mandag den 3. november 2014

21. Søndag efter Trinitatis, anden række.

Shit happens. (Prøv evt at google verdensreligionernes versioner af shit happens).



Teksten
På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. 2 Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? 3 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. 4 Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? 5 Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«

6 Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. 7 Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? 8 Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. 9 Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« (lukas 13,1-9 tekst slut).

----

Alt tyder på, at den ældste kristendom har bøvlet med spørgsmålet om forholdet mellem synd og skæbne. Synspunktet, at hård skæbne er en følge af synd samt det modsatte synspunkt, at skæbne kan ramme uafhængigt af synd, lever tilsyneladende side om side. Luk 13 bevæger sig ud af problemet.

Emnet har interesseret systematiske teologer til alle tider og knytter sig til spørgsmålet om Guds almagt, teodicé, indgriben i verden, højere mening etc. Jordskælvet i Lissabon i 1700tallet skulle være et af vendepunkterne i denne tankes historie - for slet ikke at tale om verdenskrigene. På den vittige side er der lavet forskellige lister over verdensreligionernes svar på "shit happens". Vil man have gode praktisk teologiske betragtninger på "hvorfor lige mig" skal man tale med hospitalspræsterne.

Teksten falder i to dele, som forhåbentligt hænger sammen. De lille δὲ i vers 6 er den korresponderende partikel, som lader del 2 hænge sammen med del 1. Første del er en dobbelt eksempelfortælling som dialog med et udsagn efter hver hvert eksempel. Udsagnet benægter syndsforskellighed hos hhv ramte og ikke ramte. Del 2 er en almindelig apokalyptisk-esakatologisk lignelse med frugt som billede og hugge om som endelig domsmetafor.

Ved at lade de to tekster hænge sammen, bliver v 3 μετανοῆτε (vende om) en apokalyptisk foreteelse og ἀπολεῖσθε (gå til grunde/omkomme "gå til spilde") bliver et eskatologisk scenarie. Kort sagt: skæbner og skyld er forskellige, men skynd jer at koble jer på en større virkelighed, så I ikke går fortabt. Synlige ulykker kan ikke dømmes som syndssvar, den ulykke og den lykke ligger et andet sted.

Kristus og det forsmædelige mix
Ulykken i det første eksempel, Pilatus blander galilæer- og offerdyrsblod, er en alvorlig forsmædelse. Der er nok tale om et raid, hvor romerske tropper har massakreret pilgrimme således at mennesker og dyr er flydt sammen, hvilket er en katastrofe, eftersom netop dyrets blod skulle have gjort det ud for menneskets i Guds optik. Ulykken er en offerkultisk katastrofe.
Jeg leder altid efter Kristus i teksterne.

Det forsmædelige mix ἔμιξεν er ham selv. Blodet er ham. Træet. Den forbindelse, der skal skabes (μετανοῆτε) dannes ved hans uhørte sammenblanding af gud og menneske. Den sluttende lignelse hedder : Giv en chance mere!

Frugten, sindets opkobling på det store, kunne være at give medmennesket en chance til og ikke hugge ned eller falde ned over.

Disposition:

Fortælling:
Jeg står med bare tæer på en strand. Det lune vand graver sig ned under mine fødder og sandet kilder, mens det forsvinder under mig. Jeg er et træ, der får næring og luft, sødme gror i mig.

Forvandling
Et træ er blevet hugget om, stammen er tør. Det er rejst uden rødder på Golgata. Gud er gået ind i verden. En ulykke er blevet til lykke. Den uhyggeligste forbyttelse er blevet min redning.

Landsætning
Jeg vil bytte om og give chancer, jeg vil skabe rum og luft om andres rodnet.

---

Παρῆσαν δέ τινες ἐν αὐτῷ τῷ καιρῷ ἀπαγγέλλοντες αὐτῷ περὶ τῶν Γαλιλαίων ὧν τὸ αἷμα Πιλᾶτος ἔμιξεν μετὰ τῶν θυσιῶν αὐτῶν. 2 καὶ ἀποκριθεὶς εἶπεν αὐτοῖς• δοκεῖτε ὅτι οἱ Γαλιλαῖοι οὗτοι ἁμαρτωλοὶ παρὰ πάντας τοὺς Γαλιλαίους ἐγένοντο, ὅτι ταῦτα πεπόνθασιν; 3 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὁμοίως ἀπολεῖσθε. 4 ἢ ἐκεῖνοι οἱ δεκαοκτὼ ἐφʼ οὓς ἔπεσεν ὁ πύργος ἐν τῷ Σιλωὰμ καὶ ἀπέκτεινεν αὐτούς, δοκεῖτε ὅτι αὐτοὶ ὀφειλέται ἐγένοντο παρὰ πάντας τοὺς ἀνθρώπους τοὺς κατοικοῦντας Ἰερουσαλήμ; 5 οὐχί, λέγω ὑμῖν, ἀλλʼ ἐὰν μὴ μετανοῆτε πάντες ὡσαύτως ἀπολεῖσθε.
6 Ἔλεγεν δὲ ταύτην τὴν παραβολήν• συκῆν εἶχέν τις πεφυτευμένην ἐν τῷ ἀμπελῶνι αὐτοῦ, καὶ ἦλθεν ζητῶν καρπὸν ἐν αὐτῇ καὶ οὐχ εὗρεν. 7 εἶπεν δὲ πρὸς τὸν ἀμπελουργόν• ἰδοὺ τρία ἔτη ἀφʼ οὗ ἔρχομαι ζητῶν καρπὸν ἐν τῇ συκῇ ταύτῃ καὶ οὐχ εὑρίσκω• ἔκκοψον [οὖν] αὐτήν, ἱνατί καὶ τὴν γῆν καταργεῖ; 8 ὁ δὲ ἀποκριθεὶς λέγει αὐτῷ• κύριε, ἄφες αὐτὴν καὶ τοῦτο τὸ ἔτος, ἕως ὅτου σκάψω περὶ αὐτὴν καὶ βάλω κόπρια, 9 κἂν μὲν ποιήσῃ καρπὸν εἰς τὸ μέλλον• εἰ δὲ μή γε, ἐκκόψεις αὐτήν.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar