Skærtorsdag første række

(ny) pagt

v17 Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« v18 Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« v19 Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

v20 Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. v21 Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« v22 De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« v23 Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. v24 Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« v25 Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«

v26 Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« v27 Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; v28 dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.

v29 Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«

v30 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Dogmer eller bare tegn..

Jeg har sat ordet "ny" i parentes, fordi jeg bider mærke i, at jeg i nadveritualet citerer Jesus for at tale om sit blod som en ny pagt, mens Matthæus i "skærtorsdag 1" slet og ret lader Ham sige: Pagtens blod. 

Er det en ny - eller er det den samme? Vil Mattæus cementere, at pagten er een, men nu går i opfyldelse? Jeg vil vende tilbage til, hvad det gør ved mig at tænke mig selv i en (ny) pagt.

Inden da vil jeg opfordre til, at man bruger skærtorsdag til at holde en lang dogmatisk prædiken om, hvad nadveren bevirker som sakramente - og om den historie, dette sakramente har gennemlevet i nyere tid.

Hvad der i evangelierne er beskrevet som en tegnhandling med gentagelse for øje, er i kirkens historie blevet udlagt som en forvandlingspraksis, som kun kirken som institution kan udføre. Et sådant firmamonopol skal prostanter prostestere imod. 

Som lutheraner er jeg opdraget med konsubstantiationslære, som afløser transsubstantiationslære. Men med det blotte øje kan jeg iagttage en spændende udvikling: Præsterne i folkekirken gør ens, men tænker forskelligt. Vi er dogmatisk forpligtet på luthers lære - men mon ikke flertallet i forskellig form ville hylde en nonsubstantiationslære, hvor man vender tilbage til "blot et tegn" sådan som det fortælles i evangelierne?

Det antager jeg og røber, at jeg er en ringe sakramentalist. Jeg tror på forkyndelse. Den kan gøres med ord, den kan gøres med mad. Jeg lader mig gerne tilrettevise med kærlighed og evighed.

Tekstens dele

(Perikopen slutter med en stedsangivelse, som er mere relevant for det efterfølgende. Et bjerg er en mosesposition).  

Det første afsnit afslører, at Jesus fejrer påske efter forskifterne og at hans komme på mirakuløs vis er ordnet på forhånd (kendt profettræk, som giver Jesus point i fortællingen). Min time er nær - sætter scenen som afsked.

Det andet afsnit handler om forræderi med Gud, Judas og Menneskesønnen i rollerne. Jesus taler om sig selv som menneskesønnen, hvilket giver mindst to fordele: 1 Magt 2 Plan. Ingen kan få Menneskesønnen ned med nakken og alt hvad der har med Menneskesønnen at gøre, følger Guds plan. forræderi mod menneskesønnen er en tabersag. Det er Gud, der bestemmer, hvem der skal være forræder. Som demokratisk tænkende borger vil jeg gerne kalde Gud i samråd vedr denne måde at bruge mennesker på. Som moderne forkynder vil jeg også gerne angribe denne strategi fra Guds side: Den sælger ikke så godt. I begge tilfælde må jeg sande at Gud er Gud. Det er det særlige ved Gud. Han dypper med mig selvom jeg tænker sådan. Mit job er at lære at tilgive mit medmenneske. 

Det tredje afsnit handler om, at han tager brød og vin og giver det betydning. Det er ham selv og hans historie og denne histories virkning - virkningen af at indtage det nævnes ikke. Blot at de skal indtage det. Det er han krop, det er hans blod, det er en pagt og blodet udgydes med en effekt: Syndsforladelse på mange (altså ikke alle, men visse). 

Det fjerde afsnit røber, at der findes et rige, hvor Jesus skal drikke ny vin med sine nærmeste. Det kunne jeg godt tænke mig at være med til. Og jeg tror at det er skrevet for at jeg skal få denne lyst.

Disposition

jeg er i gang med at mærke efter, hvad det gør ved mig at forstå mig selv som værende i en ny pagt, som måske ikke er ny, men er det fordi den har været det hele tiden.. (fortsættes... )

.. Det er noget med en kærlighed, som fornyes. Den har været der hele tiden. Den er dermed gammel, men den går fra at være uopfyldelig til at være opfyldt.

Dens opfyldelse/opfyldelighed gør noget ved mig... Jeg kan se mig selv med nye øjne. Jeg er elsket... 

Nu er den der vist:

Fortælling

Et menneske planlægger at lave en middag og invitere dem og dem og dem for i sidste ende at komme i kontakt med person No 1 for at blive lukket ind i et fællesskab, en arbejdsplads  en fed virkelighed. Planen svirrer i hovedet. Ingen plan er sikker nok, ingen menu er god nok – så ringer telefonen. Det er person No 1, der ringer: Kom over og få en snack og en drink – vi taler om dig, fordi vi gerne vil ha’ dig med i den og den fede virkelighed.

Forvandling

Overraskende, overstrømmende glæde over at være en del af noget, man troede var for stort.

Fra nu af vil den snack altid smage af den glæde! Tør jeg huske hvilken virkelighed, jeg er lukket ind i ved Jesu måltid? Jeg er lukket ind i den virkelighed, der gør glæden uendelig stor og alle planer uendeligt små.

Jeg er lukket ind i et rige, som er lavet af evighed. Det er Guds. Jeg er med, fordi Jesus har givet sig selv, ligesom man giver et måltid, der fortæres.

Landsætning.

Nu vil jeg gå fra kirke som en del af Guds virkelighed. Mine planer er små, men jeg vil bruge dem som tegn og huske: Jeg vil give en snack og lukke ind – jeg vil ta’ en snack og blive lukket ind. Jeg vil huske, hvad jeg er med i.

Palmesøndag, første række

Si-Zi (da) se kon/kom (..) sa!

Den kvikke læser vil i overskriften kunne se, at jeg er meget fascineret af vokalforvandlingen i det sammensatte profetcitat: "Sig til Zions datter, Se! din konge kommer til dig sagtmodig.."

For mig at se, er der en vokalåbning (i til ah), som i sig selv er et evangelium. Det er ordet "sagtmodig", der åbner.

Jeg ved ikke om det er et tilfælde, at den danske oversættelse af Matt 21,5 er blevet i den grad mundret og poetisk. Den græske grundtekst har ikke en tilsvarende udvikling af lydene - ej heller de hebraiske tekster (citatet er en blanding af Es 62,11 og Zak 9,9. - det kan dog iagttages, at jubelformlerne har et vist mønster i retning af i-o-i-o-ah/æh). 

Teksten

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matt 21,1-9

Forvandlinger

Det er tankevækkende, at Matt 21,1-9 er prædikentekst både når Guds kommer ind i verden (advent) og når han går mod sin død. Det giver to helt forskellige perspektiver at tolke et optog på (indtog/udtog).

Hvis man vil holde en V-prædiken, kan man tage udgangspunkt i den mangel på sagtmodighed (venlighed, mildhed) der præger mennesket. Man kan hente kraften fra "det konsekvensløse æseltyveri" i optakten (v1-3) og lade det være et billede på nåde: Udebleven konsekvens. Jesus ta'r konsekvensen på korset.

Til en Pi-prædiken vil jeg lede efter forvandlinger. At en konge er sagtmodig, ser jeg som en forvandling. Forvandlingen går fra det krævende, kommanderende, forkælede, hysteriske, voldelige, brovtende til det stille, tillidsfulde, lydige/lydhøre, venlige, imødekommende, kærlige. På engelsk hedder det gentle.

En pi-prædiken kan fortælle om et liv i moderniteten med larm og krav og selvrealisering, der møder en hidtil krævende Gud, der pludselig ytrer sig stille og lydigt.

Et billede på forandringen er lyden af dyrets hove mod klippejorden, der ændrer sig til bløde trin på tøj. Jeg er nu i evighed forvandlet med blød lyd.

En forvandling kan være at tage tøjet af og lade en anden træde på det. Normalt er vi ikke glade for, at nogen træder på det, der stiver os af. Det er ikke in at være andres trædesten på vejen op. 

Disposition 

Fortælling:

Larm i samfundet, alle vil os noget, lyde alle vegne, se mig! se mig! Det er herligt, festligt, men kan jeg finde rundt, er jeg blevet væk i de mange sandheder?

Forvandling:

Et hovslag en gang blev blødt af tøj og blade. Venlighed, lydighed blev min sandhed.

Landsætning:

Jeg vil gå fra kirke med kraften til at høre stilheden. Jeg vil finde min konge i den venlighed, der er mellem menesker...

Hosianna

Da kristendommen var en helt ny tro blandt ikke-jøder, har det været eksotisk at tage de hebraiske ord i munden: Amen, halleluja, hosianna. Det har været østlige formler med kraft.

Man kunne godt lave en fortælling, der handler om, hvor min jubel og min frelse stammer fra. Eller en fortælling, som er en rejse i tiden tilbage til dengang Hosianna var et nyt ord.

Davids søn

Der er andre tider på året, hvor Davidsperspektivet er mere oplagt, men der er stor kraft i perspektivet: Guds løfte handler om en mægtig konge på jorden - men svaret på dette løfte hedder en guddommelig afmagt med himlen som riget.  

æsler..

Der skulle nok kun være 1 æsel. Teksten skal forstås: "-på et æsel, ja tænk efterkommeren af et trækdyr!". Føllet og æslet er det samme dyr i poetisk dobbelthed. Markus har kun føllet (Mk 11,2) hvilket også er et udtryk for en skæg bogstavelighed i forståelsen af Zak 9,9.