søndag den 7. september 2014

13. Søndag efter Trinitatis, anden række

Nej drenge, mit rige er ikke et kalifat men et nederlag, som åbner evigheden.

Teksten:

20 Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. 21 Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« 22 Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. 23 Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
24 Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. 25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. 26 Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, 27 og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, 28 ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« matt 20,20-28 tekst slut
---
At Zeb-sønnerne sender mama i byen for at få en karriere efter Jesu magtovertagelse (som altså er misforstået) kunne åbne en prædiken om at være voksen nu om dage - og om at være mand!

Den nuværende sikkerhedpolitiske situation (Kalifatet) understreger, hvad magt er og ikke er.

Pladsen ved Jesu venstre og højre side blev givet ved hans tronbestigelse. Tronen var korset og pladserne givet til røvere (terrorister?)

Forvandlingen i dagens tekst er, at Jesu fornedrelse med skurke på begge sider, åbner for både min herlighed og min ydmyghed som menneske i magtverdenen, hvor alle mama'er skubber drenge frem...

Drikke bægeret betyder skæbne, men er også en nadverallusion.


Disposition:
Fortælling:
Formel og uformel magt. Samfundet, familien, vennerne, dem, der hele tiden ejer en bid af min fremtid og min udfoldelse.

Forvandling:
Det lykkelige øjeblik, hvor skæbnefællesskabet mellem den magtfulde og den magtede skaber en fælles frihed til gensidig udfoldelse. Fælles, fordi det, der er større end os gør os lige. Magten ønsker at højne, men fornedrer. I min tro og i min dåb har jeg taget en fælles neder med Gud og ophøjes sammen med røvere og andre mine ligemænd.

Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og møde mit medmenneske med største mildhed. Den, der har magt vil jeg byde af min fremtid, en lækker luns, fordi jeg er høj.

-----

Forvandlingsstykket kan også være en udlægning af magt som tid versus fx tilgivelse, som hærger tiden ved at smelte fortid, nutid og fremtid, og som derved er et kys fra en anden dimension, evigheden, som mama til Zebedæussønnerne ikke havde forstået.

----

20 Τότε προσῆλθεν αὐτῷ ἡ μήτηρ τῶν υἱῶν Ζεβεδαίου μετὰ τῶν υἱῶν αὐτῆς προσκυνοῦσα καὶ αἰτοῦσά τι ἀπʼ αὐτοῦ. 21 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῇ• τί θέλεις; λέγει αὐτῷ• εἰπὲ ἵνα καθίσωσιν οὗτοι οἱ δύο υἱοί μου εἷς ἐκ δεξιῶν σου καὶ εἷς ἐξ εὐωνύμων σου ἐν τῇ βασιλείᾳ σου. 22 ἀποκριθεὶς δὲ ὁ Ἰησοῦς εἶπεν• οὐκ οἴδατε τί αἰτεῖσθε. δύνασθε πιεῖν τὸ ποτήριον ὃ ἐγὼ μέλλω πίνειν; λέγουσιν αὐτῷ• δυνάμεθα. 23 λέγει αὐτοῖς• τὸ μὲν ποτήριόν μου πίεσθε, τὸ δὲ καθίσαι ἐκ δεξιῶν μου καὶ ἐξ εὐωνύμων οὐκ ἔστιν ἐμὸν [τοῦτο] δοῦναι, ἀλλʼ οἷς ἡτοίμασται ὑπὸ τοῦ πατρός μου.
24 Καὶ ἀκούσαντες οἱ δέκα ἠγανάκτησαν περὶ τῶν δύο ἀδελφῶν. 25 ὁ δὲ Ἰησοῦς προσκαλεσάμενος αὐτοὺς εἶπεν• οἴδατε ὅτι οἱ ἄρχοντες τῶν ἐθνῶν κατακυριεύουσιν αὐτῶν καὶ οἱ μεγάλοι κατεξουσιάζουσιν αὐτῶν. 26 οὐχ οὕτως ἔσται ἐν ὑμῖν, ἀλλʼ ὃς ἐὰν θέλῃ ἐν ὑμῖν μέγας γενέσθαι ἔσται ὑμῶν διάκονος, 27 καὶ ὃς ἂν θέλῃ ἐν ὑμῖν εἶναι πρῶτος ἔσται ὑμῶν δοῦλος• 28 ὥσπερ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου οὐκ ἦλθεν διακονηθῆναι ἀλλὰ διακονῆσαι καὶ δοῦναι τὴν ψυχὴν αὐτοῦ λύτρον ἀντὶ πολλῶν.