Et spøgelse eller Guds Søn ?
Teksten:
22 Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. 23 Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. 24 Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. 25 Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. 26 Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. 27 Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« 28 Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« 29 Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. 30 Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« 31 Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« 32 Da de kom op i båden, lagde vinden sig. 33 Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«
Matt 14,22-33 Tekst slut.
"Tror du, Jesus gik på vandet?" Dette spørsmål har jeg lyttet til mere end 100 gange sammen med, om jeg tror Gud sidder på en sky og har langt hvidt skæg.
Begge spørgsmål er den efterreligiøse kulturs kritiske og konkrete spørgsmål til troens genstand - og ikke mindst mirakellitteraturen fra kristendommen barndom. Alle svar er en skuffelse. "Nej jeg tror, det er en overdrivelse, men den vil fortælle noget større! " Fesent svar! Dårlig repræsentant for en religion, udenomssnak! "Ja, jeg tror, Jesus gik på vandet!" Det kan man ikke! Du tilhører en primitiv overtro! Kom videre!
Jeg ville ønske, mirakler havde en udløbsdato, sådan at de kun blev fortalt i tider, hvor de havde en gavnlig effekt for deres hovedsigte - og ikke som idag, hvor de er decideret kontraproduktive som pædagogik.
----
Hvor langsomt synker Peter?
Hvis hans mulighed for at stå på vandspejlet ophører øjeblikkeligt, vil han ikke kunne sige sin replik. Hvis hans mulighed fader langsom ud, er miraklet kun lidt ophørt, hvilket er et mærkeligt mirakel.
Forvandlingen:
Midten i en Pi-prædiken er forvandlingen.
Der er flere tilstande, jeg overvejer, at prædike mig ud ad som befriende forvandling.
Den ene er den tilstand, hvor det at gå på vandet er et problem, bøvlet, kævlende, krævende, fremmedgørende. Jeg vil hen i en anden tilstand, ja'ende, anerkendene, ladesiggøreagtig, ..
Den anden forvandling er at komme op til overfladen, kunne trække vejret igen, og se.
En aflægger af dette billede er: at komme ud gennem fostervandet, blive født, tage luft ind for første gang: komme til tro, kunne se, tage ånd ind. Have dåben som vej, som fundament, det er at stå på vandet.
Tekstens egen bevægelse frem mod tilbedelsen og udråbelsen af sudssønnetitlen.
Han er alene på land, de er alene uden ham til vands, han kommer, skrig, rædsel, spøgelse, fred, inddragelse, fald, rejsning. Tilbedelse.
Denne bevægelse kunne bruges til en prædiken om troslivet, hvor rædselen over spøgelset er forargelsen over det tilsyneladende uvirkelige i, at dette menneske skulle være frelser og alts forløser.
Disposition
Fortælling
Jeg er født og døbt. Jeg har ligget i vand uden at trække vejret og er kommet ud i lyset og har taget luft ind for føste gang og skreget i mit nye miljø, verden. Jeg er døbt, jeg er kommet ud af det vand, som rummer hele fortællingen om min forløsnings kraft. Jeg Ånder ind for første gang.
Forvandling
Nu bruger jeg denne erfaring til at komme ud på den anden side: når jeg synker og ikke kan få luft. Når kristendommens latterlige litteratur bliver leet ud og jeg står med rædsel som om min frelser er et spøgelse. Jeg bliver taget ved hånden og står på overfladen af det, som ellers er til at synke i. Jeg står fast oven på dåbens vand, jeg står på 100 generationers fortællinger om Guds Søn, fortalt med alvor, overtro, dybde, uvidenhed, tro. Alt det, der hører menneskelivet til, jeg er ikke alene.
Landsætning
Jeg går fra kirke med fast grund under fødderne. Jeg vil møde mennesker, som trækker luft ind. Jeg vil være sammen med dem, mens de kommer ud på den anden side. Ikke alene.
