Julesøndag, første tekstrække
Vi lever i lysets tid
25 I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, 26 og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. 27 Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, 28 tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
29 Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
30 For mine øjne har set din frelse,
31 som du har beredt for alle folk:
32 Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
33 Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. 34 Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges 35 – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«
v36 Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, 37 og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. 38 Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
39 Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. 40 Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.
----
Teksten til denne undseelige in-betveen-søndag er så fuld af lag og sammenhænge at det ligesom åbner sig under mig og gør mig svimmel og lykkelig allerede inden den bliver til en prædiken.
Simeon har mindst tre roller.
For det første er han "åndens øjne" og får dermed rollen som "Barnets far ser barnet".
For det andet fremsiger han en hymne, som ligesågodt kunne være Moses', der skuer ind i det Hellige Land - blot er det en tid og ikke et land han skuer.
For det tredje afslutter Simeons lovsang den fuga af lovsange, hvormed den gamle og den nye pagt vikler sig om hinanden i Luk 1-2. (burde være en duet).
Fortællingen om Simeon (og hans kollega Anna som kan spå om barnet) føjer sig til rækken af tegn, som omgiver Jesu fødsel og barndom. Tegn, som har til gode at blive tydet....
Udad og indad
Hvis Simeons ord lå på Moses tunge, ville "et lys for hedninge" betyde: "Jøder, lyser, de andre kigger på". På Simeons tunge betyder ordene: "Jøders lys er nu til andre også". Der er et varsel om at Gud bryder ud...
Også varslet om Marias hjerte er et åbningsbillede: Gennem hendes hjerte, åbnes noget andet. Mange hjerters tanker kan være profeters gamle tanker, der får ny betydning ved Jesu død, det kan være forrædderes tanker (judas) og dermed alles tanker ved dommen.
I tråd med de øvrige ekslusiv/inklusiv bevægelser i teksten, er det nok opfyldelse af gamle ord, der menes.
Poesi
Lovsangene i Luk 1-2 er poesi i en eller anden form. Poesi har Pi-funktion (se indlægget: Hvad er en Pi-prædiken), idet poesi løfter op: Ord, som jeg bruger til hverdag, kan, når en digter bruger dem, løfte mig og bringe mig et sted hen jeg ikke vidste.
Disposition 1 At se lys
Fortælling:
En ørkenvandring, med en lovning, man er i tvivl om, er sand...
Forvandling:
Pludselig at stå på den bakketop, hvorfra man kan se hjem: Nu er det sandt!
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med en vished: Jeg lever i lysets tid. Jeg har været inde i en sang, som så det.
Disposition 2: Indviklet, udviklet (gl og ny pagt)
Fortælling:
Jeg lever i en dobbelthed. På den ene side, har jeg lov at sige til mig selv, at jeg er elsket, men på den anden side tror jeg kun på resultater: Noget for noget.
Forvandling:
Konsekvens og gave bliver to modsætninger, der kæmper om pladsen, men med en sang bliver jeg løftet op, og gaven bliver det egentlige. Jeg får endelig fred!
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke livet og det evige liv som en gave fra Gud. Noget-for-noget vil jeg lade være en gammel valuta, som holder visse ting på plads. Men kun visse. Gaven er det store.
lørdag den 20. december 2014
2. Juledag, Stefans Dag
2. juledag, Stefans dag
Blod, sten og hygge
På Stefans dag vælger jeg at prædike over teksten fra Apostlenes Gerninger om Stefans død ved stening. Under tiden lader jeg evangelieteksten være 2. læsning, mens Apostlenes Gerninger bliver 3. læsning.
Valget er både et tilvalg og et fravalg. Tilvalget skyldes tekstens narrative kvalitet, respekten for den genre, den har født (hundreder af martyrlegender følger stefan-mønsteret). Stening er desværre et nutidigt emne - og endelig har jeg respekt for Stefan.
Fravalget af Matthæusteksten skyldes den narrative kvalitet (en der står og snakker) samt dens fremmedhed.
Det, der gør "Ve-råbet over Jerusalem" til en fremmed genre, er vores ændrede forhold til personlig og kollektiv skyld.
Med Kristi stedfortrædende død har den enkelte fået en frelser for sin synd. Denne synd er også alles, idet den er en fælles kvalitet for os mennesker. Som sådan er synden kollektiv - men det vil være umoderne at lade kollektiv synd gælde særlige kollektiver (fx Jerusalem, Sodoma).
Med umoderne mener jeg i strid med modernitetens syn på individet, som vi har lært i skyggen af folkedrab.
Hvis jeg skulle prædike over Matthæus, ville jeg lade Jerusalem være den side af mig, som har med loven at gøre. Ve den og dens foreløbighed. Det ville blive en simul justus&peccator prædiken.
Men jeg vælger Stefan som julens dybde og i taknemmelighed overfor alle, som har givet deres liv, for at jeg kan sidde med levende ord.
Hu, holde, hygge
Ordet hygge er en norsk diminutiv af hu. Hu kender vi i omhu og i hukommelse. I begge tilfælde, er det noget, der holder. Hygge er noget, der holder på os. Lissom når man bliver puttet.
Blod og sten har med hygge at gøre på den måde, at kroppen holder på vores blod og stenene holder på varmen: huset, kaminen. Røde kinder er blod foran kaminen efter ski og vandring, nu rødvin.
Det er blod og sten under ordet: Hu.
Sten, der holder på varmen er dejlige. Blod der løber i årerne er dejligt.
Men sten kan flyve i luften og blod kan rinde på jorden og blive spildt.
Uden hu ingen varme. Koldt blod giver sten i luften. Lad aldrig vores blod blive koldt.
Dispositon
Fortælling:
Om hygge, sten og blod.
Forvandling:
Menneskers blod kan blive koldt, så sten flyver. Der skal så lidt til. Guds ord er blevet menneske. Varmen er begyndt at tage magten. Verdens kulde må frygte dette. Lad os tænke flyvende sten samle sig til varme huse (kærlighed), spildt blod samle sig til varme mennesker (opstandelse).
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et budskab om livets sejr, et budskabet båret frem til mig med blod. Jeg vil hjælpe alle, der står i fare for at blive ramt af flyvende sten. Jeg vi komme hu i hu. Hygge og holde på varmen om mit medmenneske.
----
Garderobemesteren
Som en notits nævnes, at Saulus (den senere Paulus) passede på tøjet, mens folk stenede Stefan.
Det er sandsynligt, at denne garderobefunktion har et juridisk sigte: Dels at tilsikre, at ingen får deres tøj tilbage, for jobbet er gjort (amatørbødler bliver hurtigt trætte) dels at holde styr på, hvem der fuldfører eksekutionen, hvis dømte skulle vise sig ikke at være død (ommer).
At Saulus har denne opgave, understreger hans "før kaldelses status" som kristenhader, med loven i hånd.
Af denne notits kan der holder en god lov/evangelium prædiken med udgangspunkt i Paulus historie og forfatterskab.
Kirken
Kirken består af levende sten - ikke flyvende.
Blod, sten og hygge
På Stefans dag vælger jeg at prædike over teksten fra Apostlenes Gerninger om Stefans død ved stening. Under tiden lader jeg evangelieteksten være 2. læsning, mens Apostlenes Gerninger bliver 3. læsning.
Valget er både et tilvalg og et fravalg. Tilvalget skyldes tekstens narrative kvalitet, respekten for den genre, den har født (hundreder af martyrlegender følger stefan-mønsteret). Stening er desværre et nutidigt emne - og endelig har jeg respekt for Stefan.
Fravalget af Matthæusteksten skyldes den narrative kvalitet (en der står og snakker) samt dens fremmedhed.
Det, der gør "Ve-råbet over Jerusalem" til en fremmed genre, er vores ændrede forhold til personlig og kollektiv skyld.
Med Kristi stedfortrædende død har den enkelte fået en frelser for sin synd. Denne synd er også alles, idet den er en fælles kvalitet for os mennesker. Som sådan er synden kollektiv - men det vil være umoderne at lade kollektiv synd gælde særlige kollektiver (fx Jerusalem, Sodoma).
Med umoderne mener jeg i strid med modernitetens syn på individet, som vi har lært i skyggen af folkedrab.
Hvis jeg skulle prædike over Matthæus, ville jeg lade Jerusalem være den side af mig, som har med loven at gøre. Ve den og dens foreløbighed. Det ville blive en simul justus&peccator prædiken.
Men jeg vælger Stefan som julens dybde og i taknemmelighed overfor alle, som har givet deres liv, for at jeg kan sidde med levende ord.
Hu, holde, hygge
Ordet hygge er en norsk diminutiv af hu. Hu kender vi i omhu og i hukommelse. I begge tilfælde, er det noget, der holder. Hygge er noget, der holder på os. Lissom når man bliver puttet.
Blod og sten har med hygge at gøre på den måde, at kroppen holder på vores blod og stenene holder på varmen: huset, kaminen. Røde kinder er blod foran kaminen efter ski og vandring, nu rødvin.
Det er blod og sten under ordet: Hu.
Sten, der holder på varmen er dejlige. Blod der løber i årerne er dejligt.
Men sten kan flyve i luften og blod kan rinde på jorden og blive spildt.
Uden hu ingen varme. Koldt blod giver sten i luften. Lad aldrig vores blod blive koldt.
Dispositon
Fortælling:
Om hygge, sten og blod.
Forvandling:
Menneskers blod kan blive koldt, så sten flyver. Der skal så lidt til. Guds ord er blevet menneske. Varmen er begyndt at tage magten. Verdens kulde må frygte dette. Lad os tænke flyvende sten samle sig til varme huse (kærlighed), spildt blod samle sig til varme mennesker (opstandelse).
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et budskab om livets sejr, et budskabet båret frem til mig med blod. Jeg vil hjælpe alle, der står i fare for at blive ramt af flyvende sten. Jeg vi komme hu i hu. Hygge og holde på varmen om mit medmenneske.
----
Garderobemesteren
Som en notits nævnes, at Saulus (den senere Paulus) passede på tøjet, mens folk stenede Stefan.
Det er sandsynligt, at denne garderobefunktion har et juridisk sigte: Dels at tilsikre, at ingen får deres tøj tilbage, for jobbet er gjort (amatørbødler bliver hurtigt trætte) dels at holde styr på, hvem der fuldfører eksekutionen, hvis dømte skulle vise sig ikke at være død (ommer).
At Saulus har denne opgave, understreger hans "før kaldelses status" som kristenhader, med loven i hånd.
Af denne notits kan der holder en god lov/evangelium prædiken med udgangspunkt i Paulus historie og forfatterskab.
Kirken
Kirken består af levende sten - ikke flyvende.
Juledag, første række
Teksten:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. 2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. 3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. 4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, 5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. 6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; 7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. 9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. 10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: 11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. 12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« 13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Juledag Lukas 2, 1-14
At oversætte.
Når jeg har god tid, begynder min prædikenforberedelse med, at jeg oversætter teksten fra græsk for at få nuancer med. Der går altid lidt tabt ved en oversættelse - det gælder også den autoriserede fra 1992. Hvis man kigger i ældre oversættelser, vil man finde ord og vendinger, som er gledet ud af den sidste bibel.
Det gælder i særlig grad Lukasevangeliet, hvor man i 1992 har syntes, at evangelistens mange "Og det skete" har været en byrde - hvorfor man har sløjfet dem.
Jeg kan godt se ideen, mens synes det er ærgerligt af flere grunde. Dels fordi de er et vigtigt Lukansk stiltræk, hvormed evangelisten markerer sit tilhørsforhold til det gamle testamente, dels fordi jeg mener at "det skete" er en skabelsesformel, der vidner om, at: Nu griber skabelsen ind i min virkelighed (og i Lukasevangeliet: Tjek evt aspektskift fra vandret til lodret, hver gang der står "Og det skete").
"Og det skete" er omkvæd i historien om verdens skabelse (1. Mosebog).
Perikopen
Teksten er hugget over. Man skal huske at læse den færdig: Krybben skal nævnes tre gange og hele scenariet skal hjem og gemmes i Marias hjerte.
Vers 6:
"Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde", står der i den autoriserede oversættelse. Direkte oversat står der i den græske tekst: "Og det skete i deres væren dér, at hendes fødelses dage fyldtes."
Jeg har lyst til at holde en prædiken om det, der står i verset, hvor Jesus bliver født, men som ikke står i den danske bibel.
En prædiken om skabelse (og det skete) og opfyldelse (fyldtes dage).
Disposition
Fortælling:
Jeg vil fortælle om noget, der fylder. Tanker, der fylder. Mæthed, for mange klejner og brunede kartofler, en mæthed af indtryk, en overfuld indbakke/kassekredit. Jeg vil oversætte det fyldte til det fulde. Tænk, hvis der uden for mig opfyldes noget, som når en mæthed, som gør noget ved mig...
Forvandling:
Og det skete: noget blev skabt i mig. Alle følelser af overfyldthed blev skabt på ny i mig. Mængden af dage, hvor Gud er ligeglad har nået et slutpunkt: Jeg er med i en større historie hvor det trivielle er afløst af guddommelighed. Guds ord er noget, der kommer ud af mit liv, fordi jeg er fuld af det. Fra mig til andre.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke efter. Alle fyldtheder vil jeg nysgerrigt mærke som glædelige fyldtheder. Jeg vil mærke hvordan dage mættes og ny skabelse opstår. Måske mærker jeg en dag evnen til at elske en, som jeg aldrig har kunnet elske.
---
Et alternativt tema kan være "engle". At opløse de fixerede billeder af engle og give plads til de individuelle oplevelse af kontakt, som mange sidder inde med...
---
Ἐγένετο δὲ ἐν ταῖς ἡμέραις ἐκείναις ἐξῆλθεν δόγμα παρὰ Καίσαρος Αὐγούστου ἀπογράφεσθαι πᾶσαν τὴν οἰκουμένην. 2 αὕτη ἀπογραφὴ πρώτη ἐγένετο ἡγεμονεύοντος τῆς Συρίας Κυρηνίου. 3 καὶ ἐπορεύοντο πάντες ἀπογράφεσθαι, ἕκαστος εἰς τὴν ἑαυτοῦ πόλιν. 4 Ἀνέβη δὲ καὶ Ἰωσὴφ ἀπὸ τῆς Γαλιλαίας ἐκ πόλεως Ναζαρὲθ εἰς τὴν Ἰουδαίαν εἰς πόλιν Δαυὶδ ἥτις καλεῖται Βηθλέεμ, διὰ τὸ εἶναι αὐτὸν ἐξ οἴκου καὶ πατριᾶς Δαυίδ, 5 ἀπογράψασθαι σὺν Μαριὰμ τῇ ἐμνηστευμένῃ αὐτῷ, οὔσῃ ἐγκύῳ. 6 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ εἶναι αὐτοὺς ἐκεῖ ἐπλήσθησαν αἱ ἡμέραι τοῦ τεκεῖν αὐτήν, 7 καὶ ἔτεκεν τὸν υἱὸν αὐτῆς τὸν πρωτότοκον, καὶ ἐσπαργάνωσεν αὐτὸν καὶ ἀνέκλινεν αὐτὸν ἐν φάτνῃ, διότι οὐκ ἦν αὐτοῖς τόπος ἐν τῷ καταλύματι.
8 Καὶ ποιμένες ἦσαν ἐν τῇ χώρᾳ τῇ αὐτῇ ἀγραυλοῦντες καὶ φυλάσσοντες φυλακὰς τῆς νυκτὸς ἐπὶ τὴν ποίμνην αὐτῶν. 9 καὶ ἄγγελος κυρίου ἐπέστη αὐτοῖς καὶ δόξα κυρίου περιέλαμψεν αὐτούς, καὶ ἐφοβήθησαν φόβον μέγαν. 10 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ ἄγγελος• μὴ φοβεῖσθε, ἰδοὺ γὰρ εὐαγγελίζομαι ὑμῖν χαρὰν μεγάλην ἥτις ἔσται παντὶ τῷ λαῷ, 11 ὅτι ἐτέχθη ὑμῖν σήμερον σωτὴρ ὅς ἐστιν χριστὸς κύριος ἐν πόλει Δαυίδ. 12 καὶ τοῦτο ὑμῖν τὸ σημεῖον, εὑρήσετε βρέφος ἐσπαργανωμένον καὶ κείμενον ἐν φάτνῃ. 13 καὶ ἐξαίφνης ἐγένετο σὺν τῷ ἀγγέλῳ πλῆθος στρατιᾶς οὐρανίου αἰνούντων τὸν θεὸν καὶ λεγόντων•
14 δόξα ἐν ὑψίστοις θεῷ
καὶ ἐπὶ γῆς εἰρήνη
ἐν ἀνθρώποις εὐδοκίας.
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. 2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. 3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. 4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, 5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. 6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; 7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. 9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. 10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: 11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. 12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« 13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
14 Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Juledag Lukas 2, 1-14
At oversætte.
Når jeg har god tid, begynder min prædikenforberedelse med, at jeg oversætter teksten fra græsk for at få nuancer med. Der går altid lidt tabt ved en oversættelse - det gælder også den autoriserede fra 1992. Hvis man kigger i ældre oversættelser, vil man finde ord og vendinger, som er gledet ud af den sidste bibel.
Det gælder i særlig grad Lukasevangeliet, hvor man i 1992 har syntes, at evangelistens mange "Og det skete" har været en byrde - hvorfor man har sløjfet dem.
Jeg kan godt se ideen, mens synes det er ærgerligt af flere grunde. Dels fordi de er et vigtigt Lukansk stiltræk, hvormed evangelisten markerer sit tilhørsforhold til det gamle testamente, dels fordi jeg mener at "det skete" er en skabelsesformel, der vidner om, at: Nu griber skabelsen ind i min virkelighed (og i Lukasevangeliet: Tjek evt aspektskift fra vandret til lodret, hver gang der står "Og det skete").
"Og det skete" er omkvæd i historien om verdens skabelse (1. Mosebog).
Perikopen
Teksten er hugget over. Man skal huske at læse den færdig: Krybben skal nævnes tre gange og hele scenariet skal hjem og gemmes i Marias hjerte.
Vers 6:
"Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde", står der i den autoriserede oversættelse. Direkte oversat står der i den græske tekst: "Og det skete i deres væren dér, at hendes fødelses dage fyldtes."
Jeg har lyst til at holde en prædiken om det, der står i verset, hvor Jesus bliver født, men som ikke står i den danske bibel.
En prædiken om skabelse (og det skete) og opfyldelse (fyldtes dage).
Disposition
Fortælling:
Jeg vil fortælle om noget, der fylder. Tanker, der fylder. Mæthed, for mange klejner og brunede kartofler, en mæthed af indtryk, en overfuld indbakke/kassekredit. Jeg vil oversætte det fyldte til det fulde. Tænk, hvis der uden for mig opfyldes noget, som når en mæthed, som gør noget ved mig...
Forvandling:
Og det skete: noget blev skabt i mig. Alle følelser af overfyldthed blev skabt på ny i mig. Mængden af dage, hvor Gud er ligeglad har nået et slutpunkt: Jeg er med i en større historie hvor det trivielle er afløst af guddommelighed. Guds ord er noget, der kommer ud af mit liv, fordi jeg er fuld af det. Fra mig til andre.
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke og mærke efter. Alle fyldtheder vil jeg nysgerrigt mærke som glædelige fyldtheder. Jeg vil mærke hvordan dage mættes og ny skabelse opstår. Måske mærker jeg en dag evnen til at elske en, som jeg aldrig har kunnet elske.
---
Et alternativt tema kan være "engle". At opløse de fixerede billeder af engle og give plads til de individuelle oplevelse af kontakt, som mange sidder inde med...
---
Ἐγένετο δὲ ἐν ταῖς ἡμέραις ἐκείναις ἐξῆλθεν δόγμα παρὰ Καίσαρος Αὐγούστου ἀπογράφεσθαι πᾶσαν τὴν οἰκουμένην. 2 αὕτη ἀπογραφὴ πρώτη ἐγένετο ἡγεμονεύοντος τῆς Συρίας Κυρηνίου. 3 καὶ ἐπορεύοντο πάντες ἀπογράφεσθαι, ἕκαστος εἰς τὴν ἑαυτοῦ πόλιν. 4 Ἀνέβη δὲ καὶ Ἰωσὴφ ἀπὸ τῆς Γαλιλαίας ἐκ πόλεως Ναζαρὲθ εἰς τὴν Ἰουδαίαν εἰς πόλιν Δαυὶδ ἥτις καλεῖται Βηθλέεμ, διὰ τὸ εἶναι αὐτὸν ἐξ οἴκου καὶ πατριᾶς Δαυίδ, 5 ἀπογράψασθαι σὺν Μαριὰμ τῇ ἐμνηστευμένῃ αὐτῷ, οὔσῃ ἐγκύῳ. 6 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ εἶναι αὐτοὺς ἐκεῖ ἐπλήσθησαν αἱ ἡμέραι τοῦ τεκεῖν αὐτήν, 7 καὶ ἔτεκεν τὸν υἱὸν αὐτῆς τὸν πρωτότοκον, καὶ ἐσπαργάνωσεν αὐτὸν καὶ ἀνέκλινεν αὐτὸν ἐν φάτνῃ, διότι οὐκ ἦν αὐτοῖς τόπος ἐν τῷ καταλύματι.
8 Καὶ ποιμένες ἦσαν ἐν τῇ χώρᾳ τῇ αὐτῇ ἀγραυλοῦντες καὶ φυλάσσοντες φυλακὰς τῆς νυκτὸς ἐπὶ τὴν ποίμνην αὐτῶν. 9 καὶ ἄγγελος κυρίου ἐπέστη αὐτοῖς καὶ δόξα κυρίου περιέλαμψεν αὐτούς, καὶ ἐφοβήθησαν φόβον μέγαν. 10 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ ἄγγελος• μὴ φοβεῖσθε, ἰδοὺ γὰρ εὐαγγελίζομαι ὑμῖν χαρὰν μεγάλην ἥτις ἔσται παντὶ τῷ λαῷ, 11 ὅτι ἐτέχθη ὑμῖν σήμερον σωτὴρ ὅς ἐστιν χριστὸς κύριος ἐν πόλει Δαυίδ. 12 καὶ τοῦτο ὑμῖν τὸ σημεῖον, εὑρήσετε βρέφος ἐσπαργανωμένον καὶ κείμενον ἐν φάτνῃ. 13 καὶ ἐξαίφνης ἐγένετο σὺν τῷ ἀγγέλῳ πλῆθος στρατιᾶς οὐρανίου αἰνούντων τὸν θεὸν καὶ λεγόντων•
14 δόξα ἐν ὑψίστοις θεῷ
καὶ ἐπὶ γῆς εἰρήνη
ἐν ἀνθρώποις εὐδοκίας.
Juleaften..
Hvad sker der for dig?
Juleaften er en ny gudstjenestedag, som tiltaler et bredt publikum. Prædikenen må gerne være være så enkel som mulig - ikke mindst fordi mange fremmødte har travlt med den forestående fest. Hvis man vælger et alvorligt tema, vil det virke særligt kraftigt den dag. Selv foretrækker jeg en let genre, som i indhold peger på de tungere dage i kirkeåret.
For mig:
Det, der udspiller sig i Lukas kap 2, er noget, der sker for min skyld, altså for mig. Det er for at gøre noget særligt med mig og for mig, at Gud lader Augustus sætte hele verden i bevægelse, lader profetien om Betlehem gå i opfyldelse, lader barnet blive født, lader hyrderne fejre 0 års fødselsdag for Guds søn. Det sker for mig. Gud gør det for at jeg skal blive en del af Guds virkelighed allerede nu og senere i al evighed.
At jeg således er med i en alternativ virkelighed, svarer på spørgsmålet: Hvad sker der for dig?
Disposition
Fortælling:
Jeg påkører i bil en rockers motorcykel på en P-plads. Forurettede indleder en konversation med ordene: "Hvad sker der for dig?"
Forvandling:
Jeg overvejer spørgsmålets indhold, som rummer en anklage om, at jeg skulle lide af vrangforestillinger og altså leve i en alternativ virkelighed, som aktuelt har ført til trafikal uagtsomhed. Jeg accepterer at leve i en alternativ virkelighed - en virkelighed, hvor Gud går ind i verden, skænker mig evighed, styrker min evne til at elske, åbner himlen og fylder verden med sang.
Landsætning:
Jeg vil svare rockeren: "Der sker det for mig, at himlen er åben, verden er fuld af sang og jeg elsker dig!"
Disposition II: Vidner - troværdighed
Kvinder og hyrder kan ikke vidne i en retssag. Det har jeg hørt skulle være gældende praksis i det samfund, Guds Søn er født ind i. Så er det tankevækkende, at Guds Søns fødsel bevidnes af hyrder - og hans opstandelse af kvinder.
Fortælling:
Jeg vil fortælle om dem, jeg ikke tror på. Utroværdige mennesker. De klamme og u-seje. Dem, der lugter af ged. Jeg vil lytte til alle troværdighedsmålinger og bide mærke i, hvad der målbart gør fx en politiker troværdig.
Forvandling:
Jeg vil skille tingene ad: Hvad er vigtigt at tro på? Vaskepulver? Prognoser? At Gud elsker mig? Findes svaret på, hvad Guds kærlighed er, hos utroværdige?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et nytårsforsæt: Jeg vil øve mig i at finde utroværdige mennesker - og dem vil jeg tro på. Jeg vil agte og elske dem og lede efter en sandhed, som jeg ikke vidste var vigtigere end alt andet...
Juleaften er en ny gudstjenestedag, som tiltaler et bredt publikum. Prædikenen må gerne være være så enkel som mulig - ikke mindst fordi mange fremmødte har travlt med den forestående fest. Hvis man vælger et alvorligt tema, vil det virke særligt kraftigt den dag. Selv foretrækker jeg en let genre, som i indhold peger på de tungere dage i kirkeåret.
For mig:
Det, der udspiller sig i Lukas kap 2, er noget, der sker for min skyld, altså for mig. Det er for at gøre noget særligt med mig og for mig, at Gud lader Augustus sætte hele verden i bevægelse, lader profetien om Betlehem gå i opfyldelse, lader barnet blive født, lader hyrderne fejre 0 års fødselsdag for Guds søn. Det sker for mig. Gud gør det for at jeg skal blive en del af Guds virkelighed allerede nu og senere i al evighed.
At jeg således er med i en alternativ virkelighed, svarer på spørgsmålet: Hvad sker der for dig?
Disposition
Fortælling:
Jeg påkører i bil en rockers motorcykel på en P-plads. Forurettede indleder en konversation med ordene: "Hvad sker der for dig?"
Forvandling:
Jeg overvejer spørgsmålets indhold, som rummer en anklage om, at jeg skulle lide af vrangforestillinger og altså leve i en alternativ virkelighed, som aktuelt har ført til trafikal uagtsomhed. Jeg accepterer at leve i en alternativ virkelighed - en virkelighed, hvor Gud går ind i verden, skænker mig evighed, styrker min evne til at elske, åbner himlen og fylder verden med sang.
Landsætning:
Jeg vil svare rockeren: "Der sker det for mig, at himlen er åben, verden er fuld af sang og jeg elsker dig!"
Disposition II: Vidner - troværdighed
Kvinder og hyrder kan ikke vidne i en retssag. Det har jeg hørt skulle være gældende praksis i det samfund, Guds Søn er født ind i. Så er det tankevækkende, at Guds Søns fødsel bevidnes af hyrder - og hans opstandelse af kvinder.
Fortælling:
Jeg vil fortælle om dem, jeg ikke tror på. Utroværdige mennesker. De klamme og u-seje. Dem, der lugter af ged. Jeg vil lytte til alle troværdighedsmålinger og bide mærke i, hvad der målbart gør fx en politiker troværdig.
Forvandling:
Jeg vil skille tingene ad: Hvad er vigtigt at tro på? Vaskepulver? Prognoser? At Gud elsker mig? Findes svaret på, hvad Guds kærlighed er, hos utroværdige?
Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke med et nytårsforsæt: Jeg vil øve mig i at finde utroværdige mennesker - og dem vil jeg tro på. Jeg vil agte og elske dem og lede efter en sandhed, som jeg ikke vidste var vigtigere end alt andet...
Abonner på:
Opslag (Atom)