søndag den 9. juni 2013

3. Søndag efter Trinitatis, første række

Når jeg findes, er jeg ikke alene. Eksistere, må jeg klare selv...


15,1 Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, 2 og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« 3 Men han fortalte dem denne lignelse: 4 »Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? 5 Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, 6 og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. 7 Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.
8 Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. 10 Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«
Lk 15,1-10


Kontekst: trip, trap - og en manglende træsko.

Teksten udgøres af to ud af tre findelignelser, som kulminerer med den lignelse, som fejlagtigt har fået navnet Den fortabte Søn, hvilket er et navn lavet af nogen, der har ligeså ondt i røven som dem, lignelsen var rettet imod.  Denne lignelse har i fortælledelen en hovedperson, sønnen, som meget vel kan forstås som Kristus - derfor er det uheldigt, når de ikke læses sammen: Hyrden, kvinden og sønnen. I de første to lignelser, som altså er dagens tekst, er findegenstanden passiv, hvilket gør omvendelsen uforståelig, som akt.

Kirke-noi'eren

Jeg gentager gerne, at "omvendelse" bør transkiberes fra græsk, således at vi får udtrykket metanoia. Det er lettere at forstå end "omvendelse". De fleste kender para-noia og vil kunne forstå, at meta-noia er, når sindet er koblet til det øvre. "Jeg får noi'eren," kunne blive til kirkenoi'eren, som er noget godt. 

Mønter på tøjet

Jeg forestiller mig, at kvinden har haft mønterne hængende som pynt i kanten af sit tørklæde, således at ansigtet har været omkranset af skinnende mønter - og at det er en af disse mønter, der er røget af. Det er træls, og alle har vidst det og har vidst, at hun gik og ledte efter den og har måttet gennemgå alt strøelset i gulvet. Jubelråbet tænker jeg som dette syngende trillefløjtehyl, som tiltrækker alle med glæde.

Jeg har mistet mig selv - eller noget af det

I dag kunne man forestille sig, at en person går rundt, mens alle ved at personen arbejder med sig selv, fordi der er noget, der ikke er på plads. Der mangler en stump, eller der er en relation, som er blokkeret eller et traume, der skal forliges eller have sin plads. Pludselig er det fundet og genkendt, og alle er velkomne til at dele glæden.

Findes

Vi bruger udtrykket "findes" om det, der er. Det er værd at lytte til verbet i dette udtryk. For at det findes, må der være nogen til at finde det. Derfor, når jeg findes, er jeg ikke alene. En gidseltagers vigtigste bedrift er at fratage sin fange troen på, at nogen vil finde fangen. Fangens mentale sundhed beror på fangens evne til at fastholde, at der foregår en proces derude - at viljen til at finde er intakt. Findes kan jeg ikke alene, det er en relation. Dette "ikke-alene" er "meta-noia" - jeg er koblet op.. Eksistere gør jeg alene. 

Slås

Findes og slås er begge passiver af hhv. finde og slå. Det ene har dog en interaktion i sig: Slås. Det gør vi indbyrdes. Jeg elsker at slås, kappes, i politik, fægtining: Når klingerne hvisker stållyd, ved jeg, hvor jeg skal sætte min fod næste gang. Tænk, hvis man kunne hente energien og interaktionen i slås og oversætte den til findes

Så kunne man sige: Kom, lad os findes!

Så ville korset være tegnet lodret: Vi er koblet op, metanoia, findes, glæde i himlen. Vandret: Vi finder hinanden. 


Disposition:

Fortælling: 
En kvinde har hængt sin medgift i kanten af sit tørklæde. Mønterne glimter og oplyser skiftevis hendes øjne og smilehuller i genskinnet. Jeg har omhængt mit ansigt med en identitet, men der mangler en stump, og det ved alle. Kvinden har tabt en af mønterne. Hun fejer og gennemgår alt lergulvets strøelse. Jeg roder i kit liv for at finde det, der mangler.

Forvandling: 
Vi finder det. Vi vil gerne fortælle det. Vi findes. Fordi jeg kender glæden ved at finde det, der var væk, kender jeg en himmelsk glæde ved at jeg findes og bliver fundet. Historien om dette fund af mig, handler om finde-manden (trin III), der ikke fandt sig i at blive i svineriet: Jesus (svinesønnen, der gik til sin far og blev modtaget på trods af den sure storebror, den gamle pagt). Tænk, hvis Gud er så stor, at jeg ved siden af ham intet er. Så er det hele mig, der skal findes. 

Landsætning:
Kom, lad os findes. Jeg vil gå fra kirke og blive dygtig til at se, hvad andre finder i deres liv og glæde mig ved det. Jeg vil oversætte energien fra at slås til at findes, så at min fundethed bliver til min evne til at finde andre og blive fundet af dem...