torsdag den 15. maj 2014

4. Søndag efter påske

28 Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. 29 Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« 30 Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

31 Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, 32 og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« 33 De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« 34 Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. 35 Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. 36 Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.

---

At menneskesønnen skal ophøjes og at verbet står i passiv fremtid med menneskesønnen som objekt er en spændende omvendthed, som ligger i tråd med op-og-ned snakken i den nære kontekst. Menneskesønnen skal typisk komme oppefra, men her er dette oppe-perspektiv udskudt til en fremtidig erkendelse. Menneskesønnen er en apokalyptisk dommer. Der er lagt op til en initieret, indre apokalypse.

Frihed er et begreb, der bruges så ofte, at det helt har mistet sin betydning. At knytte dette uløseligt til Sandheden, får fx de politiske friheder til at blegne. Sandhed knyttes andetsteds til Guds væren, som nås idet Sønnen og faderen er et og Sønnen nås gennem tro. Den virkelige frihed er ikke-synd og beskrives adverbielt ὄντως, altså i henhold til væren. Synd beskives som noget man gør, men også som et begreb. Det gjorte er bare synligt, at fangenskabet er.

Gad vide, hvordan alt sådan noget mærkes?
(Fortsættes)


28 εἶπεν οὖν [αὐτοῖς] ὁ Ἰησοῦς• ὅταν ὑψώσητε τὸν υἱὸν τοῦ ἀνθρώπου, τότε γνώσεσθε ὅτι ἐγώ εἰμι, καὶ ἀπʼ ἐμαυτοῦ ποιῶ οὐδέν, ἀλλὰ καθὼς ἐδίδαξέν με ὁ πατὴρ ταῦτα λαλῶ. 29 καὶ ὁ πέμψας με μετʼ ἐμοῦ ἐστιν• οὐκ ἀφῆκέν με μόνον, ὅτι ἐγὼ τὰ ἀρεστὰ αὐτῷ ποιῶ πάντοτε.
30 Ταῦτα αὐτοῦ λαλοῦντος πολλοὶ ἐπίστευσαν εἰς αὐτόν. 31 ἔλεγεν οὖν ὁ Ἰησοῦς πρὸς τοὺς πεπιστευκότας αὐτῷ Ἰουδαίους• ἐὰν ὑμεῖς μείνητε ἐν τῷ λόγῳ τῷ ἐμῷ, ἀληθῶς μαθηταί μού ἐστε 32 καὶ γνώσεσθε τὴν ἀλήθειαν, καὶ ἡ ἀλήθεια ἐλευθερώσει ὑμᾶς. 33 ἀπεκρίθησαν πρὸς αὐτόν• σπέρμα Ἀβραάμ ἐσμεν καὶ οὐδενὶ δεδουλεύκαμεν πώποτε• πῶς σὺ λέγεις ὅτι ἐλεύθεροι γενήσεσθε; 34 ἀπεκρίθη αὐτοῖς ὁ Ἰησοῦς• ἀμὴν ἀμὴν λέγω ὑμῖν ὅτι πᾶς ὁ ποιῶν τὴν ἁμαρτίαν δοῦλός ἐστιν τῆς ἁμαρτίας. 35 ὁ δὲ δοῦλος οὐ μένει ἐν τῇ οἰκίᾳ εἰς τὸν αἰῶνα, ὁ υἱὸς μένει εἰς τὸν αἰῶνα. 36 ἐὰν οὖν ὁ υἱὸς ὑμᾶς ἐλευθερώσῃ, ὄντως ἐλεύθεροι ἔσεσθε.

søndag den 11. maj 2014

Bededag

Undertiden var døren lukket, undertiden fik jeg en slange...


Teksten:
7 Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. 8 For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. 9 Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, 10 eller give ham en slange, når han beder om en fisk? 11 Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!

12 Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.

13 Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. 14 Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!
(Tekst slut, Matt 7,7-14)

7-9 er fuld af håb og nåde.
12 er fuld af fornuftig formaning
13-14 er truende eskatologisk - måske på baggrund af 12, men hvad tæller så 7-9?

Mattæusevangeliets pædagogik er truende med et godt sigte: nåde og kærlighed.

---
Talen er sandsynligvis holdt til mennesker, hvis strategiske udfordring har været: det næste måltid.
Til dem lyder, bed/gives, bank bank/åbne. Angiveligt til håb, virkeligt håb.

Disposition:

Fortælling:
Jeg er barn og banker på en dør. Bag døren venter legen, hvis de er hjemme. Eventyret. Jeg får ondt i knoerne og jeg tolker alle lyde som den rumsteren, der fører til at jeg bliver lukket ind og skal lege, trylle, kæmpe, forsvinde.

Forvandling.
Der er givet mig en dør. Døren. Bag den venter forvandlingen. Alle andre døre bliver forklaret bag den. Både de lukkede og de åbne. Dem, det var godt de var lukkede, dem, det var ulykkeligt, at de stod åbne. De slanger, jeg fik. Brødet og de gode åbne døre. Bag den dør skal jeg lege, tumle og more mig. Bag den dør hører jeg rumsteren: en fortælling om Gud, der deler vilkår med mig.

Landsætning
Jeg vil gå fra kirke med ømme knoer. Med en barnlig fryd over det, der rumsterer i huset. Jeg vil være ham, der giver brød, jeg vil være ham, der giver håb, når nogen med ømme knoer lytter efter forjættende puslen...