mandag den 30. december 2013

Nytårsdag

Teksten

5 Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. 6 Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
7 Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. 8 Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Fadervor
9 Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
10 komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
11 giv os i dag vort daglige brød,
12 og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
13 og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Mattæus 6,5-13


Et kors består af to linier. En vandret og en lodret. Når vi beder, så andre kan høre det, foregår der kommunikation mellem den talende og Gud (lodret) og samtidig kommunikation mellem mennesker (vandret). En del kirkebønner har decideret belærende og disciplinerende vandret indhold. Budskabet i vers 5-7 er: stop vandret praksis. Et middel er privatiseringen af bønssituationen.

Indholdet af den bøn, som gives som forbillede fra vers 9 har det lodrette aspekt.frem til vers 12 hvor tilgivelsen bliver det bærende vandrette motiv. I aversionen mod den vandrette dimension, var det selvhævdelsen som skulle undgås v5-7. En understregning af ikke- selvhævdelsen er v13b "Thi...amen" hvilket ikke er en del af den originale tekst, måske et menighedssvar, som er gået fra liturgi til citat".

Forvandlinger.
En pi-prædiken har forvandlingen som sin overbjælke og midte.
Lad os tænke en tapas-prædiken, hvor bønnens indhold serveres som små retter på en bund af forvandling.

(Hver forvandling kan gøres eskatologisk, kristologisk/allegorisk og/eller trinitarisk).

Bøn bliver noget, jeg gør selv.

Gud bliver min far (rollemæssigt, min mor).

Himmelsk bliver hans tilnavn (der står ikke "du som er" i den originale)

Hellig bliver en kvalitet, som omstråler dette navn.

Riget ankommer hele tiden.

Guds vilje må gerne bryde igennem. Det foregår allerede i himmelen.

Vi får mad nok til at være ovenpå. ἐπιούσιον

Vi går nu rundt og har tilgivet de andre. Det skal du også gøre ved os, ikk? Her er korsformen og en kritisk tidsrækkefølge.

Vi ligger ikke længere i en tragt, som sluser os ned i lysten til at gøre noget forkert.

Vi bliver befriet fra det onde.

-----

Måske er denne bøn bjergprædikenens midte, måske er tilgivelsen bjergprædikenens midtes midte. Måske er det i denne midte, gud krydser tid. Måske er det lige der, hvor min tro bliver relevant for mit medmenneske, vandret, at Gud bytter om på tidens før og efter, ophæver det, så er jeg med tilgivelses kraft, hellig, himmel, vilje, tilgiver mit medmenneske.

Vi kan længe debattere verbalformerne i denne tekst (spændende tredjepersonsimperativer og aorister i fortløbende afsluttet fortid) men det særlige ved disse verber er, at debatten om deres tid og sted (tredjepersons imperativ er bydemåde over ikke tilstedeværende tredjepart!) ikke stopper, fordi den dimension der åbnes i bønnen ophæver før og efter. Evighed.










5 Καὶ ὅταν προσεύχησθε, οὐκ ἔσεσθε ὡς οἱ ὑποκριταί, ὅτι φιλοῦσιν ἐν ταῖς συναγωγαῖς καὶ ἐν ταῖς γωνίαις τῶν πλατειῶν ἑστῶτες προσεύχεσθαι, ὅπως φανῶσιν τοῖς ἀνθρώποις• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἀπέχουσιν τὸν μισθὸν αὐτῶν. 6 σὺ δὲ ὅταν προσεύχῃ, εἴσελθε εἰς τὸ ταμεῖόν σου καὶ κλείσας τὴν θύραν σου πρόσευξαι τῷ πατρί σου τῷ ἐν τῷ κρυπτῷ• καὶ ὁ πατήρ σου ὁ βλέπων ἐν τῷ κρυπτῷ ἀποδώσει σοι.
7 Προσευχόμενοι δὲ μὴ βατταλογήσητε ὥσπερ οἱ ἐθνικοί, δοκοῦσιν γὰρ ὅτι ἐν τῇ πολυλογίᾳ αὐτῶν εἰσακουσθήσονται. 8 μὴ οὖν ὁμοιωθῆτε αὐτοῖς• οἶδεν γὰρ ὁ πατὴρ ὑμῶν ὧν χρείαν ἔχετε πρὸ τοῦ ὑμᾶς αἰτῆσαι αὐτόν.
9 Οὕτως οὖν προσεύχεσθε ὑμεῖς•
Πάτερ ἡμῶν ὁ ἐν τοῖς οὐρανοῖς•
ἁγιασθήτω τὸ ὄνομά σου•
10 ἐλθέτω ἡ βασιλεία σου•
γενηθήτω τὸ θέλημά σου,
ὡς ἐν οὐρανῷ καὶ ἐπὶ γῆς•
11 τὸν ἄρτον ἡμῶν τὸν ἐπιούσιον δὸς ἡμῖν σήμερον•
12 καὶ ἄφες ἡμῖν τὰ ὀφειλήματα ἡμῶν,
ὡς καὶ ἡμεῖς ἀφήκαμεν τοῖς ὀφειλέταις ἡμῶν•

fredag den 27. december 2013

Julesøndag, anden række

Asyl, advarsel, pagt, opfyldelse, pogrom, skrig, liv.

13 Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« 14 Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. 15 Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.«

16 Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. 17 Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
18 I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.

19 Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten 20 og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« 21 Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. 22 Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, 23 og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Mattæus 2,13-23 tekst slut

----

Ramaskriget. En mors skrig ved tabet af sit barn er i min erfaring verdens værste lyd. Hvorfor? Fordi livet er stort. Det er livet selv, der kalder. Tilblivelsen råber gennem sin modsætning.

---

I dagens tekst får Mattæus løst en del af sine egne problemer, men skabt et tilsvarende antal for en moderne læser.

For Mattæus er det tilsyneladende vigtigt at få den gamle pagt afløst af den nye pagt gennem opfyldelser og geografi. Derfor må Jesus en tur til Ægypten som barn, hvilket næppe er historisk. I nyere tid er der opstået et behov for, at Jesus har været i Indien og jeg vil snart plædere for, at han har været på Christiania.

Lad os holde Mattæus i hånden i en fælles tro på, at den gamle pagt er afløst af den nye med Guds vilje. Den gamle pagt er dømmende, den nye frikendende. Lad os i fællesskab digte alle relevante historier, som lader dom blive afløst af frihed.

Også baby-pogromen er opspind. Men det gør ikke noget. Verdenshistorien savner ikke pogromer og døde børn. Den 24 december blev der fundet en massegrav i Sudan. Tusinder er flygtet uden at engle har talt til dem.

Asyl betyder, at man er i sikkerhed. Asyl betyder, at et menneske kan lave i et nyt rum, med sit liv intakt.

Evangeliet til os er, at det er Guds kærlige vilje, at give os et nyt rum, en ny værdighed. Jeg er nu borger i Guds Rige. Det er en anerkendelse til mig. Lad mig bære den videre...

Disposition
Fortælling
Jeg husker de glædelige øjeblikke, hvor jeg blev anerkendt. Hvor hverdagens krav og trummerummen og truslen om nederlag blev afløst af et hurraråb, anerkendelse, hyldest. Tid til at rose.

Forvandling
Jeg er med i universets største historie, hvor anerkendelsens rum skal afløse alt andet. Jeg er allerede flyttet ind i dette rum med min sjæl. Jeg ser folk flygte, jeg hører mødre skrige, alt andet end hurra og anerkendelse. Men jeg er med i en større virkelighed. Gud har taget den på sig ved sin søn. Den åbne grav er en ny begyndelse

Landsætning.
Jeg vil være den engel, der siger til en anden. Gå derhen, her er sikkert. Blev her så længe, det behøves. Jeg vil skaffe mig adgang til at se, hvilket menneske, der har dette behov. Jeg vil hjælpe med at åbne grave, fordi mødres skrig aldrig er ligegyldige. Denne lyd er en himmeltone på vrangen. Men himmeltonen er i den, den klinger i det rum, Gud har åbnet.

---

"Josef" betyder "anerkendelse". "Fra Ægypten" betyder "Exodus=Ud-af-Trældom" . Hvad er du slave af? Hvilken ros(e) trænger du til i ørkenen?




mandag den 23. december 2013

Anden juledag, Stefans Dag

Se evt første række...

Ikke mere fis.

Tekst:

32 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. 33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. 34 Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. 35 Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, 36 og en mand får sine husfolk til fjender. 37 Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. 38 Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. 39 Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
40 Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. 41 Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. 42 Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Matt 10, 32-42

Tekst slut.

-----
En fis er et ældre udtryk for en lille væge, egentlig for lille til at brænde. En fis i en hornlygte er svaret på et falsk rygte, som om noget lysende er på vej over bakkekammen, og så er det bare en lille væge, der er ved at brænde ud.

Julen er fuld af hyggenygge og små væger.

Jesus blev ikke født for sjov.

Efterfølgelse er at stå inde med sit liv. Lige nu er der mennesker, som vedbliver at tro, selvom det koster liv og lemmer. Sancta Lucia satte sig imod mors og fars vilje og døde af det.

Jesu tale om ikke-fred er en forudsigelse af de lidelser, som 2. Juledag er et minde om: Stefans dag.

Anden juledag er et tiltræng tilskud af alvor i julen. Hygge er når pejsen holder på ilden og huset holder på varmen og vinen varmer kinderne og kroppen holder på ansigtets rødmen.

Men den verden, Jesus blev født for at frelse, er en verden, hvor ilden er løs, stenene flyver, blod flyder fra kroppen.

Denne verden får en ny begyndelse...

søndag den 22. december 2013

Juledag, anden række

Fra Gud til Vi, via Ord, Liv, Lys, Sandhed, Tro, Herlighed...

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 2  Han var i begyndelsen hos Gud. 3 Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. 4 I ham var liv, og livet var menneskers lys. 5 Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
6 Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. 7 Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. 8 Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
9 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. 10 Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. 11 Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. 12 Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; 13 de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
14 Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Svingninger.
Dagens tekst er en erkendelsesfilosofisk gennemskrivning af Filipperbrevshymnen og skabelsesberetnnngen. Det er som om Johannes får rollen som "Gud skilte lyset fra mørket, Gud så at lyset var godt".

For mig at se, er en prædiken eller en anden trosformidling, en inkarnatorisk begivenhed, idet Guds Ord bliver kød. Ganske vist opstår der ikke væv som resultat af trosformidlingen - der opstår det, der er større end væv, forbindelse til det, der lod alting blive til, forbindelse til Logos, Ordet. Forbindelsen hedder tro og kan fortrænge mørke.

Mit øre er lavet af kød. Guds ord rammer mit øre. Små legemer vibrerer i mit øre. De bevæges. Skifter position, en lille membran svinger fra side til side. Lynhurtigt. Fysisk sker der intet andet end at membranen befinder sig i position a og b og neutral igen. Alligevel bliver svingningen i dette lilletykke kød til en impuls i min hjerne. Billeder opstår for mit indre blik, stemninger, min puls ændres, mit iltoptag forandres. Min tanke er ikke længere mørk. Måske pumpes der sød kemi rundt i min hjerne. Måske bliver denne kemi og disse tanker til handlinger, som gør andres liv lyst. Kærlighed, gavmildhed.

Alt det, der sker, er i forbindelse med Alts tilblivelse. Lyset i mit sind er et udtryk for, at jeg kender Ordet.

Et kys til min næste, en skål mad. En dag i live er et udtryk for det Ord, som er Alts oprindelse. Dette Ord er også Kristus.

-----

Ἐν ἀρχῇ ἦν ὁ λόγος, καὶ ὁ λόγος ἦν πρὸς τὸν θεόν, καὶ θεὸς ἦν ὁ λόγος. 2 οὗτος ἦν ἐν ἀρχῇ πρὸς τὸν θεόν. 3 πάντα διʼ αὐτοῦ ἐγένετο, καὶ χωρὶς αὐτοῦ ἐγένετο οὐδὲ ἕν. ὃ γέγονεν 4 ἐν αὐτῷ ζωὴ ἦν, καὶ ἡ ζωὴ ἦν τὸ φῶς τῶν ἀνθρώπων• 5 καὶ τὸ φῶς ἐν τῇ σκοτίᾳ φαίνει, καὶ ἡ σκοτία αὐτὸ οὐ κατέλαβεν.
6 Ἐγένετο ἄνθρωπος, ἀπεσταλμένος παρὰ θεοῦ, ὄνομα αὐτῷ Ἰωάννης• 7 οὗτος ἦλθεν εἰς μαρτυρίαν ἵνα μαρτυρήσῃ περὶ τοῦ φωτός, ἵνα πάντες πιστεύσωσιν διʼ αὐτοῦ. 8 οὐκ ἦν ἐκεῖνος τὸ φῶς, ἀλλʼ ἵνα μαρτυρήσῃ περὶ τοῦ φωτός.
9 ῏Ην τὸ φῶς τὸ ἀληθινόν, ὃ φωτίζει πάντα ἄνθρωπον, ἐρχόμενον εἰς τὸν κόσμον. 10 ἐν τῷ κόσμῳ ἦν, καὶ ὁ κόσμος διʼ αὐτοῦ ἐγένετο, καὶ ὁ κόσμος αὐτὸν οὐκ ἔγνω. 11 εἰς τὰ ἴδια ἦλθεν, καὶ οἱ ἴδιοι αὐτὸν οὐ παρέλαβον. 12 ὅσοι δὲ ἔλαβον αὐτόν, ἔδωκεν αὐτοῖς ἐξουσίαν τέκνα θεοῦ γενέσθαι, τοῖς πιστεύουσιν εἰς τὸ ὄνομα αὐτοῦ, 13 οἳ οὐκ ἐξ αἱμάτων οὐδὲ ἐκ θελήματος σαρκὸς οὐδὲ ἐκ θελήματος ἀνδρὸς ἀλλʼ ἐκ θεοῦ ἐγεννήθησαν.
14 Καὶ ὁ λόγος σὰρξ ἐγένετο καὶ ἐσκήνωσεν ἐν ἡμῖν, καὶ ἐθεασάμεθα τὴν δόξαν αὐτοῦ, δόξαν ὡς μονογενοῦς παρὰ πατρός, πλήρης χάριτος καὶ ἀληθείας.

Juleaften

Mening og betydning

Teksten:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. 2 Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. 3 Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. 4 Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, 5 for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. 6 Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; 7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
8 I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. 9 Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. 10 Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: 11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. 12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« 13 Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
14  Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Tekst slut, lukas 2,1-14

Kontekst:
Perikopen er uafsluttet. Den fulde perikope skal have 3xkrybbe med.

Oversættelse.
Englenes lovsang slutter med: Hvem Gud synes om. Oversættelsen er ret mild 1992.
Stilistisk er evangelisten særdeles aktiv med LXX imitationer. Vers 6 (selve Jesu fødsel) mangler "Fylden" i tidsangivelsen. V 6: Og det skete i deres væren der da opfyldtes hendes fødelses dage. Sætningen indeholder nogle stærke stilmidler, 2xsubstantiveret akkusativ med infinitiv i hhv dativ og genitiv. I dansk oversættelse har man kun bevaret Og det skete. Tilmed kun få steder.

Mening og betydning:
Augustis' befaling siver ned gennem lagene, Kvirinius, josef, maria - og rammer til sidst græsset (hyrdeniveau). Folketællingen og Jesu fødsel repræsenterer hver sit system. På vej ned passerer kejserens befaling nogle koder, fx Josef, Bethlehem og David. Hvis Kejserens system hedder Mening, kan vi kalde det øvrige Betydning.

I systemet Folketælling og Kvirinius er Kejseren øverste niveau. I systemet David er Himlen højeste niveau. Det er ordet Slægt, som får det to systemer til at mødes og det er koden Hyrde, som får Himlen til at åbne sig. Hyrde er lavest i systemet Kejser, men er kode i systemet David, hvilket får himlen til at overstråle Kejseren.

Disposition
Der er så meget jeg skal. Hvem er jeg i forhold til en rudekuvert? Kan selve mig rummes i in e-boks? Er jeg blot et cpr og en DNA kode?

Forvandling
Nej, der er mere. Eller rettere, rudekuverten, dna-strengen og cpr nummeret er små udtryk. De giver nok mening og er gavnlige til visse sammenhænge, men min betydning i evighed kommer til udtryk andetsteds. Det kendes som løfte, kys, lys i øjet mm. Et levende ord i mig. Ligesom kejserens befaling siver ned og rammer koder undervejs, sådan er det med det, der sker i mit liv. Det giver mening og er sikkert vigtigt, men betydningen, min evige betydning, tydning, sådan som ethvert menneske har betydning, rammes på måder, jeg ikke ved, men min himmel åbnes af det.

Landsætning
Jeg vil møde min næste som et menneske med betydning. Jeg vil fortsætte med at gøre det, der giver mening, ligesom josef gik til Bethlehem, men jeg vil huske, at mening kun er en del. Betydningen er det, der får himlen til at åbne sig....

-------

Ἐγένετο δὲ ἐν ταῖς ἡμέραις ἐκείναις ἐξῆλθεν δόγμα παρὰ Καίσαρος Αὐγούστου ἀπογράφεσθαι πᾶσαν τὴν οἰκουμένην. 2 αὕτη ἀπογραφὴ πρώτη ἐγένετο ἡγεμονεύοντος τῆς Συρίας Κυρηνίου. 3 καὶ ἐπορεύοντο πάντες ἀπογράφεσθαι, ἕκαστος εἰς τὴν ἑαυτοῦ πόλιν. 4 Ἀνέβη δὲ καὶ Ἰωσὴφ ἀπὸ τῆς Γαλιλαίας ἐκ πόλεως Ναζαρὲθ εἰς τὴν Ἰουδαίαν εἰς πόλιν Δαυὶδ ἥτις καλεῖται Βηθλέεμ, διὰ τὸ εἶναι αὐτὸν ἐξ οἴκου καὶ πατριᾶς Δαυίδ, 5 ἀπογράψασθαι σὺν Μαριὰμ τῇ ἐμνηστευμένῃ αὐτῷ, οὔσῃ ἐγκύῳ. 6 Ἐγένετο δὲ ἐν τῷ εἶναι αὐτοὺς ἐκεῖ ἐπλήσθησαν αἱ ἡμέραι τοῦ τεκεῖν αὐτήν, 7 καὶ ἔτεκεν τὸν υἱὸν αὐτῆς τὸν πρωτότοκον, καὶ ἐσπαργάνωσεν αὐτὸν καὶ ἀνέκλινεν αὐτὸν ἐν φάτνῃ, διότι οὐκ ἦν αὐτοῖς τόπος ἐν τῷ καταλύματι.
8 Καὶ ποιμένες ἦσαν ἐν τῇ χώρᾳ τῇ αὐτῇ ἀγραυλοῦντες καὶ φυλάσσοντες φυλακὰς τῆς νυκτὸς ἐπὶ τὴν ποίμνην αὐτῶν. 9 καὶ ἄγγελος κυρίου ἐπέστη αὐτοῖς καὶ δόξα κυρίου περιέλαμψεν αὐτούς, καὶ ἐφοβήθησαν φόβον μέγαν. 10 καὶ εἶπεν αὐτοῖς ὁ ἄγγελος• μὴ φοβεῖσθε, ἰδοὺ γὰρ εὐαγγελίζομαι ὑμῖν χαρὰν μεγάλην ἥτις ἔσται παντὶ τῷ λαῷ, 11 ὅτι ἐτέχθη ὑμῖν σήμερον σωτὴρ ὅς ἐστιν χριστὸς κύριος ἐν πόλει Δαυίδ. 12 καὶ τοῦτο ὑμῖν τὸ σημεῖον, εὑρήσετε βρέφος ἐσπαργανωμένον καὶ κείμενον ἐν φάτνῃ. 13 καὶ ἐξαίφνης ἐγένετο σὺν τῷ ἀγγέλῳ πλῆθος στρατιᾶς οὐρανίου αἰνούντων τὸν θεὸν καὶ λεγόντων•
14 δόξα ἐν ὑψίστοις θεῷ
καὶ ἐπὶ γῆς εἰρήνη
ἐν ἀνθρώποις εὐδοκίας.

søndag den 15. december 2013

4. Søndag i advent, anden række

Den glade forlover...

Teksten:
25 Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, 26 og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« 27 Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. 28 I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. 29 Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. 30 Han skal blive større, jeg skal blive mindre.
31 Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; 32 hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. 33 Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; 34 for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. 35 Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. 36 Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
Johs 3,25-36 tekst slut.

Kontekst:
Prologen er kun lige slut. Nikodemusdialogen med det berømte:" thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham skal have evigt liv" ligger tæt på denne afklaring om Johannes' rolle i forhold til Jesus.

Diskussionen om renselse videreføres ikke her men glider over i en Jesus/Johannes sondring, som tilsyneladende har været vigtig på evangeliernes affattelsestid - angiveligt for at give Johannes den rette plads i forhold til Jesus. Historisk set, har de to nok været konkurrenter på en eller anden måde. Deres bevægelser har nok haft brug for at placere den anden hhv.

Renselsesdiskussionen videreføres i Lys/mørkedikotomien og symbolsk i Brylluppet i Kanaan, hvor vinen (Jesus) udfaser renselseskarrene.

Brudesvenden er brugt som billede for at dimensionere Johannes i forhold til Jesus. En brudesvend er glad for ikke selv at spille hovedrollen.

I en moderne kontekst kan brudesvendens rolle (forloveren) bruges til at beskrive en forberedende glæde på en andens vegne. Og en befriende lettelse, når planen (polter, ringe, fest mm) lykkes. At være en del af bryllupsforberedelser er at bidrage til et kærlighedsmøde (fortid, fremtid, nutid).

Johannes er fyldt af en glæde, som gør ham mindre på den fede måde. Fordi intet kan være større end dette. Dette er totalt. Det kan ikke være sådan lidt, et par meter eller så'n. Det er det hele. (34). Efter at Johannes er placeret, kommer der en for Johannesevangeliet så typisk toverdens-sondring og fader-søn-kobling.

Johannes skal befordre ham, som skal lade to verdener blive een i kærlighed gennem den enhed, der er mellem søn og fader. Lykkes dette ikke, ændres tilstanden "vrede" ikke.

Disposition
Jeg skal lave en fest. En fest, som betyder noget. Et kærlighedsmøde skal lykkes, ses, befordres. Jeg er glad, nervøs, spændt.

Forvandling
Jeg er en del af en kærlighedshistorie. Mit sug i maven er et sug mellem himmel og jord. Jeg er en del af noget, der skal lykkes. Jeg kender den forløsende rislen, når noget lykkes. Når alt det, jeg var spændt på, glædede mig til, går op. Den rislen, den befrielse, er min dåb.

Landsætning
Jeg går med et kærlighedsmøde i mig. En vrede blev væk. Jeg er en lykkelig biperson i mit liv, mødet er det store....










25 Ἐγένετο οὖν ζήτησις ἐκ τῶν μαθητῶν Ἰωάννου μετὰ Ἰουδαίου περὶ καθαρισμοῦ. 26 καὶ ἦλθον πρὸς τὸν Ἰωάννην καὶ εἶπαν αὐτῷ• ῥαββί, ὃς ἦν μετὰ σοῦ πέραν τοῦ Ἰορδάνου, ᾧ σὺ μεμαρτύρηκας, ἴδε οὗτος βαπτίζει καὶ πάντες ἔρχονται πρὸς αὐτόν. 27 ἀπεκρίθη Ἰωάννης καὶ εἶπεν• οὐ δύναται ἄνθρωπος λαμβάνειν οὐδὲ ἓν ἐὰν μὴ ᾖ δεδομένον αὐτῷ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ. 28 αὐτοὶ ὑμεῖς μοι μαρτυρεῖτε ὅτι εἶπον [ὅτι] οὐκ εἰμὶ ἐγὼ ὁ χριστός, ἀλλʼ ὅτι ἀπεσταλμένος εἰμὶ ἔμπροσθεν ἐκείνου. 29 ὁ ἔχων τὴν νύμφην νυμφίος ἐστίν• ὁ δὲ φίλος τοῦ νυμφίου ὁ ἑστηκὼς καὶ ἀκούων αὐτοῦ χαρᾷ χαίρει διὰ τὴν φωνὴν τοῦ νυμφίου. αὕτη οὖν ἡ χαρὰ ἡ ἐμὴ πεπλήρωται. 30 ἐκεῖνον δεῖ αὐξάνειν, ἐμὲ δὲ ἐλαττοῦσθαι.
31 Ὁ ἄνωθεν ἐρχόμενος ἐπάνω πάντων ἐστίν• ὁ ὢν ἐκ τῆς γῆς ἐκ τῆς γῆς ἐστιν καὶ ἐκ τῆς γῆς λαλεῖ. ὁ ἐκ τοῦ οὐρανοῦ ἐρχόμενος [ἐπάνω πάντων ἐστίν]• 32 ὃ ἑώρακεν καὶ ἤκουσεν τοῦτο μαρτυρεῖ, καὶ τὴν μαρτυρίαν αὐτοῦ οὐδεὶς λαμβάνει. 33 ὁ λαβὼν αὐτοῦ τὴν μαρτυρίαν ἐσφράγισεν ὅτι ὁ θεὸς ἀληθής ἐστιν. 34 ὃν γὰρ ἀπέστειλεν ὁ θεὸς τὰ ῥήματα τοῦ θεοῦ λαλεῖ, οὐ γὰρ ἐκ μέτρου δίδωσιν τὸ πνεῦμα. 35 ὁ πατὴρ ἀγαπᾷ τὸν υἱὸν καὶ πάντα δέδωκεν ἐν τῇ χειρὶ αὐτοῦ. 36 ὁ πιστεύων εἰς τὸν υἱὸν ἔχει ζωὴν αἰώνιον• ὁ δὲ ἀπειθῶν τῷ υἱῷ οὐκ ὄψεται ζωήν, ἀλλʼ ἡ ὀργὴ τοῦ θεοῦ μένει ἐπʼ αὐτόν.

Fortsættes...

mandag den 9. december 2013

3. Søndag i advent, anden række

En episk/poetisk fuga mellem gammel og ny pagt.

Teksten:

67 Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
68 Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
69 Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
70 sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
71 at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
72 at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
73 den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
74 at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
75 i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
77 og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
79 for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.
80 Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
(Tekst slut) Luk 1,67-80

Denne tekst bør læses med hele sin kontekst Luk 1-2 . I dette stykke veksler fortælling og lovsange mellem hinanden ligesom en fuga. En fuga er et stykke musik, hvor det samme tema spilles samtidigt med sig selv, muligvis i en anden skikkelse end sig selv.

I Lukasevangeliets første og andet kapitel finder vi 2 bebudelser og 2 fødsler med tilhørende lovsange følges ad med 6 måneders mellemrum. Den første bebudelse (Johannes døberens fødsel) følger et GT skema kendt fra Samuel og fra Abraham/Sara fortællingen. Det umulige bliver lovet og opfyldt.

Som sådan har Johannes rollen som den sidste GT profet, hvormed den gamle pagt indflettes og udfases i samme fortælling. Dette er en strategi, som ikke er konfrontatorisk, men diplomatisk.

Lukas er diplomat, pædagog, lyriker, historiker.

De to bebudelser og fødsler har hver sine koder: Zakarias er mand, hellig og på helligt sted. Maria er kvinde og i privaten, udenfor templet. Til de to bebudelser og deres opfyldelser hører: Marias lovsang, Zakarias' lovsang, englenes lovsang, Simeons lovsang.

Med Simeons lovsang er Marias lovsang havnet der, hvor Zakarias' lovsang kom fra og er vendt tilbage til den himmel, hvorfra englene sang. Lovsangene leger fangeleg med opfyldelsen i en rute ud og ind ad templet og ind og ud af himlen.

Måden, hvorpå Lukas formår at beskrive den nye pagts forrang, kan beskrives som, at den nye pagt vikler sig ud af den gamle.

I dagens tekst finder vi nogle koder, der røber de åbninger ad hvilke den nye pagt vikler sig ud.

Love, huske, forløse.

Oprejse, besøge.

Davids hus.

Fred.

Jeg betragter altså lukasprologen som et stykke musik, hvor stemmerne vikler sig ud af hinanden og fri af hinanden.

Noget tilsvarende sker inden i mig

Jeg har en lovning fra Gud i mig. Den lever i mig, Gud husker den, jeg husker den. Jeg tænker, den baner sig vej til en forløsning.

Jeg har forskellige energier i mig svarende de til en ny og en gammel pagt.

Den gamle pagt handler om, at jeg skal opfylde. Den nye handler om, at jeg bliver opfyldt.

Den gamle hedder: Opfyld, eller jeg smadrer dig. Den nye hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.

Disse to stemmer forsøger at overdøve hinanden og løbe med melodistemmen i mit liv. Men det bliver den nye pagt, som udvikler sig og vinder. Den bliver til ud af den gamle.

Den sejrende stemme hedder: Jeg elsker dig, jeg ved, du kan.

David er en nøgle til en dimension, som hedder Olam. Det oversættes med Evighed, men må ikke forveksles med uendelighed. Davids rige er et Olam-rige (oversat evigt kongerige), hvilket betyder en virkelighed lavet af den spænding der er mellem at love og huske og at huske og forløse. Vel at mærke i et mere end reversibelt tidsforløb.

David betyder: åben til en guddommelig dimension.

Kendetegnet ved besøg fra en sådan dimension er forløsningen.

Disposition

Fortælling
Jeg lever et liv med et kor af blandede stemmer. Krav, som blander sig med kærlighed.

Forvandling
Jeg oplever et kys fra en davidsdimension. Kysset er et besøg, som hedder forløsning. Kærlighedsstemmen har viklet sig ud af kravet. Fri. Fred.

Landsætning
Jeg vil elske, løse, opfylde, gøre fri...







søndag den 1. december 2013

2. Søndag i Advent, anden række

Usolidarisk tros-deling.
Mattæus er stadig en udsmider, der prøver at skrive en indbydelse...

Teksten:

Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. 2 Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. 3 De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. 4 De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. 5 Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. 6 Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! 7 Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. 8 Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. 9 Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. 10 Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. 11 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! 12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. 13 Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
Matt 25,1-13
Tekst slut

Man skal passe på med at udlægge en lignelse som en allegori, dvs som om samtlige dele har hver sin lignelsesmæssige betydning. Det svarer til at sige:

"Min elskede er en rose"

Og herefter give sig til at udlægge: "Den er ikke til at holde liv i og man stikker sig på den."

Det kan altid diskuteres, om en lignelse kun er en lignelse, en parabel, en allegori, en eksempelfortælling eller om der er tale om blandinger og om traditioner, hvor en lignelse udlægges som en allegori.

Faren ved at allegorisere er, at man kommer til at udnævne enkeltdele som billeder. Fx at olien skulle være den troendes tro. I så fald ramler billedes sammen med handlingen "at dele" idet tro netop skal deles. Tekstens eget formål er netop at dele tro.

Når man udlægger en tekst, indleder man et samarbejde med tekstens forfatter. I dette tilfælde er det igen Mattæus, udsmideren. Der forsøger at skrive en indbydelse.

I indbydelsen står himmeriget beskrevet som en fest og de deltagende som brudepiger, lysbærere med en modtagende og deltagende rolle.

Mattæus særlige fingeraftryk er så pointen om, at ikke alle ender med at deltage i festen. Opfordringen hedder derfor. Våg! (Vær vågen).

Mattæus har sikkert haft sine grunde til at ville genfortælle Jesu ord særligt disciplinerende ligesom jeg har mine grunde til at gengive de samme ord særligt lidt disciplinerende.

Vi trækker begge på et helligt budskab: Vågen og Himmerige.

Jeg vil derfor skære den truende tone væk og sige: Den har haft sin tid og sine grunde.

Tilbage står et budskab om den fest, der venter et troende, vågent, lysbærende menneske - fortalt som brudepiger med lamper.

Lad os mærke, hvordan det er at være sådan en....

Disposition:

Fortælling
Jeg husker, hvordan det er at være barn, at glæde sig til jul, at have julelys i øjnene. Jeg husker, hvordan det er at skulle præstere og stråle som barn. Et skuespil i skolen, lucia, en birolle til en fest. Man bliver rykket ud af sin hverdag og skal være der på et vigtigt tidspunkt.

Forvandling.
Jeg er voksen. Evnen til at være spændt og stråle er blevet en anden. Ord som hverdag og trummerum er blevet omkvæd. Så kommer invitationen: Med himmeriget er det som med et bryllup med brudepiger. Jeg hænger sammen med himlen og jeg bærer et lys. Kan jeg vågne op fra min voksenhed og se lampen lyse i min hånd? Invitationen er en kærlighedserklæring, som får mig til at vågne og huske.

Landsætning.
Jeg er vågen og bærer en lampe. Jeg har et lys med mig, hvor jeg går. Lyset er en forberedelse til en fest. Festen begynder med en dør, som åbner sig. Jeg vil finde de åbne døre, jeg vil åbne de lukkede døre.


søndag den 24. november 2013

1. Søndag i advent, anden række

Hævnen, der blev væk.

Teksten:

16 Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. 17 Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
18 Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
19 for at udråbe et nådeår fra Herren.
20 Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. 21 Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« 22 Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« 23 Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« 24 Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. 25 Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; 26 og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. 27 Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.«
28 Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; 29 de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. 30 Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Lukas 4,16-30 tekst slut

---

Jeg betragter fænomenet evangelium som et kys fra evigheden. Evighed er noget andet end den tid, jeg er bundet til. Tid har rækkerfølger og bundne regler, fx kan den kun gå en vej. Nåde er et billede på tid, der går flere veje. Nåde er fx udeblivelsen af hævn. Hævn er tid, fordi hævn repræsenterer følgen (lat konsekvens). Udeblivelsen af konsekvens er et kys fra evigheden.

I dagens evangelium opfylder Jesus en profeti. Tiden er fyldt op og er kommet.ikke gået.

I esajascitatet udelader Jesus en vigtig sætning:

" En hævndag fra Gud." (Es 61)

Denne udeladelse svarer til den underfulde ophævelse at lynchstemningen på kanten af den verden, han kom fra....


Tak til læserne for det første år

Kære læsere. Tak for de mere end 7000 klik, der har været på Pi-prædikenbloggen i dette første kirkeår. Jeg glæder mig til at skrive om teksterne til 2. tekstrække.

Tak også for opfordringen til at skrive.

Glædelig advent.

Andreas

søndag den 17. november 2013

Sidste søndag i kirkeåret

Evighed som (op)gave.

Teksten:

31 Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. 32 Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; 33 fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. 34 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. 35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, 36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. 37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? 38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? 39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? 40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. 41 Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. 42 For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, 43 jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. 44 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? 45 Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! 46 Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Matt 25,31-46
Tekst slut

-----

Jeg er fascineret af, at kirkeåret slutter med Menneskesønnen og begynder med menneskevordelsen. Hele kirkeåret er som en Pi-prædiken: Den løfter med fortællingen om skaberordet, der kommer ind i verden, et menneske som dig og mig. Det forvandler med budskabet om dette menneskes sejr over døden og det landsætter mig med opgaven: Det andet menneske.

Forvandler jeg mit medmenneske fra tanke til handling gennem Jesus, frelser, gudmand, dommer?

----

To fremmede kvaliteter, to udfald. Og det, i midten.

Jeg hæfter mig ved to kvaliteter i tekstens begyndelse og slutning. Det ene er Herlighed (og herligheds trone) og det andet er Evig (som i Evig straf og Evigt liv. (Det modsatte af straf er normalt belønning, men her, liv). Jeg mener, at både Herlighed og Evig er to kvaliteter, vi ikke må skøjte hen over bare fordi kalkmalere og andre har låst os fast på, hvad det betyder.

Herlighed (gr Doxa, lat Maiestas) og Evig (gr aiånos og lat Aeternus) skal forstås religiøst og dermed noget, der ligger udenfor det normale, det fattelige.

Herlighed er noget, som kan mærkes, det kan fx bestå af lys og/eller lyd. Det er en form for synlig eller usynlig energi, som omspænder noget ophøjet og styrker det ophøjede i at være ophøjet.

Det særlige ved denne Doxa er, at vi tilsyneladende skal i kontakt med den, muligvis præges af den og indlemmes i den.

Evig er mere forbundet med Herlig, end man skulle tro. Jeg kunne godt tænke mig en oversættelse, hvor aiånos ikke blev forvekslet med uendelig eller uophørlig. Man kunne skrive "til æonisk liv og til æonisk fornedrelse" så ville kvaliteten stå mere åben.

Evig betyder ikke nødvendigvis uendelig, men meget mere. Det er udenfor tid og over tid. Det er uendeligt i den forstand, at det er hævet over tidsafslutning, som kendes.

Idet, jeg kommer i kontakt med budskabet i dagens tekst, bliver jeg smittet med herlighed og evighed som energi fra en anden verden. Disse bye virkeligheder virker magnetiske på mig - på andre vil de virke modsat og skal nedtones, mens noget andet i teksten skal fremhæves.

Jeg bliver således suget ind i et scenarie, hvor der venter mig en gave og en opgave. Man kunne tolke på ordet Opgave, som en gave, der er smittet med dimensionen Op.

Gaven er, at jeg får afsløret, at herligheden kendes ved sin modsætning, nøgen, fremmed, fanget, sulten. Gaven er, at herlighedsdommeren selv lader sig finde i modsætningen. Gaven er, at herlighedsdommeren allerede har byttet med mig, idet min ikke-æoniske gøren og laden betales af hans ikke-æoniske fornedrelse, som således bliver til min æoniske ikke-fornedrelse.

Vi møder altså dommeren både som eksemplet på ikke-herlighed og som bærer af ikke-liv. Dette giver mig evighed og herlighed, som er ikke-tid og dermed også nu.

Gave og opgave.

31 Ὅταν δὲ ἔλθῃ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ἐν τῇ δόξῃ αὐτοῦ καὶ πάντες οἱ ἄγγελοι μετʼ αὐτοῦ, τότε καθίσει ἐπὶ θρόνου δόξης αὐτοῦ• 32 καὶ συναχθήσονται ἔμπροσθεν αὐτοῦ πάντα τὰ ἔθνη, καὶ ἀφορίσει αὐτοὺς ἀπʼ ἀλλήλων, ὥσπερ ὁ ποιμὴν ἀφορίζει τὰ πρόβατα ἀπὸ τῶν ἐρίφων, 33 καὶ στήσει τὰ μὲν πρόβατα ἐκ δεξιῶν αὐτοῦ, τὰ δὲ ἐρίφια ἐξ εὐωνύμων. 34 τότε ἐρεῖ ὁ βασιλεὺς τοῖς ἐκ δεξιῶν αὐτοῦ• δεῦτε οἱ εὐλογημένοι τοῦ πατρός μου, κληρονομήσατε τὴν ἡτοιμασμένην ὑμῖν βασιλείαν ἀπὸ καταβολῆς κόσμου. 35 ἐπείνασα γὰρ καὶ ἐδώκατέ μοι φαγεῖν, ἐδίψησα καὶ ἐποτίσατέ με, ξένος ἤμην καὶ συνηγάγετέ με, 36 γυμνὸς καὶ περιεβάλετέ με, ἠσθένησα καὶ ἐπεσκέψασθέ με, ἐν φυλακῇ ἤμην καὶ ἤλθατε πρός με. 37 τότε ἀποκριθήσονται αὐτῷ οἱ δίκαιοι λέγοντες• κύριε, πότε σε εἴδομεν πεινῶντα καὶ ἐθρέψαμεν, ἢ διψῶντα καὶ ἐποτίσαμεν; 38 πότε δέ σε εἴδομεν ξένον καὶ συνηγάγομεν, ἢ γυμνὸν καὶ περιεβάλομεν; 39 πότε δέ σε εἴδομεν ἀσθενοῦντα ἢ ἐν φυλακῇ καὶ ἤλθομεν πρός σε; 40 καὶ ἀποκριθεὶς ὁ βασιλεὺς ἐρεῖ αὐτοῖς• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐφʼ ὅσον ἐποιήσατε ἑνὶ τούτων τῶν ἀδελφῶν μου τῶν ἐλαχίστων, ἐμοὶ ἐποιήσατε. 41 τότε ἐρεῖ καὶ τοῖς ἐξ εὐωνύμων• πορεύεσθε ἀπʼ ἐμοῦ [οἱ] κατηραμένοι εἰς τὸ πῦρ τὸ αἰώνιον τὸ ἡτοιμασμένον τῷ διαβόλῳ καὶ τοῖς ἀγγέλοις αὐτοῦ. 42 ἐπείνασα γὰρ καὶ οὐκ ἐδώκατέ μοι φαγεῖν, ἐδίψησα καὶ οὐκ ἐποτίσατέ με, 43 ξένος ἤμην καὶ οὐ συνηγάγετέ με, γυμνὸς καὶ οὐ περιεβάλετέ με, ἀσθενὴς καὶ ἐν φυλακῇ καὶ οὐκ ἐπεσκέψασθέ με. 44 τότε ἀποκριθήσονται καὶ αὐτοὶ λέγοντες• κύριε, πότε σε εἴδομεν πεινῶντα ἢ διψῶντα ἢ ξένον ἢ γυμνὸν ἢ ἀσθενῆ ἢ ἐν φυλακῇ καὶ οὐ διηκονήσαμέν σοι; 45 τότε ἀποκριθήσεται αὐτοῖς λέγων• ἀμὴν λέγω ὑμῖν, ἐφʼ ὅσον οὐκ ἐποιήσατε ἑνὶ τούτων τῶν ἐλαχίστων, οὐδὲ ἐμοὶ ἐποιήσατε. 46 καὶ ἀπελεύσονται οὗτοι εἰς κόλασιν αἰώνιον, οἱ δὲ δίκαιοι εἰς ζωὴν αἰώνιον.

fredag den 8. november 2013

25. Søndag efter Trinitatis, første række

Nu står verden ikke længere...

Teksten, Matt 24,15-28

15 Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! – 16 da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; 17 den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; 18 og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. 19 Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. 20 Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. 21 For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. 22 Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.
23 Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; 24 for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. 25 Nu har jeg sagt jer det forud. 26 Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. 27 For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. 28 Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes.

-tekst slut- (men den fortsætter med følgende ord)

29 Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. 30 Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. 31 Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.

----

Mit forhold til apokalyptik.
Jeg har et nobelt distanceret og samtidig eksotisk forhold til apokalyptik. Apokalyptik betyder afsløring og er en genre, hvor en eller flere personer får afsløret store sammenhænge, fx tidernes ende (eskatologi).
Apokalyptik og eskatologi rummer forestillinger og udtryksmåder, som er så fjerne fra min måde at tænke og tro, at jeg næsten betragter dem som en fremmed religion, hvilket giver mig en stor frimodighed til at hente det ind i mit liv.

Jeg øver mig således i at tænke lys og herlighed i et clash med den verden jeg kender og mit liv i en fortsættelse fuld af lys og herlighed efter dette clash.

Jeg sætter mig efter bedste evne ind i, hvordan det må være at være apokalyptisk stemt og have sine tanker rettet mod endetidsbegivenheder.

Større eller mindre end mig?

Når jeg således kigger på den apokalyptiske genre udefra, er det altså en genstand, jeg behandler. Dermed er den mindre end mig - også selv om jeg skulle bruge mere end min livslængde på at undersøge og forstå den. Apokalyptik er en genstand og dermed mindre end mig. Den apokalyptiske litteratur i Det Ny Testamente (de små apokalypser "synoptiske apokalypse" hos Matt og parr samt den store apokalypse, johannes åbenbaring) er samtidig bærere af et budskab, som er større end mig (evangeliet) idet dette budskab forløser mig.

Jeg står altså i et dobbelt forhold til apokalyptikken. Den er genstand for min nysgerrighed og jeg er genstand for dens budskab (forløsning, blive puttet ind i en anden dimension).

-----

Hvad er Ødelæggelsens Vederstyggelighed?

Historisk set er Ødelæggelsens Vederstyggelighed en begivenhed: Den onde, hellenistiske (efterkommer af en af Alexander d stores generaler) konge, Antiokus den fjerde Epifanes opstillede en gang i 160'erne f. Kr. en statue af Zeus (foretillende ham selv) inde i jøderne tempel.

Hvis tempelkulten meget forenklet sagt har til formål at tilsikre hele universets regelmæssige velbefindende, er en sådan skændselsgerning verdensødelæggende. Danielsbogen beskriver ikke episoden historisk, men putter scenariet ind i en konges drøm 250 år tidligere.

Hændelsen blev Antiokus' endeligt. Nu stod verden ikke længere.

(Grundtvig fortæller Danmarkshistorie på samme måde: se Fæderneland! I højskolesangbogen).

Efter min bedste overbevisnibg har den historiske Jesus været en apokalyptisk/eskatologisk prædikant. Jerusalems og dermed Templets ødelæggelse i år 70 har haft endnu større teologihistorisk virkning end Antiokus' skænding 240 år tidligere. Hvad Jesus måtte have ytret af endetidsforestillinger bliver med tilblivelsen af evangelieskrifterne drejet i retning af år 70-begivenhederne.

Den lille apokalypse står på en gådefuld måde i de synoptiske evangelier. På den ene side kan de opfattes som drivkraften bag det hele, på den anden side står de isoleret (som om den apoklayptiske fase er et overstået stadie i den kristne forkyndelse).

-----

Jeg er arving til en forestillingsverden...

Jeg står altså med et klenodie i hænderne på søndag. Et skrift, som genbruger antiokusskandalen i lyset af templets ødeløggelse sammen med Danielsbogen. Som virkemidler bruges tidspres og en genskabelse af den panik, som altid præger verdens undergang (i Filippinerne for tiden fx)

Endvidere bruges tegn. Fx billedet om gribbe, der flokkes om ådslet. Hvis man vil vide, hvor det døde dyr ligger, skal man se efter en fugleflok. Tegnkending. På samme måde vil man kunne se tegn på verdens undergang.

Men så sker der noget mærkeligt: Kristi genkomst vil højst sandsynligt være en misforståelse! Falske messiasser er altid fremstået i turbulente tider og talen advarer herimod. Med hvilket resultat? At læseren ikke vil kunne skelne rigtig fra falsk, hvilket gør alle til falske, hvilket er smart, eftersom genkomsten er en forestilling, der er udskudt på ubestemt tid.

Så står jeg altså med et skrift i hånden, som forudsiger verdens undergang og min frelsers genkomst, men som diskvalificerer min deltagelse i tegntydning. Jeg skal højst sandsynlig være bange nu på et højere plan.

Men det er jeg ikke.

Evangeliet handler om en forløsning, og det ved jeg hvad er. Det er en slags fødsel. Den går gennem veer til nyt liv.

Evangeliet vil genføde mig. Hvis jeg var en original apokalyptiker, ville jeg kunne forestille mig hele den fysiske verdens genfødsel ud af endetidens trængsler. Men jeg er ikke en original apokalyptiker. Jeg er arving til et klenodie og bærer af et budskab.

Jeg er genfødt ud af dåben. Trængslerne har min frelser taget.

----

Disposition

Fortælling
Jeg står med et klenodie i hånden. Det er en apokalypse. Den er fuld af energi. Der er panik. Der er himle, der falder ned, der er veer ligesom en fødsel. Der er forløsning. En blasfemi får verden til ikke at stå længere.

Forvandling.
Jeg kigger med fryd og nysgerrighed på klenodiet. Jeg husker alle episoder i mit liv, som handler om at komme ud på den anden side. Jeg ved, det er det, Gud vil mig. Jeg husker der, hvor jeg græd, fordi mit liv var en apokalypse, der, hvor noget fik verden til ikke at stå længere. Klenodiet ligesom synger om, at hele verden skal fødes igen gennem veer. Jeg skal ud i en ny virkelighed. Klenodiets skræk skal forære mig frikendelsens lys.

Landsætning
Nu står jeg i lyskeglen. Det hedder at være hellig. Jeg er hellig, fordi jeg er indenfor i det guddommelige frikendelsens rum - udenom er tab. Jeg vil bære lyset med mig og give det til den, hvis verden er væltet. Du er elsket selvom din verden er i ruiner.

-----

Eller:

Lad os forestille os at hele verden er en menneskekrop. Hvor skal du rammes af en krænkelse, som svarer til Ødelæggelsens vederstyggelighed? Hvor sidder det tempel i dig, som kan møbleres så forkert, at hele kroppen ryster og øjets hvælving, himmelbuen, brister? Hvilken erfaring sidder i dit hjerte, så du ikke kan klare det mere?

Hvad er da forløsning? At krænkelsen finder sin plads. At den fiser der hen, hvor den skal og bliver der og hele kroppen bliver rusket af gråd og øjet flyder over og munden bekender, at det hele bare er for meget og maven bliver helt slap, der hvor den tidligere øvede sig i at spænde (ophobe skyld og fortræd)

Det er apokalyptik oversat til krop. Det er frikendelse, forløsning.





Kaoskamp og apokalyptik er samme udfriende bevægelse i det indre...
Hvælvingen, øjet... Templet, verden.. (Fortsættes om få timer...)

søndag den 3. november 2013

24. Søndag efter Trinitatis

Teksten:
18 Mens han talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« 19 Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.
20 Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. 21 For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« 22 Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.
23 Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, 24 sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; 25 men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. 26 Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.
Matt 9,18-26

Frelse, tro, ære, skam, tid, køn, forbindelse, hemmelighed...

Pointen med at læse sådan et par mirakler må være, at den frelse fra sygdom og død, kvinden og pigen oplever, er at sammenstille med vores frelse ind i evigheden. Han, som har myndighed og styrke til at udfri de to, kan også udfri os fra denne til den næste verden.

Forskellen på nutiden og evangeliets affattelsestid er, at det i nutiden virker svækkende på budskabet at bruge mirakler som autoritetsvirkemidler, mens det i affattelsestiden angiveligt må have virket styrkende.

Kunsten er at etablere et fællesskab med fortællingen på tværs af tiders virkemidler. Gud findes og hans søn forløser virkeligt. Dette er budskabet, styrket eller svækket af mirakler.

Markus og Mattæus.
På søndag vil jeg holde en prædiken med udgangspunkt i forskellen mellem Markus' og Mattæus' gengivelse af den samme historie...

Hvorfor vil jeg hellere prædike over Markus' genfortælling?

Mattæus har angiveligt sit stof fra Markus, men har valgt at gengive det i en meget knap form. Fra Markus' version savner jeg fx følgende:

Tidspanik: pigen er døende, bare han når det! Skaren maser ham, kvinden afbryder ham og han tager sig så god tid, at det er for sent. (Hos Mattæus er hun død fra starte)

Kvindens forhistorie. Hun har prøvet alt.

Tydelig beskrivelse af de skjulte koders vilkår: kvinden er uren og dermed behæftet med det modsatte af synagogeforstanderen: Ære, (skam). Kvinden kan ikke henvende sig, må ikke færdes offentlig. Offentligt er den ærefuldes plads, manden, status.

Seksualitet. Pigen er på vej (hvis hun når det!) ind i seksualiteten, kvinden på vej ud/ude.

Hun spiser

Hun oprejses (samme verbum som opstandelsen).

Messiashemmeligheden.

Prædikenstof:

For mig handler en prædiken om forvandling. Jeg går fra den verden, jeg kender til Guds verden. Jeg udvider min virkelighed med Guds virkelighed. Jeg supplerer min tid med Guds tid.

I Markus' version af Jairus' datter og den blodsottige kvinde er der en række tydelige overskridelser, som bliver lignelser på den overskridelse, gudstjenesten fører mig igennem:

Synagodeforstanderen har al ære, men må bede om at få adgang til en anden autoritet.
Jeg kan have al status og viden, men livet tilhører en anden. Jeg må bede om liv igen.

Kvinden har prøvet alt.
Hvad kan jeg selv bidrage med til at forlænge mig ind i evigheden? Intet. Tro.

Kvinden har ingen ære, men får ære, da hendes hemmelighed bliver til en offentlig kroning.
Jeg har ingen ære og må hemmeligt krybe rundt med hvem jeg egentlig er, indtil jeg krones med ordene: Din tro har frelst dig.

Pigen dør, men bliver levende.
Jeg dør og bliver levende.

Hun spiser
Jeg spiser (nadver)

Hun kommer ind i en ny virkelighed
Jeg kommer ind i en ny virkelighed

Pi-disposition
En Pi-prædiken følger en disposition, der har faconen π. En linie går op. En linie fører hen. En linie fører ned igen. Den første linie er fortællingen, som løfter op, den henførende linie er forvandlingen, som budskabet fører mig igennem, og med den nedagående linie bliver jeg sat tilbage i mit liv.

Fortælling:
Jeg går gennem livet. Jeg har ære og prestige, men det er ikke nok, den må suppleres. Jeg har sider af mig selv, måske næsten det hele, som jeg ønsker at gemme væk. Jeg har livsfaser, som jeg vanskeligt passerer, fordi jeg skal redefineres.

Forvandling.
Jeg går i kirke og møder et budskab. Jeg bliver bragt med kærlighed fra den ene fase til den næste. Alt, hvad jeg skammer mig over, alt hvad jeg ønsker at gemme i mørket bliver belyst med kærlighed. Skam bliver til ære. Mørke til lys, hemmelighed til åbenbaring. Den ære, jeg troede jeg havde, bliver ny, den skam jeg havde bliver til ære. Jeg bliver ny, elsket, accepteret (taget imod).

Landsætning
Nu vil jeg gå fra kirke med min nye ære. Jeg vil se mig selv som badet i lys. Hvis nogen siger, hvad bilder han sig ind, vil jeg tage det som ros. Jeg vil modtage mennesker, som jeg selv er modtaget.









søndag den 27. oktober 2013

Alle helgens dag

Heldig, lykkelig, salig, koblet op, tilstede i Guds virkelighed, ære, herlighed...
Håb er lavet af en lykkelig blanding af nutid og fremtid.

Teksten:

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. 2 Og han tog til orde og lærte dem:


3 »Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
4 Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
5 Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
7 Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
8 Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
9 Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. 12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.
Matt 5,1-12 tekst slut

Jesus sætter sig på et bjerg, hvilket kan være en Moses allusion. Navnlig når de næste udsagn falder i 10 dele. I den nære kontekst læses Jesu tale om lovens ophævelse/skærpelse.

Jeg har som overskrift givet en rækker muligheder hvad angår oversættelsen af Makarioi (salige).

Det er ikke klart, om Jesus omtaler eller udnævner de ti tillægsformer. Måske begge dele. De ti udråb har det tilfælles, at de består af tre led:

1 Makarios-råbet.
2 Tillægsordet (fx fattig med ånd)
3 Indholdbestemmelse i fremtid eller futurisk nutid (fx fremtidigt ejerskab)

Der er sammenhæng mellem det nutidige og det fremtidige ved at det fremtidige er en modstillet virkelighed. Den værste trængsel modsvares af den største forløsning.

Et par kommentarer

V 3 (første saligprisning) nej, "salige er de fattige i ånden" betyder ikke "dum er dejlig". Tidligere har man oversat denne åndsfattigdom med "enfold" . Der er snarere tale om en åndsstøttet fattigdom eller en søgen efter rigdoms modstykke gennem ånden. Fremtiden byder på: Himlenes kongedømme.

V 4 Trøst, Paraklese, jf Helligånden, Parakleten (Johs)

V 5 jævnfør Indtoget i Jerusalem. Sagtmodig, ridende.

V 6 Retfærdighed er ikke det samme som rimelighed eller justitz . Retfærdighed er ligesom en virkelighed, man kan befinde sig i. En gudsvirkelighed. Man kan ville den, men det er Gud, der skænker den. Som at være i en lyskegle.

V 8 se salme 24, 3 Hvem kan drage op til Herrens bjerg,
hvem kan stå på hans hellige sted?
4 Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte,
den som ikke farer med løgn
og ikke sværger falsk.
5 Han henter velsignelse hos Herren
og retfærdighed hos sin frelses Gud.
6 Sådan er den slægt, som søger ham,
som søger dit ansigt, Jakobs Gud. Sela

Forfølgelse: Det er værd at studere, hvordan forfulgte reagerer på forfølgelse (trusler, tilbageholdelse, overgreb) afhængigt af, hvad de tror eller ikke tror. Kombinationen af nutid og fremtid er sandsynligvis et middel til at overleve mentalt. De fornedrelser, som er nævnt i saligprisningerne, har et modstykke efter hvilket den fornedrede er en del af noget større (absolut større) hvilket forandrer den fornedrede i selve situationen.

Hvor er Kristus?
Jeg plejer at lede efter Kristus i Mattæusteksterne for at budskabet netop ikke skal være en ny lov, men en gave (ny virkelighed). Jesus taler og er samtidig Kristus, frelseren.
Hans fattigdom bliver min rigdom
Hans sorg blev min trøst
Hans sagtmodighed giver mig min arv
Hans retfærdighed gør mig mæt
Hans barmhjertighed bliver min barmhjertighed
Han renser mit hjerte og jeg ser Gud
Han stifter fred, så jeg bliver barn
Han blev forfulgt, himlen åbner sig
Han tog al hån, jeg skal fryde mig...

Håb er lavet af en lykkelig fremtid tilstede i mig som nutid midt i sin modsætning. Tid går kun en vej, men håb kan mere end tid. Jeg lever ud over mit liv, jeg er barn som gammel.

På alle Helgens dag vil jeg gerne tale om helgener og alle de legender, man kan lære det gode af. Martin af Tours skar sin kappe over og klæde den fattige tigger i den.

Helgener er sagtmodige, fattige helte med rene hjerter. Det er værd at fortælle, hvor forvandlingen kom fra. Ikke fra dem selv, men fra Gud, som også har gjort mig retfærdig gennem sin søn. Det er værd at forklare, hvorfor helgenerne røg ud af vores protestantiske tradition: Fordi de blev brugt som småguder, der skulle hjælpe med den frelse, som en gang for alle er gennemført af Guds Søn. Jeg elsker at høre om helgener, men kun Guds søn frelser.



(Fortsættes)







Ἰδὼν δὲ τοὺς ὄχλους ἀνέβη εἰς τὸ ὄρος, καὶ καθίσαντος αὐτοῦ προσῆλθαν αὐτῷ οἱ μαθηταὶ αὐτοῦ• 2 καὶ ἀνοίξας τὸ στόμα αὐτοῦ ἐδίδασκεν αὐτοὺς λέγων•
3 Μακάριοι οἱ πτωχοὶ τῷ πνεύματι,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
4 μακάριοι οἱ πενθοῦντες,
ὅτι αὐτοὶ παρακληθήσονται.
5 μακάριοι οἱ πραεῖς,
ὅτι αὐτοὶ κληρονομήσουσιν τὴν γῆν.
6 μακάριοι οἱ πεινῶντες καὶ διψῶντες τὴν δικαιοσύνην,
ὅτι αὐτοὶ χορτασθήσονται.
7 μακάριοι οἱ ἐλεήμονες,
ὅτι αὐτοὶ ἐλεηθήσονται.
8 μακάριοι οἱ καθαροὶ τῇ καρδίᾳ,
ὅτι αὐτοὶ τὸν θεὸν ὄψονται.
9 μακάριοι οἱ εἰρηνοποιοί,
ὅτι αὐτοὶ υἱοὶ θεοῦ κληθήσονται.
10 μακάριοι οἱ δεδιωγμένοι ἕνεκεν δικαιοσύνης,
ὅτι αὐτῶν ἐστιν ἡ βασιλεία τῶν οὐρανῶν.
11 μακάριοί ἐστε
ὅταν ὀνειδίσωσιν ὑμᾶς καὶ διώξωσιν καὶ εἴπωσιν πᾶν πονηρὸν καθʼ ὑμῶν [ψευδόμενοι] ἕνεκεν ἐμοῦ. 12 χαίρετε καὶ ἀγαλλιᾶσθε, ὅτι ὁ μισθὸς ὑμῶν πολὺς ἐν τοῖς οὐρανοῖς• οὕτως γὰρ ἐδίωξαν τοὺς προφήτας τοὺς πρὸ ὑμῶν.







søndag den 20. oktober 2013

22. Søndag efter Trinitatis, første række, Matt 18,21-35

En overbygning åbner sig over os...

-------

21 Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« 22 Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.
23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. 24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. 25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. 26 Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. 27 Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. 28 Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! 29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. 30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. 31 Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. 32 Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. 33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? 34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. 35 Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matt 18,21-35

--------

Mattæus genfortæller igen med vægt på den negative konsekvens, mens det er det positive, der er pointen: vi skal tilgive. Vi er tilgivet.

Den første dialog mellem Jesus og Peter lægger op til lignelsen. De 77 gange virker overkommelige og kunne for en pedantisk læser læses som en kvote. De 77 gange skal nok læses som et syvtalsjonglørnummer, i retning af syv i syvende.

Den efterfølgende lignelse har det, en lignelse skal have:

En billeddel
En sagdel
En sammenligningsdel.

Billeddelen består af af to administrative niveauer. 1 herre/tjener forholdet, 2 tjener/tjener forholdet. Der er tale om slaver og de må forventes at være økonomisk betroede.

Sagdelen (sagen, som billedet skal belyse) består af to parallelle (til det foregående) niveauer. Gud/menneske forholdet og menneske/menneske forholdet. Den første er en arbejdsplads, den anden vores opkobling på himlen.

Sammenligningen handler om, at der mellem mennesker skal tilgives, fordi der på et højere niveau foregår tilgivelse ligesom den eftergivelse, der foregik på niveau 1 i lignelsen burde have forplantet sig til niveau 2.

Den mislykkede forplantning giver anledning til straf, som muligvis er et billede på fortabelse i en anden verden.

Det positive i lignelsen er, at der fortælles om et niveau over os. Et niveau, hvor det bærende verbum er v 27 σπλαγχνισθεὶς . "Han fik medynk". Rettere: hans indre blev rørt. (Splankna=indvolde, se 13. og 16. Søndag efter Trinitatis).

Erkendelsen af, at der er et tilgivende niveau over os, er for mig at se yderst motiverende til at handle ligeså overfor mennesker. Truslen i den mislykkede forplantning er ikke nær så motiverende. Bemærk i øvrigt, at " motivere" kommer af at bevæge.

Der er altså en sammenhæng mellem at blive bevæget i sit indre og bevæge sig i det ydre.

Den splankna, som bevæges i den tjeners herre, svarer til en bevægelse i Gud ved synet af mig.

I lignelsen er der en afbrudt motivation (af moveo, jeg bevæger) mens der i sammenligningsdelen er en opfordring til vellykket motivation som fortsættelsen af bevægelsen i Gud.

Bemærk afledte ord af At bevæge (moveo/motus sum)

Movere (docere, delectare)
Motion
Motor
Motivere
Motiv (bag handling)
Loco-motiv
The Move (et træk)
Movie
Møve

Forvandlinger:
Mattæusteksten bruger en negativ forvandling som disciplinering til en bestemt handlemåde (disciplin). Den negative forvandling er udstødelsen, straffen (fortabelsen). Disciplineringens positive produkt er tilgivelse mellem mennesker.

Den positive forvandling for en læser, er præsentationen af et tilgivende niveau over os. En forvandling vil bestå af tilstand 1 og tilstand 2. Tilstand 1 vil da være ikke tilstand af et tilgivende niveau over os og tilstand 2 efter præsentationen vil være AT der er et tilgivende niveau over os.

En positiv forvandling ved at dette niveau er til, er at den vellykkede tilgivelse fra dette niveau forplanter sig til det niveau, vi kender.

Gud bevæges - jeg bevæges.

Den udeblevne straf er en vigtig forvandling.

-----
Hvor er Kristus i teksten?
Kristus er ham, der bliver overladt til bødlerne indtil gælden er betalt. Gælden er mig og min manglende evne til at tilgive. Den splankna, som bevæges i det tilgivende niveau over mig, er Kristus, som køber mig fri ved selv at gå til bødlen.

Det sker over mig. Hvad sker der så under mig?

I vers 33 står der "Burde". Dette krav med trussel om straf er ikke motiverende. Som sådan er det repræsentant for den gamle pagt. Forvandlingen (den nye pagt) er at Gud bevæges og jeg bevæges. Dermed er Bør skiftet ud med Sker.




søndag den 13. oktober 2013

21. Søndag efter Trinitatis, første række. Johannes 4,46-54

Trinvise tegn på en ny virkelighed. Forelskelse.
-------
Teksten:

46 Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. 47 Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. 48 Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« 49 Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« 50 Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; 51 og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. 52 Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« 53 Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
(54 Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.)
Johannesevangeliet 4,46-53 (54)
-----------

Tro, tegn og en ny virkelighed.

Læser man begyndelsen af Johannesevangeliet samt slutningen, vil man få præsenteret en ny virkelighed (som i virkeligheden er den oprindelige) samt en vej dertil: troen. Den nye virkelighed, som altså er den gamle, er, at vi hører sammen med Gud og kan blive eet med ham igen og allerede kan være det nu. På en måde at befinde sig inden i tilblivelse i ren form

Mellem begyndelsen og slutningen er der bla. en række tegn, begyndende med brylluppet i Kana og kulminerende med opvækkelsen af vennen Lazarus fra de døde.

Tegnene viser den nye virkelighed og påvirker troen, som er vejen dertil.

------

Når man er forelsket, så nyforelsket at man ikke en gang ved, om den, man er forelsket i, er klar over det, vil man lede efter tegn. Tegn på, at der er en virkelighed derude. Sammen. Tegn på at det er ok at bede om hendes telefonnummer osv...

De små tegn bringer mig med mere og mere mod i retning af min lykke. Det spændende er, at denne lykke er fuld og hel inden i mig allerede. Den er intakt inden det første tegn.

I en kærlighedsfortælling, vil den forelskede rådføre sig med sin fortrolige om tegnenes betydning. "Var det sådan, han kiggede på mig?"/"Lo hun ikke ekstra meget over netop MIN bemærkning?" Osv. Den gode fortrolige vil på et tidspunkt nægte at lade tegnene være bærere af situationen og vil typisk og loyalt bede den forelskede om at springe ud i det i tiltro til at to kompatoble kærligheder mødes.

Sådan er det også med tegnene i Johannesevangeliet. De er på den ene side tegn - og på den anden side er de ikke nødvendige, for det er troen på (tilliden til), at Gud vil det, han vil, der gør den troende eet med Gud.

Disposition:
Fortælling: Den forelskede leder efter alle de tegn, der kan bringe ham ind i den nye virkelighed. Tegnene skal bekræfte ham i, at han er værdig til situationen og situationen er værdig til ham

Forvandling:
Vennen siger: Stol på kærligheden og hæng dig ikke i tegnene. Du har al værdighed og du hører til i den nye virkelighed.
Jeg vil lægge tegnene væk og stole på, at jeg er omsluttet af kærlighed og at jeg er i væren og tilblivelse i ren form. Jeg bringes i datte samvær med Gud gennem min tro på hans søn.

Landsætning
Enhver, som måtte mangle værdighed til at høre til indenfor kærligheden, skal smittes af mig. For jeg er elsket.

Tegnet

Selvom helbredelsen er tegn nr 2, er det egentlige tegn sætningen: gå! Din søn lever!
Det er oversat "gå hjem" men kan også betyde: Gå ud! Således bliver sætningen en lovprisning af Gud: 50 λέγει αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς•

πορεύου, ὁ υἱός σου ζῇ.

ἐπίστευσεν ὁ ἄνθρωπος τῷ λόγῳ ὃν εἶπεν αὐτῷ ὁ Ἰησοῦς καὶ ἐπορεύετο.





søndag den 6. oktober 2013

20. Søndag efter Trinitatis, første række

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:

2 »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. 3 Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.

4 Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! 5 Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, 6 og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. 7 Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.

8 Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.

9 Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. 10 Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.

11 Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. 12 Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. 13 Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. 14 Thi mange er kaldet, men få er udvalgt".

Matt 22,1-14




En indbydelse skrevet af en udsmider.

Vi kan ikke allesammen være gode til det hele. Mattæusevangeliet er en invitation, men det er desværre udsmideren, der har skrevet den. Vi må prøve at læse igennem brutaliteten og trangen til at rykke gæsterne ud i mørket.

Vi er fra de fjerneste kroge inviteret til en fest. En fest for en frugtbar alliance, men festindkaldelsen ligger i munden, i hånden, i pennen på en, som har frygt som sit virkemiddel. Det var måske godt for ham i hans tid, men for os er det kontraproduktivt, det virker mod sin hensigt.

Vi må sortere Mattæus fra og lutre indbydelsen. Jeg tror det er det rigtige at gøre, men man kan aldrig vide.

Det er værd at sammenligne kongebrylluppet i Mattæusevangeliet med den samme lignelse andetsteds for at gennemskue, om der er sket en overdrivelse undervejs.

Det må være nok at lade invitationen falde i to dele: den mislykkede og den vellykkede som billede på Guds kald på sit folk og invitationens videregivelse til hedninger. Overdrivelsen opstår, når der blandt de endeligt indbudte igen skal være udsmidning. Den manglende påklædning må være et udtryk for faren for at falde igennem den disciplin, der har hersket i Mættæus' menighed. Ret mig, hvis jeg har uret.

"Ifør jer kærligheden" må være den påklædning, der efterspørges. Det er Kristus, der iklæder os sin kærlighed.

Der tegner sig forskellige billeder på min nethinde i fortælledelen til en pi-prædiken: dels et videoklip jeg så fra et bal, saddam hussein holdt, hvor en festklædt general pludselig føres ud fra festen for at blive henrettet. Dels udtrykket "klædt på" som i dag bruges til beskrivelse af at være klar til noget arbejde. Påklædning til fester er derimod utrolig svært at læse med mindre man inviteres steder hvor der står: "Påklædning: kjole og hvidt, store dekorationer anlægges". Det er så dejlig nemt.

Der er rig mulighed til at komponere en fortælledel, som tager udgangspunkt i følelsen af ikke at høre til eller erkendelsen af ikke at være inviteret. Den pensionerede, som inviteres til julefrokosten, men ikke hører til. Den fyrede, som hører til, men ikke er inviteret. Den som savner invitationer, den som savner at få fred fra invitationer.

Kunsten er, med himlens kærlighed, at holde sin indre fest.

Fortælling.
Nogle gange er jeg ikke rigtig med. Jeg er inviteret, jeg er tilstede, men jeg er ikke med.

Forvandling
Jeg kan opleve min "ikke-med-hed" ligesom smelte bort og blive afløst af et tilhørsforhold, en varme som får mig til at glemme mit grimme tøj og min kiksehed. Det fordamper. Jeg er rigtig. Det er denne erfaring, himlen vil nå mig med: der findes en kærlighed, som iklæder mig en ny virkelighed. Min rigtighed begyndte, da de gjorde Jesus forkert. Min iklædning begyndte da de strippede ham i gården.

Landsætning
Nu er jeg klædt på. Jeg vil hen og spørge mit medmenneske, om han kender den følelse....




søndag den 29. september 2013

19. Søndag efter Trinitatis, første række

Hul i himlen, hul i taget, hul i hovedet.

----------

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme.

2 Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. 3 Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. 4 Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. 5 Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.«

6 Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: 7 »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« 8 Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? 9 Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? 10 Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: 11 »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« 12 Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«

Markus 2,1-12

Jeg læser helbredelseshistorier og mirakler som lignelser:
"Med min vej ind i Guds virkelighed er det som med en mand, der var lam, men stod op..". Eller: "Med min frelse er det som med et menneske, som fik forladt synd".

(En indre modstand overfor teksten opstår let, fordi synd bliver tolket som den syges egen skyld i sygdommen - skal klargøres i prædikenen).

Personer: En lam, skaren, skriftkloge, 4 venner, Jesus, Menneskesønnen, Gud.

Steder: i hjertet, i ånden, på Jorden, i huset, foran huset, ovenpå huset.

Bevægelse: udefra og ind (mislykket). Ovenfra og ned (vellykket). Fra liggende til stående/gående. Fra hjerter (skjult) til ånden (ikke skjult).

Genstande: synd, myndighed.

Lav evt dit eget koordinatssystem, hvor steder er den ene akse og personer/genstande er den anden. Kombiner så: Jeg er ikke lam i taget, men en del af en skare i ånden. Jeg er muligvis farisæer i hjertet men har myndighed i ånden. Jeg har venner på jorden og Gud i huset. Osv.

-----

En V-prædiken er nærliggende til en helbredelse, som ender med en strid om synd og myndighed: "Overfor Gud er vi lamme og kan intet. Vores lammelse er fravær af Gud, men Jesus er opfyldelsen af den lov, som farisæerne mente, han brød. I min bundethed til alle lovmæssigheder er jeg en dum farisæer, men Jesus rejser mig op". (W-prædiken).

En Pi-prædiken vil lede efter forvandlingerne: fra liggende til stående, fra hjertets feje skjulthed til åndens åbenhed, fra husets forsegling (tag) til det åbne, afdækkede (græsk: apokalyptein) og anbringe forvandlingen mellem en fortælling og en opfordring.

Fortælling
Venner: at bære og blive båret. At crash'e, dvs lave hul i en sammenhæng. Åbne andres himle.

Forvandling
En indre mumlende mistro bliver pågrebet af en ånd og spyttet ud. Der er hul foroven. Et gudsfravær holder op og bliver til nærvær.

Landsætning (opfordring).
Lad os crash'e sammen. Lad os lave hul i alle forseglinger og hvert et dække. Lad os bære hinanden gennem åbninger, lad kærligheden få ben at gå på, for en ny myndighed har vist sig: den, der opstår.

søndag den 22. september 2013

18. Søndag efter Trinitatis, første række

34 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, 35 og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: 36 »Mester, hvad er det største bud i loven?« 37 Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ 38 Det er det største og det første bud. 39 Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ 40 På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

41 Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: 42 »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« 43 Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
44 Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?
45 Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« 46 Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

(Matt 22,34-45)

Dig og mig og Gud og os.
Et kors består af to streger. Den vandrette mellem dig og mig. Den lodrette mellem
Gud og os. Dagens tekst handler om mennesker, som ikke kan nå hinanden, fordi de ikke kan nå Gud sammen.

Kontekst.
Dagens tekst ser ud til at være en overgang mellem to taletyper. Umiddelbart før dagens perikope, ligger striden om opstandelsen (hvilkens saddukæere ikke tror på) og om at give kejseren skat - og umiddelbart efter perikopen, kommer verdensdom, mattæusapokalypsen (synoptisk apokalypse med brudejomfrulignelsen og de betroede talenter i) hvorefter følger starten på Jesu død.

Vi er altså inde i et flow, hvor Jesus battle'r med forkellige grupper af lærde og hvor læseren sidder inde med en merviden, som går ud på, at Jesus er Himlens herre og endetidens fuldender.

-----

Jesus får lov til uimodsagt at lade kærligheden til Gud og til medmennesket være Lovens største bud i sin samtale med farisæerne, nu da saddukæerne er sat på plads. I Lukasevangeliet får Jesus ikke umiddelbart det sidste ord, hvilket forlænger samtalen med Den Barmhjertige Samaritaner.

Den efterfølgende "lærdomsfælde" om Kristus' (Messias') forhold til David er på mange måder interessant. Den giver kun mening, hvis man antager, at Jesus har præmisserne i orden hos/med sin samtalepartner.

Blandt disse præmisser kan jeg bl.a. iagttage.

Man venter en Messias (Kristus, den salvede).
Messias forventes at være søn (efterkommer?) af David.
En søn kan ikke være herre.
David taler i Ånden gennem citatet "Herren sagde til min Herre..." og det skal forstås Messiansk.

(For en moderne læser er der ikke så meget sjov i striden, idet "Herren sagde til min herre..." ikke er talt af David og ikke skal forstås Messiansk i sin oprindelse).

Tilsyneladende er det den 3. præmis, der ligger uden for farisæernes horisont og som er det mørke, der rulles op i den efterfølgende apokalypse.

Som læser vil jeg gerne være på det rigtige hold:

(Tro på opstandelsen)
Elske Gud.
Elske medmennesket.
Vente Messias
Vide at Jesus er både Davids søn og alles herre
(Ikke være i mørke)

Spørgsmålet er, hvordan Gud/medmenneske, Messias/opstandelse hænger sammen...




søndag den 15. september 2013

17. Søndag efter Trinitatis, første række

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. 2 Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, 3 og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« 4 Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. 5 Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« 6 Det kunne de ikke svare på.


7 Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: 8 »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, 9 og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. 10 Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. 11 For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

12 Og til ham, der havde indbudt ham, sagde Jesus: »Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. 13 Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. 14 Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.« Luk 14, 1-14



Dagens tekst består af to perikoper og det vil være forståeligt, hvis prædikanten vælger den ene frem for den anden og siger: hvad den anden perikope handler om, må I høre om en anden dag.

At bryde en sabbatsregel er en typisk konflikt mellem Jesus og jødedommen - og mellem de ældste menigheder og den etablerede jødedom i deres nærmiljø. For en jøde samtidig med Jesus, er det blasfemi, når Jesus taler imod moseloven (skønt dilemmaet fører til tavshed). For en jøde efter Jesu død er situationen en anden i konkurrencen med den nye, messianske jødedom, kristendommen, som netop opfatter den død, som Jesus døde på grund af blasfemi, som en ophævelse af den lov, han udfordrede.

Hvad første perikope angår, helbredelsen, er miraklet en tidsfremmedhed, men pointen: Guds egen kraft må være større end de regler, mennesker mener er Guds, er altid aktuel.

Den ene regel vil altid kunne sætte den anden ud af kraft.

Det er gådefuldt, at den anden perikope kaldes en lignelse (v7), da der ikke er en billeddel, en sammenligningsdel og en sagdel. Man skal nok ikke tage ordet Lignelse alt for bogstaveligt, men lytte til det græske ord, parabolæ, som nok betyder en slags sammenstilling.

Det er først i anden perikopes anden del ( v 12-14) at talen afslører sig som en tale som lignelse, idet måltidet bringer opstandelsen frem som den sag, måltidet er billede på. Den nære kontekst er da også lignelsen om det himmelske måltid. ( Luk 14,15ff).

Til en prædiken, der søger et forvandlingsbillede har både første perikope (1-6), samt anden perikopes (7-14) første del (7-11) og anden del (11-12) hver sine kristologiske pointer - dvs pointer, der siger, hvorfor jeg bliver forvandlet af Kristus.

V1-6: Kristus er enden på loven, han opfylder den en gang for alle.
V7-11 Giv ham din plads! Kristus har byttet med mig, jeg får hans plads, han får min. Han bliver skyldneren i stedet for mig, jeg får hans frihed og herlighed.
V 12-14 Jeg er den skodeksisens, som er indbudt til måltid.

I de tre forvandlinger ligger også muligheden for at handle på en ny måde. Regler og lovmæssigheder kan ses på nye måder. Værdifulde og mindre værdifulde borgere kan ses i ny værdighed. Lurvede mennesker kan blive de fineste gæster.







søndag den 8. september 2013

16. Søndag efter Trinitatis

11 Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. 12 Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. 13 Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« 14 Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« 15 Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. 16 Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« 17 Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Luk 7, 11-17

Jeg glæder mig til at beskrive byen Nain som et livsfællesskab med en mur omkring. Indenfor muren er liv - derude bærer vi de døde hen. Et optog bevæger sig fra livet og væk. Set ovenfra ligner byen et øje og optoget, som passerer yderkanten ligner en mørk tåre, som har taget mascaraen med .

Vi mødes til gudstjeneste, fordi det går den anden vej...

At være kirke er at flyde i en tåre, der løber opad.

Kontekst:
Dagens tekst befinder sig i den del af Lukasevangeliet, hvor Jesus demonstrerer Guds Rige herlighed. Opvækkelsen af enkes søn fra Nain ligger lige før helbredelsen af officerens tjener som ligger ligger før Johannes Døberens spørgsmål om Jesus. På den måde er dagens tekst med til at bygge op til, at Johannes får et svar, som er en profetopfyldelse. Johannes er den gamle pagts repræsentant og afleveringen af budskabet til ham, er en opfyldelsesbegivenhed. Om forholdet mellem Jesus og Johannes, se 3. Søndag i Advent.

Lidt sprog:
Bemærk igen, hvad der får optoget til at standse: splankna! (Se 13.Søndag efter Trinitatis). Altså den indre reaktion, som oversættes med "ynkedes".

I den nye oversættelse har man misset opstandelsesallusionen i vers 16, hvor "fremstået" burde hedde "opstået" , hvilket Vulgata, King James og 1948 oversættelsen støtter.

Forsørgelse.
Det er værd at bemærke, at kvinden nu står uden mand og søn, hvilket gør hende forsørgelsesløs og muligvis retsløs. En etisk dagsorden til landsætningen (se, Hvad er en pi-prædiken) er, at ingen skal være uden livsfællesskab, ingen skal være uden forsørgelse, ingen skal være retsløs.

Disposition

Fortælling.
Ved gråd er der to væsker, de forlader ansigtet. Tårer og snot. Når man diskvalificerer andres sorg, kalder man det "at græde snot" eller" tudefjæs". Snot kan man selv hive ind ved at snøfte. Tårer har ingen snøftefunktion. De løber selv og kan kun stanses af trøst, ikke ved at gøre som man gør med snot. Det skal komme fra en anden. Medmennesket. Tudefjæs betyder sorg uden fællesskab.

Forvandling.
Vi er i kirke, fordi vi er med i en meget stor sammenhæng, som handler om, at Gud tager al menneskelig sorg og gråd alvorligt. Der sker noget inden i et menneske, når det forstår en andens sorg. Der sker bevægelse. Vi er med i en bevægelse. Den dag kom det til syne i en dreng, der satte sig op og snakkede. Drengens oprejsning og grådstoppet er tegn på Jesu opstandelse og vores evige salighed. Vi flyder i en tåre, der løber opad.

Landsætning.
Jeg vil rejse mig op. Jeg vil rejse mig og tale med et andet menneske. Jeg vil mærke det, der sker i mig, når jeg forstår den anden. Jeg vil mærke det og vide, at det er den samme bevægelse i Gud, som gør mig evig.




mandag den 2. september 2013

15. Søndag efter Trinitatis

24 Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
25 Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? 26 Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? 27 Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? 28 Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. 29 Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. 30 Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? 31 I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? 32 Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. 33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. 34 Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.
Matt 6,24-34

Sequor=jeg følger
Sequens=følgende
Consequens=medfølegende (efterfølgende)

Jeg nævner disse tre oversættelser af et latinsk ord, som er blevet til det danske "konsekvens" , fordi bekymring, penge, lade (lo) så/høste, er fænomener, som er ordnet i tid på en bundet måde, til hvilket talen om Guds Rige er et befriende alternativ.

Menneskets tale og skriftssprog er fascinerende i sine måder at beskrive relativ tid. Der findes sproglige midler til at udtrykke, hvilke handlinger og foreteelser, der sker før og efter hvilke i fortiden og før og efter hvilke i fremtiden. Og hvilken fremtid, der er afledt af hvilken fortid osv. Sproget afspejler rimeligvis vores evne til at ordne begivenheder i før, under og efter.

Bekymringer kender jeg som tankerækker, der ordner endnu ikke indtrufne fremtidige begivenheder i en ubehagelig hændelsesrække. "Der sker nok det og det, så jeg ikke opnår det og det".

Penge er i familie med bekymringer, fordi de er potentielle tidsrækker. Hvis jeg får de og de penge, vil jeg kunne realisere det og det. Bemærk de udtryk, der knytter sig til penge: realisere (gøre virkelig) . Solvent/insolvent betyder at kunne løses, indløses, ikke indløses. I penge er der et system til at binde, løse og virkeliggøre.

Hvis man giver et barn en stor pengeseddel, vil man opleve, at den ikke-indløste seddel er magisk, fordi den kan bruges på et utal af indløsningsmuligheder, mens den indløste pengeseddels bytte hurtigt taber sin glans. Det er den uvirkelige fremtid, der er pengenes magi.

Fremtid som konsekvens af fortid kender jeg ikke som bekymring, men som skyld. Dog kan visse former for bekymring oversættes til skyld, idet den ubehagelige fremtid ventes som et konstant underskud, noget jeg altid er skyldig at præstere ("jeg er nok forkert"-agtig) .

Tid kan kun gå een vej og kan derfor kun ordnes sprogligt een vej, men Jesus præsenterer et alternativ til bundne tidsrækker: Guds Rige.

Hans opstandelse er et tidsknæk eller en tidskrænkelse. Det, der kun kan gå een vej, gik frem igen.

Det er provokerende at sige til ansvarlige mennesker, at de skal søge guds rige først. Det første må da være at skaffe det, der skal skaffes. Men nej. En ny frihed kan opnås ved altid at lade det nødvendige være sekundært og ikke-tid eller anti-tid være det primære.

Indenfor dette rige regerer kærlighed, konsekvensfrit uden et "for at" eller et "så at." Uden ordning i en tidsrække så man fortjener det efter noget. Der er ikke noget før og efter, for han har taget konsekvensen.....

Guds Rige er et forvandlingsrum, jeg kan gå ind i, før jeg skal det nødvendige.


(Vedr bjergprædikenen, se 6. Søndag efter Trinitatis)

mandag den 26. august 2013

14. Søndag efter Trinitatis, første række.

11 Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. 12 Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham 13 og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« 14 Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. 15 Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst 16 og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. 17 Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? 18 Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« 19 Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«
Luk 17,11-19

Et åndshistorisk gab

Nogle gange er der en stor afstand mellem mig som læser og den verdensopfattelse, der er tilstede i det jeg læser. I teksten til 14. søndag efter trinitatis, er der rigtig mange forhold, som så at sige skal oversættes. Ikke sprogligt, men betydningmæssigt. Det gælder fx forholdet mellem sygdom og renhed, forholdet mellem Gud, menneske og helligdom, forholdet mellem gudsfolk og andre.

I teksten er det naturligt, at de syge skal synes af præster for at kunne genindlemmes i samfundet. Forklaringen er den, at det gamle testamentes renhedsforskrifter i sidste ende handler om, at visse forbudte sygdomme (herunder spedalskhed, som dækker en række hudlidelser samt hussvamp) angiveligt skulle kunne få Gud til at forlade sit tempel (sin bolig) hvorved al lykke og velsignelse vil forsvinde væk fra de udvalgtes land. I følge denne tankegang, har de syge altså noget snask på sig, som kan få Gud til at blive væk.

Det er derfor naturligt, at Jesus beder de syge om at lade sig syne af præsterne (også for dermed at få en grundig eksamination af hans helbredelse). Det er for mig gådefuldt, at Jesus fremhæver samaritaneren som den eneste, der giver Gud tak og ære, eftersom netop synsforretningen hos præsten forventeligt vil afføde en eller anden form for taksigelse indenfor rammerne af den præstelige kult. Fremhævelsen af den fremmede (samaritaneren) som gudsfrygtig fremfor de øvrige (som må forventes at være rigtige pagtarvinger) er derfor fin i tråd med det lukanske projekt (at vise fremmede som rette arvtagere til pagten) men gådefuld i sammenhængen: hvor skulle samaritaneren ellers være gåen hen? Hen til præsterne? For at blive diskvalificeret som samaritaner?

Med disse indre modsætninger, står vi med en fortælling, der fremhæver en samaritaners gudsforhold på baggrund af en helbredelse, som også er fremmed for en nutidig læser. For det første er diagnosen "spedalskhed" en anden end i dag og for det andet er forholdet mellem sygdom og gudsforhold ændret. Sygdom vil næppe i dag blive udlagt som, som noget, der betyder, at Gud et væk og bliver væk.

I en nutidig tankegang vil man gerne så langt som muligt tænke kroppen som en del af en årsag/virkning mekanisme uafhængigt af den lidendes gudsforhold. (Så langt som muligt: for et sygt menneskes gudsforhold vil i visse huller rumme sørgsmålet, hvorfor, hvorfor nu, hvorfor mig?). Det må tænkes som kristendommens fortjeneste, at et sygt og elendigt menneske netop kan ses som en elsket menneske, elsket af Gud, gennem al lidelse og imod al synlig herlighed.

Lukastekstens mangel på indre sammenhæng vidner om en afstand i tid og rum til en virkelighed, der indbefatter præsteskab og tempel, ligesom den udmærker sig i afstand i nutidigt syn på sygdom og Gud.

Når det er sagt, åbner teksten for spørgmålet om at sige tak. Tak for et genoprettet gudsforhold.

Hvad sker der med mig, når jeg siger tak?

Spedalskhed i Bibelen betyder: her kan Gud ikke være.
Spedalskhed, der forsvinder, betyder. Gud er tilbage.

Hvad sker der, når Gud vender tilbage?
Hvad vil det sige at være fremmed?

Hvad sker der med mig, hvis jeg siger så meget tak, at jeg selv er helt væk, mit ansigt er i jorden?
Tænk at gemme hele sin offentlighed ned. Alt det, der starter med face- , bare for at sige tak. Tak fordi Gud vendte tilbage.

Allo-gen
Man kunne godt have ordet allogen som dansk fremmedord ligesom halogen. Ordet "fremmed" er oversat fra det græske ἀλλογενὴς (allognenæs = anderledesslægt, ham med de andre gener, født/nedstammer andetstedsfra). Hvis allogen blev et dansk ord, kunne man tale om allogenese (fremmedgørelse) og autoallogenese (gøren sig selv fremmed). En antiallogenese ville så være processen, hvor man kommer ud af sin fremmedhed.

Din tro har frelst dig.

Idet Jesus siger: "din tro har frelst dig", hæves perspektivet op over den aktuelle helbredelsessituation til et plan, der handler om frelse ind i en anden dimension og gældende menneskslægten.

Idet sætningen, "Din tro har frelst dig" fænger, sker der en allogenese: jeg er som modtager af dette ord pludselig fremmed og samtidig borger, dvs uden fremmedhed, idet jeg opdager den fremmedhed, der forlod mig...

Disposition:

Fortælling:
Jeg er med i en flok. Vi er i bevægelse. Vi bevæger os et sted hen, jeg kan ikke overskue hvor. Nogen råber fra gruppen, noget bliver råbt tilbage. Nogle ord.

Forvandling
Mens vi er på vej, ser jeg på mig selv og opdager, at jeg er en del af en ny virkelighed. De ord, der blev råbt og det, der blev svaret, har gjort noget ved mig. Jeg er med i noget, noget stort. Det største. Jeg er lukket ind. Jeg har hele tiden været med, men nu er jeg inde. En fremmedhed har forladt mig. Jeg skifter retning og går tilbage til der hvor råbet kom fra. Jeg har forladt de andre og står ansigt til ansigt med ham som gjorde mig ny. En tak forlader min krop, lyde helt nede fra mit basale jeg, mit ansigt er nede, men alt andet stiger til vers. Som lyd, som jubel, vægtløst.

Landsætning
Nu vil jeg gå ud i verden som den, jeg er: ren og tidligere fremmed. Jeg vil møde andre, nytilkomne, hjemmeføddinge, mennesker med herkomt og væren samme sted, mennesker med væren og herkomst hver sit sted. Jeg vil møde dem med en undren, der hedder: fremmedhed er noget tilbagelagt for os alle sammen. ....