6. Søndag efter påske

Teksten

20 Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, 21 at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. 22 Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, 23 jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
24 Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. 25 Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; 26 og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johs 17,20-26

V 20: "dem1" = apostlene. "dem2" = dem, der lytter til apostlene.

Præmissen er, at Verden er noget negativt. Dette kunne anspore til en civilisationskritisk prædiken eller et opgør med den civilisationskritiske prædiken.

Hvad det er, der er galt med Verden, nævnes ikke og man må lede andre steder i Johs fx efter "Denne Verdens Fyrste".

Denne fortsættelse af Jesu bøn har tilsyneladende som sit projekt at bringe mennersker i Verden ind i Gud. Gud er noget positivt, Verden noget negativt.

Vejen tilbage til Gud går gennem Jesus i en proces, som hedder Tro og Kende. De, der kender Gud (lytter til apostlenes ord og ved, at Gud har sendt Jesus og at de er eet) skal være sammen på en god måde. Formålet med at troende skal være sammen på en god måde er, at dette vækker tro.

Troendes enhed er altså troværdighedsskabende for den enhed, der er mellem Fader og Søn.
Kærlighed mellem troende mennesker producerer kendskab til den kærlighed, der før alle tider har været mellem Fader og Søn. Ved at tro på, at Sønnen og Faderen er eet (her beskrevet som at de kan være gensidigt i hinanden) kan den troende være i Sønnen og dermed hænge sammen med "Herlighed" og "Kærlighed" og "Før alle tider" .

Kort sagt får vi indblik i en bøn, hvoraf det fremgår, at Jesus beder Faderen om, at vi må elske hinanden for at vise, at vi hører til i evighed og kærlighed og ikke i en forbigående negativ virkelighed kaldet Verden.

----

Teksten egner sig til en v-prædiken, idet en kritik at Verden med al den junglelov kunne blive udgangspunktet. Vendepunktet i en v-prædiken er Kristi forsonende og stedfortrædende død, som ikke er nævnt i denne tekst. Det er derimod Kende og Tro (og genstanden for denne aktivitet kan ud fra en samlet læsning af Johs forstås som "fuldbragt" altså korsdød). Opstregen fra vendepunktet er da, at vi skal elske hinanden for at det skal blive troværdigt, at vi er i en ny virkelighed i lyset af forsoningen.

Er pi-prædiken vil omvendt begynde i tekstens egen rækkefølge med den vellykkede samhørighed mellem mennesker og hvordan denne samhørighed (fx kende) bringer os i forbindelse med en samhørighed med selve Guds virkelighed (en dimension forskellig fra verden)
Og herefter tilskynde til at øve os i at være sammen på kærligste måde for at Guds dimension må blive kendt.

----

20 Οὐ περὶ τούτων δὲ ἐρωτῶ μόνον, ἀλλὰ καὶ περὶ τῶν πιστευόντων διὰ τοῦ λόγου αὐτῶν εἰς ἐμέ, 21 ἵνα πάντες ἓν ὦσιν, καθὼς σύ, πάτερ, ἐν ἐμοὶ κἀγὼ ἐν σοί, ἵνα καὶ αὐτοὶ ἐν ἡμῖν ὦσιν, ἵνα ὁ κόσμος πιστεύῃ ὅτι σύ με ἀπέστειλας. 22 κἀγὼ τὴν δόξαν ἣν δέδωκάς μοι δέδωκα αὐτοῖς, ἵνα ὦσιν ἓν καθὼς ἡμεῖς ἕν• 23 ἐγὼ ἐν αὐτοῖς καὶ σὺ ἐν ἐμοί, ἵνα ὦσιν τετελειωμένοι εἰς ἕν, ἵνα γινώσκῃ ὁ κόσμος ὅτι σύ με ἀπέστειλας καὶ ἠγάπησας αὐτοὺς καθὼς ἐμὲ ἠγάπησας.
24 Πάτερ, ὃ δέδωκάς μοι, θέλω ἵνα ὅπου εἰμὶ ἐγὼ κἀκεῖνοι ὦσιν μετʼ ἐμοῦ, ἵνα θεωρῶσιν τὴν δόξαν τὴν ἐμήν, ἣν δέδωκάς μοι ὅτι ἠγάπησάς με πρὸ καταβολῆς κόσμου. 25 πάτερ δίκαιε, καὶ ὁ κόσμος σε οὐκ ἔγνω, ἐγὼ δέ σε ἔγνων, * καὶ οὗτοι ἔγνωσαν ὅτι σύ με ἀπέστειλας• 26 καὶ ἐγνώρισα αὐτοῖς τὸ ὄνομά σου καὶ γνωρίσω, ἵνα ἡ ἀγάπη ἣν ἠγάπησάς με ἐν αὐτοῖς ᾖ κἀγὼ ἐν αὐτοῖς.

Kristi Himmelfarts Dag, anden række.

Teksten (medtager to indledende vers):

(44 Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« 45 Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, )

46 og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, 47 og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, 48 og I skal være vidner om alt dette. 49 Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
Jesu himmelfart
50 Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. 51 Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. 52 De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, 53 og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Lukas 24,(44-45) 46-53 tekst slut.

-----

Intertekstuelt:
Det er påfaldende, at man til denne festdag kan læse to versioner af den samme historie, skrevet af den samme forfatter om samme begivenhed. Lukas har skrevet både Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger. Det ene skrift slutter med Jesu himmelfart, mens det andet begynder med samme begivenhed. Derfor er de fortalt forskelligt, fordi forfatteren har behov for at bruge dem forskelligt.

At det er samme forfatter, som omarrangerer sit eget stof for øjnene af os, er en god indikator på den frihed en oldtidsfortæller i almindelighed og en evangelist i særdeleshed gør brug af i sin formidling. Forholdet mellem formidlingens formål og de de beskrevne begivenheder er skubbet i den modsatte grøft i forhold til nutidig skrivning. For oldtidsforfatteren gælder pointen først - så må begivenhederne indrette sig herefter. Derfor skal vi læse evangelisten som troende, ikke som historiker. Forbindelsen mellem mig og Lukas er vores fælles tro - og en fælles frihed til at arrangere begivenheder efter formål.

Derfor prædiker jeg frit over begivenhederne og i samme ånd.

-----

Det skete.
I 1948 oversættelsen siger vers: 51 "Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen."
Bemærk at "og det skete"'er forsvundet i 1992 oversættelsen. Der er gode grunde til at plædere for, at denne formel skal tilbage i oversættelsen.
Der er tale om en semitisme, som knytter Lukasevangeliet sammen med Septuaginta (og dermed den gamle pagts fuldendelse). Derudover er det en sproglig markering: nu sker der noget! Og endelig betyder verbet ἐγένετο noget med skabelse, det er gennemgående verbum i Septuagintas skabelsesberetning.

For mig er ἐγένετο et Lukansk fingeraftryk, som markerer, at nu træder den gamle pagt nyskabende ind.

-----

For mig er Kristi Himmelfart en festdag, som lærer mig, at en ny skabelse og en ny lov. Jeg opfatter ikke begivenheden som et faktum, men den virkelighed, den skaber i mig, er virkelig.

Tyngdeloven holder mig nede. Det er en lov. Men jeg er en del af noget større. ἐγένετο griber ind og jeg kan løftes. Kan dette løft smitte af på andre bundetheder i mit liv?


Fortsættes....


-----

(44 Εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς· οὗτοι οἱ λόγοι μου οὓς ἐλάλησα πρὸς ὑμᾶς ἔτι ὢν σὺν ὑμῖν, ὅτι δεῖ πληρωθῆναι πάντα τὰ γεγραμμένα ἐν τῷ νόμῳ Μωϋσέως καὶ τοῖς προφήταις καὶ ψαλμοῖς περὶ ἐμοῦ. 45 τότε διήνοιξεν αὐτῶν τὸν νοῦν τοῦ συνιέναι τὰς γραφάς· ) 46 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὅτι οὕτως γέγραπται παθεῖν τὸν χριστὸν καὶ ἀναστῆναι ἐκ νεκρῶν τῇ τρίτῃ ἡμέρᾳ, 47 καὶ κηρυχθῆναι ἐπὶ τῷ ὀνόματι αὐτοῦ μετάνοιαν εἰς ἄφεσιν ἁμαρτιῶν εἰς πάντα τὰ ἔθνη. ἀρξάμενοι ἀπὸ Ἰερουσαλὴμ 48 ὑμεῖς μάρτυρες τούτων. 49 καὶ [ἰδοὺ] ἐγὼ ἀποστέλλω τὴν ἐπαγγελίαν τοῦ πατρός μου ἐφ᾽ ὑμᾶς· ὑμεῖς δὲ καθίσατε ἐν τῇ πόλει ἕως οὗ ἐνδύσησθε ἐξ ὕψους δύναμιν.
50 Ἐξήγαγεν δὲ αὐτοὺς [ἔξω] ἕως πρὸς Βηθανίαν, καὶ ἐπάρας τὰς χεῖρας αὐτοῦ εὐλόγησεν αὐτούς. 51 καὶ ἐγένετο ἐν τῷ εὐλογεῖν αὐτὸν αὐτοὺς διέστη ἀπ᾽ αὐτῶν καὶ ἀνεφέρετο εἰς τὸν οὐρανόν.
52 Καὶ αὐτοὶ προσκυνήσαντες αὐτὸν ὑπέστρεψαν εἰς Ἰερουσαλὴμ μετὰ χαρᾶς μεγάλης 53 καὶ ἦσαν διὰ παντὸς ἐν τῷ ἱερῷ εὐλογοῦντες τὸν θεόν.