4. Søndag i advent, første række

4. søndag i advent, første række
Kunsten at tænke Ånden ud af sin dåb..

(opskriften på søndagens prædiken står nederst i dette indlæg)

Johs 1,19-28

19 Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« 20 Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« 21 »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. 22 Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« 23 Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«
24 De var udsendt af farisæerne, 25 og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« 26 Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, 27 han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« 28 Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Hvorfor har evangelierne menneskenavne?

Sætningen "Dette er Johannes' vidnesbyrd" kan være sådan en slags sætning, som har ført til, at evangelierne har fået navne.

Vi ved ikke hvem der har skrevet Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangelierne, men der har meget tidligt været et behov for at sætte navne på - vel at mærke navne, som kunne gøre evangelierne til en slags øjenvidneberetninger: forfatterne skulle være nogen, der var tæt på Jesus selv. Det har også været vigtigt i det meste af kristenhedens historie at slå fast, at fortatterne var særligt hellige - og ligefrem helgener.

Danske bibeloversættelser fra 1800 tallet har således stadig: "St. Matthæus' Evangelium". Skriftets hellighed cementeres ved at forfatteren er "St.", "Sanktus" altså hellig.

Det er morsomt at lege med tanken om, at tilbøjeligheden til at give evangelierne herrenavne stammer fra en skriftrulle med det, der nu hedder Johanne evangeliet - en rulle, som enten endnu ikke havde fået prologen tilføjet (den fine filosofiske indledning med "i begyndelsen var Logos...") eller måske en rulle, hvor en lille gnaver havde ædt det første, således at rullens øverste linie hedder: Dette er Johannes' vidnesbyrd.."

Så ville læseren regne med, at hele rullen er Johannes' vidnesbyrd. Herefter stiller man så straks spørgsmålet: Hvis vidnesbyrd er de andre ruller så? Og så begynder jagten på relevante navne. Det er rent gætteri.

Faktum er det derimod, at hele kristenhedens historie minus nogle få år har kendt evangelierne med drengenavne på - og brugt disse navne til at give evangelierne kvalitet. I dag burde man måske snarere give evangelierne navne efter deres egenart og efter styrken i den version af Jesushistorien/forkyndelsen de er: F.eks:

Diciplinarevangeliet, Lidelsesevangeliet, Herlighedsevangeliet, Visdomsevangeliet.

Konteksten

Perikopen er ikke en hel perikope. 32-34 hører med, hvis der skal være helhed. Til den helt nære kontekst hører prologen med en ekstra Johannes Døber-overgang lige inden Døberen i søndagens tekst så at sige gentager sin "ikke-messianitet". Lige efter vores perikope kommer discipelkaldelsen. Teksten til 4. søndag i advent har altså hele skabelsen i Logosperspektiv på en ene side og en gådefuld discipelkaldelse på den anden. Den nære kontekst er ikke i kontinuitet med stykket og har en meget forskellig og meget stærk teologi.

Min --- den har tre buler

Johannes taler meget om, hvem han ikke er og hvad hans dåb ikke har. Styrken i dagens prædiken kunne derfor være at tale om det, der ikke står, ligesom det er underforstået, at der en hat i nærværende overskrift.

Fjerde søndag i advent kan derfor blive en mini-pinse eller en mini Trinitatis, hvor man taler om Ånd eller treenighed (Søn, Fader, Ånd er tilstede Johs 1,1-34).

Man kan selvfølgelig også fortsætte Vej-metaforikken fra resten af adventen og dermed skabe en helhed frem mod jul: Kunsten at lade et budskab få en fin jævn bane ind i sit sind.

Der er masser af fortællestof i dagens tekst, dels fordi Johannes "bliver interview'et" on location (han står i Betania i vandkanten ved sit dåbssted), dels fordi Esajas, Elias og Messias er navne som genkalder fortællinger og fremkalder forventninger:

Skælder konger ud, laver mirakler, forudsiger roser i tørke, siger verden imod, farer til himmels i en vogn af ild og skal komme igen - nogen troede Elias var på trapperne ved Golgata, men det var et lydligt sammenfald med "Min Gud...!"

Desuden er spørgsmålet til ham et farisæerspørgsmål - og man kan holde en hel prædiken (bedst en V-prædiken) over hvad et farisæerspørgsmål er.

Jeg træffer dog det valg at kæde jul og ånd(e) sammen og dermed lave en minipinse (også fordi menigheden er i sommerhus i pinsen):

Disposition


Fortælling:
Jesusbarnet ligger i en krybbe. Dyrene skal lige til at spise høet og undrer sig over det lille væsen, som de smasker udenom. De gnøffer og ånder på barnets bare tæer. Det varmer og kilder. Jeg ånder i mine hånder og mærker varmen: Sådan varmer Guds Ånd(e) og gør tro levende.

Forvandling:
Jeg tænker på min dåb og prøver at tænke den som bare vand: Et rituelt bad som ikke har noget i sig. Vandet løber over mit hoved, der siges nogen ord. smukt. Jeg prøver at tænke alt det væk, som gør mig glad for at være døbt: Varme, kærlighed, aftale, virkning, evighed, evigtmørkevæk... Og så tænker jeg det tilbage igen: Ligesom et ben, der holder op med at sove bliver min dåb igen det, den er: Helligånd, liv, glæde , kærlighed, ny begyndelse, kraft, aftale i evighed, prikker...

Landsætning:
Jeg vil gå fra kirke uden forvirring: Profeter skældte ud, vogne for til himmels, men min gud er et barn med kildede tæer og dåben prikker i mig og jeg prikker på andre med liv og glæde...

(forvandlingsdelen får tyngde og alvor, hvis Elias-misforståelsen fra Golgata gøres til omdrejning: I stedet for en sensationel genkomst af en himmelvognmand er det forladthedsråbet, der forvandler - men så er vi ude i en minilangfredag).

3. Søndag i advent, første række

Tredje søndag i advent, første tekstrække

v 2Da Johannes i fængslet  hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple v3 og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« v4 Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: v5 Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. v6 Og salig er den, der ikke forarges på mig.«
v7 Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? v8 Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. v9 Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. v10 Det er om ham, der står skrevet:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig. (Matt 11,2-10)

(v11 Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han. v12 Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig. v13 For alle profeterne og loven har indtil Johannes været forudsigelser. v14 Og om I vil tage imod det: Han er Elias, som skulle komme. v15 Den, der har ører, skal høre!)

Ikke mit problem, ikke min dagsorden

Teksten til 3. søndag i advent åbner sig kun langsomt for mig af flere grunde (3 stik).

For det første mener jeg at evangeliernes og Apostelgerningernes behandling af Johannes døber har til formål at folklare (eller måske snarere bortforklare) Johannes Døberens rolle som endetidsprofet og hans dåbspraksis som foreløbig. Med andre ord: Evangelierne fremstiller ham som den næstsidste endetidsfigur og Jesus som den sidste - og at denne rollefordeling er gudsvillet og indforstået mellem de to. Denne fremstilling, mener jeg, dækker over en konkurrence mellem to endetidsbevægelser, hvoraf Jesus først var med i den ene, hvorefter han gik solo. Det var Jesusbevægelsen, der vandt konkurrencen og fik lov at skrive historien om den anden: Den er legitim, men foreløbig. 

Efter min smag er det evangelisten Lukas, som lykkes bedst med sin Jesus/Johannes komposition. Her repræsenterer de to hver sin pagt, fødes med et halvt års mellemrum, og vikles ind i hinandens afløsning gennem en slags fuga, hvor stemmerne "forjættelse, tempel, mand" væves sammen med "fornyelse, overraskelse, kvinde" gennem to handlinger, der springer buk afløst af skiftende lovsange. Lukas 1 er som af skifte fra mol til dur gennem en fuga. Denne intro løfter mig som læser ind i en ny pagt. 

Teksterne om Johannes er altså skrevet for at få Johannes på plads, hvormed teksten løser et problem, som ikke er mit. Jeg har aldrig haft svært ved at få Johannes på plads. 

For det andet er tekstens placering 3. søndag i advent sandsynligvis et resultat af fjerne tiders bodspraksis: Advent er oprindeligt en fastetid, hvor man spæger sit legeme i ydmyg venten på højtiden, hvorfor asketen Johannes bliver et forbillede: Når han kunne leve af insekter og være iført kamelhår, så kan jeg også tåle fasten. Denne praksis er outdated i en juletid, hvor jeg allerede har taget del i de første 8 æbleskivearrangementer.

For det tredje er perikopen Matt 11,2-10 ikke en naturlig perikope - vi skal frem til v15 for at få det hele med: Så fremstår konkurrencen også tydeligere. Ved at fjerne 11-15 fra stykket, får man "bane vej" som slutord og svækker konkurrencen (og man misser den spændende himmelstormerrivalisering).

Når det er sagt...

Når affattelsestidens og middelalderens dagsordner er lagt på de hylder, hvor de hører hjemme, er det på tide at se hvorledes evangeliet kan bruges nu.

Teksten består at tre hoveddele (når 11-15 er skåret væk):

I  2-3 Spørgsmål til Jesus. Dig eller en anden?

II 4-6 Jesu svar: Fortæl Johannes 4 slags helbredelse generelt, glædeligt budskab til fattige og minus forargelse=salighed

III 7-10 Jesu tale til skaren: 3 gange spørgsmål om at se (nysgerrighed?)+ profetsvar med specifikation: vej.

Mit forslag til en komposition er, at man begynder med temaet nysgerrighed fra III'eren går via "se" metaforiken i II'eren til en "glædeligt budskab til fattige" i parænesen. 

(i nedenstående eksempel er temaet "forargelse" ikke medtaget; fravalget skyldes, at det det er tydeligere tilstede på andre søndage fx 22.s.e.t.II). 

Således:

Fortælling: At leve i en medieverden er at leve i konstant nysgerrighed. Divaer i junglen er et eksempel på interessante siv i vinden. 

Forvandling: "Interesse" betyder "inter esse" dvs tilstedeværelse. Hvad er forskellen på interesse og tilstedeværelse? Er Gud tilstede i verden, fordi vi er interessante? Er jeg tilstede i de interessantes liv? At se, er at se, at Gud er tilstede. At rejse sig (lamme går) er at få tilstedeværelsen i andres liv til at leve. At blive renset er at være glad, selvom det ikke lykkedes i går (jeg mærker min uduelighed falde af i skorper), at lindre og afhjælpe fattigdom er et godt budskab. Gud baner vej for at vi kan være tilstede hos hinanden.

Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og mærke mig renset, seende og tilstede. Jeg vil mærke en vej blive banet - vejen til min fattige næste. Godt budskab.

.2 Ὁ δὲ Ἰωάννης ἀκούσας ἐν τῷ δεσμωτηρίῳ τὰ ἔργα τοῦ Χριστοῦ πέμψας διὰ τῶν μαθητῶν αὐτοῦ 3 εἶπεν αὐτῷ• σὺ εἶ ὁ ἐρχόμενος ἢ ἕτερον προσδοκῶμεν; 4 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ Ἰησοῦς εἶπεν αὐτοῖς• πορευθέντες ἀπαγγείλατε Ἰωάννῃ ἃ ἀκούετε καὶ βλέπετε• 5 τυφλοὶ ἀναβλέπουσιν καὶ χωλοὶ περιπατοῦσιν, λεπροὶ καθαρίζονται καὶ κωφοὶ ἀκούουσιν, καὶ νεκροὶ ἐγείρονται καὶ πτωχοὶ εὐαγγελίζονται• 6 καὶ μακάριός ἐστιν ὃς ἐὰν μὴ σκανδαλισθῇ ἐν ἐμοί.
7 Τούτων δὲ πορευομένων ἤρξατο ὁ Ἰησοῦς λέγειν τοῖς ὄχλοις περὶ Ἰωάννου• τί ἐξήλθατε εἰς τὴν ἔρημον θεάσασθαι; κάλαμον ὑπὸ ἀνέμου σαλευόμενον; 8 ἀλλὰ τί ἐξήλθατε ἰδεῖν; ἄνθρωπον ἐν μαλακοῖς ἠμφιεσμένον; ἰδοὺ οἱ τὰ μαλακὰ φοροῦντες ἐν τοῖς οἴκοις τῶν βασιλέων εἰσίν. 9 ἀλλὰ τί ἐξήλθατε ἰδεῖν; προφήτην; ναὶ λέγω ὑμῖν, καὶ περισσότερον προφήτου. 10 οὗτός ἐστιν περὶ οὗ γέγραπται•
ἰδοὺ ἐγὼ ἀποστέλλω τὸν ἄγγελόν μου πρὸ προσώπου σου,
ὃς κατασκευάσει τὴν ὁδόν σου ἔμπροσθέν σου.

2. Søndag i advent, første række

At prædike er at finde troens varme i et samarbejde med fjerne tiders troende.

(Jesus sagde) 25 Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. 26 Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.

27 Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. 

28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«
29 Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. 30 Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. 31Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.

32 Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.

33 Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

34 Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer 35 som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden.

36 Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«Luk 21,25-36

Tilvalg og fravalg i samarbejdet med teksten

En spændende udfordring ved at prædike, er de valg, der skal træffes. En del af valgene er prioriteringer: Hvilke stumper af teksten vil jeg prædike over - og hvilke må jeg lade ligge til en anden gang (jeg kalder dem eksegetiske valg).

Andre valg har med min tro at gøre: Hvordan hænger min tro og mit verdensbillede sammen - hvordan ser verdensbilledet og trosbilledet ud i den tekst, jeg skal udlægge: Er der divergenser, som tvinger mig til at melde et fravalg ud? (jeg kalder det trosvalg).

Når jeg prædiker over apokalyptiske tekster (dvs jordens undergang og verdensdommen) er jeg nødt til at være tydelig i mine valg.

Ofte indleder jeg en prædiken med at sige, hvad jeg ikke vil prædike over, så folk ved, at jeg ikke bare har glemt det, jeg udelader.

Selve fortællingen i prædikenen kan være en fortælling om at samarbejde med menesker, som har en hel anden verdensforestilling - og at et sådant samarbejde kan lykkes.

Til 2 søndag i advent fortager jeg følgende valg:

Eksegetisk valg: fravalg af v32-34! (mange gode prædikener kan laves over de vers, se nedefor).

Tilvalg: Naturtegn og Menneskesøn.

Trosvalg: 

Jeg forstår mig selv som et menneske, der står i forbindelse med en gudsdom. Jeg giver mig selv lov til at forestille mig domsscenariet som et møde med et herlighedsmenneske (Menneskesønnen).

Jeg forstår ikke dommen som hørende sammen med voldsomme naturkatastrofer. Jeg opfatter naturen mekanisk (årsag/virkning).

Tilvalg: Menneskesøn

Fravalg: Naturtegn.

Disposition:

Fortælling: Om at samarbejde med mennesker, der ser verden anderledes.

Jeg har siddet i rundkreds i ørkensandet og planlagt (og senere etableret) en skole sammen med mennesker, som ser verden helt anderledes. Nu vil jeg sætte mig i rundkreds med mine trosfæller fra fortiden og finde varmen i troen (dommeren vil frikende og elske mig) mens vi ser forskelligt på resten.

Forvandling: Menneskesønnen kvalificeres ved "herlighed". Jeg forstår skyen som røg, men ikke damp. Røg har duft og kan inhaleres. (hvilke andre sanser herligheden vækker, står ikke i teksten, men jeg forestiller mig både lyde, lys og varme, som rammer mig troværdighedsskabende).

Mine trosfæller i fjerne tider var trykket ned af visse ting. Jeg er trykket ned af andre ting, men fælles får vi en ordre: Vi skal løfte hovedet.

Landsætning: Jeg vil gå fra kirke og øve mig i at gå med løftet hoved. Jeg vil øve mig i, at tænke mig som et elsket menneske - elsket af en kærlighed, der er stærkere end alt, hvad der kan gøre et menneske nedbøjet. Jeg vil øve mig i at se herligheden (troværdigheden) i denne kærlighedsdom som noget, der kan ses, mærkes som varme, høres, duftes og inhaleres. Fik jeg bragt de vise mænds gaver i spil?

Alternative dispositioner:

v32: Friskhed

Fortælling: 

De første kristne troede, at jorden vil gå under nu! En generation senere hed det "Denne slægt" (forlænget spilletid). Nu ved vi ikke hvornår det er, eller om det er. Kan vi bevare troens friskhed?

Forvanding: 

Jeg henter friskheden fra mine forfædres tro - dengang dommen var lige om hjørnet. Jeg vil være klar. Ikke sløv.

Landsætning: 

Jeg vil gå fra kirke og være frisk. Som om hele verden kan blive rykket væk i næste sekund - og det eneste der står tilbage er, at jeg er elsket og kan elske andre. 

v34: Hverdag og fest forstået som junk.

Fortælling:

Hvis man ikke magter sig selv i sin tilværelse, kan man skyde heroin ind i sine årer. Man kan også nøjes med at bedøve sig i junkfood, dårlige serier, hverdag, trummerum og trivialiteter.

Forvandling:

Tænk, både hverdag og fest forstås i fjerne tider, som noget der sløver. Kan mit trosliv have for højt kolesteroltal, for høj promille og for meget fedt om organerne? Jeg tror på en udefra kommende kraft, som kan erstatte enhver sløvhed med vågenhed overfor det, der virkeligt tæller: kærlighed.

Landsætning: 

Jeg vil gå fra kirke og smile af alle trivialiteter. De er ikke det egentlige. Måske er jeg en taber, måske er jeg grim, måske går jeg på tvangsauktion, men jeg er elsket og kan elske andre. 

 

25 Καὶ ἔσονται σημεῖα ἐν ἡλίῳ καὶ σελήνῃ καὶ ἄστροις, καὶ ἐπὶ τῆς γῆς συνοχὴ ἐθνῶν ἐν ἀπορίᾳ ἤχους θαλάσσης καὶ σάλου, 26 ἀποψυχόντων ἀνθρώπων ἀπὸ φόβου καὶ προσδοκίας τῶν ἐπερχομένων τῇ οἰκουμένῃ, αἱ γὰρ δυνάμεις τῶν οὐρανῶν σαλευθήσονται. 27 καὶ τότε ὄψονται τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου ἐρχόμενον ἐν νεφέλῃ μετὰ δυνάμεως καὶ δόξης πολλῆς. 28 ἀρχομένων δὲ τούτων γίνεσθαι ἀνακύψατε καὶ ἐπάρατε τὰς κεφαλὰς ὑμῶν, διότι ἐγγίζει ἡ ἀπολύτρωσις ὑμῶν.
29 Καὶ εἶπεν παραβολὴν αὐτοῖς• ἴδετε τὴν συκῆν καὶ πάντα τὰ δένδρα• 30 ὅταν προβάλωσιν ἤδη, βλέποντες ἀφʼ ἑαυτῶν γινώσκετε ὅτι ἤδη ἐγγὺς τὸ θέρος ἐστίν• 31 οὕτως καὶ ὑμεῖς, ὅταν ἴδητε ταῦτα γινόμενα, γινώσκετε ὅτι ἐγγύς ἐστιν ἡ βασιλεία τοῦ θεοῦ. 32 ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι οὐ μὴ παρέλθῃ ἡ γενεὰ αὕτη ἕως ἂν πάντα γένηται. 33 ὁ οὐρανὸς καὶ ἡ γῆ παρελεύσονται, οἱ δὲ λόγοι μου οὐ μὴ παρελεύσονται.
34 Προσέχετε δὲ ἑαυτοῖς μήποτε βαρηθῶσιν ὑμῶν αἱ καρδίαι ἐν κραιπάλῃ καὶ μέθῃ καὶ μερίμναις βιωτικαῖς καὶ ἐπιστῇ ἐφʼ ὑμᾶς αἰφνίδιος ἡ ἡμέρα ἐκείνη 35 ὡς παγίς• ἐπεισελεύσεται γὰρ ἐπὶ πάντας τοὺς καθημένους ἐπὶ πρόσωπον πάσης τῆς γῆς. 36 ἀγρυπνεῖτε δὲ ἐν παντὶ καιρῷ δεόμενοι ἵνα κατισχύσητε ἐκφυγεῖν ταῦτα πάντα τὰ μέλλοντα γίνεσθαι καὶ σταθῆναι ἔμπροσθεν τοῦ υἱοῦ τοῦ ἀνθρώπου.