søndag den 15. juni 2014

1. Søndag efter Trinitatis, anden række


Teksten:
13 En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« 14 Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« 15 Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« 16 Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. 17 Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. 18 Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. 19 Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! 20 Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? 21 Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Tekst slut, Lukas 12,13-21

---



Oversættelsen af 1948 har sjælen med, der, hvor der står, Min ven v 19. Der er et skift i terminologien vedr Liv (bios og psyke)


1948 oversættelsen:
13 Og en mand i folkeskaren sagde til ham: »Mester! sig til min broder, at han skal skifte arven med mig.« 14 Men han svarede ham: »Menneske! hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« 15 Og han sagde til dem: »Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer.« 16 Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand; hans mark havde båret godt. 17 Han tænkte ved sig selv: ›Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst.‹ 18 Og så sagde han: ›Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods; 19 og jeg vil sige til min sjæl: sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!‹ 20 Men Gud sagde til ham: ›Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig?‹ 21 – Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«


----

Parafrase

13 Råb fra skaren med det ærinde, at Jesus skal få den råbendes bror til at indgå en bestemt arveretlig aftale med den råbende.
14 modspørgsmål fra Jesus som svar til den råbende: modspørgsmålets funktion er at lukke ærindet.
15 advarsel mod griskhed henvendt til alle:
15 a-21 : tag jer i agt for griskhed
15 b : begrundelse 1: et menneskes liv (ζωὴ) afhænger ikke af resultatet af griskhed.
16-21 begrundelse 2: en eksempelfortælling kaldet lignelse (παραβολὴν)
16a: ansats til παραβολὴ
16b fortællingens indledning, situation: en mand med et stort mark-udbytte.
Indre samtale I:
17 samtale i mandens indre vedr pladsproblem.
18 resultat af indre samtale: udskiftning af ladekapacitet til korn og gods.
Indre samtale II, fremtidig:
19: samtale mellem manden og hans sjæl i fremtiden: ro, spise, drikke, være glad.
20 intervention fra Gud: mandens sjæl suspenderes for planlagt fremtid.
21 konklusion: hændelsesforløbet vil ramme gruppe 1: dem der samler griskt, men ikke gruppe 2: dem der er rige hos Gud.

----
V14 På fortælleplanet er modspørgsmålets funtion at stoppe forehavendet, men på et teologisk, kristologisk plan kan modspørgsmålet: "Hvem har sat mig til at dømme?" afføde svaret: Gud!

Lignelsen eller hvad det er, fungerer ikke godt. Sammenligningsleddet hænger ikke sammen med billeddelen særligt tydeligt og sammenhængen med talesituationen er heller ikke klar. Billeddelen skrider, idet afgrøder udvides med gods, som også skal i en lade, som jo ellers er et afgrødested, hvilket er nødvendigt for at få ophøret af aktivitet hos manden til at kunne gennemføres, hvilket ikke kunne lade sig gøre, hvis der kun var tale om afgrøder, fordi de ikke kan holde sig, hvorved han ville være nødt til at omsætte dem og altså være fortsat agerende og ikke i ro.

(Den eneste økonomi, som lignelsen passer til, er flaskesamlerens - hvis han ophober dem i meget stort antal - jeg har set østeuropæere og afrikanere samle flasker her på Nørrebro efter Distortion i kubikmeter, kapacitetsudfordring og samarbejde om at vogte læsset).

Fravalget af "sjæl" i 1992 oversættelsen er angiveligt for at hjælpe teksten fri af middelalderteologiske mistolkninger, hvor sjælens fortabelse kunne blive et issue.

1992 oversættelsen har "liv" både for ζωὴ og for ψυχή. Hvad der menes med det ene eller det andet vides ikke præcist. Der er tale om et generelt opgør med en forestilling om, at den rige er rig hos Gud, hvorved rig hos Gud bliver noget andet, som dog ikke er tydeligt i fortællingen. Man må til andre passager i det lukanske dobbeltværk, fx "dine almisser er blevet hørt" apg 10. Med en sådan reference er den rige hos Gud en, der afstår fra rigdom for snarere at give til fattige. Der er en social profil gennem Lk/Apg. Set i et sådant perspektiv kunne ζωὴ være det synlige liv, mens ψυχή er livet, som følelse (sikkerhed i fremtiden) og som liv med Gud. Lignelsen åbner ikke for at sjælen ψυχή skulle være livet hos gud efter døden.

I en protestantisk arbejdsliderlig (webersk) kultur, kunne lignelsens farlige nulpunkt være mandens ophør af arbejde.

De indledende vers er vigtige, idet Jesus ikke går ind i den konkrete sag og dermed ikke danner præcedens og ikke skaber en kristen praksis for skifteret, men derimod vender sig mod havesyge generelt.

Fortællingen har ikke nogen kristologi, men trækker på en omkalfatring af rig/fattig, som dog trækker på den lukanske kristologi.

Til en prædiken, som vil have en frelsergerning, kan man finde Kristi sonende død ved at gøre det indledende råb fra skaren til menighedens bøn: min bror skal skifte arven! Hvis min bror er Jesus Kristus, bliver bønnen hørt, for han har givet afkald for at jeg kan blive arving. Det er her, det gode begynder.

Tanken om at blive rig hos Gud er smuk og jeg synes ikke man skal snyde sig for den tanke, at det at give og skænke og skabe for andre er rigdom i en anden dimension, selvom det er arveskiftet mellem Kristus og mennesket, der er det afgørende. Det er denne rigdom, der skaber giverglæden. ...

----

Fortælling
Begær, arv. Næsten alle kender nogen, som er havnet i en arvestrid. Ikke sjældent må politiet afspærre et dødsbo, fordi arvingerne med hver deres fortælling har en naturlig følelse af ret til dette er hint. Kun boet er juridisk genstand, men som ofte er det fortællingerne, der er drivkraften bag ulykken (manglen på lykke). Personerne vil ha ret.

Forvandling
I arvesager såvel som i andet begær og anden ufredelighed kan en uventet fred, en gæst, indfinde sig. Man kan nogle gange grine af, hvor meget, man ville noget bestemt og hvor meget man ville have ret. Villen og retten kan skifte med fred. Denne fred er en gave og stammer fra at Gud bytter det ud inden i os. Det ultimative bytte er min død for hans evighed. Han ville det så meget, at han gav afkald på alt... Han kørte den helt ud for at jeg skulle blive arving

Landsætning
Jeg vil møde verden med fred - den fred der kan indfinde sig, når man er en sikker, elsket arving med en god historie, en fortælling om at være elsket...


----


13 Εἶπεν δέ τις ἐκ τοῦ ὄχλου αὐτῷ• διδάσκαλε, εἰπὲ τῷ ἀδελφῷ μου μερίσασθαι μετʼ ἐμοῦ τὴν κληρονομίαν. 14 ὁ δὲ εἶπεν αὐτῷ• ἄνθρωπε, τίς με κατέστησεν κριτὴν ἢ μεριστὴν ἐφʼ ὑμᾶς; 15 εἶπεν δὲ πρὸς αὐτούς• ὁρᾶτε καὶ φυλάσσεσθε ἀπὸ πάσης πλεονεξίας, ὅτι οὐκ ἐν τῷ περισσεύειν τινὶ ἡ ζωὴ αὐτοῦ ἐστιν ἐκ τῶν ὑπαρχόντων αὐτῷ.
16 Εἶπεν δὲ παραβολὴν πρὸς αὐτοὺς λέγων• ἀνθρώπου τινὸς πλουσίου εὐφόρησεν ἡ χώρα. 17 καὶ διελογίζετο ἐν ἑαυτῷ λέγων• τί ποιήσω, ὅτι οὐκ ἔχω ποῦ συνάξω τοὺς καρπούς μου; 18 καὶ εἶπεν• τοῦτο ποιήσω, καθελῶ μου τὰς ἀποθήκας καὶ μείζονας οἰκοδομήσω καὶ συνάξω ἐκεῖ πάντα τὸν σῖτον καὶ τὰ ἀγαθά μου 19 καὶ ἐρῶ τῇ ψυχῇ μου• ψυχή, ἔχεις πολλὰ ἀγαθὰ κείμενα εἰς ἔτη πολλά• ἀναπαύου, φάγε, πίε, εὐφραίνου. 20 εἶπεν δὲ αὐτῷ ὁ θεός• ἄφρων, ταύτῃ τῇ νυκτὶ τὴν ψυχήν σου ἀπαιτοῦσιν ἀπὸ σοῦ• ἃ δὲ ἡτοίμασας, τίνι ἔσται; 21 οὕτως ὁ θησαυρίζων ἑαυτῷ καὶ μὴ εἰς θεὸν πλουτῶν.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar