Sidste søndag efter Hellig 3 Konger, første række

Han, til død; vi, til liv

Matt 17,1-9

Fortællingen om at Jesus tager to disciple op og med ad et bjerg med et profettopmøde i midten, er i sig selv en pi-prædiken.

Selve Pi-prædikenen henter sin opbygning fra netop sådan et scenarie. Vi begynder nede, i det, vi kender - går igennem en forvandling, hvor alt kan ske - og lander med fornyet erkendelse i den verden vi kender igen.

Peters fortumlede forsøg på at fastholde selskabet ved at bivuakere, svarer til en pi-prædiken, som ikke kan komme ud af forvandlingsrummet og tilbage hverdagen.

Fortællingen kan opfattes som en lignelse: Jesu død er ikke tilfældig, den er led i en stor plan, hvori profeterne spiller en rolle. Lignelse: Med Jesu død er det som hvis han havde aftalt det selv med profeterne.

Kontekst: 

Det er værd at bemærke, at perikopen slutter naturligt i vers 10-13 med uddybning af forholdet mellem Elias og Johannes døber, samt lidelsen. Herefter følger helbredelse, lidelsesforudsigelse og bøvl om skat - hverdag.

Topmødet synes herligt, men har hans død som emne.

Bemærk mulige skabelsesformler:

Og se.

Og se.

Og de så kun...

Disposition

Fortælling

Jeg er en del af en jordisk historie. Jeg er lavet af celler, jeg lever i en tid, som er barn af en anden tid. Min tid præger mine tanker og min adfærd.

 

Forvandling:

Jeg er også en del af en guddommelig fortælling. I den fortælling er jeg en del af skabelsen og fuldendelsen og alt hvad der ligger derimellem. I denne fortælling er der profeter. Profeter siger noget, der er sandt i een tid og betyder noget i en anden. Deres ord er lavet af over-tid (evighed). Håb er gjort af det samme stof: Håb kan hente en uopfyldt tid ind i mig og gøre den til lykkelig nutid. I et glimt.  Håb er lavet af evighed. I den store fortælling bytter jeg liv og død med Jesus. Vi bytter tid og evighed. Han får min endelighed, jeg får hans evighed.

Landsætning:

Så skal jeg tilbage til mit almindelige liv. Her er bøvlet og balladen, lidelsen og sejrene. Det hele hører med - og evigheden er en klang, jeg bærer i mig. Jeg går ned ad bjerget med evighed i mig. En hemmelighed, som jeg med tiden skal dele. Jeg vil mærke håbet og lykken og dele...

2. søndag efter Hellig 3 Konger, første tekstrække

Masser af forvandling

Johs 2,1-11

En pi-prædiken har som sin midte en forvandling. Det kan tage tid at finde, hvilken "tilstand 1" og "tilstand 2", der er sigende og givende, men ikke til denne søndag; her er forvandlingen tydelig.

Når man lige har været igennem de mange Lukastekster i julen og 1. s.e.H3K, er det påfaldende, at Jesu mor her hos Johannes er forud på viden - hun plejer at være bagud hos Lukas, så hun kan gemme hændelsen/ordene i hjertet.

Men til brylluppet i Kana er hun på en måde sin søns manager, der ved, hvornår han kan yde.

Ud over tilstand 1 og 2 (vand og vin) er der også tilstandene 1 til 7, idet vinunderet er det første af Johannesevangeliets 7 tegn. En forandringsprædiken kunne være en trosrejse fra en mundsmag til selve min egen opstandelse...

Hvis man vil holde en V-prædiken (og derfor leder efter synd i teksten) kan syndsdelen være "Den Gamle Pagt" (stenkarret, renselsen) i hvilken jeg bilder mig ind ved gerning at kunne gøre noget gudvelbehageligt - hvilket gøres til skamme af den nye pagt: Vin=blod=sonende død. Jeg kan også se min syndige natur overfor Guds magt og min afmagt: Naturen kan gøre vand til vin (det gør vinstokken jo) men for mig er det et under.

Bemærk i øvrigt, at Johs ikke opererer med en indstiftelse af nadveren, ligesom synoptikerne. Hos Johs er der bryllupsunder, vin-udsagn i jeg form og bespisningunder. På indstiftelsens "plads" er der fodtvætning.

Hvis jeg var vandet i karret...

En særlig sanselighed kan opnås ved at forestille sig, at man er vandet i karret. Så går man fra noget ydre til noget indre. Vandet hældes i karret. Karret er til renselse, vandet skal bruges udenpå huden, mekanisk, forventeligt, gentaget, ydre.

Så sker forvandlingen. Nu skal jeg ind i kroppen, under huden, blive til røde kinder, næser, munterhed, faldne parader, latter. 

Kunne det være en måde at anskue den nye pagt? At gå fra at være noget ydre, indlejret i sten - til at være noget indre, der pulserer?

Det må prøves for at leve op til tekstens formål: Tro og herlighed. 

Hvorfor "ind i"?

Jeg har valgt forestillingen om, at en person tænker sig selv som vandet i karret, der ender som den kosteligste vin, berusende, fordi måden, hvorpå kærligheden i Johannesevangeliet fungerer, er ved at Guds søn er i Gud, Guds søns troende er i Guds Søn og i hinanden. 

Dette at være i hinanden kan jeg ikke beskrive anderledes end at jeg forestiller mig at være den vin der beruser andre - og forestiller mig andre mennesker være i mig som et berusende og glædesskabende stof. 

Et endnu mere sanseligt billede på at være i hinanden kunne være det seksuelle, men det vil hurtigt løbe af sporet af flere grunde og fungerer ikke som billede.

Disposition

Fortælling

Jeg er ligesom vandet i karret: Jeg er indlejret i sten, alt er til det ydre, mekanisk. Andre mennesker er som vandet i karret: Jeg bruger dem til det ydre, noget man skal, mekanisk. Det er ok. Men bare ok. Det er en konvention. Igen.

Forvandling

Jeg mærker at jeg bliver forvandlet. Jeg troede ikke det kunne ske. ikke for vand i stenkar. Kun vand, som vinstokken savner og suger op af jorden, op i solen, kan gøre det: blive til vin. Kun vand, som trædes ud af druens skal og blandes med den finde gær, der ligger som et duglag på drueskallen, kan gøre det: blive til vin. Nu er jeg vin. Jeg kan komme under huden, blive til latter, røde kinder, droppede konventioner...

Landsætning

Jeg vil gå fra kirke med en forvandling: Det, der før var i sten skal nu rulle i årer. Guds Søn er i mig - og eet med sin fader. Jeg vil mærke mit medmenneske. Jeg vil nysgerrigt lege med tanken om, at mit medmenneske bliver en del af mit indre liv - og omvendt.