torsdag den 5. juni 2014

2. Pinsedag, 2.række


44 Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. 45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. 46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. 47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. 48 Jeg er livets brød. 49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. 50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. 51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« johs 6,44-51

---

Har Johannes erstattet en nadver med rigtig mad med en troshandling: er det at spise brødet noget overført? Johannesevangeliets skærtorsdag har en fodvaskning der, hvor de tre andre evangelister har indstiftelsen af Nadveren. Til gengæld er Johannesevangeliet fuld af brødteologi.

Teksten kan blive ubehagelig i sin eksklusivitet, hvis man læser v44 som "KUN dem, faderen driver..." Det pædagogiske sigte må være, at lade Faderen drive den troende til sønnen, som giver evighed ved at være givet til verden og dermed være evighedsmad, som kan indtages.

Relevansen af denne bevægelse er svær at se i selve teksten, hvis man vil omsætte forvandlingen til handling. "Liv for verden" er muligvis verdens udfrielse ind i evigheden - men liv og levende kan udlægges parænetisk: kom, lad os leve, fordi vi har livet i verden...

"Alle skal være oplært af Gud" er et brud eller et alternativ til den meget eksklusive åndsmeddelelse, som kendes fra GT. Der er tale om et eskatologisk scenarie, som altså er brudt igennem, idet ånden nu gives til hele flokken. Ånden som almindelig og særlig er i øvrigt spændende som emne for en samtale med troende mennesker. Kirken taler om ånd i almindelighed (skænket i dåben) men kan vi rumme de mange subjektive fortællinger om åndsmeddelelser, som noget særligt?

----

Jeg vil nok helst prædike over Ezekiel teksten, da jeg er ved at være træt af johannes...

Disposition:

Fortælling
Jeg trækker vejret og mærker åndepust i sommerluften, men er det noget særligt? Er den ånd, jeg fik i dåben særlig? Skal jeg mærke mere end det?

Forvandling.
Jeg er i verden, men er samtidig lukket ind i Guds evige virkelighed. Jeg tror det og har evigt liv. Mit liv er mere end det jeg lan tage at føle på. Evigheden er tilstede som himmelmad. Jeg spiser en fortælling om livets sejr.

Landsætning.
Jeg vil gå fra kirke og prøve mig selv som himmelmenneske. Jeg vil ikke spekulere over ånden som noget særligt, men min næste som noget særligt. Jeg vil dele ud af evigheden som kærlighed og opmærksomhed, for jeg har liv nok. Liv i evighed...

---

Disposition II

Fortælling
Næring: jeg indtager mad, brød, det kommer ind i min krop og bliver nedbrudt og udsætter dermed den uafvendelige nedbrydning af mig selv.

Forvandling
Noget nyt kommer ind i mig, fordi jeg er med i noget større. Mad til evighed. Nedbrydning er al min erfaring, men nu skal jeg oplæres til noget nyt

Landsætning
Jeg er i gang med at blive oplært til det modsatte af nedbrydning. Jeg vil prøve det på relationer. Relationer kommer og går, men jeg vil se det evige i dem - det, der bærer fra kærlighedsdimensionen.

---

44 οὐδεὶς δύναται ἐλθεῖν πρός με ἐὰν μὴ ὁ πατὴρ ὁ πέμψας με ἑλκύσῃ αὐτόν, κἀγὼ ἀναστήσω αὐτὸν ἐν τῇ ἐσχάτῃ ἡμέρᾳ. 45 ἔστιν γεγραμμένον ἐν τοῖς προφήταις• καὶ ἔσονται πάντες διδακτοὶ θεοῦ• πᾶς ὁ ἀκούσας παρὰ τοῦ πατρὸς καὶ μαθὼν ἔρχεται πρὸς ἐμέ. 46 οὐχ ὅτι τὸν πατέρα ἑώρακέν τις εἰ μὴ ὁ ὢν παρὰ τοῦ θεοῦ, οὗτος ἑώρακεν τὸν πατέρα. 47 ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ὁ πιστεύων ἔχει ζωὴν αἰώνιον. 48 Ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος τῆς ζωῆς. 49 οἱ πατέρες ὑμῶν ἔφαγον ἐν τῇ ἐρήμῳ τὸ μάννα καὶ ἀπέθανον• 50 οὗτός ἐστιν ὁ ἄρτος ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καταβαίνων, ἵνα τις ἐξ αὐτοῦ φάγῃ καὶ μὴ ἀποθάνῃ. 51 ἐγώ εἰμι ὁ ἄρτος ὁ ζῶν ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ καταβάς• ἐάν τις φάγῃ ἐκ τούτου τοῦ ἄρτου ζήσει εἰς τὸν αἰῶνα, καὶ ὁ ἄρτος δὲ ὃν ἐγὼ δώσω ἡ σάρξ μού ἐστιν ὑπὲρ τῆς τοῦ κόσμου ζωῆς.

mandag den 2. juni 2014

Pinsedag 2. Række

Teksten

15 Elsker I mig, så hold mine bud; 16 og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: 17 sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. 18 Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. 19 Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. 20 Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. 21 Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« johs 14,15-21. (Tekst slut).

---

Vi er samlet for at bevare den ældgamle og evige sandhed, at alt er nyt.

Hold mine bud: betyder det overholde eller bevare levende?

Det er særligt, at ånden skal gives til mange (alle). I det gamle testamente, er en talsmand fra Gud noget særligt - og ånden kommer kun over få udvalgte.

Det er altså en ny tid, at alle troende skal modtage sandhedsånd til evigt liv.

Bemærk modsætningen mellem Verden og Æonen (oversat "evig tid") hhv v 17 og 16. Æonen (evighed) er den dimension, ånden modtages i. "Evig tid" skal nok forstås som en art rumlighed.

Ånd i Det Gamle Testamente (i de skrifter, hvor ånd findes!) handler om fænomener, der tilskrives Gud og associeres med "luft i bevægelse" hvad enten det er vejret eller åndedrættet.

Hvis man krydser tanken om luft i bevægelse med tanken om enten at holde bud eller bevare bud, kan man lege med tanken om lyd, som sætter luften i bevægelse og hørelsen som er videreførelsen af denne bevægelse - og de tanker og følelser, det hørte afføder.

Den kærlighed, der bliver befalet eller opfordret til er vidt forskellig alt afhængig af den ånd, buddet høres i. Høres det som et bud (overholde) er der skrækken for ikke at modtage ånden til evighed. Høres det som kærlighedsskabelse, holde sødt i hænderne, bevare, er ånden allerede i gang med at trøste og lede ind i sandhed (fravær af ophør) .

Luft i bevægelse kan sætte os ind i evigheden lige nu..

Disposition

Fortælling
Jeg vil lytte til et pinsepust. Jeg vil huske den første sommervind, som rører mig uden at være skarp og dog med mindet om skarphed i sig. Jeg vil huske, hvordan Guds åndepust vækker sommeren og noget i mig. Jeg vil huske rækkefølgen: et pust og det, der vågner.

Forvandling:
Det er den rækkeføle - eller mangel på rækkefølge, som jeg læser kærlighedsbuddet med: elsker I mig, så hold mine bud og I vil modtage Ånden, talsmanden, sandheden. Tid har kun een rækkefølge, evighed er noget andet end tid. Her er ånd og bud og kærlighed eet. Kærligheden er, at han gav sig selv til mig, ånden er at jeg tager det ind, bliver bevæget. Jeg kan altså læses teksten i rækkefølgen: bliv trøstet (paraklet, talsmand) modtag evighed med Ånden bevar kærlighedsbuddet, elsk!

Landsætning
Jeg vil gå herfra med Guds ånd. Trøstet i et liv med alle rækkefølger. Befinde mig i den verden, med de skarpe vinde, men vækket af et åndepust, som gør mig evig, hjemmehørende i kærlighed, ny, hele tiden ny.


15 Ἐὰν ἀγαπᾶτέ με, τὰς ἐντολὰς τὰς ἐμὰς τηρήσετε• 16 κἀγὼ ἐρωτήσω τὸν πατέρα καὶ ἄλλον παράκλητον δώσει ὑμῖν, ἵνα μεθʼ ὑμῶν εἰς τὸν αἰῶνα ᾖ, 17 τὸ πνεῦμα τῆς ἀληθείας, ὃ ὁ κόσμος οὐ δύναται λαβεῖν, ὅτι οὐ θεωρεῖ αὐτὸ οὐδὲ γινώσκει• ὑμεῖς γινώσκετε αὐτό, ὅτι παρʼ ὑμῖν μένει καὶ ἐν ὑμῖν ἔσται. 18 Οὐκ ἀφήσω ὑμᾶς ὀρφανούς, ἔρχομαι πρὸς ὑμᾶς. 19 ἔτι μικρὸν καὶ ὁ κόσμος με οὐκέτι θεωρεῖ, ὑμεῖς δὲ θεωρεῖτέ με, ὅτι ἐγὼ ζῶ καὶ ὑμεῖς ζήσετε. 20 ἐν ἐκείνῃ τῇ ἡμέρᾳ γνώσεσθε ὑμεῖς ὅτι ἐγὼ ἐν τῷ πατρί μου καὶ ὑμεῖς ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν ὑμῖν. 21 ὁ ἔχων τὰς ἐντολάς μου καὶ τηρῶν αὐτὰς ἐκεῖνός ἐστιν ὁ ἀγαπῶν με• ὁ δὲ ἀγαπῶν με ἀγαπηθήσεται ὑπὸ τοῦ πατρός μου, κἀγὼ ἀγαπήσω αὐτὸν καὶ ἐμφανίσω αὐτῷ ἐμαυτόν.