mandag den 14. august 2017

10. Søndag efter Trinitatis, første række.

Penge og ingen råddenskab

41 Da han kom nærmere og så byen, græd han over den 42 og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. 43 For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. 44 De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«

45 Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, 46 og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.«
47 Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; 48 men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

-------
Et gudsforhold er et gudsforhold

Teksten falder i to dele. Den første er en veråbsagtig forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse og den anden er en tegnhandling, hvor Jesus vælter inventaret i en religions pengeafdeling

Veråbet er gjort "vestligt" i forhold til de mere kendte bibelske/mellemøstlige ve-råb, hvor det mere har karakter af, at den råbende nedkalder ulykken. I Lk er det mere en nobel "begrædning". Sammenlign evt med Mt.

At Jerusalems skæbne er sammenfaldende med dets gudsforhold er et gennemgående tema i GT. At Jerusalems ødelæggelse under romerne bliver starskuddet for den kristne litteratur, er også velkendt. Idag er vil det være mærkeligt at lade et kollektiv (nation/by/land) have et årsag-virkning-forhold til sin egen skæbne gennem et gudsforhold. Nogle har vist nok forsøgt med Haiti og dets ødelæggelse (angiveligt fordi kristendom er blandet med anden kult), men det må regnes for religiøst langt ude.

Et gudsforhold er et gudsforhold. Jerusalem betyder et gudsforhold. Når Jesus råber ad Jerusalem, er det som om noget i mig råber til noget andet i mig. Hvad tjener til min fred?

At jeg ikke skal forgå!

Noget i mig er hele tiden ved at forgå, selvom jeg bærer på et budskab om, at jeg skal leve evigt.

Det er her tekstens anden afdeling kommer ind i billedet. Jeg skal ikke forgå på grund af ham, om hvem profeten siger: du lader ikke sin salvede se forrådnelse (salmernes bog/apostlenes gerninger).

Forrådnelse betyder opløsning eller begyndende opløsning. Det hedder på latin: corruptionem! Det er her pengene kommer ind i billedet. Penge og corruption hænger sammen. Det er denne mangel på ædelhed (bestandighed) Jesus ryder op i.

Forvandlingen i dagens evangelium er, at Jesus går ind i mig og kaster rundt med det i mig, som er igang med at rådne. Nu står mit forhold til gud og kan ikke ødelægges og ikke forgå. Jeg er med i guds evighed.

onsdag den 9. august 2017

9. Søndag efter Trinitatis, første række

Valutaen hedder kærlig rummelighed - fedt at blive vekslet...
(Læs nedenfor, hvad der går galt i teksten)

Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. 2 Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. 3 Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. 4 Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. 5 Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? 6 Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! 7 Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!«
8 Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. 9 »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger. Luk 16,1-9

En lignelse (af forskellig slags) består som regel af en billeddel, en sagdel og en sammenligningsdel. Billedet beskriver sagen, og sammenligningen afslører sammenhængen. Et skoleeksempel er Natans balle til David efter Urias' død: Billedet er noget med et lam, sagen er noget med en dame og sammenligningen hedder: du er manden 2 Samuelsbog12,6.

Efter sådan et skema fungerer en del af Jesu lignelser fint, men en del af dem halter. Fx teksten til 6. S.e.t, Mt 5,20-26, her bliver billed- og sagdel rodet sammen i slutningen (det er som om den den eskatologiske dom bliver rodet sammen med et juridisk mellemværende, dennesidigt).

Lignelsen om den gældbundne tjener Matt 18, fungerer fint. Sag: tilgivelse/himmerrige/broder, billede: gæld/medskyldner/konge, sammenligning: sådan går det enhver... (Teksten gengives nedenfor, iøvrigt 22. S.e.t)

Når jeg bruger tid på sådan noget lignelsesteknink, er det for at nå frem til en pointe: dagens tekst har en sammenligningsdel, som nok ikke hører til lignelsen. Det er min vurdering.

Lignelsen om godsforvalteren (oikonomos) ligger i forlængelse af tre lignelser om genoprettede gudsforhold på trods af gudselitens (farisæernes) uvilje. Kontakten til gud hedder metanoia og oversættes med omvendelse. Efter disse tre lignelser kommer så forvalterlignelsen, hvorefter temaet og den fortsatte strid handler om penge.

Lignelsen er ved at blive revet midt over, idet den indledningsvis handler om at blive taget tilbage på trods af misbrug (efter den kontekst, der forlades, må misbruget være billede på et misbrugt gudsforhold), men med et skred i sammenligningsdelen ("Herren" er i dansk oversættelse stavet med stort, hvilket tolker billeddelens herre lig med "Vor Herre") og det afsluttende sammenligningsord hører til de brudstykker af Mammon-ord, som er den kontekst teksten bevæger sig ind i.

Hvis lignelsen sluttede med v8a og uden et sammenligningsord, kunne et sådant udeladt og dermed indforstået sammenligningsled være et spørgsmål om et genoprettet gudsforhold synligt i næstekærlighed. Således ville lignelsen være en positiv version af den negerede lignelse hos matt 18 (se nedenfor).

Men lignelsen får nogle mærkelige mammonord på sig, hvorved den efterfølgende konteksts tema bliver lukket for tidligt ind.

At Mammon hører til skyggesiden af menneskets dennesididge tilværelse er ikke fremmed for Lukas eller for Markus for den sags skyld.

Selvom Lukas med sit andet skrift (Apostlenes Gerninger) forsøger at præsentere kristendommen som en for Rommerriget ufarlig religion, er det ikke utænkeligt, at han seriøst mener, at det er i tråd med Jesu egen forkyndelse, at en romersk borger blander Gud ind i et patron/klient forhold og lader patronens penge komme klienten til gode med himlen som mål. En spekulation fra min side er, at Theofilus, som er skriftets modtager og måske også dets giver, har en formue, som Lukas synes skal bruges til et himmelsk formål.

At Jesus har et syn på mammon (penge og begær/afhængighed efter samme) hvor Guds rige er af en anden dimension, er den begivenhed, der går under navnet tempelrensningen tegn på.

Ved denne begivenhed er Jesus i rollen som Pussy Riot. Hans aktion handler om penge. Er det den, han dør af?

Jeg mener det er vigtigt at skille lignelsen fra dens Tertius Comparationis (8b-9).

Dette giver mulighed for to gode prædikener.

1: Del ud af guds kærlighed- den er ikke din, men du skal gøre med den, som om du er er svindler, som virkelig er på skideren.

2: Penge hører til versdens skyggeside, men kan blive til et lyst gensyn, hvis de havner hos min næste

Den forvandling, som gør mig i stand til at dele ud, er Guds ros til mig. Jeg troede jeg var ude, men min måde at handle med det, der ikke er mit, blev rost.

Valutaen hedder nåde og kærlighed. Jeg er selv lige blevet vekslet.

Det er svært at oversætte μαμωνᾶ τῆς ἀδικίας, (uretfærdighedsmammon) hvilket for mig at se afslører, at sagdelen handler om, at stå retfærdig for gud. Oversættelsen "uærlig mammon", er jeg ikke tilfreds med. Retfærdighed kan betyde rimelighed, men så sandelig og vigtigst: at stå med den status, der hedder Retfærdig, overfor Gud. Det er denne status økonomen genvinder. Uærlig er et spørgsmål om at lyve eller lade være.

At Jesus er sammen med de forkerte (som er det misforhold, farisæerne kritiserer) kan forstås som adikaia mammon (investering udenfor retfærdighed) altså lov-løsepenge.




Eksempel på mere stringent billeddel, sagdel, sammenligningsdel.
18,23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. 24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. 25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. 26 Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. 27 Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. 28 Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! 29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. 30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. 31 Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. 32 Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. 33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? 34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. 35 Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matt 18,23-35

tirsdag den 1. august 2017

8. Søndag efter Trinitatis, første række

Hvis jeg var Mattæus' discipel....

15 Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. 16 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? 17 Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. 18 Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. 19 Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. 20 I kan altså kende dem på deres frugter.
21 Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mattæus 7,15-21

Hvis jeg var Mattæus' discipel og sad og kiggede på, at Mattæus smurte blæk på pergament - iagttog hvordan blækket endnu var vådt og blankt, indtil det trænger ned i materialet og bliver tørt og mat - og så ham skrive ordene: "ikke alle som siger Herre, Herre! skal komme i himmeriget" så ville jeg sidde og nikke og tænke, det er så sandt så sandt, det, Mattæus skriver. Jeg ville vide, at han gengav selveste frelserens tale og jeg ville vide, at de gerninger vi gør her i Mattæus' flok, de gerninger er frugten på vores gode træs gode grene. Jeg ville vide, at vores måde at sige Herre! på, er den rette i den rette sammenhæng og jeg ville vide, at falskheden er udenfor derude. Jeg ville vide, at himlen er til os, fordi vi forstår på den rigtige måde og gør de rigtige ting.

Men jeg er ikke Mattæus' discipel. Mattæus er død og hans menighed er gået til grunde. Hans skrift lever videre i andre fællesskaber og er blevet kanon. Verdens mest eksklusive tale er blevet hver mans eje og gældende!

Den sikkerhed, jeg ville føle, hvis jeg så blækket blive lagt på, er nu afløst af en ødelæggende usikkerhed: Hvem er de falske? Er det mig, er det dig? Er det dem i andre lande? Hvad mener de om mig? Bærer jeg god frugt eller skal jeg i ilden?

Jeg mener bestemt at Jesus har talt om dom og dommedag. Han har enten overgået Johannes døberen i voldsomhed eller han har overgået ham med en form for mildhed, men jeg har svært ved at forestille mig Jesus uden endetids- og domsord. En ny virkelighed ligger på den anden side af stor alvor.

Min tvivl bliver alvorlig på grund af mit brændende ønske om at høre til hos Gud. Selve himmeriget tænker jeg ikke særlig konkret ( jeg har mange fantasier om himmeriget og det evige liv). Flammer skræmmer mig ikke og jeg forestiller mig ikke noget ved den historie. Min ængstelse går på, om jeg er eller ikke er en del af et budskab, som har altings ophav og mål i sig.

Det tror jeg på, jeg er. Jeg kan ikke gøre andet. Tekstens forfærdige skæbne, at blive alles og blive gældende og al den tvivl det afføder, kalder på det fineste i mig: Tillid. Den tillid, som hedder tro.

Disposition:

Fortælling
En Mattæusdiscipel kigger på det våde blæk. Bjergprædikenen (se blogindlæg 6.s.e.t) er færdig. Alt er sikkerhed, himlen er indenfor rækkevidde.

Forvandling.
Teksten bliver kanon, mistænkeligheden er alles: du kommer ikke med, du kommer heller ikke med. Sandheden tilhører den, som tager magten. Hvis alle kan være de falske ... så kan ingen ligesåvel! Så kommer det an på noget andet: Tro. Jeg må tro på, at jeg er med i Guds projekt. Mine gerninger er ikke kun gode frugter. Gud må forvandle mig, hvis det skal lykkes. Det gør han. Han lader Jesus bære al min forkerthed væk ved sin dødsstraf. Det er jeg gået i kirke for at blive styrket i min tro på.

Landsætning
Nu skal det tørre blæk blive til safter. Nu skal de hårde ord blive til glæde. Jeg er med i et projekt som er altings ophav og mål. Jeg vil lade det boble i mig og strømme gennem mig og min glæde skal være i nåhøjde, lige til at plukke, navnlig for den, der trænger.

fredag den 30. juni 2017

7. Søndag efter Trinitatis, første række

7. Søndag efter Trinitatis, første række

1 Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. 2 Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. 3 Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. 4 Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. 5 Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« 6 Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. 7 Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« 8 Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« 9 Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. 10 For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«
Luk 19,1-10

Min gavmildhed er en gnom som trænger til en tur i trækronen.

Sted og kontekst: "Jeriko" er konnoteret med "erobring" på grund af Josva, som Jesus deler navn med. Vi er meget tæt på indtoget i (indtagelsen af) Jerusalem. Forud for dagens tekst ligger helbredelsen af den blinde. Temaet "se" er altså sat, inden Zakæus ønsker at se. Efter dagens tekst og inden indtoget ligger lignelsen om de betroede pund, som foruden et overført pengetema (mision) har nogle politiske sideben til romersk/jødisk historie (magt/svigt).

Fjern kontekst. Ved Josvas erobring af Jeriko, var det en prostitueret, som blev åbningsfigur. Zakæus' forhold til indtjening og manglende social accept er en parallel.

Forløb

Zakæus ønsker at se Jesus, men ender med at blive genoptaget som abrahamssøn (frelst). Se, kalde, samvær, afgive, (gen)optage.

Fælles/solo

Zakæus er alene om sit se-projekt, hvilket står i kontrast til "rig" og "skaren". Overtolder og undervækst er også et par. Den lille mand gør sig stor på bekostning af fællesskabet.

Oversættelse: Det danske "men" i vers 8 er for kraftigt adversativt og virker som en panisk reaktion på skarens uvilje. Derved virker det som om Zakæus redder sin egen genoptagelse (frelse) gennem sin økonomi - og ikke gennem Jesu kaldelse (v 5). Jeg kunne tænke mig en mindre responsiv konstruktion: "imidlertid havde Zakæus rejst sig og sagde nu til Herren:..."

Penge
Selvom jeg ønsker en konstruktion, som formindsker årsag/virkning forholdet i vers 8, (og hellere ser hele forløbet som en samlet optagelse) er jeg meget opmærksom på evangelisten Lukas' sociale engagement. Zakæus' uddeling er muligvis en model for den første kirkes økonomi. (Apg5) . Lukas lægger vægt på, at kristustro hænger sammen med at rige giver fattige.

Forvandling

Jeg ønsker mig en prædiken, som ser mennesket (mig) som en helhed, der kan splittes. Således bliver aktørerne i teksten til dele af mig selv, som er blevet væk fra hinanden.

Mit lille nærige jeg er en gnom, som gerne vil kigge, men helst ikke kaldes på, men som bliver så glad så glad, når kaldet til at give lykkes. Åh, jeg vil op i den trækrone!

Disposition

Fortælling
Tænk hvis mine alt for korte ben en dag bar mig hurtigt i retning af noget, jeg bare MÅTTE SE. En nysgerrighed overfor en dimension, som jeg ikke selv tør åbne op for...

Forvandling
Pludselig befinder jeg mig på en udkigspost, som er helt uvan. Det er da kun børn, der klatrer i træer, det er kun børn, der lytter til eventyr. Kirken om søndagen er at træde ind i et eventyr, tonerne er kronens blade, der giver lyd i vinden, frugterne hænger lige der og der. Her bliver der kaldt på mig. På hele mig også den lille mig, som ikke er med. Jeg er inviteret. Jeg mærker en gavmildhed fra Gud. Gud vil give mig alt, han vil have hele mig i sin fest.

Landsætning
Jeg hopper ned fra træet, ud af kirken. Jeg har været til måltid med Gud, invitationen er i gang. Jeg skal mærke gavmildheden rykke, jeg skal give til de fattige...

Endvidere (strøtanker)

Ned fra træet og op på træet. Vi kom ned fra træet, da vi blev en civilisation. Jesus måtte op på træet for at betale prisen. Mennesket kom væk fra Gud på grund af et træ.

Magt og penge.
Zakæus er et lille stikkersvin. Han er en del af en besættelsesmagts økonomi.
Magt, penge og evighed hænger således sammen:
Magt er at eje en stump af et medmenneskes fremtid. Med tilblivelsen af økonomi bliver dette ejerskab formaliseret. Spiller man Ludo, kunne man orkestrere dette ejerskab af fremtiden ved at sige: "Alle dine 6'ere er mine!" Eller: "Dine globusser er kun dine, så længe jeg ikke har brikker inde. Første når mine brikker er ude, gælder dine globusser!" Magt bliver således, at gavne sit eget udfald frem for andres.
Dette magtforhold kan kun lade sig gøre på tidens lineære præmisser. Evighed er noget andet end tid. Evighed er større end tid. Tid kan kun gå - evighed kommer. Flere veje. Evighed kan hærge ridens linearitet - fx gennem tilgivelse, som ændrer fortiden.
Det lille magtmenneske får ændret sin fortid. De urene, besmittede mønter i hans lomme hærger ikke længere hans skønhed i Guds øjne - hvorefter han får lyst (træ?) til at give.

Zakæus bidrager som synder til en gavnlig økonomi: Prisen for forræderiet er Pax Romana: Fred, vand, handel, sameksistens, varer, veje, undervisning, underholdning. Sammenbruddet af samme økonomi er borgerkrig og isolation.

Som vesteuropæere er vi en del af en økonomi, som kan ses på flere måder: god for verden som interessefællesskab, ond som ekskluderende instrument. Rigdomsskabende, fattigdomsskabende. Lykke for mange - ulykke for flere, hvis vi afskaffer den.

En v-prædiken kunne have optur ved at frikende os i dilemmaet. En π-prædiken vil i nåden (forvandlingen) finde kraften til at udfordre dimensioneringen af uligheden...


Καὶ εἰσελθὼν διήρχετο τὴν Ἰεριχώ. 2 Καὶ ἰδοὺ ἀνὴρ ὀνόματι καλούμενος Ζακχαῖος, καὶ αὐτὸς ἦν ἀρχιτελώνης καὶ αὐτὸς πλούσιος• 3 καὶ ἐζήτει ἰδεῖν τὸν Ἰησοῦν τίς ἐστιν καὶ οὐκ ἠδύνατο ἀπὸ τοῦ ὄχλου, ὅτι τῇ ἡλικίᾳ μικρὸς ἦν. 4 καὶ προδραμὼν εἰς τὸ ἔμπροσθεν ἀνέβη ἐπὶ συκομορέαν ἵνα ἴδῃ αὐτὸν ὅτι ἐκείνης ἤμελλεν διέρχεσθαι. 5 καὶ ὡς ἦλθεν ἐπὶ τὸν τόπον, ἀναβλέψας ὁ Ἰησοῦς εἶπεν πρὸς αὐτόν• Ζακχαῖε, σπεύσας κατάβηθι, σήμερον γὰρ ἐν τῷ οἴκῳ σου δεῖ με μεῖναι. 6 καὶ σπεύσας κατέβη καὶ ὑπεδέξατο αὐτὸν χαίρων. 7 καὶ ἰδόντες πάντες διεγόγγυζον λέγοντες ὅτι παρὰ ἁμαρτωλῷ ἀνδρὶ εἰσῆλθεν καταλῦσαι. 8 σταθεὶς δὲ Ζακχαῖος εἶπεν πρὸς τὸν κύριον• ἰδοὺ τὰ ἡμίσιά μου τῶν ὑπαρχόντων, κύριε, τοῖς πτωχοῖς δίδωμι, καὶ εἴ τινός τι ἐσυκοφάντησα ἀποδίδωμι τετραπλοῦν. 9 εἶπεν δὲ πρὸς αὐτὸν ὁ Ἰησοῦς ὅτι σήμερον σωτηρία τῷ οἴκῳ τούτῳ ἐγένετο, καθότι καὶ αὐτὸς υἱὸς Ἀβραάμ ἐστιν• 10 ἦλθεν γὰρ ὁ υἱὸς τοῦ ἀνθρώπου ζητῆσαι καὶ σῶσαι τὸ ἀπολωλός.

6. Søndag efter Trinitatis, første række.


Har jeg en nådig gud? Eller: Har jeg en gud?


20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ 22 Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. 23 Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, 24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. 25 Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. 26 Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre. Matt 5,20-21

(Teksten svarer på spørgsmålet: hvordan behandler jeg min næste under en nådig gud? Det er et avanceret spørgsmål i en tid, hvor det ikke er indlysende overhovedet at ha' en gud.)


Kontekst

Nærværende tekst er en stump af bjergprædikenen (sådan har Jesu' største mattæiske tale heddet siden Augustin; "Bjerg" er et teologisk sted).

Vers 20 er ikke perikopens rette inledning, men derimod slutningen på en åbningsreplik, som åbner for alle 6 "antiteser" (I har hørt, der er sagt,... men jeg siger Jer... (5,21-48) Perikopen ligger efter saligprisningerne og før Fadervor, som er en slags centrum i talen.

Fjern kontekst: Fx Matt 25,35ff "du møder gud i medmenneskets behov".

Hvem taler til hvem?

Vurderingen af bjergprædikenen (og ikke mindst dens efterlevelsesmulighed) beror i høj grad på opfattelsen af hvem der taler til hvem.

Den første sondring går mellem Jesus og Kristus. Er det Jesus, der taler (blot som den sidste profet) uden sin sonende død som ramme - eller er det netop Kristus, der taler med sin soningsdød som facit? Og: Er det muligt at skille Jesus fra Kristus i en tale, som er gengivet af en Kristustroende (Mattæus)? Er det en Jesustale eller en Mattæustale? Er den til disciplene, urmenigheden, den mattæiske meninghed, alle?

Dette giver foreløbig 6 grundmuligheder:

Er det en Jesustale til nogle?
Er det en Jesustale til alle?
Er det en Kristustale til nogle?
Er det en Kristustale til alle?
Er det en Mattæustale til nogle?
Er det en Matthæustale til alle?


Visse og alle

Når vi kigger på mulighederne af, hvem nogle og alle er, gives der muligheder i tid og rum, etnicitet, engagement og kaldelse. Jeg vælger fremadrettet at kalde nogle for visse.

Alle jøder.
Visse jøder.
Alle kristne
Visse kristne.
Jesu discipe
Visse diciple i tid (fx Mattæus' disciple)
Visse kristne i tid (fx munke og nonner)
Alle mennesker til alle tider.

Når jeg nævner disse grupper, er det for at anskueliggøre, hvilke mennesker, der i gennem tiden har været tænkt som målgruppe for bjergprædikenens adfærdskorigeringer og den frelse, der hører til (enten som følge eller som gave).

Fx har der i middelalderen bredt sig den opfattelse, at bjergprædikenens adfærdskodeks er for elitekristne (de der vil fuldkomme deres tro). Luther gør op med denne opfattelse og mener at skærpelsen af loven (for nærværende teksts vedkommende, at ond tale sidestilles med drab) viser, at loven ikke kan opfyldes, men stadig står som krav, hvorved Kristi sonende død er det eneste mennesket kan ty til. (i så fald hvem taler til hvem nr 4: Kristus taler til alle).

I nyere tid er man opmærksom på, at Jesu tale er gengivet således, at det passer til den enkelte evangelists opgave i sin samtid, hvorfor det bliver relevant at undersøge, hvad denne tid og opgave består i.

Jeg mener

Jeg mener at Mættæus skriver for en bestemt menighed i en bestemt tid (jødekristne ca år 90) og at Jesu tale i Mattæus' værk bærer præg af et bestemt ønske om en bestemt disciplin i denne målgruppe. Mit udgangspunkt er altså, at Mattæus taler til nogle (hvem taler til hvem nr 5).

Min opgave som præst er at forkynde, at Jesus er Kristus og Guds søn og verdens frelser. Den opgave tager jeg gerne - og jeg bruger gerne Mættæus tekst til det. Jeg ændrer blot det historiske udgangspunkt (hvem taler til hvem nr 5) til min opgave: Hvem taler til hvem nr. 4.


Jesu ord (Ord)

En videnskabelig tilgang til bjergprædikenen vil kunne sandsynliggøre, hvor meget af det sagte, der går tilbage til Jesus selv. Jeg ser det sådan, at der både bag Mattæus' bjergprædiken og bag den prædiken, jeg agter at holde over den, ligge jesusord (historisk). Jeg har dog kun gisninger om deres form og omfang.

Imidletid slår jeg over i en helt anden tænkemåde, idet jeg forbereder min gudstjeneste. Nu skal jeg i kontakt med Gud på baggrund af, at Gud har kontaktet mig. Mættæus gjorde det samme: Satte sig i kontakt med Gud efter at Gud havde sat sig i kontakt med ham.

Hermed kan jeg slå over i at skrive Ordet med stor O. Min lille viden om, hvad Jesus har sagt eller ikke sagt bliver byttet med min store tro på, at Jesus er Ordet. Både i det, jeg laver lige nu og i det, jeg skal på søndag og i Mattæus' projekt er Ordet tilstede som proces og som forvandling.

Fred med Gud og den anden

Som nævnt ovenfor, er der sket en forandring gennem sækulariseringen. Det er ikke en selvfølge at tro på Gud. Er man i troen eller bliver man troende, er det langt fra sikkert at denne gudstro indeholder ængstelsen for at have fred med Gud. Sagt populært kunne en moderne troende mene at Gud bør være glad for, at der er nogle der gider tro på ham.

Denne for kirken så ubekvemme ubodfærdighed kunne foranledige en prædikant til at bruge meget energi på at forklare, at et gudsforhold så sandelig betyder en søgen efter fred med Gud og at den troende så sandelig er synder som udgangspunkt (v-prædiken med meget fed nedstreg).

Jeg vil tage udgangspunkt i en prædiken, som bruger erfaringen af forsoning. Oplevelsen af, at et medmenneske forvandles fra at være en opgave til at være en gave.

Ud fra Matt 25,35, vil jeg lade mødet med næsten (som nødstedt og som konfliktpart) være mødet med Gud. Det er smukt, forståeligt og sentimentalt. Det er også frygteligt: Hvordan er det, jeg behandler Gud?

Den guddommelige forvandling i prædikenen hedder så:
Gud ofrer sig for mig (korset) ligesom jeg ofrer mig selv i konflikten for at mærke hvad forsoning er, den som Gud vil vise mig.

Dermed er også bjergprædikenens midte, Fadervor, og dennes midte vist: forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere...


Opgave bliver gave

Hvis man læser "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere som en forvandling, bliver mit medmenneske forvandlet fra at være en opgave til at være en gave - det er Ordet, der forvandler.

Bjergprædikenen trækker vejret, ånder. Ringe i vandet.

Det virker som om Mattæus med sin gengivelse af Jesus ord i bjergprædikenen siger: "Nu er du forvandlet, derfor kan du godt dette her!". Det er som om Luther siger: "Du vil aldrig kunne dette her - det er denne erkendelse, der forvandler dig, idet du tyer til Guds frelsende nåde ved Jesu Kristi død".

Jeg ser bjergprædikenen for mig med Fadervor i centrum og "forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere" i midten (et korstegn: Gud/menneske-relation (lodret) menneske/menneske-relation (vandret) ). Jeg ser cirkler udenom disse centre med det øvrige Gud/menneske Menneske/menneske indhold. Jeg ser det som cirkler der bevæger sig - ligesom når det drypper i midten af en vandspand. Nedslaget får bølgerne til at gå mod yderperiferien - mødet med yderperiferien får bølgerne til at gå tilbage. Der bliver altså ved med at være en levende bevægelse. Før og efter går begge veje. Der er ikke et statisk forhold mellem på den ene side, hvad der følger af forholdet til mennesket i forhold til Gud og hvad der følger i forholdet til medmennesket som følge af forholdet til Gud. Der er forskel på tid og evighed. Tid går kun en vej. Evighed kan noget andet. Det er Gud der til stadighed drypper

5. Søndag efter Trinitatis, første række

Mad, frygt, glæde


Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, 2 fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. 3 Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.
4 Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« 5 Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« 6 Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. 7 De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. 8 Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« 9 For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået 10 – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« 11 Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. LK 6,1-11



Mirakler.

Det er lidt kedeligt at være bundet til en tekst, hvor mirakler er et positivt virkemiddel. Pædagogik idag er bundet til det almindelige og det forståelige, dengang til det ualmindelige og det uforståelige.

"Mad" er forståeligt.



Teksthygge

Når jeg rigtig skal hygge mig med en tekst og finde de stumper og energier, der kan udfoldes til forvandlingsdelen af en pi-prædiken, hvilket er det første jeg leder efter - begynder jeg med en oversættelse fra græsk til dansk (lurerkigger også i king james og vulgata). Herefter laver jeg en parafrase. Herefter igen en bestemmelse af nær og fjern kontekst.

Det er ikke altid jeg når det - så henter jeg mere tilfældigt et billede ud af teksten, måske ligefrem ud fra en fordom, jeg har om teksten.

I oversættelsen af dagens tekst er jeg stødt på en vidunderlig indledning: Og det skete i skarens trængsel om ham og deres høren guds ord og han stod ved søen Genezareth...

Lukas imiterer med sine substantiverede akkusativer med inifinitiver i dativ de septuagintæiske gengivelser af præfigerede infinitiv construktus. Sammen med indgangsformlen Og det skete, giver det hele perikoen et stærkt hebraiseret præg.

Med andre ord: Lukas spiller på GT-banjo for fuld skrue.
At imitere det gamle testamente, er en måde at vinde autoritet. Men man skal kende koden - ellers er det bare dårligt sprog.

Parafrase

Parafrasen er en måde at forsøge at registrere, hvad man finder i teksten. Jeg har aldrig lavet en parafrase uden at finde mere, end ved blot at læse teksten.

v1 scenen sættes: Sø (plus lille forkyndelsessummarion)

v2 Scenespecifikation til nyt hændelsesscenarie: 2 både og nogle fiskere i fiskerislutfase.

v3 anvendelse nr 1 af 1 båd. Navn på 1 fisker: Simon

v4 Inledning af anvendelse 2 af fisker både. Hevendelse til Simon om fiskeristartfase.

5 erfaringbaseret negativ kvalificering af initiativ. Herefter accept på grundlag af ord (autoritet).

v6-8 gennemførelse af initiativ med eskalerende positivt resultat: Fangst.

Underet ikke forstået: Rædsel, afstand.
v9-10a Simons reaktion på positivt resultat: Underkastelse og ønske om afstand på grund af syndighed. Simons og øvriges reaktion på resultat: Rædsel.

Underet forstået: Tegn, inklusion, opgave.
10b Jesu eliminering af Simons frygt. Ny opgave til Simon: Fiske mennesker.

v11 anvendelse nr 3 af både: Forlades. De implicerede forlader alt og følger Jesus.

Nær kontekst: Perikopen falder indenfor en række af helbredelser og kaldelser i begyndelsen af Jesu virke i Galilæa. Jesus har kort forinden helbredt Simons svigermor og kort efter perikopen færdiggøres kaldelsen af de 12 med Levi til sidst.

Fjern kontekst: I Apg 2 og 10 ser vi Peter i funktion som menneskefisker. Mange føjes til fællesskabet ved hans prædiken i 2 og specifikt cornelius (romersk officer) i 10.

Jeg oplever noget fantastisk, wåuw hvor er jeg lækker!

Peters reaktion på underet, svarer ikke til et moderne menneskes forventede reaktion.

Spørgsmålet er, om en ikke-jødisk, græsktalende førstegenerationsbruger af Lukas' tekst også har været fremmed overfor en negativ kvalificering af et unders oplever. Tekstens skal muligvis netop understrege Guds majestæt og den troendes nye status som nåderamt synder.

En Gudstjeneste

Det, der foregår i teksten, er ud fra en klassisk betragtning en gudstjeneste: Et troende menneske eksponeres for Guds majestæt, tages til nåde som synder og går derfra med en opgave. Det er ikke mere mirakuløst end hvad der sker 1000 gange hver søndag :-)

Missionsfest

Hvis man elsker at se sit gudsforhold som en strategisk platform, hvorfra andre også skal bringes til tro, er denne dag en festdag. Den missionerende kanonkonge kan lægge sig godt til i bunden af kanonen og lade sig slynge ud i verden. Fremad!

Hvis man er historisk bevidst, kan man glæde sig over, at Peters opgave blev taget alvorligt: Ordet kom til vore kolde egne. Nu dræber vi ikke hinden til fest og for sjov. Vi skuer bagud med tak.

Forvandlingen

Jeg vil gerne lave en prædiken, hvis forvandlingsdel tager udgangspunkt i den åndshistoriske forandring, der er sket i tid og rum, siden Lukas' blæk lå og tørrede, påsmurt for første gang.

Der er tre forhold, jeg vil se på:

Forholdet til mirakler (som pædagogik)
Forholdet til synd (som gudsforhold)
forholdet til mad (solidarisk)

(fortsættes)...




4. Søndag efter Trinitatis, første række

Syn og relation, Lk 6,36-42

Teksten
36 Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.

37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. 38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«

39 Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? 40 En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.

41 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? 42 Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.
(Tekst slut)

Kontekst:

Vi befinder os midt i den såkaldte sletteprædiken, som er Lukasevangeliets pendant til Mattæus' bjergprædiken. Det kan give indhold til en prædiken, at den ene evangelist siger, at Jesus taler på et bjerg, mens den anden udførligt anfører et ikke-bjerg, hvis bjerget forstås som lovstedet.

Inden vores perikope handler det om fjendekærlighed og om at yde uden modydelse - og umiddelbart efter perikopen kommer det gode træ og dets frugter samt huset på klippegrund. Der er et crescendo i retning af dom.


"Fordøm...".

Den græske verbum καταδικάζετε, som er oversat til "fordøm", ser jeg som indeholdende kata (ned) og dik- (noget med retfærdighed, hæderlighed). Jeg læser verbet som en talehandling, der hiver et andet menneskes værdighed / ry / social habilitet ned. Når værdigheden er trukket ned, kan den bedømmes af en lav dommer (hyppokritæs, engelsk: hypocrite, da: hykler).



Se:


1 Der er det, jeg selv kan se og som andre også kan se.
2 Der er det, som jeg selv kan se, som andre ikke kan se.
3 Der er det, de andre kan se, som jeg ikke selv kan se.
4 Der er det, som jeg ikke selv kan se og som andre heller ikke kan se.

Dagens evangelium handler om, hvilken rolle man hhv. tager og får i kommunikationen om nr 2 og 3. Hvis man læser hele sletteprædikenen, vil der være kraft til at oversætte interaktionen i 2 og 3 til noget, der svarer til 1 og 4.

1'eren er en relation uden udfordringer. 4'eren er så udfordrende, at den er Guds område. 4'eren synes at henligge helt i mørke, men er dog den, der giver lys til de tre andre: Vi skal være overfor hinanden, som om det, vi tror, vi ser, er lige så guddommeligt, som det, ingen ser.

Det interne dømmeri og kiggen på hinanden er hevet ud og hedder nu: Dommen (Menneskesønnen 6,22 ødelæggelsen 6,49) og ligger derfor et andet sted, hvilket gør parterne menneske/menneske til een part i menneske/gud-forholdet.


Far/Barmhjertig

Den store forvandling i teksten ligger i den første sætning: Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig.

Vi glemmer tit, at det er Israels Gud, som af Jesus får disse prædikater overfor mennesker, for hvem lykken kan beskrives som et topfyldt mål (mad).

En Pi-prædikens forvandlingsdel kunne sagtens udfoldes ved at beskrive en vred og straffende Gud, der styrer gennem konger og profeter, og som forvandles til de fattiges kærlige far.

Forvandlingen kan overføres til et parallelt personligt plan ved at forandre mig selv fra vred og straffende til barmhjertig - og til seende.

Den, der taler, hænger selv på bjælken, hvilket i evighed forandrer Guds rolle og tager dommen bort...


36 Γίνεσθε οἰκτίρμονες καθὼς [καὶ] ὁ πατὴρ ὑμῶν οἰκτίρμων ἐστίν. 37 Καὶ μὴ κρίνετε, καὶ οὐ μὴ κριθῆτε• καὶ μὴ καταδικάζετε, καὶ οὐ μὴ καταδικασθῆτε. ἀπολύετε, καὶ ἀπολυθήσεσθε• 38 δίδοτε, καὶ δοθήσεται ὑμῖν• μέτρον καλὸν πεπιεσμένον σεσαλευμένον ὑπερεκχυννόμενον δώσουσιν εἰς τὸν κόλπον ὑμῶν• ᾧ γὰρ μέτρῳ μετρεῖτε ἀντιμετρηθήσεται ὑμῖν.
39 Εἶπεν δὲ καὶ παραβολὴν αὐτοῖς• μήτι δύναται τυφλὸς τυφλὸν ὁδηγεῖν; οὐχὶ ἀμφότεροι εἰς βόθυνον ἐμπεσοῦνται; 40 οὐκ ἔστιν μαθητὴς ὑπὲρ τὸν διδάσκαλον• κατηρτισμένος δὲ πᾶς ἔσται ὡς ὁ διδάσκαλος αὐτοῦ.
41 Τί δὲ βλέπεις τὸ κάρφος τὸ ἐν τῷ ὀφθαλμῷ τοῦ ἀδελφοῦ σου, τὴν δὲ δοκὸν τὴν ἐν τῷ ἰδίῳ ὀφθαλμῷ οὐ κατανοεῖς; 42 πῶς δύνασαι λέγειν τῷ ἀδελφῷ σου• ἀδελφέ, ἄφες ἐκβάλω τὸ κάρφος τὸ ἐν τῷ ὀφθαλμῷ σου, αὐτὸς τὴν ἐν τῷ ὀφθαλμῷ σου δοκὸν οὐ βλέπων; ὑποκριτά, ἔκβαλε πρῶτον τὴν δοκὸν ἐκ τοῦ ὀφθαλμοῦ σου, καὶ τότε διαβλέψεις τὸ κάρφος τὸ ἐν τῷ ὀφθαλμῷ τοῦ ἀδελφοῦ σου ἐκβαλεῖν.