg er et menneske. Jeg er bundet af tyngdeloven, janteloven, landets skrevne og uskrevne love og konventioner. Jeg står til ansvar over for Gud i henhold til Guds lov.

Jeg har også en frelser, der hedder Jesus, ligesom Josva. Han giver mig et land, et rige.

Disposition:


Fortælling:
Da jeg var barn kunne jeg surfe på frydende lava. Da jeg var barn kunne jeg suse i luften i kraft af min kappe. Da jeg var barn kunne intet våben gennemtrænge mit jerntøj - jeg var udødelig.

Forvandling:
Jeg vil huske min barndom. Mit voksenliv er fuld af bindinger, men jeg kan godt huske løftet: At blive løftet. Alt det, jeg skal, er det jeg skylder. Når jeg det ikke, er det skyld, og når det er spildt, skam. Der findes et menneske, hvis rige har barndommens lethed: Han er født under loven, men har fyldt den og lavet en befrier, en home run, han er på mit hold...

Landsætning:
Der er så meget jeg skal. Og hvad så? Det gør jeg bare - med lethed. Letheden er i mig, jeg er borger i lethedens land. Jeg er fri for skam - jeg vil suse på lava hen til min næste og lege ta' fat. Forsvinder skammen, når jeg rør' ham? Er letheden noget, vi kan ha' sammen?

Barnet

Voksenlivet - det er bare noget vi leger.