Let røven, Søster solskin! (?) Eller ligestilling?
Teksten:
38 Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. 39 Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. 40 Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« 41 Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. 42 Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
Lukas 10,38-42 Tekst slut,
Kontekst:
Teksten falder i et uroligt afsnit af evangeliet. Vi befinder os efter 9,51 ( vejen mod Jerusalem) og Jesu tale er præget af apokalyptisk fuldbyrdelse. I denne sammenhæng kan det ene fornødne være hans død (ophøjelse) jf 9,51
I den græske tekst er der et kolon efter 'fornødent' (χρεία), hvilket næppe er originalt. Eftertiden har haft travlt med at gøre episoden til en programerklæring for en deling i kontemplativ og praktisk, men set i konteksten kan Jesu fuldbyrdelse være så vigtig, at en kvinde kan gøre mande-ting: sidde og lytte! (Og holde op med at være tjener).
Bemærk i øvrigt stilskiftet (tilbage til en slags juleevangeliestil) umiddelbart efter episoden, til den perikope, hvor det lukanske fadervor ligger. Tid og sted bliver uklart. Hvorfor vandt det mattæiske fadervor?
Mellem de to kvinder: det er påfaldende, at den ene kan få ondt i den legemsdel, den anden sidder på.
Det er nærmest en udfoldelse af 1. Kor 13,6: οὐ χαίρει ἐπὶ τῇ ἀδικίᾳ, συγχαίρει δὲ τῇ ἀληθείᾳ• ( kærligheden finder ikke sin glæde (energi?) i uretten, men samglæder i sandheden.
Det at have ondt i røven bliver så uendeligt småt, når man tænker på, hvilken kærlighed og sandhed Kristi død åbner....
Ligestilling.
Dagens tekst kan læses som en ligestillingsfortælling, hvis man forstår det at sidde ved nogens fødder (sådan som Paulus sad ved Gamaliels fødder) som et mandligt privilegium, altså at være i lære hos en vis/lærd. I en sådan forståelse bliver Marthas bekymring ikke et spørgsmål om arbejdets deling mellem to kvinder, men et spørgsmål om, at Maria leger mand ved at sidde og være "på universitet hos Jesus". Maria bryder en samfundsorden ved at sidde som en mand efter at en mand er kommet ind i huset. Formentligt skal husstanden forstås som en 'matriarkalsk' husstand med Martha som husets overhoved (jf Lydia, Acta).
Det lukanske dobbeltværk (Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger) er raffineret derved, at synspunkter, som ellers kan blive bombastiske og vulgære er tilstede som ansatser, der skal udlægges fortløbende.
Jeg mener, at følgende synspunkter er skjult tilstede i dobbeltværket og kan udlades af komposition og tematik:
Kejseren er fin. Kejseren er fin nok. Han er kun kejser.
De fine er fine. De fine er fine nok, men de fattige og svage kan med Gud og forjættelsen overstråle.
Kvinder kan lede såvel en husstand som et firma og er at ligestille med mænd som jesu lærlinge.
Disse synspunkter er af forsigtighedsgrunde og af strategisk/apologetiske grunde kun at spore som tråde i værket.
Jeg efterspørger en metode til at efterprøve, hvorvidt dobbeltværkets forfatter opfatter disse tråde som autentiske Jesus-tråde.
Disposition:
Fortælling:
Nogle gane kan ond i røven forsvinde af sig selv. Umærkeligt fordamper det som dug for solen og man glemmer at være forurettet, man glemmer sit underskud, man glemmer at føle lækkerhed ved uretfærdigheden.
Forvandling
Den sol, som får duggen til at forsvinde, minder om den livets kraft, det ene fornødne, som fordamper forskellene mellem mennesker. Ah, kom den sol! Gør os lige elskede.
Landsætning
Jeg vil elske den, der knokler lidt, selvom jeg knokler meget, jeg vil give den, der intet fortjener, fordi jeg selv har fået alt givet i evighed: Det fornødne, hans overgivelse for at jeg kan blive lukket ind i Guds dimension.
----
38 Ἐν δὲ τῷ πορεύεσθαι αὐτοὺς αὐτὸς εἰσῆλθεν εἰς κώμην τινά• γυνὴ δέ τις ὀνόματι Μάρθα ὑπεδέξατο αὐτόν. 39 καὶ τῇδε ἦν ἀδελφὴ καλουμένη Μαριάμ, [ἣ] καὶ παρακαθεσθεῖσα πρὸς τοὺς πόδας τοῦ κυρίου ἤκουεν τὸν λόγον αὐτοῦ. 40 ἡ δὲ Μάρθα περιεσπᾶτο περὶ πολλὴν διακονίαν• ἐπιστᾶσα δὲ εἶπεν• κύριε, οὐ μέλει σοι ὅτι ἡ ἀδελφή μου μόνην με κατέλιπεν διακονεῖν; εἰπὲ οὖν αὐτῇ ἵνα μοι συναντιλάβηται. 41 ἀποκριθεὶς δὲ εἶπεν αὐτῇ ὁ κύριος• Μάρθα Μάρθα, μεριμνᾷς καὶ θορυβάζῃ περὶ πολλά, 42 ἑνὸς δέ ἐστιν χρεία• Μαριὰμ γὰρ τὴν ἀγαθὴν μερίδα ἐξελέξατο ἥτις οὐκ ἀφαιρεθήσεται αὐτῆς.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar